2021.12.31 eller cirka deromkring... Årets Statistik 2021

Jeg har ikke rejst i tiden, men tænkte at den her ligegyldige måned alligevel får en afslutning snart, så vi kan komme i gang med januar og derfor kunne jeg ligeså godt lave årets statistik allerede nu... trods der er et "par" dage endnu til nytår og dette rent teknisk set skrives.

Og så skal jeg til det igen. Brokke mig over at det er for koldt, at jeg glemmer mine vanter, at fiskene ikke gider lege eller kun er for små og den slags... men sådan er det hvert år og alligevel ser jeg frem til at de forventede kolde januar dage bliver træge og svære som de plejer, for håbet lever altid på den blanke overraskelse som er grunden til at jeg står der. 

Og for gullaschsuppens skyld. Og vennerne. Og naturen. Og lysets langsomme tilbagevenden. 

Blev 2021 egentlig ikke som forventet? Det syntes jeg. Fiskeriet var fint i januar, ligeså i februar trods det grove kuldefrembrud der satte ind med fuld fart og gjorde vandet stift. Siden blev foråret faktisk rigtigt godt i fiskesammenhæng, men alt alt for koldt. Jeg husker tilbage på masser af dage langt fra bare 10 grader. Nordlige og østlige vinde og skyet hele tiden og så pludselig var hornfiskene på plads og den første rigtige del af sæsonen var slut uden at et egentligt forår kom i gang. Der må 2022 gerne byde på et lidt mere normalt forår, der starter i slutningen af februar og holder fast frem til maj, uden 3 eller flere ugers afbrydelser af isvinter.

Det var blevet til mange flere havørreder i år, hvis ikke hornfisken ødelagde festen. Da de de grønne kanyler endelig skred fra min sø, kom sommeren med masser af varme og sommerfiskeriet fik jeg igen aldrig dyrket. Ligeså gik det med sensommerfiskeriet, hvorfor mit fiskeri næsten stoppede allerede i foråret. Det er med en lidt blandet smag i munden så hurtigt det føles at det er gået, men godt at jeg fik en del ud af det i foråret.

Statistikken!

36 fisketure

55 havørreder, hvoraf kun de 37 var blanke. 

Så har jeg mistet hele 12 havørreder i år - det er dæleme ringe!

Til gengæld smed jeg kun 1 blink væk og det var det traditionelle tab på premieredagen.

4 sølle stykker rav - jeg har nok fisket mere end jeg har ledt efter rav.

Eller så har jeg ikke været så meget efter rav, for i år er det kun blevet 12 stykker indtil videre.

Der er i øvrigt kun 1 uge til vintersolhverv! Og på den sidste dag i december, har vi vundet 8 minutters dagslys, sådan cirka. Det er ingenting og ej heller noget nogen mærker, men tanken om det... Den kan jeg godt lide og siden går det stærkt i januar. 

Med ønsket om et godt nytår til dig derude :-)

2021.11.20 Nu med syn af havørred og en kommende ny hovedvej?

Bare lige for at ... så var jeg endnu engang ved åen og til min store glæde kunne jeg i lørdags se, hvad andre havde set før mig, nemlig havørred på leg. Fint stod de der på det nyanlagte stryg og havde gang i deres egen fest.

Nu er det ikke sådan at der ikke har været havørred i åen inden - fiskene kommer jo herfra. Der er bare en eklatant forskel på at se dem over så flot et område, fremfor at skulle lede efter dem blandt dunhammer i en lang lige kanal som ligger på en mark. Lidt som børn der leger på en losseplads og ikke en legeplads. De hygger sig sikkert og har en dag ud af det, men det er ikke rigtigt det billede man vil have frem for sig.

Nu skal det ikke gå helt op i å, men der er fredning her på kysten og det er absolut ikke rav vejr - så lige nu er det åen der optager mig. Og byggeriet af den ny omfartsvej, der i Trelleborgs Kommune er blevet en varm kartoffel. Nu med åen som omdrejningspunkt, fordi alle andre forslag er afvist eller protesteret imod. Gad vide om der ligger en tanke bag restatureringen i dén retning? At man lige ville vise at her ligger altså en å med havørred opgang og et stort dyreliv og der laver man ikke en hovedvej...

Vi får se. En hovedvej som anlægges med bro over åen vil ikke forstyrre havørreden. Idyllen der i mod... men omfartsvejen er tiltrængt i vores lille grimme by. Der kører tusindvis af lastbiler til og fra kontinentet hver dag og den nuværende rute gennem halvdelen af byen er ikke en smart løsning. Udvikling er en god ting - bare den ikke går ud over ego... men jeg kan godt leve med en bro, som støjmæssigt vil ødelægge lidt idyl på en kort strækning, hvis bare åen restaureres færdigt længere opstrøms. Så skal det nok løses.

2021.11.06 + 07 Havørreden sagde tak på den rigtige måde!

Som opfølgning på forrige indlæg, så havde havørreden været så taknemmelig at den allerede i fredags var observeret på den re-etablerede å-strækning. Selv havde jeg ikke mulighed for at deltage i den planlagte å-vandring, da den var lagt midt i arbejdstiden og jeg skulle alligevel forbi lørdag, men nøj, hvor jeg blev glad for at høre om det og se den lille film der lå på Facebook under "Ståstorpsån" - tjek selv hvis du lyster.

Javier og jeg fik en gåtur ud af det lørdag. Også han tydeligt imponeret over tiltagene og ligeså glad som jeg over at der var set havørred i åen, selvom vi ingen så på vores tur. Så vi aftalte at vi selvfølgelig skulle på tur snart igen. Det er kun den forbandede vintertid, der stopper den slags aktiviteter efter arbejdet, så for mig bliver det først næste weekend.

Jeg tog dernæst i skoven i et heftigt regnvejr og cyklede mountainbike. Dét var en glat omgang. Og våd! Og søndagen.. åen igen, for at inspicere den længere opstrøms, men kan herfra berette at naturen ikke har fået sit oprindelige slyng tilbage. Endnu. Men det kommer vel.

Så efter det.. rav tur, fordi jeg havde tid til det og selvom jeg udmærket godt vidste at det var for sent på dagen og vinden ikke var korrekt og alt andet, så havde jeg tiden og så er en smule rav vel også fint, når jeg nu nøjes med smulerne fra de morgenfriskes bord. Men da parret som gik foran mig, drejede til højre og jeg et par sekunder efter stod i deres fodspor og kunne samle det første lille stykke op, indså jeg at nok var der folk ude, men ikke alle kiggede efter rav. Og så lå der et til, helt frit i tangen, hvilket så fik støvlerne på arbejde med at sparke tang til side og lade solen belyse de glitrende småbidder der lå i det.

Det var pludselig ikke en gåtur, med mulighed at finde lidt smuler - men en ravtur efter smuler. Jeg fik en lille runde med hjem og var glad. Sådan nogle dage i det fri er bare dejligt. Men det er synd at solen går en time tidligere ned, end den burde.

2021.11.01 En glædelig nyhed for havørreden

Jeg er ikke svær at imponere. Jeg har lige stået ved Dodekalitten og nydt elektroakustisk musik der blev afspillet blandt 12 stenfigurer. Vanvittigt fed installation midt ude i absolut ingenting og jeg kunne skrive meget mere om den, men det var så mit kulturelle indslag for denne gang.

Men som jeg blev imponeret over.

Imponeret er jeg bestemt ikke over hvad man gør for naturen her i byen. Og så alligevel... jeg har boet her siden 2003 og aldrig rigtigt set nogen gøre noget, kun tale om det, som politik er bedst. Derfor var jeg slet ikke på sporet, da et par bønder i samarbejde med en forening og Sportsfiskarna bestemte sig for at genoprette og restaurere Ståstorpsån som løber gennem Trelleborg og munder ud nede ved noget så eksotisk som ICA Maxi...

Ståstorpsån starter i Klörups Backar og løber gennem Åmossarna, som er et par gamle istidssøer, dannet da isen trak sig tilbage og enkelt forklaret, efterlod nogle vældigt store isterninger (død-is) som lagde og smeltede de næste mange år hvilket der kom et par søer ud af. Derfra løber åen videre i et meget reguleret løb der i øvrigt er fuldstændigt sammengroet af siv, dunhammer og alt hvad du kan tænke dig af naturens beplantning. Godt for biodiversiteten og insekterne, men ikke så fremmende for livet i åen.

Trelleborgs Kommune blev involveret, da markejerne sammen med Sportsfiskarna, ville genetablere den oprindelige å og de sagde sørme ja! Måske fordi en stor del af pengene kom fra fonde og ikke kommunen selv, men lad nu det ligge. Der ud over havde Sportfiskarna gode resultater med en anden restaurering at fremvise som lokkemad.

