2024.02.25 Lønningsdag i brændingen

Mine økonomiske udskejelser i lørdags blev opvejet af at det var lønningsdag i dag. Nu vel, lønnen kom ind i fredags, hvis jeg skal være helt ærlig. Men det gjorde at de små masseproducerede kanelgifler blev reduceret til hvad de egentlig var; En dej med lidt sparsomt fyld, til en vanvittig høj pris.

Jeg havde alligevel respekt for mit indkøb og som tingene altid går, når man er ekstra påpasselig... så tabte jeg en. For helvede altså!

Men fokus var, på lønningsdagen, ikke på de 2,5 krone men hvorfor fiskene stadig ikke var i humør. Min trussel om brug af bombarda blev ikke ført ud i livet på grund af en frisk vind fra sydøst og siddende ved bilen i en pause var jeg stadig enig i det valg. Bølgerne brækkede frækt over revet og farven i vandet spillede max, men min første time havde kun resulteret i en følger fra kanten. En lille følger endda.

Jeg tog nogle grove søer og bevægede mig over revet, men det var kun i tankerne at jeg skulle have følgere, hug og fighte fisk. Der var helt dødt. Mine opkald forblev ubesvarede.

En lang tur over alle naborevene, mest for at få tiden til gå frem til den gyldne time, der dagen til ære, var grå og dermed ville blive "den tonede mørkegrå time" - nu med regn - gav mig samme resutalt og så var det at jeg sad ved bilen og tænkte at nu her til aften, som regnen trækker ind og lyset sænker sig, så kommer de.

Men det blev endnu en tom tur over revet og ved siden af revet og ude på revet og på den anden side af revet. Ikke så meget som en følger. 

Nå, men de kommer nok næste gang.

På vejen hjem kunne jeg glædes over en front der tog form på vej op over Sydkysten, med en rullesky, som er relativt sjældent set i februar! Den gav et par millimeter regn. Det trængte vi godt nok også til...

2024.02.24 Om kanelgifler og økonomi

33,95 kroner! Det er hvad kanelgifler nu til dags står i og er man på farten, har spist hjemmefra, men alligevel mærker maven knurre og tænker... jeg napper da lige en giffel og en sodavand, så sidder man i saksen. 33,95 kroner for en pose kanelgifler. Nu med mulighed for at vinde et eller andet rejsesæt, som man kan have ombord på flyet. 

Ja, det er da på første klasse til den pris for en sølle gang mel, kanel, vand og sukker. Jeg kan da godt forstå at mening mand sparer på pengene, men det var ikke overraskende for mig at det så sådan ud. Jeg handler også ind i mellem. Jeg var nok bare lidt blåøjet i mit syn på grådigheden hos vores handlere, der samtidigt markerede at sidste års regnskab var rekordstort. Tillykke til jer. Ikke til min pengepung.

Mens jeg sad og krammede min pose med kanelgifler, nådigt optalt til 14 styk - hvilket i øvrigt giver en stykpris på knap 2,5 krone per styk - reflekterede jeg over om hr og fru Svensson skulle uddeles hver deres, for at vise dem min totale luksuriøse økonomiske overlegenhed i indkøb af kanelgifler. Men de hilste bare og gik videre og jeg kunne slippe taget i min kanelgiffel pose igen. Skuende over vandet med det ene øje og det andet fast på giflerne.

Fiskene var ikke rigtigt hjemme og solen var desværre forsvundet igen bag nogle tynde skyer. Solen havde alligevel ikke udført den magi jeg håbede på, men håbet... det svinder aldrig.

Jeg syntes tiden gik for langsomt, mens jeg grundigt tyggede kanelgifler i mig for knap 15 kroner. Jeg ville gerne have noget aftenfiskeri, for når solen gik ned, lyset svinder, så burde de da gå til bidet.

