Ajes og jeg havde talt om en tur og selvom jeg havde advaret om fiskeriet, var det alligevel en alt for frisk fyr der stod klar udenfor klokken 8... nuvel.. frisk som jeg var (NOT) pakkede jeg grejet om og fulgte med. Er du gal jeg var slidt. Tyndslidt, ondt i ryggen, træt i kroppen... helt færdig, efter 6 dages fiskeri. Havde fiskeriet været mere på toppen, havde lysten være mere til stede. Jeg havde lyst, men det var måske ikke det første jeg tænkte da jeg stod op. Nærmere noget i stil med hvorfor helvede Ajes skulle komme klokken 8, hvor jeg havde en aftale med dynen...
Og så kom vi til revet. Så var jeg pludselig en helt anden igen. Nu ville jeg fiske. Meget gerne... sådan er det tit, når vandet ser ud som den koldeste fad-øl i Indre By en varm maj dag. ALLE VIL HAVE DEN!
Så vi indtog revet, fordi vi ville have det og alle fiskene der måtte være, men første runde fra vest til øst, var resultatløs, bortset fra den fisk der havde hugget på den hængende tobis.
Forklaring: David og jeg har fisket utallige timer sammen gennem livet. På Listerlandet har vi gennem årene fisket vores agn på alle måder. Der er den sløve tobis, der er på vej til arbejde mandag. Der er den hurtige tobis, der skal hjem til lillekone aften onsdag og så er der blandt andet også den stående tobis, der faktisk står stille foran stangtoppen, netop som du har rullet den ind. Og den stående tobis huggede en mini på, på første tur.
Den stående tobis sikrede mig på anden tur en mini der ikke kunne lade være. Yderligere en rigtigt flot nedgænger faldt for den i kastene efter. Det var fisk der ville mere i dag. FEDT!
Længere nede af kysten hamrede en fisk på. Den fightede rigtigt godt og ind kom en flot blankfisk på målet, som jeg lod svømme videre. De er større og de skulle dæleme hugge!
Javier kom frem - siden kom solen frem. 3 mand på revet, klar med fuld udrustning = Så tag nogle flere havørreder frem! Og de kom igen. Vi nappede 9 fisk på revet over de næste timer i den lækre sol, der en overgang viste en flot halo bag et par slørskyer.
Men fiskeriet var ikke det samme, efter solen kom frem. De blev mere sky, stik mod vores forventning og enige var vi om at prøve en ny plads, for altid at kunne vende tilbage senere, hvis vi bommede eller fortrød.
Jeg stod og talte med en bekendt fluefisker der havde gået over det nye rev. Han havde fået en 4 kilos nedgænger der ikke manglede meget for at han havde taget den med, men en nedgænger var det og han havde genudsat den. I mens vi talte stod jeg og frøs og var irriteret over at mine waders åbenbart lækkede, for jeg var våd og det forklarede den snigende kulde jeg havde følt de sidste par timer. Jeg gik alligevel i vandet og i mens havde Ajes taget spidsen af revet og Javier det næste rev.
Så blev det forår i vandet... i tredje kast hamrede en blankfisk på helt ude i kastet. Den væltede rundt, tog udløb og fulgte siden med, for igen at tage kampen op nær mig. Det var en fed fight og en gudesmuk blankfisk på ca. 60 cm., fik lov at svømme videre, da jeg mente der var større derude.
Det var der!
I kastet efter kom et mindre hug et par meter ude. Siden så jeg en bamse bag OLR wobleren og som huggede igen i en vending. Netop som jeg troede den var væk, kom bamsen helt ind til mig og en stålblank skønhed på nok 4 kg., vendte i et mega skvulp - uden min krog i munden. Nøøøøøj jeg glemte alt om kulde der! Kastet efter, kom den igen på fuld hammer, men kun en gang og var siden væk. Fuck mand... hele ugen var pludselig reddet alene på de 2 fisk. Det er NU det sker. Det jeg hele tiden har ventet på. Men som fiskeriet nu engang er, så er disse perioder stadig korte. Jeg havde kort efter en fisk efter magen til den første jeg tog - siden skete der ikke mere.
Tilbage i sofaen... endelig... sidder jeg med et stort minde på nethinden af den fede blankfisk der gik lige bag min wobler og 2 gange huggede vildt efter den. Uha... det så godt ud!
søndag den 24. marts 2019
lørdag den 23. marts 2019
2019.03.23 En kort - en lang... en blankfisk - min stang... en fyr der si´r ding-dang...
Jeg var endnu engang længe om at komme ud, men denne dag var det ikke kun træthed, det var også af familiære hensyn, da der var opstået lidt grynten i krogene om ham der "far" der var ude og fiske hele tiden. Det endte så med - i øvrigt som det plejer - at jeg sad alene i sofaen og alle råb om hjælp til oprydning, støvsugning og de andre nødvendigheder forblev ubesvaret oppe fra førstesalen - og at jeg til sidst, igen, sad alene i sofaen, men i det mindste "var hjemme"...
Men så kunne det ikke holdes længere. Solen skulle dukke op ved 13 tiden og derfor stod jeg selvfølgelig udvadet lige deromkring. Det så bragende godt ud. Vandet løb over revet og stenene med den giftigste grønne farve og jeg ville have væddet skødet på huset væk om at det nok skulle holde fisk.
Jeg skylder ikke nogen noget hus. Der var mange fisk! Alle 12-14 følgere, som heldigvis var små følgere, for ellers havde jeg været endnu mere ærgerlig. Mærkeligt alligevel at de kun fulgte efter. Jeg gav revet en del tid, men fiskene var lige ubeslutsomme og fulgte som sagt bare efter eller huggede yderst forsigtigt.
Battleplan 2 blev taget i brug. Revet Javier indtog i går, da jeg valgte de østlige pladser, blev besøgt. Han havde mødt fisk! Det gjorde jeg også. En stime tobis yngel, såmænd... der ud over var der knaldhamrende dødt og jeg havde dernæst det første rev i tankerne, fordi vinden nu ret så pludseligt, men i følge vejrudsigten, havde vendt til NV og derfor blæste fra land. Det vil sige; Gammel sø, grønt vand og nu medvind.
Det var fiskene så enige i. Sådan lidt da. Jeg var knap nået ned til området, som ligger midt i det hele og intet ligner i forhold til resten af revet, da en fisk hamrede på OLR Kutlingen. Så røg den af. Sørens! Et nyt kast blev lagt og så hamrede endnu en fisk på. Denne en model lille, men så røg den sgu også af! Jeg tjekkede krogen - kastede igen - havde hug og i kastene efter flere hug, indtil den næste smadrede på krogen... og røg af!!!
Så blev jeg sgu sur, indtil jeg opdagede at krogen jeg brugte ikke var min Mustad Tarpon, men den billige Daiwa efterligning - og vist ligner den, meeen... de er ikke ens. Jeg byttede straks krog, men så var fiskene væk. Der skete ikke en skid og jeg fiskede mig ind i den forårssmukke aften, med lun vind fra land og lykkedes til sidst med en lille prutfis der, som de andre, hamrede på ude i enden af kastet.
Meget mærkelige fisk. Og mærkelig krog. Eller hvad det nu er...
Men så kunne det ikke holdes længere. Solen skulle dukke op ved 13 tiden og derfor stod jeg selvfølgelig udvadet lige deromkring. Det så bragende godt ud. Vandet løb over revet og stenene med den giftigste grønne farve og jeg ville have væddet skødet på huset væk om at det nok skulle holde fisk.
Jeg skylder ikke nogen noget hus. Der var mange fisk! Alle 12-14 følgere, som heldigvis var små følgere, for ellers havde jeg været endnu mere ærgerlig. Mærkeligt alligevel at de kun fulgte efter. Jeg gav revet en del tid, men fiskene var lige ubeslutsomme og fulgte som sagt bare efter eller huggede yderst forsigtigt.