Således gik markejerne sammen med Sportsfiskarna i gang med at grave, fælde, fjerne, beplante og hvad ved jeg over et stort stykke af den tilgroede lige kanal. De fik etableret sving, sedimentopsamlere, overløbs-sø og afvandingssø, for ikke at tilføre Østersøen for meget næring og plantet mange træer og buske og efter at have brugt en masse af deres fritid, stod markejerne i sommeren 2021 med et indtil videre, uhørt flot stykke å som samtidigt er lavet som en fremvisningstrækning til interesserede.

Så skulle du en dag køre indenom den uhørt kedelige by Trelleborg, så prøv lige at parkere nede ved Store Coop/Burger King og derfra gå langs åen nordover og se hvordan først et lige stykke afvandingskanal, langsomt ændrer form og karakter til at blive en smuk lille å med vådmark, sving, huller og gydebanker. Og så er der endda havørred i den! Det sidste stykke af åen bliver snart renset op og jeg glæder mig på naturens, faunaens og i særdeleshed havørredens vegne over at der er gjort noget positivt som man kan se og føle på. Tak fra havørreden og tak fra mig. Ikke mindst til de markejere der har brugt deres fritid og inddraget egen mark, for naturens skyld. Det er sådan det bør være!

Og det er jeg faktisk lidt stolt af på selveste Trelleborgs vegne!

Hvis du vil vide mere, så tjek her.

2021.09.08 Midt i alle forberedelserne

Nej, det var ikke passende at tage ud. Fruen sagde nu ikke noget som hun plejer, men arbejdsugen, samt alt det der skulle forberedes til konfirmationsfest i weekenden var lige steget mig til hovedet. Jeg skulle ud og fiske. Nu!

Så jeg kørte ud til hvor jeg plejer og ville se tingene an. Men min aften tog en drejning jeg ikke havde ventet og var ikke noget jeg ville være taget ud for, hvis du havde "advaret" mig. Jeg nåede nemlig kun 20 minutters fiskeri på første plads, da jeg oppe ved bilen, på vej til næste plads, stødte på en 84 årig gammel herre og så var fiskedagen slut.

Der var intet negativt over at møde den gode mand. Tvært i mod. Jeg stod og havde 2 tanker i vores timelange samtale. For det første kunne det være min svenske far og for det andet, må det være en drøm at blive som ham, når man (hvis man) når de 84 år. Så umådelig behagelig, veltalende og humoristisk mand har jeg ikke mødt i mange år.

Og var jeg advaret om en timelang samtale, inden jeg var taget ud - så var jeg blevet hjemme. Men stående i samtalen... var det energifyldt og underholdene. Ingen sure miner, mens vi kom omkring mere eller mindre alt.

Og da den lystige herre pludselig spurgte om jeg kunne høre det - hvortil jeg spørgende hoppede direkte i med begge ben... ja, så var svaret; "At nu kommer de", hvorefter han sagde hej og traskede ned i strandkanten i sine grønne gummistøvler, for at tage sine kast.

Jeg smilte over min fiskedag igen. Er det ikke grumset, så er man guide eller så er der ingen fisk og nu havde jeg talt min aften væk, selvom jeg mest søgte fred og ro...

Jeg indbildte mig at de sidste 10 minutter kunne foregå nede på sandstykket og trampede lige ud i et enormt område af rådden tang. Måske 15 meter ud og til knæene... hvad jeg ikke lige tænkte over, var turen tilbage og oppe ved bilen, indså jeg at det her IKKE var dufte der skulle bringes med hjem, hvorfor jeg skyndsomt måtte køre til et mere åbent stykke af stranden og vaske mine waders. Således kunne man efter lukketid, finde mig trampende rundt i vandet, for at vaske mine waders af så godt som muligt og så var det hjem til taler, sange, madlavning og bordplanlægning og hvad ved jeg...

Det var vist den fiskesæson...

2021.09.01 En aften som guide... isch...

Bare rolig - jeg har ikke slået mig ned som guide og kommer heller ikke til det. Hvis du spørger, vil jeg gerne hjælpe dig i gang med fiskeriet og vise dig lidt pladser og den slags, men guide lige frem...

Ikke desto mindre var det erhvervet en onsdag aften, hvor jeg i bedste stil stod klar med grillen tændt og kun ventede på min gæster skulle ankomme, så der kunne komme lidt pølser på grillen. Jeg havde endda rigget en ekstra stang til for fiskegæsten og sørget for waders og støvler!

Nå, men det startede med at Lukas på 12 år var med mor på arbejde - og jeg er så kollega til Lukas mor. Vi begyndte at tale om fiskeri og med et var Lukas tændt på at prøve. Som far til 2 unger der syntes at alt i naturen er mærkeligt, var det fedt med noget positiv respons fra en knægt der ville afsted omgående. Efter lidt overvejelser, fik vi bestemt en dato og var samtidigt heldige med noget godt vejr.

Nu skulle jeg være guide. Altså efter jeg havde mokket knægten i mine gamle waders. Du ved størrelse 37 der skal ned i en størrelse 46 støvle... og et par ben der nok skulle have været dobbelt så lange i forhold til hvad der var plads til i de lånewaders jeg stillede til rådighed.

Selv glemte jeg at jeg kun havde ét par vadestøvler og derfor måtte troppe op i mine kajak støvler, men nu var det heller ikke en sådan super seriøs fisketur. Vi skulle lige lære at kaste først, så efter at have nydt et par pølser fra grillen, parkerede vi Lukas mor på land, mens Lukas med besvær måtte møve sig ud i vandet med et par waders der foldede sig et par gange ned af benene... men vi kom ud og så var det ellers i gang.

Det var sgu fornøjeligt at være med til. Kastene gik som forventet. Der blev både skudt mod vores tæer, når linen blev sluppet for sent, samt skudt efter måger når linen blev sluppet for tidligt - der har vi alle været. Også den der med at glemme at slå bøjlen over...

Så efter jeg havde dukket mig et par gange, for en vildfaren fiskestang og wobler med krog, var han ved at få lidt mere styr på det og det gik faktisk rigtigt godt til sidst. Øvelse gør mester, som man siger!

Vi tog en time på sandbunden og sluttede af med at vade lidt længere ud, fordi det alligevel var lidt spændende at stå der i vandet uden at bade.

Lukas var lykkelig - det blev jeg så også, for det var helt vildt fedt at se fornøjelsen og glæden ved knægten, der vist ikke talte om andet i bilen på vej hjem med sin mor der havde ventet på os i en time ved strandvolden.

2021.08.29 Det lakker mod enden

... sagde manden da han hældte fernis ned ad ryggen.

Jeg bevilgede mig selv et par ekstra timer på kysten, med en lidt bedre udsigt og oversigt over hvad der var muligt og hvor det var muligt, ikke mindst. Det var i hvert fald hvad jeg troede. For vist havde nordøsten vinden skubbet endnu mere vand til de sydlige kyster og nu var det så steget yderligere, hvilket ikke havde hjulpet på grumset. Så da jeg trillede langs kystvejen kunne jeg godt se at en svær dag stod for døren.

Alligevel landede jeg i noget nær perfekt vand, da bilen endelig stoppede og allerede efter 3 kast havde jeg en mindre følger, hvorfor revet fik en ordentlig tur. Desværre var den enlige følger det eneste jeg så af liv, selvom jeg gik både den ene og den anden vej og vil mene at der ikke kunne være en ærlig fisk på stedet, der ikke havde set min wobler komme forbi.

Jeg valgte at køre videre og endte i noget grumset vand, som jeg først kunne konstatere vel udvadet med vand til maven. Vandet havde en sjov overflade over hele dagen og Jim plejede at sige at når overfladen var sådan, så fik man ingen fisk. Det har jeg modbevist et par gange, men i dag var det Jim´s ord der gjaldt. For vel ude på revet, klarede det en smule op og atter engang stod jeg og kastede ud i det tomme intet. Det var lidt magisk at have så fine forhold og så skete der intet. Fuldstændigt som på de følgende 2 pladser jeg siden besøgte. Fint vand, god temperatur og absolut ikke noget som helst tegn på liv.

Jeg endte dagen på et af de lokale rev og fortsatte det monotome fiskeri som det var blevet til. Ikke skyggen af havørreder, hvilket jeg undrede mig over.

En fantastisk havørredsæson - i hvert fald for så vidt angår marts og april - lakker mod enden. Der er lige 14 dage tilbage og jeg håber virkelig at fiskeriet får et opsving inden vi skal i hi frem til 2022 sæsonen.

2021.08.28 En smuttur midt i det hele

Jeg havde planlagt at være ude hele dagen, men som sædvanlig skulle jeg liiiige og efter det skulle jeg også liiiige og så gik heldagsplanen i vasken, da det først var sidst på eftermiddagen da der åbenbarede sig lidt fritid.

