2025.02.23 En februar lidt udover det sædvanlige

Det plejer at storme og blæse og være et herrens vejr og så med noget frost oveni. Der har også været en del af det meste, men alligevel har februar budt på usædvanligt mange fiskedage og i kølvandet på dem er der fulgt fangster som for mig også har været rimeligt mange. Nuvel, det er ikke sådan at jeg ikke kan tænke mig om; Jo mere tid jeg bruger ved vandet, jo flere fisk... det er en standard frase.

Jeg ville gentage gårdagen. Dagens vejr var stilnet en hel del af og havet var meget mere brugervenligt, så jeg havde ikke travlt med at komme ud, da jeg forventede mange ude og ganske vist... så forholdt det sig også sådan i følge de rygter jeg fik. Men selvsamme ophavsmand, ville på kysten nu og så kunne jeg ikke trække den længere. Så da vi mødtes udvadet fik jeg en kort rapport. Fiskene gik vældigt langt inde igen i dag.

Så stod vi der og snakkede og da jeg ville tilbage til revet jeg startede på, så kastede jeg ind mellem de sten jeg straks skulle træde henover. Og dæleme... 3 havørreder kom efter min silling, hvoraf den ene huggede. De er spøjse nogle gange. Nej, vent... ofte!

Tilbage på det lille rev som i går havde budt på sjovt fiskeri, skete det samme som da jeg startede. Og så blev fødderne kolde. Min tålmodighed var ellers stor og lunten ekstra lang i dag. Jeg spekulerede på hvor mange kast man egentlig kan tage i fuld koncentration? Jeg syntes i hvert fald jeg var koncentreret, men til forskel fra i går, var det vist lige meget. Der var ingen fisk hjemme.

Eller... så tog jeg en til og havde siden et hug og mistede også en, men det var nok fra samme flok af mega flotte grønlændere der kom forbi.

Javier tog beslutningen, siden fulgte jeg trop og så stod vi ved bilerne og lod den sidste kulde trænge helt ind til benet, inden vi blev enige om at kalde det en dag.

2025.02.22 Blanke gaver

Endnu engang spillede vinden et puds og endnu engang gik jeg med mistænksom mine over strandengen på min vej til kysten, for at få en fornemmelse af havet og om der stod en fiskedag for døren dagen efter.

Den korte eftermiddagstur var bestemt også belejlig, men jeg vidste ikke om jeg kunne fiske, for nok var vinden gået i syd, men den havde været i sydøst inden og samtidigt havde der været elevatorvand, så hvordan stod det til?

Jo, det var hamrende lækkert inde foran. Det så faktisk helt vildt godt ud, men desværre tog min første plads en hurtig afslutning, for der lå en stor bræmme af tang længere ude og umuliggjorde andet end kast langs kysten og da det som sagt var meget lavvande...

Så da jeg stod på næste plads, hvor sandet igen havde gjort indtog på revet og jeg gik foran de sten jeg plejer at kaste til, så var det ikke fordi jeg regnede med at fange noget. Men det gjorde jeg, for pludselig huggede en lille havørred midt i virvaret af bølger og sten. En fornøjelse, nu det var så lækkert vejr.

Jeg gik videre over revet og fandt et hul hvor der var lidt dybere. Bølgerne havde en lille pause i området og jeg indbildte mig at der selvfølgelig stod fisk her. Som et trylleslag, så fandt jeg dem i samme tankestreg og indenfor et par kast havde 3 blankfisk været oppe og vende og så huggede det igen. Sillingen var kun lige landet og jeg tænkte at flokken med målsfisk stod og nød det lille hul i revet mens de guffede løs af alt det som blev revet løs af bølgerne. Netop bølgerne larmede så at sige. Så meget at jeg først da jeg kiggede på hjulet, forstod at fisken var i gang med et udløb. Der var en større fisk i flokken igen i dag og jeg havde en helt kanon fight med, hvad der senere skulle vise sig, var en af de smukkeste havørreder jeg har taget i mange år. Da jeg forleden stod med samme slags fisk, dukkede spørgsmålene op; "Hvornår tager du en med hjem til mig Anders?" "Og mig?" "Ja jeg vil også gerne have"

Så i dag kom der fisk med hjem. Den var lidt større end de andre fra de andre dage og havde tanglopper i maven. Men skønheden... den var gnitrende blank og havde et blåligt skær over sig. Perfekte gennemsigtige finner og ja, jeg bliver helt lyrisk. Det var ingen fulton fisk, for sådan ser de ikke ud i februar. 

Det var endnu en fin eftermiddagstur!

2025.02.07 Fortryllende havørreder

Hvor fiskene i går ikke lagde noget mellem udi hug, fordi jeg slet og ret krogede alt jeg mærkede, så var det en forvandling til i dag. Det er sket før og vil ske igen, men i går hvor vandet var relativt stille, havde nordøstenvinden i dag for det første givet en stigning på en del centimeter og siden gik der en skrå sø ind, som havde farvet det kystnære brunt og gråt. Og så var det fuldt af tang.

Faktisk så meget at jeg udover at skulle vade længere ud også overvejede om det overhovedet var det værd. Jeg tog nogle kast, for lige at føle det af. Der var ikke løs tang længere ude, men det var besværligt og koldt fra kast nummer 1. Og så skete der intet. Jeg fiskede tilbage mod bilen, mens jeg kastede i den skrå medvind, men intet skete og til sidst gav jeg op. Eller næsten. For på vejen tilbage ligger der en form for badekar ud fra land. Det bliver en anelse dybere her og mangen en fisk har jeg taget netop her. De skrå bølger var bruset af indover det lille badekar og havet var en smule mere roligt lige i det område.