Battleplan 2 blev taget i brug. Revet Javier indtog i går, da jeg valgte de østlige pladser, blev besøgt. Han havde mødt fisk! Det gjorde jeg også. En stime tobis yngel, såmænd... der ud over var der knaldhamrende dødt og jeg havde dernæst det første rev i tankerne, fordi vinden nu ret så pludseligt, men i følge vejrudsigten, havde vendt til NV og derfor blæste fra land. Det vil sige; Gammel sø, grønt vand og nu medvind.
Det var fiskene så enige i. Sådan lidt da. Jeg var knap nået ned til området, som ligger midt i det hele og intet ligner i forhold til resten af revet, da en fisk hamrede på OLR Kutlingen. Så røg den af. Sørens! Et nyt kast blev lagt og så hamrede endnu en fisk på. Denne en model lille, men så røg den sgu også af! Jeg tjekkede krogen - kastede igen - havde hug og i kastene efter flere hug, indtil den næste smadrede på krogen... og røg af!!!
Så blev jeg sgu sur, indtil jeg opdagede at krogen jeg brugte ikke var min Mustad Tarpon, men den billige Daiwa efterligning - og vist ligner den, meeen... de er ikke ens. Jeg byttede straks krog, men så var fiskene væk. Der skete ikke en skid og jeg fiskede mig ind i den forårssmukke aften, med lun vind fra land og lykkedes til sidst med en lille prutfis der, som de andre, hamrede på ude i enden af kastet.
Meget mærkelige fisk. Og mærkelig krog. Eller hvad det nu er...
fredag den 22. marts 2019
2019.03.22 En fuldblodsfiasko?
Normalt plejer jeg at skrive samme dage jeg har været ude, men i går - da jeg endelig kom hjem - var der kun en ting i der gjaldt og det var at sætte sig i sofaen med en GT og glo ud i luften. Lige indtil min ældste datter spurgte om vi skulle spille Matador. Det siger jeg aldrig nej til og det var så dagens eneste positive ting. Altså i går...
I dag var gårddagen ikke så tosset alligevel. Jeg mener, hvad kan man forvente sig? Der er gået en uge med tosset vejr. I mandags stormede det og jeg blev blæst om på Österlen. Tirsdag fik vi sol, men vinden der alt for sent aftog, gjorde at jeg netop ikke kunne fiske på Sydkysten andet et par kast i grov sø. Onsdag og torsdag tilbage i den grå, kedelige og disede trummerum i piv blæse vejr og så i går... da vinden endelig tog af, var det stadig gråt. Det er nok for meget at forlange at kræve fisk på hver tur, men når man så gerne vil det, kan det være svært at indse nederlag på nederlag.
Javier skulle igen hente unger, så han kørte et morgenshow. Jeg ville faktisk have været med, men var samtidigt temmelig slidt og lod vækkeuret være og tog en time til. Da jeg kom ud, havde Javier affisket 2 rev. Det ene fik 4 kast, så var han træt af at pille ålegræs af krogen - det andet var dødt. Vi mødtes på en af de gode favoritter, men der var mange ude denne grå og stille fredag. Vi lod de andre fiskere være og kørte til vores eget sted i fred og ro. Allerede i fjerde kast havde jeg en lille følger, som slog til wobleren og gav mig lidt tænding. Måske de ville lege i dag? Men den lille følger var alt der skete for 2 dedikerede kystfiskere i den lille time vi stod på hvert vores rev.
Da vi gik til bilerne, havde jeg kun et sted i tankerne. Jeg kunne sagtens overtales til en masse andre, men jeg var så tændt på pladsen, at jeg til sidste kørte alene afsted, fordi Javier ville skulle bruge for meget køretid i forhold til hans tidlige afgang. Jeg fortrød flere gange undervejs - måske var jeg alligevel i tvivl, men fastholdt beslutningen. På vej til fiskevandet mødte jeg en anden fisker. Jo, de var 4 mand med deres fluevifte grej. Der var små havørreder der hoppede på lavt vand og ellers var der intet sket. Heller ikke for de 8 der stod der da de kom.
Jeg gik til vandet fast i troen at det måtte vende. Men for at gøre en hel halv fiskedag kort, så gennemfiskede jeg strækningen fra klokken 13 til klokken 18, med kun 2 pauser. Jeg havde ikke så meget som en følger eller et hug og det eneste der skete var at jeg pludselig havde en uhørt sløv fisk på, der røg af lige så tilfældigt som den (ikke) havde hugget. Der var jeg måske en smule frustreret.
Men som sagt... her dagen derpå... hvad forlanger man? Ingen sol og næsten intet liv i vandet. I dag skulle solen komme frem. Når det sker, her om 2 timer i dette skrevne øjeblik, så står jeg nede på kysten og håber der er en plads. Kajakken skulle være med, men jeg gider ikke lige nu. Vil være mobil, så længe fiskeriet ikke rigtigt er kommet i gang.
I dag var gårddagen ikke så tosset alligevel. Jeg mener, hvad kan man forvente sig? Der er gået en uge med tosset vejr. I mandags stormede det og jeg blev blæst om på Österlen. Tirsdag fik vi sol, men vinden der alt for sent aftog, gjorde at jeg netop ikke kunne fiske på Sydkysten andet et par kast i grov sø. Onsdag og torsdag tilbage i den grå, kedelige og disede trummerum i piv blæse vejr og så i går... da vinden endelig tog af, var det stadig gråt. Det er nok for meget at forlange at kræve fisk på hver tur, men når man så gerne vil det, kan det være svært at indse nederlag på nederlag.
Javier skulle igen hente unger, så han kørte et morgenshow. Jeg ville faktisk have været med, men var samtidigt temmelig slidt og lod vækkeuret være og tog en time til. Da jeg kom ud, havde Javier affisket 2 rev. Det ene fik 4 kast, så var han træt af at pille ålegræs af krogen - det andet var dødt. Vi mødtes på en af de gode favoritter, men der var mange ude denne grå og stille fredag. Vi lod de andre fiskere være og kørte til vores eget sted i fred og ro. Allerede i fjerde kast havde jeg en lille følger, som slog til wobleren og gav mig lidt tænding. Måske de ville lege i dag? Men den lille følger var alt der skete for 2 dedikerede kystfiskere i den lille time vi stod på hvert vores rev.
Da vi gik til bilerne, havde jeg kun et sted i tankerne. Jeg kunne sagtens overtales til en masse andre, men jeg var så tændt på pladsen, at jeg til sidste kørte alene afsted, fordi Javier ville skulle bruge for meget køretid i forhold til hans tidlige afgang. Jeg fortrød flere gange undervejs - måske var jeg alligevel i tvivl, men fastholdt beslutningen. På vej til fiskevandet mødte jeg en anden fisker. Jo, de var 4 mand med deres fluevifte grej. Der var små havørreder der hoppede på lavt vand og ellers var der intet sket. Heller ikke for de 8 der stod der da de kom.
Jeg gik til vandet fast i troen at det måtte vende. Men for at gøre en hel halv fiskedag kort, så gennemfiskede jeg strækningen fra klokken 13 til klokken 18, med kun 2 pauser. Jeg havde ikke så meget som en følger eller et hug og det eneste der skete var at jeg pludselig havde en uhørt sløv fisk på, der røg af lige så tilfældigt som den (ikke) havde hugget. Der var jeg måske en smule frustreret.
Men som sagt... her dagen derpå... hvad forlanger man? Ingen sol og næsten intet liv i vandet. I dag skulle solen komme frem. Når det sker, her om 2 timer i dette skrevne øjeblik, så står jeg nede på kysten og håber der er en plads. Kajakken skulle være med, men jeg gider ikke lige nu. Vil være mobil, så længe fiskeriet ikke rigtigt er kommet i gang.
torsdag den 21. marts 2019
2019.03.21 Fuld gas på Sydkysten - altså mig...
Som skrevet tidligere i dag, var det et par tunge ben der sad i sofaen og jeg var længe om at tage mig sammen, efter at have talt med Javier endnu engang der var i gang med at køre samme kystrute som jeg i går. Altså startende i syd for siden at ende i øst. Jeg var nysgerrig af hulen til på resultatet, men da klokken var omkring middag og de 2 første pladser var gennemfisket og resultatet det samme som mit i går, tog jeg beslutningen om at Sydkysten skulle have besøg.