Og så havde jeg valget mellem at fiske på en strækning der allerede var fisket på eller fiske på en anden plads, hvor der så også stod 2 ude... hvorfor jeg endte på en helt tredje plads og sluttede af på både fjerde og femte, bare fordi jeg ville fiske i nyt vand og nyde en times fred og ro. Det blev næsten mere kørsel end fisk til sidst, ikke mindst fordi det pludselige højvande, på grund af nordøsten vinden, havde samlet alt gammel tang op inde på land og atter engang ført det tilbage i havet igen. Det var med andre ord grumset, sort, mørkt eller med drivende rådden tang, bortset fra sidste plads hvor jeg endelig fandt klart vand.

Plads 1. Grumset vand, faktisk rigtigt mørkt. Men det fik et par kast, inden jeg mente det måtte være bedre andre steder end den bugt jeg stod i og hvor det mørke sikkert samlede sig.

Jeg talte med den ene fisker, der på plads 2 af mine besøgte, havde fisket et par timer og lykkedes med 4 meget små havørreder. Brugt vand, stadig grumset vand. Små fisk. Fravalgt.

Alene på næste plads, blev jeg overvåget fra vejen af en lykkeridder der måske håbede jeg faldt i vandet eller bare ventede på jeg fangede en fisk, så han kunne mase sig ud på revet. Mission failed. Både for ham og for mig i fisk, i noget vand der ellers så ganske så fint ud, da jeg kom langt ud på revet og tog mod et par bølger.

Plads 4 fik faktisk ikke nogen kast, fordi vandet allerede fra vejen, så ud som de andre pladser. Det blev også konstateret ved udvadning samme sted et par minutter senere... hvorfor...

... jeg på plads 5 endelig fandt ro, relativt klart vand, bølger og en tro på det efterhånden umulige i løbet af de par minutter jeg havde tilbage af min efterhånden afkortede fiskedag. Men ak. Jeg kom ud på revet, gik over revet. Fiskede bagom revet og selvfølgelig bag nogle af de mange sten der så smukt ligger strøet ud på strækningen og som i foråret desværre er en alt for kendt plads, for bag alle de sten har jeg tidligere hevet mange havørreder, når de går og er lidt fimsede i det og ikke jager tobis på fuld skrald.

Og på fuld skrald kom pludselig en drone over mig. Ikke generende eller noget og det viste sig siden af være 2 tyske turister der var ude og lufte deres udstyr. Faktisk en hammer fed drone, der kunne pakkes sammen (som de fleste sikkert kan) havde en rækkevidde på et par kilometer i åbent terræn og en batteritid på 30 minutter, størrelsen til trods. 4K og alt muligt andet lækkert... ja, jeg erkender. Sådan en drone gad jeg sgu godt have til forårets fiskeoplevelser. Jeg har set optagelser fra andre, mens de står og fisker og det ser dæleme fedt ud med så klare optagelser og kunne man fange sådan et par minutter på film... nå men de koster jo penge og tid og så skal man redigere bagefter og hvordan gik det nu dengang jeg tossede rundt med mit GoPro i panden...

Mens jeg bestemte mig for at en drone vist kunne være spas, så var jeg også sikker på at det ville ende som med GoPro.. fede optagelser, NÅR der endelig sker noget og så skal man være redigeringstekniker bagefter i et par timer, for at skrue noget lækkert sammen og det har jeg ikke tid til...

Tid havde jeg heller ikke tilbage da jeg kiggede på dagslyset, der hurtigt svandt i det grå tæppe der hele aftenen havde omgivet kysten. Fiskene udeblev, bortset fra enkelte tobiser, men jeg havde fået en fornemmelse for kysten til i morgen, hvor jeg vil satse lidt mere tid.

2021.08.20 Med græshopper i baggrunden på Sydkystens svar på Skagen

Eftersom det er mig der skriver det som udsendt dansker, må det være ok at drage den let upassende sammenligning, men det er hvad jeg har, så den får lov at passere.

Jeg kunne høre de forbandede græshopper for én gangs skyld. Dem har jeg ellers ikke hørt i mange år. Fandt ud af at det er aldersbetinget og helt normalt, at de der rigtigt høje lyde kan fordampe med tiden. Ungerne forstår det ikke, for de hører dem alle steder når vi er i Blåvand og spørger konstant om jeg "virkelig ikke kan høre dén eller dén"? Men det kan jeg ikke og så alligevel... der var de. Jeg så dem endda. Jeg hørte dem, mens jeg sad i hvad man kunne kalde en klit med marehalm og hjelm omkring mig og kunne se over den hvide stribe sandstrand med vandet i baggrunden. Et øjeblik føltes det som at være på Vestkysten, hvor jeg kan bruge timer på bare at sidde og glo på naturen omkring mig.

Det måtte være det skånske svar på Skagen hernede i syd. Jo jo... jeg er godt klar over at der mod vest ligger noget finere sydkyst sandstrande - men der er så overbefolket, så snart solen er fremme, at man aldrig når at tænke på en strand i Vestjylland.

Idyllen med græshopper og danske tanker blev afbrudt af Stefan der drivende våd, kom gående fra de sidste 5 minutter. Han begynder altid at tale længe inden han er på høreafstand, så jeg måtte bede ham gentage endnu engang. Og han gav mig ret. Vi kunne godt fise hjemad nu. Vores dag var idyllisk med solen fremme den sidste halvdel, men vi havde ikke rigtigt formået at få det vi kom efter.

Arbejdsbetingelserne var også svære. Som jeg kørte ud af Trelleborg, kom der skyer for solen. Det lettede lidt på min kropstemperatur. Men det gjorde også at det forventede brune vand, ville være endnu sværere at se gennem vel fremme på kysten, så vi fik hurtigt skoddet de første par pladser. Måske var der lidt lyst at ane længere ude - måske var det fatamorgana? Vi kørte videre og endte slutteligt på hvad jeg havde udtænk som fiskeplads. Selv her var der brunt, omend lysebrunt og en overgang indbildte jeg mig at det klarede mere op, bare et par meter ude. Jeg troede på det i en halv time og satte mig så for at kigge på havet og kysten - og Stefan der spørgende så på mig, for dernæst at komme ind.

Vi byttede plads på revet, men jeg opgav hurtigt forehavendet og ville videre. Videre til den plads, hvor der faktisk så lidt klart ud og det var ganske rigtigt klarere, da vi gik gennem havet for at komme til den udsete revle. Bølgerne og strømmen havde skabt en ny plads. Jeg stod nu på sand, hvor jeg tidligere har fanget fisk på stenrevet under den ny sandrevle. Det huggede og så havde jeg en minifølger. I kastet efter, huggede det igen, men det var ganske useriøse hug, med tanke på de fine forhold vi havde. Let farvet, men absolut klart og så en sø der fint rullede ind. Vandet var endda kun 12 grader, hvilket gjorde forholdende optimale - men det eneste optimale på denne dag, var mit ydre vandtætte lag, der perfekt beskyttede mig, som hækbølgerne fra bornholmerfærgen rullede ind. Men hækbølgerne dannede også bølger kommende bagfra, fra stranden, som stødte sammen med de store søer udefra. Når den slags mødes, så rejser de sig til dobbelt størrelse og således fandt et bølgesammenstød sted lige hvor jeg stod. Det er ikke så smart at have jakken åben, når man ellers er vandtæt. Så jeg satte mig op for at tørre kameraet og mig selv, mens Stefan atter engang kiggede spørgende på mig.

Vi gav den en chance til. Stefan lidt mere end jeg og han lykkedes med at kroge en mini derude i det mere og mere brune hav, mens jeg atter engang gik ind og satte mig i Sydkystens svar på en klit.

Og lyttede på græshopper og drømte mig til Danmark.

2021.07.20 En fisketur uden at fiske!

Lidt som jeg frygtede, overgik det spøjse forår til fuld sommer på nærmest ingen tid. Alle forhåbninger om aftenfiskeri (det jeg i mine yngre år kunne lade overgå til natfiskeri) gik til grunde, nogle dage givetvis på grund af EM i fodbold men de fleste på grund av 30 graders varme eller vinde der havde fedtet kysten ind i blingemöj/fedtemøg og den slags. Lige som hornfiskene ikke mere var så fuldtallige, at man kunne holde det ud. Men sådan er det jo bare.

Jeg havde blikket på sommerfiskeriet i stedet. Det der besværlige du ved nok, med forventede høje temperaturer og en søgen efter fisk - men også her, fik jeg et skud for boven. For de høje temperaturer steg bare endnu mere og alt over 25 grader i luften er ikke vejr for sådan en nordbo som mig, medmindre der venter uvejr på den anden side. Det gjorde der så heller ikke, men der kom da en rigtigt fin gang regn til haven.

Nå, men ... jeg var vel gået lidt i fiske-hi af den uventede længere pause, kun afbrudt af 2 ture til kysten, hvor jeg fik kigget og ikke fisket og så skrev Stefan pludselig at vinden altså var i nordvest og hvad filan jeg lavede hjemme, på det bedste skånske han nu kunne. Vi bestemte en tur ud og aftalte at mødes på kysten.