Skulle det lige have et kast, nu jeg alligevel var våd? 

Og så begyndte 2 timers magi. Men i modsætning til i går var fiskene, farven i vandet og bølgerne til trods, nu blevet sky i det. For at gøre de 2 timer korte, så havde jeg vanvittigt mange hug. Jeg havde følgere og så, så jeg endda fisk i overfladen mellem de brusende bølger. Jeg startede med tage en helt fantastisk flot blankfisk, som jeg desværre ikke lykkedes med nogle ordentlige billeder af. Siden mistede jeg 2 og så gik det ellers slag i slag, med vildt mange hug og da det hele sluttede var der kommet 7 til afkrogning.

Det burde, hvilket jeg altid siger, ellers havde været omvendt. At fiskene var lidt mere sky i går og gik til fadet i dag, men den kære fortryllende havørred overrasker mig gang på gang.

2025.02.06 Fisk på tid

Det var ved at være tid til en aftentur og dagen passede fint til en hurtig runde. Halvanden time, kunne havørreden få og det var det.

Og så var det at spørgsmålet om sommertid dukkede op igen. Ikke at jeg havde glemt det, men jeg kunne prædike det hver gang og så ville det drukne. Men da solen var gået ned og der ikke var mere lys tilbage, dukkede ønsket op. Fordi der var plads til flere. Flere timer og flere havørreder. Ikke at jeg var utilfreds, meeeen...

Jeg gik ned over strandengen og kunne se et mørkt hav. Det havde jeg ikke ventet, men hvad ved man om det på denne årstid, når man sidder og arbejder de fleste lyse timer? Så jeg gik direkte i vandet. Med så lidt tid, var der ingen tid at spilde ved at gå videre, hvis nu det hele lignede kaffe. Men det var kun ved kanten jeg var blevet snydt og vel ude, kunne jeg ligeså godt begynde fiskeriet, som ikke startede specielt godt. Der skete nemlig ingenting den første halve time og jeg overvejede om jeg skulle prøve et andet sted, da min silling blev taget stenhårdt foran mig. En lille filur var oppe og blive befriet og et par kast efter skete det samme med yderligere en mindre havørred.

Så jeg vadede videre, da der alligevel var fisk på plads og så startede en time med god underholdning. Jeg havde ikke en eneste følger eller hug, som ikke følgende blev til fast fisk og således kunne jeg i tusmørket gå fra stranden igen med 10 blanke havørreder på samvittigheden og kun 2 mistede. Det bedste af det hele var at samtlige fisk havde hugget stenhårdt og så gjorde det intet at de 2 af dem var i fine størrelser der begge bød op med hver deres hårde fight. Den ene var konstant i luften, mens den anden ikke hoppede en eneste gang, men til gengæld tog line og i det hele taget var mega strid af fighte.

Det var en fornøjelig afterwork ved vandet til at klare hovedet og stramme overarmen lidt op.

2025.02.01 Vejr som sjældent set

Det er så moderne med klimasnak og katastrofe meldinger. Her er det bare en usædvanlig vinter. Det har til forskel fra de andre år, knapt stormet denne vinter. Der har heller ikke været meget frost. Faktisk har det været ret stille. Altså hvis ikke det har blæst. Men det er jo ikke storm.

Så det var ikke overraskende at havet lå silkeblødt hen, da jeg besluttede mig for at give det en time. At det tillige var spritklart var ej heller nogen overraskelse. Det var helt klart en bombarda dag, men den lå derhjemme og et øjeblik overvejede jeg om det overhovedet var værd at få våde waders.

Så jeg bestemte mig for at spotte fisk oppe fra stranden. Parret der kom forbi syntes det var lidt underligt jeg stod der i fuld mundering og bare gloede. Men de forstod hvad jeg mente, da jeg forklarede forehavendet og de kunne samtidigt meddele at der i løbet af dagen, som forventet, havde været fuldt med folk som var vadet ud her og der og allevegne. Selv kunne jeg på turen også konstatere indtil flere vadende, alle i vand til livet for at komme ud, ud, ud... 

Men da en fisk viste sig i overfladen forstod parret altså at det ikke kun handler om at trampe i. De gik videre og jeg fortsatte min overvågning. Så kom der en ny finne op. Nu skulle den have et kast og allerede i første forsøg, kom der et stød til min agn, så en hvirvel og kort efter endnu et stød. Det skete 3 gange over helt lavt vand, inden jeg kunne se fisken vende tæt på kanten.

Min jagt var lykkedes. Bedst med en kroget fisk, men det er også dejligt flabet at spotte fisk og få dem i gang. Men den var vist alene på plads, for siden skete der intet mere. Hverken i overfladen er i de mange tomme kast jeg tog.

Så jeg gik over strandengen på en anden plads med waders der kun var våde til skinnebenet. På turen syntes jeg de små dønninger så underligt gråbrune ud. Vel nede på plads blev erfaringen at det vitterligt var gråbrunt og stik mod min hensigt, måtte jeg vade længere og længere ud, for at vi visdom for at det blev ved at være grumset. Det var det og med lang næse stod jeg der og undrede mig. Hvor kom det fra? Det var jo helt stille?

Spidsen viste mig en smule nåde og åbenbarede lidt klarere vand og sørme.. i et af de første kast fik jeg en lille tæt på land som huggede stenhårdt og gav mig troen på mange flere. Men ak.. det var en stille time jeg havde lokket mig selv med på og da mørket sænkede sig, var den time trods alt givet godt ud.