Vinden havde lagt sig en del siden morgenens (pludselige) øgende vind - stik mod DMI´s "dit nærvejrs" lorteprognose. Men sure tanker på deres sindssygt dårlige vejrudsigter, var det med tvivl i sindet at jeg kiggede på kysten, men dæleme så! Vinden VAR endelig taget af og det var ved at klare op på flere pladser, dog ikke så meget at jeg stoppede på de første perler. Faktisk endte jeg pænt østpå, inden jeg satte fødderne i det grumsede vand. Desværre var søen stadig hård og gjorde turen til det tænkte rev lidt for uforsvarlig. Jeg måtte opgive efter 3 forsøg og havde kun nået 4 kast, men lignede allerede en der havde været ude hele dagen.
Tilbage i bilen tog jeg beslutningen om ikke at gå i fiske koma og køre videre østpå, hvorfor jeg vendte tilbage til de tidligere pladser. Det SKULLE fandme kunne lade sig gøre, så jeg tog chancen på den næste plads. Masser af sand, lidt læ i den nu tiltagende vind - IGEN stik mod DMI´s "dit nærvejrs" lorteprognose. Det skulle også klare op, men da jeg tjekkede appen igen, var der pludselig nye symboler for resten af dagen. Øgende vind, mere skyet og tåge til slut? Jeg tænker... hvis nu DMI havde deres 5 døgnprognose, så havde jeg ikke hidset mig så meget op, men var nok bare skuffet. Nu var jeg skide sur, for at være ærlig. Kan det virkelig være så svært at forudsige vejret selvsamme dag?
Mit halvmugne sind, klarede op som jeg gik i vandet. Der var støvler til syne hele vejen ud. Der kom jeg så meget hurtigt ind fra igen, for i samme øjeblik kom en mega sø og nærmest eksploderede over mig. Drivende våd stod jeg der og smilte. Det var kongevejr. Gi´ en blankfisk. Fuck DMI.
Så jeg kastede mig over revet, rent bogstaveligt. Gennemgik det minutiøst med noget endegrej jeg havde smuglet ud i bilen forleden... i nattens mulm og mørke... en Snaps i sølv. Fastmonteret! Uha det var nemlig Snapse vejr. Spørgsmålet var om...
Og så sad den der! Pang... desværre røg krogholdet et par sekunder efter. Nyt kast ud samme sted og så fandme... et blødt hug, blev afbrudt af rigtigt tunge rusk og jeg var piv hamrende glad. Fast stor fisk!
Og så røg den også af...
Jeg gik omgående op og bandt noget gennemløb på. Det skulle bare ikke misse det her. Fisk og så brænder jeg 2 på 2 kast. De følgende mange kast var resultatløse, hvis man bortser fra havets forsøg på at gøre mig drivende våd i de grove søer. Jeg måtte flere gange vride mine handsker, for at holde lidt varme i dem. Og så endelig.. Sillingen gjorde arbejdet, men måske lidt skuffet måtte jeg konstatere at den sultne kæmpe havørred var afløst af en flot, men lille blankfisk. Nu var de der igen. Kast, kast og flere kast. Jeg måtte over til det andet rev. Der var ikke nogen, men meget værre søer, som vedligeholdt mit drivende våde ydre. Tilbage igen. Ned til det næste rev. Og det sidste, inden det blev for lavt. Tilbage igen. Helt op. Kast mod vinden, langs vinden. Over det hele. Nyt endegrej.
Men nej... målløs forlod jeg vandet efter 4 timer og med et par store svampede hænder som knap kunne holde på rattet, da jeg endelig fik mine handsker af.
Det er hårdt at være kystfisker. Men også lidt sjovt...
Men DMI er stadig nogle talentløse socialdemokrater, hundehoveder, kludemikler og hvad ved jeg!
Vinden havde lagt sig en del siden morgenens (pludselige) øgende vind - stik mod DMI´s "dit nærvejrs" lorteprognose. Men sure tanker på deres sindssygt dårlige vejrudsigter, var det med tvivl i sindet at jeg kiggede på kysten, men dæleme så! Vinden VAR endelig taget af og det var ved at klare op på flere pladser, dog ikke så meget at jeg stoppede på de første perler. Faktisk endte jeg pænt østpå, inden jeg satte fødderne i det grumsede vand. Desværre var søen stadig hård og gjorde turen til det tænkte rev lidt for uforsvarlig. Jeg måtte opgive efter 3 forsøg og havde kun nået 4 kast, men lignede allerede en der havde været ude hele dagen.
Tilbage i bilen tog jeg beslutningen om ikke at gå i fiske koma og køre videre østpå, hvorfor jeg vendte tilbage til de tidligere pladser. Det SKULLE fandme kunne lade sig gøre, så jeg tog chancen på den næste plads. Masser af sand, lidt læ i den nu tiltagende vind - IGEN stik mod DMI´s "dit nærvejrs" lorteprognose. Det skulle også klare op, men da jeg tjekkede appen igen, var der pludselig nye symboler for resten af dagen. Øgende vind, mere skyet og tåge til slut? Jeg tænker... hvis nu DMI havde deres 5 døgnprognose, så havde jeg ikke hidset mig så meget op, men var nok bare skuffet. Nu var jeg skide sur, for at være ærlig. Kan det virkelig være så svært at forudsige vejret selvsamme dag?
Mit halvmugne sind, klarede op som jeg gik i vandet. Der var støvler til syne hele vejen ud. Der kom jeg så meget hurtigt ind fra igen, for i samme øjeblik kom en mega sø og nærmest eksploderede over mig. Drivende våd stod jeg der og smilte. Det var kongevejr. Gi´ en blankfisk. Fuck DMI.
Så jeg kastede mig over revet, rent bogstaveligt. Gennemgik det minutiøst med noget endegrej jeg havde smuglet ud i bilen forleden... i nattens mulm og mørke... en Snaps i sølv. Fastmonteret! Uha det var nemlig Snapse vejr. Spørgsmålet var om...
Og så sad den der! Pang... desværre røg krogholdet et par sekunder efter. Nyt kast ud samme sted og så fandme... et blødt hug, blev afbrudt af rigtigt tunge rusk og jeg var piv hamrende glad. Fast stor fisk!
Og så røg den også af...
Jeg gik omgående op og bandt noget gennemløb på. Det skulle bare ikke misse det her. Fisk og så brænder jeg 2 på 2 kast. De følgende mange kast var resultatløse, hvis man bortser fra havets forsøg på at gøre mig drivende våd i de grove søer. Jeg måtte flere gange vride mine handsker, for at holde lidt varme i dem. Og så endelig.. Sillingen gjorde arbejdet, men måske lidt skuffet måtte jeg konstatere at den sultne kæmpe havørred var afløst af en flot, men lille blankfisk. Nu var de der igen. Kast, kast og flere kast. Jeg måtte over til det andet rev. Der var ikke nogen, men meget værre søer, som vedligeholdt mit drivende våde ydre. Tilbage igen. Ned til det næste rev. Og det sidste, inden det blev for lavt. Tilbage igen. Helt op. Kast mod vinden, langs vinden. Over det hele. Nyt endegrej.
Men nej... målløs forlod jeg vandet efter 4 timer og med et par store svampede hænder som knap kunne holde på rattet, da jeg endelig fik mine handsker af.
Det er hårdt at være kystfisker. Men også lidt sjovt...