Det var så der jeg sad med halvdelen af kysthabitten på, da Stefan dukkede op. Vandet foran mig var brunt, vinden var i vest og man kunne endda mærke at det her ikke var temperaturer til andet end at bade i. Vinden var nærmest lummer fra havet og da Stefan endelig stoppede talestrømmen efter en times tid, gik han ud og tog 4 kast, kom tilbage og meddelte at jeg havde gættet rigtigt = 20 grader og så gik snakken igen.

Det der med at fiske... fiskeri skal ikke måles i størrelse eller antal. Det måles i oplevelser, afslapning, nydelse... ro i sjælen og ikke det seneste nye skrud fra hvem man nu handler udstyr fra. Tænk hvor dårlige fiskere vi egentlig er, hvis vi skulle måle alt? Den sæson du kun fanger 8 havørreder, er du bare pisse dårlig lige pludselig. Men hvad nu hvis du har haft 50 ture med fantastiske oplevelser, de dårlige fangster til trods? Du har hygget dig, lært noget, haft det sjovt, set en masse - var det ikke det der betød noget?
Det er det der tæller. Det er netop derfor jeg fisker. Selvfølgelig altid med en fangst for øje og gerne den store, men jeg bestemmer ikke lige hvad der hugger hos mig. Heldigvis. Det ville da spolere overraskelsen og glæden.

Men jeg vil stadig have nydt turen - også selvom jeg ingen fisk får. Det er i hvert fald målet. Det er vel kun hornfisk og dårlig opførsel fra medfiskere, der gør mig irriteret.

Om det stod vi og talte længe. Så gik Stefan i vandet igen, mine ører fik ro og jeg nød på en eller anden måde at se ham fiske uden at jeg selv gjorde det. Min lyst var der ikke helt, men på denne årstid er der fisk hele dagen, så troen på det var der. Desuden er ham i vandet sikret en større fangstgaranti end ham der sidder på stranden.

Og så dæleme... midt i det 20 grader varme og brune vand, lykkedes Stefan med det han kom for. En havørred på målet der kæmpede rigtigt godt og følgende blev genudsat.

Stefan var glad - jeg var faktisk også glad. Også selvom jeg endte med 2 timer på kysten uden så meget som at få våde waders. Det var en fisketur uden at fiske. Men vi havde det hyggeligt og afslappet. Også selvom Stefan snakker helt vildt meget ;-)

2021.05.29 Mörrum

For et år siden, da laksefiskeriet kom i gang i de vestvendte danske åer, talte Henrik og jeg om en tur, men diverse restriktioner gjorde at vi holdt os hjemme og derfor aftalte at 2021 når covid-19 var ovre, SÅ skulle vi til Danmark og fiske laks. Jeg havde endda fået en guide på, da min ene kollega er lokalkendt i vandene i vest. Men corona mig her og der og alle vegne, gjorde at vi ikke kunne satse på en tur med god samvittighed og så faldt valget på Mörrum for et par dage siden.

Så fredag eftermiddag kørte jeg til Henrik mens et tordenvejr drog ned over Österlen, hvilket gav en fantastisk gustfront over de gule rapsmarker. Laksefeberen blev bygget op med diverse film fra Mörrum og så var det ellers til ro, inden Henrik startede hans seneste indkøb op, en god gammeldags Ford Mercury V8 som var det selvskrevne valg at tage på tur i. I hvilken bil kan du ellers have en 11 fods stang liggende på tværs i bagagerummet ha ha...

Gode gamle Mörrum. Jeg har været der en del og i de helt unge år, var jeg og fiske flere gange med min far. Det var givetvis sommerfiskeri i forbindelse med sommerferien, hvor vandføringen var lav og laksene træge. Ikke at jeg havde en chance med min 7 fods ABU stang og indkapslede hjul, men som dreng er drømmen den vigtigste og de store laks der hoppede indgød håb. Nu var det majlaksens tid. Sølvblanke fede torpedoer, friske fra havet og de sidste dages fangstrapporter, gav os yderligere et skud tro på det hele, selvom vores erfaring var mere eller mindre lig nul. Men som en fisker senere på dagen meddelte, så var der størst chance med agnen i vandet og nå ja...

Så med en kondom spinner og Henrik med spin-flue, gik vi opstrøms og fiskede i både stille pools og mere rivende strømme, hvor vi kunne komme til for buske og nyudsprungne bøgetræer og andre fiskere. Ingen tvivl om at laksefiskeriet er populært, for der var en del ude, men systemet er at man fisker en strækning af, går af vandet og så kommer næste til. Så selvom der var mange, så fungerede systemet og vi kom aldrig til at mangle fiskevand eller opleve fastgroede fiskere.

Men fiskene mærkede ingen til. Der var så smukt som der kan blive ved en å der løber gennem skov og landskab og vi nød vejret til fulde, da dagen berigede os med rigeligt med sol, hvorfor træerne gav dejlig skygge. Men de der laks der...

Mercuryen fik en tur sydover, grillen kom frem og vi stod og nød grillede vildsvinepølser med udsigt over åen, mens fisketursystemet kørte sin gang. Siden kunne vi indtage en plads ved et af åens første stryg og mødte der en fisker der havde fisket laks i mange år, aldrig fanget nogen og som ellers uddelte tips. Vores strategi var rigtig nok, men når fiskene ikke vil, så er det som det er. 

Mens vi talte gik flere laks i overfladen med plask eller markeringer, så der var ingen tvivl om at der var fisk på plads, men gentagne gange gik vi strækningen igennem og lod vores endegrej afsøge hvert hul, stryg, bagvand og forvand og uden resultat, men vi havde en fantastisk dag ved Mörrum og der var ingen tvivl om det var en tur der skulle gentages, nu vi var blevet lidt klogere på det der laks...

2021.05.20 Jeg vovede mig ud

Der er intet federe end når man gennem en periode har fisket meget og fået en god fornemmelse for fiskeriet. Man kommer ned, vandet ligner lort og alligevel ved man at der er fisk, fordi man er inde i stime. Ikke en stime af blanke, men du ved hvad jeg mener.

Så da jeg i går efter gentagne beskeder fra Stefan, der savnede selskab, lod mig lokke ud, så var der intet u-federe end at komme til vandet midt i højsæsonen for alle tiders pestfisk. For nu var jeg pludselig lokket ud efter jeg indvilgede i at holde pause. Lokket ud i det der stadig kunne være godt havørredfiskeri, hvis de var hvor vi fiskede eller måske lokket ud til at holdes for nar af hornene. Og rytmen på havørredfiskeriet, havde jeg ikke længere. Huggede de klokken 18.30? Gik de hvor de plejede? Kom de i stimer - senere? Tobiser og terner?

Slettens landskab åbenbarede sig i et væld af farver. De fleste gule og hvide og udsigten var ikke længere så stor, da der nu var kommet blade på træerne siden sidst. Foråret, der endnu er rigtigt koldt, havde langt om længe holdt sit indtog på kysten og selv ved vandet, var der tydelige tegn på forår idet der nu var kommet der her grønne slimede tang på alle sten. Det lå sågar udtørret som et tæppe oppe i strandkanten da jeg trådte ud i det lave vand. De sidste dages vind havde givetvis også revet noget af fedtemøjet løs og derfor var første plads hurtigt afklaret, efter jeg havde tørret tang på linen i hvert kast.

Stefan stod på sin sædvanlige plads og kastede den sædvanlige vej. Han var måske stadig i rytmen fra april? Eller bare vant til at stå der og kaste den vej? Det var det sidste, men det havde faktisk også resulteret i en blank under målet, hvorfor jeg gik ham i møde og kastede den anden vej i håbet om at flere var på plads, men der skete ikke rigtigt noget, andet end de sædvanlige tunge hug, når pestfisken tager wobleren og holder den fast. Vi blev enige om at opsøge oprindeligt tiltænkte plads - der hvor der er meget mere sand.

Min erfaring er at der længe ikke er så mange horn, hvor der er meget sand. Samtidigt er fordelen med sandet at der er tobis. Og hvor der er tobis, går der gerne havørred. Så vi tog ned til endnu mere sand, men ak... de sidste dages vind havde plumret vandet i bugten til og sandpletterne kunne ikke ses fra vejen, men vi ville give det en chance og gik i vandet, der givetvis klarede lidt op, jo længere ud vi kom.

Men men... det var det med rytmen... stimen... for fiskene, de rigtige altså, udeblev og i stedet måtte vi trækkes med de ærgerlige horn. Jeg havde håbet på lidt terner der dykkede eller tobiser der ploppede, men det var så livløst som det kunne blive og så endte vi til sidst oppe ved bilerne, hvor jeg bestemte mig for at køre hjem og Stefan ville give spidsen et par kast til. Disse uden fisk, erfarede jeg senere.