På en eller anden måde lykkedes jeg med at få tiden til at gå og da klokken vel var aften nok, så vadede jeg ud på et andet rev og tog et par kast. Min forbløffelse blev stor da en blankfisk kom glidende ud af det brune vand på SIDEN af min silling og vendte igen. Det var bare en fisk på målet, men det så godt ud og jeg fik også en forskrækkelse over dette pludselige liv. Følgeren blev afløst af en meget lille følger, siden skete der ikke mere og mine fingre var også kolde. Men alligevel skulle jeg prøve endnu en plads. Bare lige kort du ved. Bare lige 5 minutter.

Og her skete det samme. I din opfriskende østenvind, havde jeg igen følgere. Alle var de små og finurlige, men silling ville de ikke have. Det bliver nok en runde med bombardaen i morgen. Mens jeg skal nyde mine sidste gifler og tænke over om min investering ikke havde været bedre i aktier.

2024.02.18 Hej igen normale februar

Hvor dagen i går var en særdeles behagelig forsmag på foråret, var vejret i dén grad vendt tilbage til sit vante jeg i dag. Det var ikke fordi lysten var enorm, men jeg vidste samtidigt at dagens vind, ville vaske Sydkysten ren. Ikke bare for andre fiskere, for vinden var ret så frisk, men også på grund af regnen og det absolut vigtigste; Vindretningen. Jeg fik ret.

Der var ikke et øje ude, vinden stod lige på og vandet spillede 100%. Det stank af havørred.

Men når man står der og bølgerne sprøjter ind og man kan se samtlige sten og sandpletter over revet, så er lysten skærpet til fulde. Sillingen kom ind og bag den gik der pludselig en stor lysebrun havørred. Ja, den var sikkert blank, for den var godt nok ikke tynd, men ligeså hurtigt som den kom efter, lige så hurtigt forsvandt den i skummet fra en ny bølge. Jeg stod og måbede over den frækhed. Hvor flabet at følge efter i det her vejr og ikke hugge. Hvad bildte den sig ind?

Et par kast efter havde jeg hug. Men nej, som i går, hvor vejret var væsentligt anderledes, var fiskene stadig i februar mode. De ville ikke lege med, hvilket på en måde var lidt ærgerligt, men så kunne jeg glæde mig over at igen var ude på den blå hylde og i særdeleshed være alene i det fantastiske vejr.

Ok, det var måske lidt koldt og da jeg sad i bilen, for at prøve en anden plads, så var midterkonsollen våd fra mine våde ærmer og gulvet sejlede fra de fugtige waders.

Men lidt ro i ansigtet gjorde godt og på den ny plads, hvor oktober stormen havde sandet meget til, er jeg sikker på at jeg havde hug igen ude i det ny badekar. Men det blev aldrig til mere, trods at jeg gennemfiskede strækningen grundigt.

Havørredfiskeri de lux på Sydkysten!

2024.02.17 En lille forårsdag

I vejrudsigten havde de talt om det i et par dage. Solen ville komme frem til weekenden og dæleme om ikke det passede. De holdt fast i prognosen og da klokken var op ad formiddagen, forsvandt de fleste skyer og omme bag ved dukkede der mere og mere af det blå op, for siden, da jeg stod ved vandet at være afløst af kun det blå. AMAZING.

Solen varmede endda, da jeg gik i vandet et par hundrede meter længere nede, end hvor jeg nonchalant havde kørt forbi Hashim og Javier. Det var ikke fordi jeg ikke gad være med dem, men hallo... vejret! Vandet! Der skulle ikke snakkes, jeg skulle ikke stå i midten på et lille rev. Jeg skulle fiske og have plads og det kunne kun gå for langsomt. 

Åh hvor var det helt igennem fantastisk dejligt. Nævnte jeg at solen varmede? Jeg stod uden handsker og de udeblivne hug tænkte jeg knap nok over. Det var så uendeligt længe siden jeg havde stået her på mit blå kontor og bare nydt solen og dagen som den var. Eller blåt var det ikke helt. Vandet havde en let brunlig nuance blandet med lidt af det her hvide, som ikke er kalk men som er .. ja det er så stadig hvidligt, uden jeg ved hvad det er.

Der var ingen fisk. Måske et hug og så havde oktober stormen flyttet rundt på en masse sten, fordi bølgerne brækkede anderledes end de plejer foran "Själastenen". Men solen varmede, hvis jeg glemte at sige det.