Men DMI er stadig nogle talentløse socialdemokrater, hundehoveder, kludemikler og hvad ved jeg!
onsdag den 20. marts 2019
2019.03.20 Nu er jeg måske lidt skuffet
Så galt så det da ikke ud, hva´? Vinden havde lagt sig og de nøgne træer svingede ikke i takt, som i går. Sydkysten måtte kunne tæppebombes med diverse endegrej så afsted med mig! Men jo nærmere vandet jeg kom, jo mere musik var der i træerne og da jeg kom frem til pladserne "uden for døren", kunne jeg godt se at dette blev en hård dag. Men fandme om jeg skulle østpå igen!
Allerede halvvejs ude på revet, var jeg blevet smasket af adskillige rigtigt tunge østersøbølger. Man er vel sydkyster eller hvad? Jeg fortsatte og kom frem til stensamlingen. Havet brusede ind og knækkede søerne på forskellig vis, hvilket gjorde min stilling på en mindre sten om til en work-out time, hvor jeg hele tiden blev skubbet ned, for at gå op igen. Hårdt vejr. Fedt mand! Vandet var klart ude på toppen af revet og det så faktisk mega godt ud. Så godt at jeg efter en knap time, med vand til armhulerne og indenfor mine waders og stadig ingen fisk, tænkte at det her sats alligevel ikke var så god en start på fiskedagen.
Jeg kørte øst på. Ikke til øst siden. Fandme nej! Flere pladser var som den jeg forlod, men det var først da jeg kom til endestationen for Sydkystens egentlige rev at der var bølger til at klare og selv her, hård sø i den tiltagende vind. Jeg får altid fisk her eller oplever altid noget. Pladsen var endnu engang leveringsdygtig i dén udtalelse. Efter en times tomt fiskeri - helt utroligt - kom der helt inde ved strandkanten en lys brun ryg efter mit ADK blink. Den gik bare efter blinket, nysgerrig, men absolut ikke på jagt, så rolig som den var. Det var endda en model større... og så vendte måske 3 kilo havørred helt inde foran mig og gled ud igen. Hvad var det for en opførsel? Smaragdgrønt vand, diset og masser af gang i bølgerne. Og så en følger? Står der ikke i diverse lærebøger at i disse forhold, så smadrer havørrederne på alt, fordi de jager nådesløst eller er det bare noget jeg bilder mig ind?
Jeg vidste godt hvad der skulle til. Reje... men jeg har ingen rejeblink, så jeg skiftede et par gange, men ak...
Så skete det alligevel. Pludselig stod jeg Palle alene i verden, på en af Österlens perler. Jeg var alligevel kommet til at køre derom i et fiskemæssigt black-out. Det så selvfølgelig også godt ud og gullasch suppen blev i dåsen, mens jeg med en banan i munden og 3 æg i lommen, i hastige skridt skyndte mig ud til revet længst væk.
Men for ikke at trække pinen ud, så lad mig sige det så kort jeg nu kan:
Jeg fangede en sortfisk og havde en mindre følger, på de 3 timer jeg tæskede revet igennem.
Jeg er selv lidt stolt af ovenstående indlæg, for det er fileme ikke med glade miner jeg sidder i divaen lige nu. Hvor er solen? Den mindre vind? Alle mine havørreder? Jeg kører Skåne tyndt. Arghhh...
Jeg har fiske-feber... Så hvad skal jeg gøre i dag torsdag? Javier har lige ringet. Han var tidligt oppe og nede og inspicere Sydkysten. Grov sø og han ville køre til Österlen. Suk. Det er jeg ikke motiveret for lige nu. Ikke lige nu.
Allerede halvvejs ude på revet, var jeg blevet smasket af adskillige rigtigt tunge østersøbølger. Man er vel sydkyster eller hvad? Jeg fortsatte og kom frem til stensamlingen. Havet brusede ind og knækkede søerne på forskellig vis, hvilket gjorde min stilling på en mindre sten om til en work-out time, hvor jeg hele tiden blev skubbet ned, for at gå op igen. Hårdt vejr. Fedt mand! Vandet var klart ude på toppen af revet og det så faktisk mega godt ud. Så godt at jeg efter en knap time, med vand til armhulerne og indenfor mine waders og stadig ingen fisk, tænkte at det her sats alligevel ikke var så god en start på fiskedagen.
Jeg kørte øst på. Ikke til øst siden. Fandme nej! Flere pladser var som den jeg forlod, men det var først da jeg kom til endestationen for Sydkystens egentlige rev at der var bølger til at klare og selv her, hård sø i den tiltagende vind. Jeg får altid fisk her eller oplever altid noget. Pladsen var endnu engang leveringsdygtig i dén udtalelse. Efter en times tomt fiskeri - helt utroligt - kom der helt inde ved strandkanten en lys brun ryg efter mit ADK blink. Den gik bare efter blinket, nysgerrig, men absolut ikke på jagt, så rolig som den var. Det var endda en model større... og så vendte måske 3 kilo havørred helt inde foran mig og gled ud igen. Hvad var det for en opførsel? Smaragdgrønt vand, diset og masser af gang i bølgerne. Og så en følger? Står der ikke i diverse lærebøger at i disse forhold, så smadrer havørrederne på alt, fordi de jager nådesløst eller er det bare noget jeg bilder mig ind?
Jeg vidste godt hvad der skulle til. Reje... men jeg har ingen rejeblink, så jeg skiftede et par gange, men ak...
Så skete det alligevel. Pludselig stod jeg Palle alene i verden, på en af Österlens perler. Jeg var alligevel kommet til at køre derom i et fiskemæssigt black-out. Det så selvfølgelig også godt ud og gullasch suppen blev i dåsen, mens jeg med en banan i munden og 3 æg i lommen, i hastige skridt skyndte mig ud til revet længst væk.
Men for ikke at trække pinen ud, så lad mig sige det så kort jeg nu kan:
Jeg fangede en sortfisk og havde en mindre følger, på de 3 timer jeg tæskede revet igennem.
Jeg er selv lidt stolt af ovenstående indlæg, for det er fileme ikke med glade miner jeg sidder i divaen lige nu. Hvor er solen? Den mindre vind? Alle mine havørreder? Jeg kører Skåne tyndt. Arghhh...
Jeg har fiske-feber... Så hvad skal jeg gøre i dag torsdag? Javier har lige ringet. Han var tidligt oppe og nede og inspicere Sydkysten. Grov sø og han ville køre til Österlen. Suk. Det er jeg ikke motiveret for lige nu. Ikke lige nu.
tirsdag den 19. marts 2019
2019.03.19 Lange dage - lange stænger
Jeg stod op til klar blå himmel og derfor også fuld sol, da den heldigvis også var stået op i dag. Det var derfor med solbriller på og det store smil fremme, at Mazda´en kørte østover til jagtmarkerne fra i går. Jagtmarkerne der var tomme på fisk, havde grumset vand og alskens kedsomligheder.
Det skulle helst være anderledes i dag og sørme så! Vandet var klaret op på Henriks plads - og ikke bare det, det var også steget, hvilket er en usædvanlig kombination. Jeg lykkedes først at binde mine støvler på femte forsøg. Forstod bagefter at det var fiskefeberen der rasede i kroppen. Jeg kunne ikke komme i vandet hurtigt nok og kroge den første, så allerede inden strandkanten lå OLR wobleren vandret i luften og ploppede ned hvor jeg senere skulle gå. Kom nu.. kom nu... kom NUUUU... jeg ville det sindssygt meget og kørte revet igennem 2 gange uden så meget som et hug. Det var sært! De kommer nok når vandet er lidt varmere, indbildte jeg mig og satte mig i bilen for at prøve plads 2 mens solen varmede vandet op.
3 danske biler og en svensk. Tænkte det nok. Alle spækkede med fiskegrej. Men kysten var tom. Jeg gik rundt og kiggede og dér, længst ude, stod en enlig fyr. Men de andre så jeg ikke til og jeg gik ud på revet. Inden 10 kast havde jeg fisk efter, men den var ligeså mistænksom som jeg. Vandet var ikke bare klaret op siden i går, men klaret helt op! Utroligt så stærkt det er gået. Min lyse OLR blev udskiftet med en mat og i første kast sad den der. En slank blankfisk kom til afkrogning og revet blev nu tonsefisket i de bedste viftekast jeg nogensinde har lært! Men en revkonge forblev det og jeg kørte atter engang lidt måbende fra vandet.