Koldt forår. Det var ikke hvad jeg længtes efter, men der har været gavnligt for vandet. Der var kun 13 grader og selvom vi skal trækkes med mere vind lige nu, så går der ikke længe før næste tur finder sted.

2021.05.03 Et stort tillykke

Torsdag ringede Javier og spurgte om vi skulle på kysten på en lille aftentur. Jeg var faktisk tændt på en aftentur, men afbøjede fordi jeg gerne undgår de horn. Jeg ved ikke om mit afslag måske gjorde krudtet vådt hos Javier, for han gav mig ret og blev siden selv hjemme.

Så da det blev fredag og han igen spurgte, følte jeg mig lidt tarvelig, men på den anden side... der stod en weekend med en del arbejde for døren og jeg ville faktisk gerne ud, men var stadig alt for irriteret over de horn der ødelægger alt. Et afslag jeg kom til at fortryde, da fredags turen senere viste sig at byde på en flot 3 kilos som huggede i stedet for hornfiskene.

Så lørdag, da jeg stod i haven og havde 2 måneders forsinket havearbejde foran mig, ringede Javier naturligvis ikke, for jeg var jo i gang her og han ville fiske, hvorfor han gik til kysten og tog de første kast. Der var givetvis horn på plads, men kun et enkelt efter. Hvad der også var på plads, var den fisk vi jagter dag ud og dag ind, når vi er ude.

Det sagde "booom" i følge Javier - og da jeg fik telefonsamtalen, var det fra en forpustet Javier. Han havde lige landet en ny PR. Han kunne slet ikke styre sig i telefonen, men jeg hørte ordene: Den vildeste fight, vanvittige udløb, stor og tyk, ny PR, smældfed, tobiser i munden... mens jeg stod og grinte højlydt. Der var ingen tvivl om at han havde landet en superfisk og efter samtalen, tikkede billedet ved siden af ind. 5,3 kilos kystbombe!

Så et stort tillykke med din PR fisk Javier - det er fandme godt kæmpet!

Du kan læse hans egen beretning på hans blog, hvis link står til højre på siden :-)

2021.04.25 Godtvejrs-skyer på den rå kyst

Da vi sad i pause nummer 3, sagde Javier det helt rigtige ord: Råt! For det var lige hvad det var. Råt vejr fra en bidende kold vind og så var det totalt overskyet. Det mærkelige er at skyerne kaldes for godtvejrsskyer og indikerer... ja godt vejr... og havde solen været fremme, havde vi nok været mere end enige i at det var fint vejr, men nej. Her i øst var det råt under godtvejrsskyerne. Henrik havde ellers sendt et billede bare en halv time forinden, hvor solen skinnede lystigt over sandet og tangen og det så hamrende godt ud. Vel ankommet, nåede Javier og jeg ikke engang at nyde solen inden skyerne trak for og den kolde vind der gik langs kysten kunne mærkes omgående, selvom den også skabte nogle rigtigt fine søer. Det så slet ikke så tosset ud, da bølgerne nemlig hvirvlede en masse sand op og kulden til trods, så troede vi på det.

Men der gik 3 runder hvor vi hver var strategisk placeret på revet, syntes vi. Henrik stod i hullet og Javier og jeg på hver vores rev, hvor jeg fiskede revet igennem fra den ene side og over til Henrik. Kun Henrik kunne overliste fiskene. Han sluttede de 3 timer med 2 styk, hvor hverken Javier eller jeg kunne finde ud af det. Jeg havde 3 mindre hug, men da jeg også så et horn efter min wobler, slog jeg huggene væk som værende fra de klamme fisk.

Og så sad vi der for tredje gang og havde pause med stive fingre. Det var ikke fordi vi frøs, men vinden var atter engang tør og kold og den manglende sol, der kunne have givet lidt varme, udeblev. Så vi blev enige om at skilles. Javier og jeg havde en aftale ved 18.30 tiden på et andet rev og Henrik testede sine hjemmevande.

Og på det gode gamle rev, kunne vi endelig nyde godtvejrsskyerne - på afstand. Solen skinnede lystigt fra den blå himmel og alt virkede som det plejer. Vandet var let grumset, en smule drivende slik og de dejlige terner der lystigt skreg her og der, men ikke over det hele. Men der skete ikke rigtigt noget. Jeg krogede en kanylefisk i nakken og blev lidt sur i det, men blev glad igen da jeg et par kast senere havde en rigtig fisk efter. Skal dog med at den gik 1 meter bag wobleren og derfor næppe var særligt interesseret.

Efter en grundig gennemfiskning på 18.30 revet uden at få det ønskede resultat, blev vi enige om at prøve naborevet, hvor vandet var mere klart. Her stod vi og kastede os ind i den kolde aften, mens vi begge fik hver vores lille blanke filur og da klokken pludselig var fremskreden og vi kom i tanke om at der var en arbejdsdag på den anden side af solopgangen, var det tid til at pakke sammen og mere eller mindre takke kysten endnu engang for denne første del af sæsonen.

2021.04.24 En forårssæson lakker mod sin ende

Foråret, der ikke rigtigt er et forår i vejret, lakker mod enden inden det kom i gang. Det er selvfølgelig også forår i maj, hvor jeg forventer nogle dejlige dage i haven. For i haven kommer jeg til at bruge mere tid, nu hvor sydkysten i dag blev forurenet af alle tiders mest ligegyldige fisk.

Det startede heldigvis ikke sådan. Jeg var kommet lidt før til vandet end Javier og gik ned for at tage et par testkast, da vi dagen i forvejen havde hørt at der var masser af drivende tang. Men der var ikke drivende tang. Der var fint klart i vandet og kun ved land, lå der en masse slik (fedtemøj). Så jeg gik ned til min favoritplads og nåede 3 kast, da jeg havde et hårdt hug. Kastet efter resulterede i fast fisk og så havde jeg en fed fight med en målsfisk, der var så sur over krogningen at den sprøjtede mig til i vand flere gange, da jeg prøvede at afkroge den. Javier kom ned lige efter og håbet om at en stime var inde, satte jagten ind - og så var det at man forstod festen var ved at være forbi. Javier fangede et horn...

Jeg gik over til et sted på revet, hvor sandbunden slutter og tog nogle kast, som siden viste hele 4 af de forbandede fisk efter wobleren. Jeg havde givetvis også en havørred efter et par kast senere, men min film knækker når jeg ser hornfisk. De spolerer al glæde for mig.

Vi bestemte os for at prøve hver vores ego rev. Ego rev, fordi de begge godt kan holde 2 personer, men det er egentlig nok med en på plads og så ville vi også kunne finde fiskene hurtigere. Jeg fandt en meget lille blankfisk som huggede sløvt. Et par kast efter fik jeg endnu et sløvt hug og havde siden en følger og så pludselig blev wobleren stoppet lige på kanten af en sandplet. En tung fight uden udløb tog sin afslutning med at jeg forsigtigt måtte få krogen ud af en gudeskøn tyk blankfisk, der havde slugt wobleren i sin grådige jagt på tobis. Jeg håber virkelig at den klarer sig, for den blødte desværre fra krogholdet.

Jeg ville gerne have fisket revet af, men måtte trække mig da en fluevifter mente at han skulle fiske skråt bag mig, uden hensyn til afstand. Det er mig en gåde hvad der foregår i hatten på de mennesker. Men jeg var ikke sur - jeg var bare skuffet over den opførsel endnu engang.

Så jeg kørte videre og mødtes med Stefan og Javier på revet som de forgående dage havde givet fisk. Stefan havde haft hug, men havde endnu ikke kroget nogen. Selv havde jeg hurtigt et hårdt hug, men det virkede som de sidste dage, lidt som om at det var de her små filurer der løb omkring på revet, så jeg tog revene længere nede, hvor jeg dog hurtigt måtte trække mig, fordi nordenvinden og det høje vand, havde trukket en masse tang og slik ud. Hvert kast lignede et tørrestativ på linen.

Imens havde Javier forladt pladsen jeg de forgående dage havde stået på og egentlig var jeg på vej tilbage til plads 2, men valgte at blive stående for nu var klokken ved at være bidetid.

Og fandme så... det er ikke mærkeligt at fiskene følger både tider og ruter, for de kommer hvor der er byttedyr. Men det føltes alligevel lidt mærkeligt. I tirsdags ved 18.30 tiden fik jeg en 2 kilos ved den lille sandplet. I onsdags på samme plads og ved samme tid, fik jeg den på 3 kilo og ja... tidspunktet var det samme, kastet på samme sted og så sagde det bare bang. Det var ikke en vild fight som i onsdags. Der i mod var det en rigtig tung fight med tunge rusk og en fisk der gik med siden til. Da jeg endelig fik den ind, missede jeg håndtailingen første gang og troede jeg ville tabe fisken, men andet forsøg gik godt og så kunne jeg bære en smuk blankfisk på land. Denne vejede så 3,2 kilo og havde en helt anden form, end de andre jeg har taget denne uge. Meget mere torpedo agtig. Altså hvilken uge det har været!