Min runde over revet, resulterede i at jeg krogede en gemmensigtig tynd filur af en art. Glasål? Tobis? Nej, der er vel ikke yngel nu vel? Du må godt lige skrive hvad det er, dig der ved det. Jakob A-menneske, er også velkommen!

Nå, men jeg kunne ikke stå og være egoist hele dagen og desuden var jeg sulten. Det resulterede i sammenkomst med yderligere en fisker vi har kendt gennem alle årene, men hvis navn vi ikke kunne huske. Det blev gullasch fra trangiaen og en rejesalat mad og en masse snak. Siden fordelte vi os på revet, men jeg ville have plads og forsvandt rundt om hjørnerne og det resulterede i det samme som de andre. Mens solen varmede videre.

Da vi stod ved bilerne igen, kom sælen over revet og tog endda en tur over det lave. Den var på jagt efter det samme som vi, men virkede ikke heller til at kunne finde lykken. Dernæst blev vi enige om at splittes og så kørte jeg lidt rundt på må og få og endte til sidst på et lille rev med brunt vand og stadig ingen fisk. 

Mens solen ikke varmede så meget mere, fiskede jeg af og endte som alle de andre gange, oppe i bilen og kørte hjem. Sikke en helt igennem fantastisk dejlig fisketom dag.

2024.02.04 Årets... nå ligemeget. Det var alligevel blæsevejr igen

Ja det var i hvert fald endnu en nultur. Men årets første "rav fundet på fisketur" fandt så vej til lommen... Og pølserne var gode. Selskabet. Det blæste, men grillen var varm.

Da jeg kom frem og åbenbart lidt sent i forhold til dem der stod klar med pølserne som skulle på min grill, så var meldingen udover at de var sultne, at der ikke var sket en skid. Det var alligevel lidt trist at høre, men i går hvor jeg også skulle have været ude havde Javier meldt det samme og på samme strækninger; dødt hele dagen. Ikke så meget som et hug. Og det mente Henrik, Javier og jeg ikke kunne gentages 2 dage i træk. 

Men det kunne det!

Uanset, så fik jeg gang i grillen, Javier gang i pølserne og Henrik gang i hyggen og så sad vi der i den tiltagende vind og gnaskede pølser, mens vi planlagde eftermiddagen og hvor fiskene så skulle fanges. Da jeg var ved at bide skindet af pølseenden på den sidste pølse, kom en gut forbi og sparkede i tangen og gik igen. Siden gravede Henrik dybt i lommen og fremviste en mængde rav der havde ligget frit på stranden.

Så kan den ivrige læser vel gætte sig til resten?

Men jeg fik selvfølgelig også fisket!

Henrik måtte afbryde turen, da nogen i nærheden ikke havde varme i huset. I 20 sekundmeter og 4 grader, er varme i huset slet ikke så ringe endda. Javier og jeg fortsatte slaget på andre jagtmarker og ved godt mod, gik vi over de gullige (dobbeltbetydning for de Øresundske!) sandstrande med lidt mere tro på det. Men vores tro blev skubbet rundt. Enten af vinden der piskede ind i ryggen og fik os ud af balance eller bølgerne der slog ind udefra og også dem, fik os ud af balance. Der var en skubben og masen frem og tilbage, mens koncentrationen på endegrejet skulle bibeholdes, men resultatet var som på den første plads og gentog sig på den næste igen.

Og da vi egentlig var på vej hjem fra den sidste plads, dels fordi jeg havde stået i komplet sort vand og derfor troede det var mega grumset og ikke mindst på grund af tiden der pludselig signalerede aften, så var Javier gået ud det rigtige sted og havde fundet vandet perfekt. Jeg ville vride de sidste minutter ud af dagen og sammen tog vi 5 minutter til, der siden resulterede i et højt UHHH fra Javier der pludselig havde haft en stor følger. Følgeren var dukket op ud af ingenting og var forsvundet ud i det store ingenting. Selv mærkede jeg ingenting og sådan endte dagen desværre igen udi i fiskeriet.

Det skal ikke være nemt. Men det er stadig sjovt.