Her var det grumset. Ikke meget, men netop som det gerne må være. Her kunne de ikke være mistænksomme, men burde vel hamre på med det samme? Dagens første fede oplevelse stod en sortfisk for. Først troede jeg den var blank, da den fra siden kom tordnende mod wobleren og missede i et stort skvulp i overfladen. Det så hamrende fedt ud. Jeg så den først et par kast efter, med min krog hængende solidt i kæften. Ikke meget fight over den og efter en enkelt mindre følger og et par timer på revet var det tid til ENDNU et bytte.
Med stive, tørre og kolde fingre satte jeg mig i bilen. Det kan godt være solen var fremme og det var hamrende skønt i solen, men vinden... vinden var modbydelig. Kold og tør og ret skarp. Jeg frøs ikke, men kulden i vinden og den tørre luft gav mig tørre fingre og det kan jeg af en eller anden årsag ikke lide. Heller ikke udvadet aller helvede i vold på et stort tang rev der heller ikke dette, holdt fisk. Således kørte jeg fra plads 4 tilbage til plads 1 og tænkte at det var sidste chance på denne underlige dag. Og startrevet, nu med indbildt varmt vand, var præcis lige så tomt og dødt som da jeg forlod det. Forleden stod Javier her og fik 8 styk. Det var bestemt ikke sådan en dag i dag. Desværre.
Jeg bestemte mig for at inspektere Sydkysten for morgendagens fiskeri. Det var åbenbart ikke min dag i øst igen og hvorfor ikke bruge lidt tid på at se hvor jeg kunne fiske i morgen?
Alligevel lidt spøjst. Der er måske 10 kilometer kyst her. 10 kilometer grumset kyst uden de store egentlige rev eller områder. Alligevel så fik min nysgerrighed og tvivl på om det nu var SÅ grumset, mig til at gå helt til vandet. Sådan helt tilfældigt. Jeg tog et kast inden jeg nåede de grove søer der kom skråt ind. Så kom dagens anden fede oplevelse. Det var ikke bare et hug. Det var et hammer hug af den anden verden og ud af det grumsede vand fløj en blank skønhed på fulde gardiner. Den tordnede rundt, tog lidt line, men kom langsomt mod mig. En smæld fed blankfisk lidt under målet blev kort efter genudsat og jeg fik den vildeste fiskefeber. Du skulle lige se en kystfisker skifte blink efter 10 minutter på rekordtid. Og 10 minutter igen. Så gik der 10 minutter mere og jeg løb langs stranden, for at sikre at stimen, hvis der var en sådan, nu gik her ovre. Så gik der halve timer og pludselig var solen gået ned.
Det var alligevel som 7 rigtige i lotto. Hvordan fanden man i første kast på en grumset kyst, på en mega lang kyststrækning, napper en fisk sådan midt i det hele og siden intet mærker, er bare mærkeligt. Men det var et fedt hug. En fed fight og i dén grad en fed fisk.
I morgen skal jeg ikke gå lige så langt. Jeg har dæleme lange stænger nu og det er rart at sidde ned igen. Gamle mand...
Det skulle helst være anderledes i dag og sørme så! Vandet var klaret op på Henriks plads - og ikke bare det, det var også steget, hvilket er en usædvanlig kombination. Jeg lykkedes først at binde mine støvler på femte forsøg. Forstod bagefter at det var fiskefeberen der rasede i kroppen. Jeg kunne ikke komme i vandet hurtigt nok og kroge den første, så allerede inden strandkanten lå OLR wobleren vandret i luften og ploppede ned hvor jeg senere skulle gå. Kom nu.. kom nu... kom NUUUU... jeg ville det sindssygt meget og kørte revet igennem 2 gange uden så meget som et hug. Det var sært! De kommer nok når vandet er lidt varmere, indbildte jeg mig og satte mig i bilen for at prøve plads 2 mens solen varmede vandet op.
3 danske biler og en svensk. Tænkte det nok. Alle spækkede med fiskegrej. Men kysten var tom. Jeg gik rundt og kiggede og dér, længst ude, stod en enlig fyr. Men de andre så jeg ikke til og jeg gik ud på revet. Inden 10 kast havde jeg fisk efter, men den var ligeså mistænksom som jeg. Vandet var ikke bare klaret op siden i går, men klaret helt op! Utroligt så stærkt det er gået. Min lyse OLR blev udskiftet med en mat og i første kast sad den der. En slank blankfisk kom til afkrogning og revet blev nu tonsefisket i de bedste viftekast jeg nogensinde har lært! Men en revkonge forblev det og jeg kørte atter engang lidt måbende fra vandet.
Her var det grumset. Ikke meget, men netop som det gerne må være. Her kunne de ikke være mistænksomme, men burde vel hamre på med det samme? Dagens første fede oplevelse stod en sortfisk for. Først troede jeg den var blank, da den fra siden kom tordnende mod wobleren og missede i et stort skvulp i overfladen. Det så hamrende fedt ud. Jeg så den først et par kast efter, med min krog hængende solidt i kæften. Ikke meget fight over den og efter en enkelt mindre følger og et par timer på revet var det tid til ENDNU et bytte.
Med stive, tørre og kolde fingre satte jeg mig i bilen. Det kan godt være solen var fremme og det var hamrende skønt i solen, men vinden... vinden var modbydelig. Kold og tør og ret skarp. Jeg frøs ikke, men kulden i vinden og den tørre luft gav mig tørre fingre og det kan jeg af en eller anden årsag ikke lide. Heller ikke udvadet aller helvede i vold på et stort tang rev der heller ikke dette, holdt fisk. Således kørte jeg fra plads 4 tilbage til plads 1 og tænkte at det var sidste chance på denne underlige dag. Og startrevet, nu med indbildt varmt vand, var præcis lige så tomt og dødt som da jeg forlod det. Forleden stod Javier her og fik 8 styk. Det var bestemt ikke sådan en dag i dag. Desværre.
Jeg bestemte mig for at inspektere Sydkysten for morgendagens fiskeri. Det var åbenbart ikke min dag i øst igen og hvorfor ikke bruge lidt tid på at se hvor jeg kunne fiske i morgen?
Alligevel lidt spøjst. Der er måske 10 kilometer kyst her. 10 kilometer grumset kyst uden de store egentlige rev eller områder. Alligevel så fik min nysgerrighed og tvivl på om det nu var SÅ grumset, mig til at gå helt til vandet. Sådan helt tilfældigt. Jeg tog et kast inden jeg nåede de grove søer der kom skråt ind. Så kom dagens anden fede oplevelse. Det var ikke bare et hug. Det var et hammer hug af den anden verden og ud af det grumsede vand fløj en blank skønhed på fulde gardiner. Den tordnede rundt, tog lidt line, men kom langsomt mod mig. En smæld fed blankfisk lidt under målet blev kort efter genudsat og jeg fik den vildeste fiskefeber. Du skulle lige se en kystfisker skifte blink efter 10 minutter på rekordtid. Og 10 minutter igen. Så gik der 10 minutter mere og jeg løb langs stranden, for at sikre at stimen, hvis der var en sådan, nu gik her ovre. Så gik der halve timer og pludselig var solen gået ned.
Det var alligevel som 7 rigtige i lotto. Hvordan fanden man i første kast på en grumset kyst, på en mega lang kyststrækning, napper en fisk sådan midt i det hele og siden intet mærker, er bare mærkeligt. Men det var et fedt hug. En fed fight og i dén grad en fed fisk.
I morgen skal jeg ikke gå lige så langt. Jeg har dæleme lange stænger nu og det er rart at sidde ned igen. Gamle mand...
mandag den 18. marts 2019
2019.03.18 Endelig tilbage - men det var så igen kun mig
Efter en hård arbejdsuge i Holland og siden en hård weekend med familien (det sidste var mest hårdt for nattesøvnen) så kunne jeg endelig tage hul på min ferie. En mandag der startede som mandage startede bedst; Psykopat hjernedød sindssyg lortevind med slagregn. Jeg vågnede i nat af de vildeste vindstød og det første jeg tænkte var; Der røg den fiskedag.