Det er synd hornfiskene er kommet, nu hvor fiskeriet virkelig topper. Men som sagt, en pause med tid til haven, inden aftenfiskeriet skal have en chance, hvis temperaturen i havet holder sig nede.

Nu skal jeg have mig en folkeøl med en ølpølse eller 2...

2021.04.23 På den igen

Ja, det er ikke fordi min familie er glemt eller jeg ikke gider dem, men som skrevet for et par aftenture siden, så er de der satans horn på vej og når nu vejret tillader fiskeri - koldt og blæsende til trods - så er det om at udnytte mulighederne og nyde det så længe man kan. Og så har der jo været fisk i vandet, hvilket i dag ej heller var en undtagelse.

Selvfølgelig gentog jeg de sidste dage. Jeg vadede ud samme sted og næsten på samme sten. Det var nu blevet lidt højvande igen, men farven i vandet var den samme. Brunt og langt ud. Spidsen så ud som i går og tankerne fløj hastigt mod den, da den første halve time ikke afslørede skyggen af fisk. Ok ok ok... ud på spidsen og kaste, men her var der lige så dødt. Vandet lignede ellers en million. Let grumset inde og klart ude og hvert kast var med troen på det dybe hug. Og så kom det helt ude i et kast. Eller dybt og dybt.. det var et hug og en lille blankfisk hoppede fri af vandet 4 gange i træk ude på distancen. Al den energi den brugte på at hoppe og sprælle, var skudt af da den kom ind og kunne derfor afkroges nemt.

Men den enlige svale skulle ikke forblive enlig. Der gik dog noget tid før flere fisk bemærkede sig og det skete samtidigt med at et lille strømskel viste sig foran mig. Men hvor de hoppede og plaskede i går, så var overfladen helt død i dag. Så havde jeg en følger og siden et meget forsigtigt hug. Det var lidt for stille og jeg overvejede både at køre hjem eller finde en anden plads, fordi jeg havde brugt rigeligt med tid her. På den anden side havde det været fisk og så skal man heller ikke forlade det hele - slet ikke hvis man tror på det. Men troen flyttede ikke bjerge. Dog så lod stædigheden eller måske var det ubeslutsomheden, mig endelig få en fisk igen, fordi jeg blev hvor jeg var. Denne var også en mindre model, som i kastene efter blev afløst af endnu en undermåler og så tænkte jeg at nu... NU kommer rykket...

Men det eneste ryk det blev til, var endnu en undermåler af en blankfisk, som huggede stenhårdt på OLR tobisen. Det var en skøn aften. En afterwork som den skulle være. På det blå kontor, med hårde hug fra de smukke skabninger jeg fisker efter.

2021.04.22 Rådvilde havørreder

I tirsdags, vidste de godt hvad de ville. De fleste af dem. Der var lystige hug fra rigtige fisk. I går vidste i hvert fald 2 af fiskene godt hvad de ville og landskampen endte 1-1. Men i dag, var der åbenbart delt spørgeskemaer ud og det havde fået havørreden til at tvivle på om de nu var på jagt og ville æde hvad de fik serveret eller om de måske skulle være lidt kræsne. Lidt fornemme i det, til og med.

Den brune tæppe havde bredt sig i den endnu kraftige nordenvind, således at sandpletterne ikke længere kunne ses. Jeg gik alligevel ud på præcis samme plads, da jeg syntes statistikken talte for at stå der. Men der gik en time og så yderligere en halv og i dag havde jeg endda dovnet den lidt og var kommet senere ud, så det passede med hugtidspunktet. Max valuta for pengene, var tanken!

Så dukkede der en skygge op bag wobleren og forsvandt i en lille hvirvel. Det skete igen et par kast efter og så lokkede det lidt klarere vand på spidsen, for nu var hugperiode 1 overstået og jeg havde intet mærket - kun set. Men græsset var slet ikke så grønt på den anden side, som jeg indbildte mig, om end jeg havde 20 meter klart vand at kaste over, som et opstået strømskel pludselig flyttede rundt på og så var det hele brunt. Men strømskellet havde også en anden funktion. Det kom inde fra land og jeg kunne tydeligt se tang, slik og mere rådden tang i klaser flyde forbi... og tanglopper. Og så begyndte en mærkelig time at tage sin begyndelse.

Det startede med at en blank på målet tordnede fri af vandet og med sine sølvflanker rigtigt fik gnistret i solen. Ekstra provokerende, fordi jeg lige havde kastet i den retning, men den fik et kast til og svarede med et hug. Ikke mere. Så begyndte fiskene at hoppe og plaske i overfladen længere ude. Det gentog sig over timen der gik og jeg havde pludselig haft hen ved 20 hug. De fleste lidt forsigtige, men også enkelte bastante. Hvis du havde stået ved min side, havde du set mit skæve smil over de finurlige fisk, men også hørt mig mindst 3 gange komme med et "yes" over sikkerheden i en kroget fisk, der sekundet efter ikke var kroget, men bare var et ... langt hug igen... Det var SÅ mærkeligt. Fiskene var på plads, de huggede, men fulgte ikke efter. De hoppede og plaskede og alligevel, så var der for min side, ingen fisk.

Eller, jeg tog da en lille tyk hoppeglad havørred da solen gik ned og den var bestemt ikke glad for krogen som sad yderligt. Den hoppede 5 gange foran mig inden jeg kunne befri den og jeg håbede på at menuen nu stod på tobis for fuld skrald, men den lille blankfisk var et punktum for den magiske time. Strømskellet rullede lidt frem og tilbage, men kysten var pludselig livløs og jeg kastede mig ind i den kolde aften med nordenvinden i ryggen, mens solen ikke længere kunne bidrage med lidt varme, da den var gået ned.

2021.04.21 Tobis-bevis i en strid nordvestenvind

Ternerne havde været på vingerne og de lystige skrig fra denne utroligt elegante fugl, havde fyldt lydbilledet på mere end én tur. Men det de så småt var begyndt at dykke efter, havde jeg endnu ikke set skyggen af. Vi er alligevel et stykke fremme i april og tobisen plejer at være synlig omkring månedsskiftet, men endnu havde jeg ingen set. Ej heller havørreder på jagt efter dem. Alt i alt, virker foråret i vandet lidt forsinket med de normalt proportionerede havørreder. De skal have mere sul på kroppen og proteinpakken tobis er en vigtig fødekilde hertil.

Alligevel så vidste jeg godt de var kommet og derfor sad der igen i dag et tobis bedrag ovenfor krogen. Javier havde skrevet tidligt på dagen og var som jeg, helt klar på at en tur ud var et must. Det skulle ikke vendes, drejes eller diskuteres så jeg sprang igen aftensmaden over, da de blå skærme på hjemmekontoret blev sorte. Fisketur i sigte, kysthabitten på, 3 overhalinger på kystvejen. Vandet!

Ahh... 

Fralandsvinden, som havde forvandlet gårddagens behagelige forårstur, til noget der mindede om februar, var kold og knastør. Der ud over var vandet skubbet ud og havde efterladt kysten med et brunligt tæppe de første 150 meter. Jeg var lige ved at vende om, men noterede mig at spidsen hvor Javier stod, var helt klar og så går man heller ikke fra det man tror på, uden at tjekke det først. Bedraget viste sig siden at være et belysningsproblem. Solen skinnede lystigt mellem de drivende skyer og når den var fremme, så jeg udmærket bunden i vand til skridtet. Når jeg havde sigt, havde fiskene sigt.

Men der skete ikke noget den første lille time. Jeg havde cirka 15 meter klart vand, jeg i medvinden kunne nå. Resten foregik i det brunlige vand og 2 hårde hug ude i det klare vand, fik mig til at overveje en flytning over mod Javier. Men så skete det igen i dag. Samme plads, næsten samme tid... denne gang uden puf eller stød til wobleren... et riffelskud af hug. Det var imponerende hårdt, hvilket jeg overraskes over hver gang det sker. Fisken rystede med hovedet og så stak den af i et langt udløb. Jeg begyndte hurtigt at bakke mod land, for dette virkede som en "keeper". Og en fantastisk fight senere, kunne jeg håndtaile en gudeskøn blankfisk på 3 kilo, som på land blev sendt til de evige tobismarker.

Jeg begyndte at storgrine da jeg igen stod i vandet. Jeg har fået et par fine fisk i år, men hver gang er som om det er nyt igen. De der sindsygt hårde hug. Udløbene... hold kæft hvor var det en fed fight, grinte jeg videre. Det er sådan havørredfiskeriet skal være og jeg ønskede at mine piger en dag kunne være med til at opleve den slags. Det er den frådende vildskab, som en sulten havørred angriber på og som sender chokbølger gennem stangen, der besegler skæbnen. Man vil have mere - opleve det igen. Sådan har jeg det i hvert fald.

Og det skete igen. Helt ude i enden af et kast, med linebue, tordnede endnu en fisk på i samme vildskab. Stangen krummede dybt sammen og et stærkt udløb tog sine ende, da krogen mistede grebet. Der er sejre og der er tab. 1-1 mellem havørrederne og jeg.

Javier, der havde stået anonymt ude på spidsen, fordi vinden ikke tillod mange kast i hans retning, kom mig grinene i møde, da vi tog en pause. Vi talte i munden på hinanden om de hårde hug, følgerne og de fisk vi havde set i overfladen. Det var uhelbredlig fiskefeber mellem 2 havørredfiskere. Javier der havde stået i det mere klare vand, havde en føring på 3-0 til de blanke skønheder, der som mine også havde tordnet på vores tobisbedrag. Vi var helt enige om at den på 5 ikke kun gik derude, men også kunne og ville blive fanget og ikke mange minutter senere, stod vi der igen med dyb koncentration. 

Men med den øgende nordvestenvind, gik vi ind i de sidste kvarter af den kølige forårsaften uden at møde mere modstand fra de 5 kilos vi fiskede efter. Ja der var så heller ikke nogen under 5 kilo, skal jeg måske tilføje. Men vi havde haft endnu en dejlig aften og ja, tobisen er kommet. Der lå nemlig en tobis i svælget på min havørred og yderligere 4 samt en hundestejle nede i sækken på den. Fornøjeligt at få bevist.

2021.04.20 Inden polarluften slår tilbage

I dagbladene var de store overskrifter fremme; "Nyd det mens du kan". "Sidste chance i dag" og hvad ved jeg. Men den var god nok. Den ER god nok. Foråret får en kindhest igen og vi går nu mindst 10 dage i møde med temperaturer omkring 8 grader som højest. Det er lidt synd, syntes jeg. Ikke mindst fordi det også skal blæse og så er de tåbelige hornfisk på trapperne.

Så ud med mig, på denne herlige forårsaften! Javier havde haft fri og været ude hele dagen, men jeg havde ikke fået opdateringer og undrede derfor om fighten med den helt store sildeæder var trukket ud. Desværre var det ikke helt hvad der var sket. Det var blevet til et par sorte og en blank over dagen og masser af følgere, men jeg tænkte faktisk kun på forårsvejret. Sådan en stille april aften ovenpå en dag med fuld sol ved vandet. Hvor lækkert er det ikke lige?

Det er lækkert! Jeg valgte andre pladser end hvad Javier havde besøgt - mest fordi alle de følgere skræmte mig. Tænk hvis de blev ved med at følge efter? Det gjorde de ikke. Den første halve time viste ingen tegn på fisk, men så kom der en lille stime. Og de fulgte ikke efter, men huggede lystigt, omend forsigtigt. Jeg lykkedes at kroge 2, hvoraf kun den ene blev siddende til afkrogning. Det stod på i et kvarters tid og så var alt stille igen. Eller stille og stille... de 2 flueviftere som så mange gange før har besøgt revet, kunne høres inden de kunne ses. De har det sikkert hyggeligt, men er du gal hvor de kævler. De dukkede op rundt om hjørnet, mens de affiskede det andet rev og snakken gik højt og lystigt. Indtil jeg krogede den fisk, der helt ude i kastet havde puffet til OLR tobisen. Halvvejs inde lavede jeg spinstop efter en gang speedspin og så tordnede den på. Jeg håbede det var den jeg havde ventet på. Afløseren til de små. Og efter en fantastisk fight med masser af udløb, kunne jeg afkroge en rigtigt flot blankfisk på omkring 2 kg. Den fik lov at svømme videre, da jeg virkelig troede på den helt store. Og allerede i kastet efter, mens der endnu var stille fra de 2 flueviftere, huggede en fisk helt ude i kastet og tordnede i vejret. Det var samme model som den jeg lige havde taget, men den røg desværre af øjeblikket efter. 

Så kom snakken på hjørnet i gang igen, som aftenen skred ind i den sidste lille time og der ikke rigtigt  skete noget. Jeg havde lidt småhug og da snakkeklubben forlod vandet, tog jeg en tur nedover revet, hvis nu der stod nogle fisk dernede. Men turen var forgæves og vel tilbage til udgangspunktet, mistede jeg til sidst endnu en fisk der havde hugget nok så markant, men alligevel forsigtigt.

Det var en fantastisk aftentur. Mest fordi at foråret virkelig kunne mærkes, vinden var behageligt stille,  fuglene kvidrede i baggrunden og fordi der var havørred i vandet til lige at krydre oplevelsen.

2021.04.18 Kajaktræf uden reklamer og salg for øje

Når man har kajak er man tit alene ude og ser kun sjældent andre sjælefrænder. Den er selvfølgelig nem at lave om på. "Du skal bare møde op til dét og dét event"... ja og så koster det liiiige 500 kr i startafgift og hvad ved jeg..

Jeg har aldrig været til det her topkommercielle fis. Det er hyggeligt at mødes, men hvorfor skal jeg for det første betale for det og siden fodres med reklamer? Det er desuden bare et show of force, blandt dem der står for det, så man skal føle at man mangler alt det de har.

Nu kan du mene at jeg er lidt dobbeltmoralsk, idet jeg selv har en konkurrence. Det har du også lidt ret i. Men du må gerne tænke tilbage til dengang konkurrencen ikke var stor. Da var det uden gebyr og reklamer. Bare grill og mødes. At det siden blev lidt udvandet, fordi vi havde 120 tilmeldte, hvor der dukkede 5 op, gjorde at deltagerafgiften blev indført. At vi siden manglede et sted at være og samtidigt ville hjælpe en lokal grejpusher, gjorde at der kom lidt reklamer med. Men pengene vi får ind går udelukkende til bevarelse af vores vande. Selv fra de pølser vi køber - der går indtægten i samme naturpulje. Men ja... jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Beklager.

Nå, men så stod jeg der med kajakken på taget og 3 pølser i hånden, mens John og Olof lige havde lagt låget på grillen. Til mit held var grillen varm endnu og de 3 pøller mødte deres forudbestemte skæbne, inden jeg som John og Olof, gled ud på det helt flade, ginklare og smukke vand. Det var rent discovejr og jeg må indrømme at troen på projektet var meget lille. Det korte af det lange, var også at der intet skete den næste time og så ville jeg over til vindspringet, der igen i dag lå som de foregående dage. Ret utroligt. Jeg var så ivrig for at komme på vandet at jeg slet ikke slog hjernen til og vel ude, indså jeg at jeg hverken kunne se bunden, trods jeg var langt ude og at søerne havde rejst sig alt for meget til at det var forsvarligt at ligge der alene. Vel inde ved land, blev jeg kæntret af en bølge hvorefter jeg havde tang over alt på kajak og tøj og hvad ved jeg.

Vinden øgede yderligere og jeg var lige ved at bare køre hjem, men tænkte at en plads i lidt læ måske kunne prøves og så gled jeg for tredje gang ud på voverne, med lidt mistænksom mine, fordi vinden var gået så hurtigt fra intet til mere end frisk vind. Men Hobien er skabt til det og jeg gav pladsen en chance, ikke mindst fordi jeg hurtigt fandt fisk, men bommede ikke bare 1 men 4 i træk, fordi kajakken blev flyttet rundt i det urolige hav. Var det ikke vinden, var det bølgerne og jeg skulle hele tiden skifte side for at have vinkel på endegrejet. Men jeg lykkedes til sidst at kroge 2 blankfisk der begge kæmpede vanvittigt godt, trods det var undermålere. Jeg havde også følgere, men alle var de små, hvorfor jeg søgte videre og ville ligge bare nogenlunde stabilt op mod vinden i fri drift.

Det gav en større nedgænger og under fighten måtte jeg kaste anker igen, for ikke at komme i sten og vel færdig med afkrogningen, skulle ankeret op og så knækkede linen til ankersystemet på grund af presset fra bølger og vind. Nu sad jeg fast, mens tovet sad i et rulleøje nede bagerst - der hvor man ikke kan komme til og mit første forsøg var tæt på at smide mig i vandet, fordi søerne kom skævt ind. Der var lidt panik på må jeg indrømme, men jeg brugte øverste etage og min åre og fik til sidst fat i ankertovet og kunne redde resterne op. Der var ikke megen mening i at fortsætte selvom jeg gjorde det. Men uden fortøjningsmulighed, var det for svært at holde kajakken i ro, hvorfor jeg til sidst måtte kapitulere og køre hjem.

2021.04.17 En udfordrende dag

Lad mig slå det fast endnu engang. Selvfølgelig fisker jeg for at fange fisk. Helst både store og blanke, men det er man ikke altid herre over. Så da jeg kom hjem fra dagens korte tur, blev jeg mødt med beskeder som "trist" og "surt" ovenpå dagens fiskeri. Men det er ikke trist eller surt. Det er bare sådan engang i mellem.