Jeg havde lidt ret. Det var i hvert fald ikke med tilfredse miner jeg stod op og så hvordan træerne nærmest lagde ned for vinden og regnen tordnede på ruden. At vinden var i SV ødelagde det hele. Der kom mere kaffe i koppen og jeg lavede alt andet end at fiske. Jeg prøvede at komme på en masse tanker, men jeg ville så gerne ud og til sidst tog jeg bilnøglen og daffede til Østersøen derude østpå.
Uundgåeligt at fiske andre steder, efter den tornado-orkan-storm der ramte. Og selv øst på var vandet præget af den lede vind. Jeg måtte nordpå. Helt op til klart vand og ... stille vand med rifler fra den lede vind. Eneste positive at sige om dette, var at der var kommet tobiser. En lille stime susede foran mig, som jeg gik over sandbunden. Dejligt. Gad vide om mine havørreder vidste det? Ikke i dag, måtte jeg siden erfare.
Jeg dyttede sydover. Stadig klart, men nu med lidt sø udefra og drivende skyer med regn og solglimt. Faktisk så det utroligt godt ud her, men hvor meget jeg end troede på det, så skete der intet. Jeg var rådvild. Skulle jeg blive og tro på det eller køre videre og håbe på opklaret sø? Jeg kørte...
... lige ned til den grumsede sydlige del. Jeg gik og jeg gik. Kastede og vadede og gik videre. Der var klart vand på spidsen og et par livsfarlige kast med rigtigt grov sø der buldrede ind, blev taget. Men det forblev lige dødt for enden.
Dagen måtte tage en slutning. Et sats. En chance mod endnu mere syd. Min forbavselse var stor da jeg kom til mere klart vand end jeg var kørt fra. Det så OGSÅ godt ud her og selvom den gamle sø, gjorde min vadetur temmelig besværlig lykkedes jeg med masser af kast og masser af tro. Hvis ikke lige det fordi jeg så atter engang var ene om det. Igen...
Dagen sluttede da jeg stadig intet havde fanget. Havde kolde fingre af den stadigt bistre vind, der nu også var blevet kold og smed endnu et blink væk.
I morgen... !
Jeg havde lidt ret. Det var i hvert fald ikke med tilfredse miner jeg stod op og så hvordan træerne nærmest lagde ned for vinden og regnen tordnede på ruden. At vinden var i SV ødelagde det hele. Der kom mere kaffe i koppen og jeg lavede alt andet end at fiske. Jeg prøvede at komme på en masse tanker, men jeg ville så gerne ud og til sidst tog jeg bilnøglen og daffede til Østersøen derude østpå.
Uundgåeligt at fiske andre steder, efter den tornado-orkan-storm der ramte. Og selv øst på var vandet præget af den lede vind. Jeg måtte nordpå. Helt op til klart vand og ... stille vand med rifler fra den lede vind. Eneste positive at sige om dette, var at der var kommet tobiser. En lille stime susede foran mig, som jeg gik over sandbunden. Dejligt. Gad vide om mine havørreder vidste det? Ikke i dag, måtte jeg siden erfare.
Jeg dyttede sydover. Stadig klart, men nu med lidt sø udefra og drivende skyer med regn og solglimt. Faktisk så det utroligt godt ud her, men hvor meget jeg end troede på det, så skete der intet. Jeg var rådvild. Skulle jeg blive og tro på det eller køre videre og håbe på opklaret sø? Jeg kørte...
... lige ned til den grumsede sydlige del. Jeg gik og jeg gik. Kastede og vadede og gik videre. Der var klart vand på spidsen og et par livsfarlige kast med rigtigt grov sø der buldrede ind, blev taget. Men det forblev lige dødt for enden.
Dagen måtte tage en slutning. Et sats. En chance mod endnu mere syd. Min forbavselse var stor da jeg kom til mere klart vand end jeg var kørt fra. Det så OGSÅ godt ud her og selvom den gamle sø, gjorde min vadetur temmelig besværlig lykkedes jeg med masser af kast og masser af tro. Hvis ikke lige det fordi jeg så atter engang var ene om det. Igen...
Dagen sluttede da jeg stadig intet havde fanget. Havde kolde fingre af den stadigt bistre vind, der nu også var blevet kold og smed endnu et blink væk.
I morgen... !
søndag den 10. marts 2019
2019.03.10 Det er så tæt på nu...
Jeg var usædvanligt længe om at komme af sted. Gik og fiflede med det ene og det andet, men intet der var nødvendigt eller vigtigt i forhold til fiskeri. Nuvel... hvis fiskeriet virkelig var på sit højeste, så havde jeg aldrig fiflet eller lavet alt muligt andet. Så havde jeg været ude, inden jeg stod op. Ja, faktisk... mit nye jeg! Ud af dynen, tidligt hvis det byder op. Bare vent!
Da jeg ankom til Österlen sådan noget efter middag, fortrød jeg mine dovne handlinger om formiddagen. Jeg havde ikke ventet så flot et vand. Det stank langt væk af fisk og fra første kast stod jeg og flexede overarmen, klar til at riv-rav-ruske min enkeltkrog solidt fast i gabet på den første af rigtigt mange havørreder. Det var kun et spørgsmål om et par kast... til... og et til... og så endnu et...
Så havde jeg fisk efter, men sådan lidt luskende. Så et lille hug. Så kom Henrik.
Så døde det helt.
Det så godt ud.
Bedre ud.
Meget store fisk ud.
Men det døde helt og aldeles og vi stod der og kastede i det store tomme intet. Igen.
Vi blev enige om at køre nordpå, men kom til spritklart vand og lidt skæv vind. Det burde ikke gøre noget på denne plads. Den er lidt 50/50... enten så er de der eller så er de ikke. De var der ikke. Udover en lille følger, der kom helt ind på lavt vand. Jeg var lidt skuffet.
Henrik ville hjem igen, for han var træt.
Så bestemte jeg mig at bruge de sidste lyse minutter i syd, men ikke der hvor man kan se til Tyskland. Det vil sige... det kan man aldrig, men jeg blev på Österlen og kørte sydover.
Hvis det første vand så godt ud, så ved jeg ikke hvad jeg sige om det nye. Det var ikke overraskende heller at nappe en fisk i første kast. Det var her de var. Alle 76 havørreder jeg skulle tage de næste 60 minutter.
Men nej... fisken der havde hugget på helt lavt vand, var en enlig svale og frem og tilbage gik jeg, mens OLR Kutlingen pløjede meter efter meter af denne gudesmukke kyst af - men i samme sætning... også ubrugelige kyst i havørred sammenhæng. For hulen det er så tæt på. Det kan mærkes at det lige pludselig eksploderer. Vandet er knap 5 grader. Lidt sol, lidt vind... lidt grums... så går fiskeriet amok.
Det bilder jeg mig i hvert fald ind, idet jeg i uge 12 har tilladt mig at tage ferie og derfor... Nemlig ja!
Da jeg ankom til Österlen sådan noget efter middag, fortrød jeg mine dovne handlinger om formiddagen. Jeg havde ikke ventet så flot et vand. Det stank langt væk af fisk og fra første kast stod jeg og flexede overarmen, klar til at riv-rav-ruske min enkeltkrog solidt fast i gabet på den første af rigtigt mange havørreder. Det var kun et spørgsmål om et par kast... til... og et til... og så endnu et...
Så havde jeg fisk efter, men sådan lidt luskende. Så et lille hug. Så kom Henrik.
Så døde det helt.
Det så godt ud.
Bedre ud.
Meget store fisk ud.
Men det døde helt og aldeles og vi stod der og kastede i det store tomme intet. Igen.