Jeg startede med at vade ud på revet jeg havde fisket på forleden. Ikke megen forskel, bortset fra at vinden var i nordøst. Vandet var stadig utroligt højt og tillige grumset. Nu med ophvirvlet tang inde foran, hvilket gjorde de fleste kast til irritation når der skulle pilles slik eller tang af knude og wobler.

Jeg bestemte at køre mere østpå. Det er et sjovt hjørne vi bor i af Skåne. Jeg har set det masser af gange før og fra min plads med let vind, kom jeg frem til en frisk vind og brækkende søer der rullede ind. Desværre var der også her grumset og tang i vandet, men jeg gik på revet og fik nogle kast, dog uden ønsket resultat, hvorefter jeg sad i bilen og rullede videre, for blot at stoppe længere nede da jeg igen blev lokket af bedraget om at "her burde jeg kunne nå fint vand" og igen havde glemt højvandet, der gjorde at jeg ikke kunne nå lidt bedre vand uden alt for meget tang i. Det var udfordrende at være ude i dag, ikke mindst fordi jeg skulle have haft kajakken med, men ombestemte mig i sidste sekund på grund af tiden og ikke mindst fordi jeg i morgen skal lege håndværker og derfor ville være bare en anelse frisk i kroppen. Kajakfiskeri er faktisk lidt hårdt, hvis du ikke troede det. Hårdt på en fed måde, vel at mærke.

Jeg forlod den vindblæste kyst og kørte tilbage efter hvor vindspringet sluttede. Som sagt, ingen vind. Uden vind, var min tro også relativt lille, men forsøgte gjorde jeg da. Men der var helt dødt i vandet. Og så begyndte det dæleme at regne, mens jeg stod i det helt stille vand. Altså rigtig regn. Ikke hornfisk, som jeg beskrev forleden, men helt almindelig sommeragtig regn. Det bare silede ned. Og det var egentlig fedt at stå der, selvom der intet skete.

Indtil jeg så heller ikke gad det mere og bestemte mig for at slutte på hjørnet af vindspringet. Men vinden havde lagt sig i forbindelse med regnbygen og nu var der kun gammel sø tilbage. Rå og grov gammel sø, der alle andre dage burde kaste en enorm sildeæder af sig, men som kun resulterede i en blank nedgænger til sidst. Da var jeg relativt våd af de store bølger der rullede ind, bestemte jeg mig for at stoppe for dagen. Specielt vejr og dejligt med regnen, sådan midt i det hele. Man mærker virkelig at foråret har fået fat nu. Og så dufter der så dejligt at grillet entrécote på min terrasse :-)

2021.04.15 Højvande på sydkysten

Fiskeabstinenserne var ikke oppe i det røde felt, men den der fornemmelse man kan få inden regnvejret ruller ind over den solbeskinnede terrasse og ødelægger sommeren, gør at man lige skynder sig at nyde solen lidt mere.

Og fiskeriets regnvejr er på vej. Hornfisken er landet i Danmark og ser man på datoen, er der ikke noget specielt med det. Men hvert år står jeg og en masse andre tilbage og siger... "var det det"?

Foråret, der i år aldrig blev et rigtigt forår frem til nu, men blæste og frøs væk i snebyger, slud og hagl og som kom sidelæns ind fra alle verdenshjørner hernede i det vindblæste Skåne. Og så et fiskeri, der på de dage det var muligt har været fremragende på mange kanter, men som givetvis også efterlader mig med tanker om hvor meget mere det kunne være blevet til, hvis vejret havde spillet med.

Men jeg klager ikke. En god sæson indtil videre! Og med de lyse aftener, så skal det udnyttes så længe jeg kan få fred for hornfiskene, der endnu ikke er nået til mine vande.

Javier havde været ude med Stefan hele dagen. Derfor kørte jeg først lidt over 18, selvom jeg havde alt klar ved 16 tiden. De havde nemlig fisket overalt og ikke set skyggen af fisk nogen som helst steder. Ikke så meget som et hug eller en følger var det blevet til. Og så er det jeg kommer til det her med at nyde fiskeriet inden hornene kommer, for med ovenstående melding var det ikke med speederen i bund og afsted, men bare ned og fiske lidt. Nyde solen og dennes senere nedgang, samt se forårets udvikling på kysten, der altid er flere uger bagud på grund af nærheden til vandet.

Og ja, det var nyt forår på kysten. Alt det haven havde budt på i ugevis, var først dukket op hernede nu og det er jo egentlig meget fedt at kunne få lov at nyde den slags 2 gange. Indtil jeg kom til vandet. Her var det ikke forår... her var det februar. Mega højt, grumset og koldt. Den nordøstlige vind havde gjort som den plejer og skubbet vandet fra Österlen ned til os. Præcis som det plejer at ske i februar. Heldigvis kunne jeg konstatere at vandet længere ude var mere klart i det. I hvert fald så man kunne ane bunden. Og så tog jeg en kort runde på revet, mens jeg i tankerne lå oppe i sandet bag strandvolden og skød svaner med min riffel. Jeg er træt af svaner der konstant skal frem og tilbage og frem og tilbage, lige hvor jeg står. I kajakken kan man spille svaneskak - der har de respekt, men når man er udvadet er de bare irriterende.

Svanerne fik lov at svømme deres monotone vej frem og tilbage og jeg forlod revet uden at se fisk. Javier havde ret - der var ingen fisk, men jeg tog alligevel en plads til.

Og så er det at sjove ting sker - nogle gange. Første kast på den nye plads, resulterede i at en blank nedgænger tordnede på mit bedrag. Så kommer alle antenner ud og man skærper hvert kast. Men den næste lille time gik således:

Svanepar der svømmede frem og tilbage. 2 hug. Mega lede bølger der drønede ind, trods ingen vind. Snakke Jönsson der kom ned og brugte 20 minutters fisketid. Bølgefoto med længere lukketid efter solnedgang. En nyt blink til ting-finder-samlingen, samt oprydning af 20 meter line fra havet.

2021.04.11 Fisk i farten

April med alle sine vejrtyper, fortsatte som ventet da det blev søndag. Sne og slud piskede på ruderne allerede ved 6 tiden, så jeg vendte mig om og tog en time på den anden side.

Ikke nogen ændring ved hverken 8 eller 9 tiden heller udover at sne og slud var overgået i regn, da temperaturen samtidigt var steget. Efter middag skulle regnen ophøre, vinden flove og så kunne man da lige se om det var muligt med et par timer i vandet.

Og således blev det, da Javier og jeg ankom til tiltænkte plads, som lidt i læ, sagtens kunne fiskes når først vi var kommet ud på revet. Det vil sige, jeg var lidt tidligere fremme end Javier og gik derfor i vandet for at tage de første kast... det første kast med et hug og det andet kast med en følger helt inde foran. Det tredje kast med fast fisk og så var spansken ikke engang nået i vandet, mens jeg stod og fightede!

Han så det og han så også at jeg et par kast efter først havde fisk på og siden fightede endnu en, inden han var nået ud. Det er lige den slags fiskeri man vil gå ned til og jeg var helt oppe at køre.

Da Javier kom på talevenlig afstand, kunne jeg meddele at begge var blanke nedgængere og at jeg havde haft følgere og hug og så var vi ellers i gang. Begge tog vi hver vores fisk igen og så ville jeg på tur til de næste rev, da jeg fornemmede at fiskene gik langs kysten, men efter en lang tur og kun en nedgænger som resultat, kom jeg tilbage til Javier der lige havde nappet 4 fisk i streg, da en stime kom forbi ham. Selv havde jeg godt set og mærket dem, men mistænksomme var de pludselig blevet overfor mig.

Vi gav revet et par kast til og indså at kulden i den endnu stride vind, ikke var en stor hjælper for kropsvarmen og da fiskeriet alligevel var lidt dødt for en periode, tog vi en pause på stenene.

Pausen var både tiltrængt og behagelig og efter et par englehop, armbøjninger og diverse anden gymnastik, var vi klar til endnu en runde. Eller Javier var, for vel ude så fortsatte Javier med at fange fisk, hvor jeg igen kun havde følgere. Det var underligt, for vi fiskede med det samme, da jeg i frustration havde byttet endegrej, men fiskene ville mig ikke og pludselig havde Javier fanget 9 styk mens jeg stadig stod med de 4.

Det var ikke værre end at jeg mod slutningen af dagen, alligevel fik knækket koden, hvad den så end bestod i og tog 3 på hinanden. Det var alligevel en vild dag, med tanke på vejret de første par timer. Hårde vindstød og regn, med senere aftagende vind og regn igen. Åbenbart lige hvad fiskene kunne lide og hvad der var nok så relevant - østlig vind med sin tidligere forbandelse, som må siges at kunne skydes i sænk med i alt 16 fangede havørreder.

Vi manglede kun den eller de store blanke, men mon ikke vi fortsætter jagten så snart det er muligt igen :-)