Vi blev enige om at køre nordpå, men kom til spritklart vand og lidt skæv vind. Det burde ikke gøre noget på denne plads. Den er lidt 50/50... enten så er de der eller så er de ikke. De var der ikke. Udover en lille følger, der kom helt ind på lavt vand. Jeg var lidt skuffet.
Henrik ville hjem igen, for han var træt.
Så bestemte jeg mig at bruge de sidste lyse minutter i syd, men ikke der hvor man kan se til Tyskland. Det vil sige... det kan man aldrig, men jeg blev på Österlen og kørte sydover.
Hvis det første vand så godt ud, så ved jeg ikke hvad jeg sige om det nye. Det var ikke overraskende heller at nappe en fisk i første kast. Det var her de var. Alle 76 havørreder jeg skulle tage de næste 60 minutter.
Men nej... fisken der havde hugget på helt lavt vand, var en enlig svale og frem og tilbage gik jeg, mens OLR Kutlingen pløjede meter efter meter af denne gudesmukke kyst af - men i samme sætning... også ubrugelige kyst i havørred sammenhæng. For hulen det er så tæt på. Det kan mærkes at det lige pludselig eksploderer. Vandet er knap 5 grader. Lidt sol, lidt vind... lidt grums... så går fiskeriet amok.
Det bilder jeg mig i hvert fald ind, idet jeg i uge 12 har tilladt mig at tage ferie og derfor... Nemlig ja!
søndag den 3. marts 2019
2019.03.03 Et mindre tilbageslag
Ja ja ja ja... jeg ved det godt. Træerne vokser ikke ind i himlen og de lovprisende ord om fiskeriet og foråret i går, gik ikke ind i historiebøgerne da jeg i dag entrerede Österlen i håbet om en gentagelse af forårsdagen fra i går. Det så ellers meget sådan ud, men det har jeg skrevet mange gange før!
Vinden stod som for 4 år siden. Den var også vendt som for 4 år siden. Faktisk så så det ud som for 4 år siden, så da jeg var gledet ned af den smattede vej og overhovedet ikke tænkte på hvordan filen jeg skulle glide bilen op ad bakken igen, var det med julelys i øjnene og grejet pakket og klart på rekordtid. Det var grumset inde foran, men ude på en kastelængde kunne man tydeligt se den smaragdgrønne farve. Det så ud præcis som for 4 år siden - med eneste forskel, at jeg var 7 dage tidligere på den i forhold til for 4 år siden. Hvorfor gentager jeg nu det? Jo, det var en bragende god dag den dag. Grumset vand, gammel sø der rullede ind og masser af fisk. Nøøøj hvor jeg skulle krane ind igen!
Henrik var syg. Javier var syg. Det troede jeg også jeg igen var ved at blive, men nej... sveden kom sig af varmen i luften. Det var hele 10 grader og jeg stod faktisk og svedte. Foråret var også kommet til Österlen - omend... ikke i vandet, måtte jeg siden erfare. Eller hvad det nu var, der gjorde at fiskene ikke gad at lege.
Jeg kastede og gjorde ved. Byttede endegrej og fortsatte. Men der var ikke noget liv at spore. Jeg tænkte at jeg kunne skifte plads en time eller 2 og så vende tilbage. Således påbegyndte jeg fiskeriet på en anden af de gamle favoritter. Det forblev helt dødt i den anden ende. Gode dyr var rådne og jeg kørte tilbage til det farvede vand - nu lidt længere nordpå i håbet om lidt klarere vand. Det var korrekt med vandet, men fiskene... ja de fandtes ikke her heller, uanset hvor meget jeg kastede. Jeg troede helt vildt på det, men nej...
Da eftermiddag blev til aften og det var tid at finde vejen hjem, måtte jeg stoppe på en sidste gammel kending. Tidligere tiders fiskeri på disse gamle pladser, med Michael, Bo og David fes gennem hovedet på mig. Dengang tog vi altid en fisk her. I dag var det støvsuget for fisk.
Jeg måtte trække mig da mørket var ved at overtage og indse at en fiskedag i super forhold endnu kan kaste absolut ingenting af sig. Ikke så meget som et hug eller en følger. Intet.
Hvem der bare havde fri i morgen. Det kunne nok blive en i særdeleshed fin dag på Österlen. Hvis solen kommer frem.
Vinden stod som for 4 år siden. Den var også vendt som for 4 år siden. Faktisk så så det ud som for 4 år siden, så da jeg var gledet ned af den smattede vej og overhovedet ikke tænkte på hvordan filen jeg skulle glide bilen op ad bakken igen, var det med julelys i øjnene og grejet pakket og klart på rekordtid. Det var grumset inde foran, men ude på en kastelængde kunne man tydeligt se den smaragdgrønne farve. Det så ud præcis som for 4 år siden - med eneste forskel, at jeg var 7 dage tidligere på den i forhold til for 4 år siden. Hvorfor gentager jeg nu det? Jo, det var en bragende god dag den dag. Grumset vand, gammel sø der rullede ind og masser af fisk. Nøøøj hvor jeg skulle krane ind igen!
Henrik var syg. Javier var syg. Det troede jeg også jeg igen var ved at blive, men nej... sveden kom sig af varmen i luften. Det var hele 10 grader og jeg stod faktisk og svedte. Foråret var også kommet til Österlen - omend... ikke i vandet, måtte jeg siden erfare. Eller hvad det nu var, der gjorde at fiskene ikke gad at lege.
Jeg kastede og gjorde ved. Byttede endegrej og fortsatte. Men der var ikke noget liv at spore. Jeg tænkte at jeg kunne skifte plads en time eller 2 og så vende tilbage. Således påbegyndte jeg fiskeriet på en anden af de gamle favoritter. Det forblev helt dødt i den anden ende. Gode dyr var rådne og jeg kørte tilbage til det farvede vand - nu lidt længere nordpå i håbet om lidt klarere vand. Det var korrekt med vandet, men fiskene... ja de fandtes ikke her heller, uanset hvor meget jeg kastede. Jeg troede helt vildt på det, men nej...
Da eftermiddag blev til aften og det var tid at finde vejen hjem, måtte jeg stoppe på en sidste gammel kending. Tidligere tiders fiskeri på disse gamle pladser, med Michael, Bo og David fes gennem hovedet på mig. Dengang tog vi altid en fisk her. I dag var det støvsuget for fisk.
Jeg måtte trække mig da mørket var ved at overtage og indse at en fiskedag i super forhold endnu kan kaste absolut ingenting af sig. Ikke så meget som et hug eller en følger. Intet.
Hvem der bare havde fri i morgen. Det kunne nok blive en i særdeleshed fin dag på Österlen. Hvis solen kommer frem.
lørdag den 2. marts 2019
2019.03.02 Så er foråret officielt
Hvornår foråret starter, er lidt uforudsigeligt. Officielt er det første marts - også hos mig, men det er lidt svært at se på forrige år i is og sne og påberåbe sig foråret, når man sammenligner med i dag. I dag var heller ikke noget at råbe hurra for, men is og sne var der i hvert fald ikke.
Andre mener foråret starter når det er forårsjævndøgn - og så var der det meteorologiske forår jeg skrev om sidst. Det har vi nået. Og så er der jo de der havørreder. Hvornår starter deres forår? Jeg ville mene det startede i dag. Vandet var igen 5 grader, men i dag var der lidt fart i fiskene. Gad vide om man ikke kan sige at foråret er her nu, sådan rigtigt? Også selvom der er 19 dage til jævndøgn?
Jeg var sent ude. Skyerne gad ikke rigtigt skride og jeg må indrømme at jeg tror meget på solen. Specielt når det har været køligere et par dage og vinden står i syd. DMI´s nye latterlige version af en hjemmeside, indeholder en enkelt god ting. Det er deres vejrkort i midten på siden. Det er faktisk brugbart i stor grad. Vind, temperatur, skydække eller vandtemperatur... det er ret nøjagtigt og så har jeg i et par dage testet om det holder - og det gør det. Jeg var ellers ved at fjerne linket, for alene at de har fjernet 5-døgneren er jeg sur over. Jeg er udmærket klar over at jeg kommer fra et lille land, hvor vejret kan skifte over Valby Bakke, men jeg vil ærligt talt skide på hvordan vejret er lige nøjagtigt i Sveriges svar på det gamle Østberlin, Trelleborg. Jeg vil bare have en generel vejrudsigt. Så forstår jeg godt at det ikke nødvendigvis nøjagtigt bliver sådan, men hellere det end at jeg kun ser vejret i Trellehula.
Nuvel... vinden skulle ligge på fra Syd og gå i Sydvest. Det stemte. Det stemte også at solen skulle kigge frem omkring 13 tiden. Faktisk passede det på en prik. Det er fedt! Så da jeg gik over den lille strand-eng, var det med solen fremme og da jeg så vandet... suk! Forår, velkommen!
Bølgerne løb over det lavvandede område og rørte hele tiden sand op. Farven var smaragd grøn og det lugtede langt væk af en god dag ved kysten. Jeg nåede også kun at tage et par kast, før der var hug. Det skete flere kast i træk og sluttede med en lille blank der hårdt tog OLR wobleren. De følgende kast viste at der var flere fisk på plads og jeg krogede et par kast efter, endnu en blank undermåler. Så ringede Javier. Han var ikke tilgængelig før nu, men han prikkede rigtigt på tiden. 15 minutter senere var han min rev kammerat. Allerede i hans andet kast var han også en lykkelig fanger. Vi var enige om at det her kunne blive en god dag.
Længere henne i min affiskning langs kysten, kom jeg bag sandrevlen og kunne på lavt vand affiske området ud mod sandet. Der burde være fisk, hvilke de følgende kast og hug også afslørede. Men det var først da wobleren kom ind over det lave vand at jeg endelig både så og fangede en fisk. Bag wobleren gled en større skygge frem. Ligeså tydeligt kom den pludselig mod den lysere bund i fuld fart mod wobleren. Der var kun 30 cm. tilbage før wobleren ville gå i topøjet. Så udløste spinstoppet hugget jeg ventede på. YES! Fuck det var et fedt syn. Større fisk på lavt vand og så huggede den. Desværre viste det sig siden at det var en fuldfed blank nedgænger der ikke kæmpede som den havde gjort i komplet sølvdragt, men dét syn... det var ubetaleligt.
Siden smed jeg min OLR væk. Så knækkede forfangslinen også. Da var jeg lidt ærgerlig. I stedet for at stå og fixe til, gik jeg op for at spise et par medbragte kolde toasts og få orden på linen igen.
Maden gjorde godt. Jeg gik ud mellem Javier og bombardafiskeren med min ADK for enden. Den i kobber. Den plejer at være god når fiskene hugger lidt for meget uden at sidde fast. Sådan var det også i dag. Første kast, inden jeg var kommet ud til ankeldybt vand og så stod jeg med fisk igen. Hvorfor jeg så smed min ADK væk i kastet efter... tja...
Hvorom alting er... Javier og jeg kastede os ind i den skyede aften og med skyerne, forsvandt hug lysten hos fiskene. Dog, ramte Javier en stime lige i masken og nappede hurtigt 3 på hinanden.
Vi endte dagen med en uafgjort 5-5 og var godt tilfredse, kulden i vinden til trods.
Foråret føles ankommet til vandet. Synd at det skal blæse 13 m/s fra sydvest i morgen. Så skal jeg ud, bliver det nok østpå.
Andre mener foråret starter når det er forårsjævndøgn - og så var der det meteorologiske forår jeg skrev om sidst. Det har vi nået. Og så er der jo de der havørreder. Hvornår starter deres forår? Jeg ville mene det startede i dag. Vandet var igen 5 grader, men i dag var der lidt fart i fiskene. Gad vide om man ikke kan sige at foråret er her nu, sådan rigtigt? Også selvom der er 19 dage til jævndøgn?
Jeg var sent ude. Skyerne gad ikke rigtigt skride og jeg må indrømme at jeg tror meget på solen. Specielt når det har været køligere et par dage og vinden står i syd. DMI´s nye latterlige version af en hjemmeside, indeholder en enkelt god ting. Det er deres vejrkort i midten på siden. Det er faktisk brugbart i stor grad. Vind, temperatur, skydække eller vandtemperatur... det er ret nøjagtigt og så har jeg i et par dage testet om det holder - og det gør det. Jeg var ellers ved at fjerne linket, for alene at de har fjernet 5-døgneren er jeg sur over. Jeg er udmærket klar over at jeg kommer fra et lille land, hvor vejret kan skifte over Valby Bakke, men jeg vil ærligt talt skide på hvordan vejret er lige nøjagtigt i Sveriges svar på det gamle Østberlin, Trelleborg. Jeg vil bare have en generel vejrudsigt. Så forstår jeg godt at det ikke nødvendigvis nøjagtigt bliver sådan, men hellere det end at jeg kun ser vejret i Trellehula.
Nuvel... vinden skulle ligge på fra Syd og gå i Sydvest. Det stemte. Det stemte også at solen skulle kigge frem omkring 13 tiden. Faktisk passede det på en prik. Det er fedt! Så da jeg gik over den lille strand-eng, var det med solen fremme og da jeg så vandet... suk! Forår, velkommen!
Bølgerne løb over det lavvandede område og rørte hele tiden sand op. Farven var smaragd grøn og det lugtede langt væk af en god dag ved kysten. Jeg nåede også kun at tage et par kast, før der var hug. Det skete flere kast i træk og sluttede med en lille blank der hårdt tog OLR wobleren. De følgende kast viste at der var flere fisk på plads og jeg krogede et par kast efter, endnu en blank undermåler. Så ringede Javier. Han var ikke tilgængelig før nu, men han prikkede rigtigt på tiden. 15 minutter senere var han min rev kammerat. Allerede i hans andet kast var han også en lykkelig fanger. Vi var enige om at det her kunne blive en god dag.
Længere henne i min affiskning langs kysten, kom jeg bag sandrevlen og kunne på lavt vand affiske området ud mod sandet. Der burde være fisk, hvilke de følgende kast og hug også afslørede. Men det var først da wobleren kom ind over det lave vand at jeg endelig både så og fangede en fisk. Bag wobleren gled en større skygge frem. Ligeså tydeligt kom den pludselig mod den lysere bund i fuld fart mod wobleren. Der var kun 30 cm. tilbage før wobleren ville gå i topøjet. Så udløste spinstoppet hugget jeg ventede på. YES! Fuck det var et fedt syn. Større fisk på lavt vand og så huggede den. Desværre viste det sig siden at det var en fuldfed blank nedgænger der ikke kæmpede som den havde gjort i komplet sølvdragt, men dét syn... det var ubetaleligt.
Siden smed jeg min OLR væk. Så knækkede forfangslinen også. Da var jeg lidt ærgerlig. I stedet for at stå og fixe til, gik jeg op for at spise et par medbragte kolde toasts og få orden på linen igen.
Maden gjorde godt. Jeg gik ud mellem Javier og bombardafiskeren med min ADK for enden. Den i kobber. Den plejer at være god når fiskene hugger lidt for meget uden at sidde fast. Sådan var det også i dag. Første kast, inden jeg var kommet ud til ankeldybt vand og så stod jeg med fisk igen. Hvorfor jeg så smed min ADK væk i kastet efter... tja...
Hvorom alting er... Javier og jeg kastede os ind i den skyede aften og med skyerne, forsvandt hug lysten hos fiskene. Dog, ramte Javier en stime lige i masken og nappede hurtigt 3 på hinanden.
Vi endte dagen med en uafgjort 5-5 og var godt tilfredse, kulden i vinden til trods.
Foråret føles ankommet til vandet. Synd at det skal blæse 13 m/s fra sydvest i morgen. Så skal jeg ud, bliver det nok østpå.
Abonner på:
Opslag (Atom)