2019.02.25 Husk konkurrencen 06. april 2019

2019.02.24 Endnu mere smag af forår

Ikke nok med at sidste weekend lugtede lidt af forår, så længe man ikke stod ved vandet. Næææh vi bliver i år - indtil videre - beriget med et umådeligt dejligt vejr, årstiden taget i betragtning. Var det ikke fordi jeg havde taget forskud på foråret sidste weekend og dermed (indbilder jeg mig) pådraget mig en led forkølelse, så havde jeg været i badetøjet i dag. Sådan næsten da. Termometeret viste i hvert fald 7 grader da jeg tog afsted, solen bragede ned og det var kun gårdagens tur der uroligt i baghovedet, gjorde at jeg ikke tog tidligere af sted.

I går, lørdag, var jeg nemlig ude et par timer. Vejret var ikke lige så varmt, men lige så fint. Dog havde vinden fra torsdag til fredag, vendt til øst, tiltaget og siden fra øst til SV i løbet af fredagen og trods den aftagende ditto, havde den alligevel udrettet så meget skade at vandet var brunt på stort set samtlige pladser. Således blev en fiske dag, til en fiske tur... og endte i et par kast langt mod øst, hvor vandet var fiskbart, men egentlig ikke tiltalende. Måske derfor jeg intet fangede?

Nuvel... i dag, søndag. Samme fine sydvesten og nu med mere varme. Men ak... jeg havde ret. Desværre. Vandet var ikke klaret op. Jeg kørte først til den gamle dame og gik hele vejen ud. Men måtte efter et enkelt kast konstatere at det ikke var besværet værd. Javier stod i rigtigt fint vand mod øst og jeg overvejede at køre videre østover, men besluttede mig at tage chancen. Javier sagde nemlig også at der var mange ude længere øst på og jeg gad ikke trænges. Den beslutning blev vendt 100 gange på vejen tilbage. Tilbage til ufiskbart vand? Var det nu klogt. Hvad var meningen med den manøvre? Jeg endte med at køre frem og tilbage og følte mig både tåbelig og ubeslutsom. Jeg var kørt tilbage til brunt vand, jeg ikke rigtigt kunne fiske i. Hvorfor?

Så endte jeg ved en gammel fiskebåd og tog min mad frem. Sad og nød den i solen med et kæmpesmil. Sådan en gang grovflutes med sousvide karry kylling, cornichoner, karrydressing, chili, avocado, salat og alt andet tilbehør... mums...
Faktisk så det ikke så dårligt ud her. Faktisk slet ikke. Jeg besluttede at gå strækningen igennem, da mit flute var slugt og gik frem til fortet, hvor der sad 2 svenskere uden at have fanget noget. Vi talte lidt og jeg spurgte om jeg kunne fiske på revet uden at forstyrre. Det var ok og så var formaliterne i orden. Knap så meget i orden, var det måske at jeg i andet kast fik en fisk? Uanset, så skete netop det og så begyndte den gode gamle tro at komme snigende frem. "Uha det kunne blive en god dag det her!"

Duften af forår ude og af Danmark indenfor...

Men men... hvor meget jeg end kastede. Hvor meget de andre end kastede. Javier der kom til senere, end kastede - selv efter han fik byttet til buldo og flue... lige lidt hjalp det. Vandet klarede op. Det så konge godt ud. Men lige lidt hjalp det. Javier talte om 2 følgere på det andet rev, men hvorfor huggede de ikke? Selv havde jeg over dagen lidt forsigtige hug. Men hvad hjælper det?

Jeg endte med kolde tæer og sammen måtte Javier og jeg indse vores - næsten - nederlag på endnu en dejlig dag på kysten med endnu mere smag af et forår der venter lige om hjørnet. Meteorologisk set, er det forår nu, idet døgnmiddeltemperaturen har været over 0 grader syv dage i streg. Det må gerne fortsætte. Jeg gider ikke frost eller den slags øv vejr nu. Ikke nu hvor dagen er tiltaget med 3 timer og 14 minutter.

2019.02.16 En smag af forår på godt og ondt

Der er gentagelser i et hvert liv og et hvert forløb. Mine består i at jeg ved de første spæde forårstimer, død og pine ABSOLUT indbilder mig at det er så skide meget forår, at handsker og hue da ikke behøves. Der går sådan cirka 2 minutter og 3 sekunder fra jeg stiger ud af bilen, til jeg er rocker kold og indser at min forårsforelskelse langt fra er til stede på kysten, hvor meget jeg end gerne vil det. Men i år lykkedes jeg at være en lille smule klogere. Jeg havde ekstra handsker med! Tag den, fake forår!

At jeg så glemte dem i bilen, kan vi lige bortse fra...

Jeg kørte langs kysten og så den ene fede plads efter den anden. Men på dem alle stod den ene flok af fluenørder efter den anden. Jeg kunne ikke lade være at grine. Det der sociale fiskeri, hvor man står en fluekastelængde fra hinanden og kaster mod sin rev kammerat. Sikkert hyggeligt et sted, men jeg er blevet så gammel at jeg slet ikke kan se charmen ved det. Jeg vil have mit rev i fred og behøver ikke sidde med min fiskestang oppe i nakken og sige "reje æder" fordi jeg fanger en fisk. Jeg skulle måske også lige starte med at fange en fisk, men det var så også målet med dagens tur - hvilket det her forresten drejer sig om.

Da jeg havde kørt lidt længere end planlagt, kom jeg frem til en af mine rigtigt gamle kendinge. Hun lå så smukt der, forårsbleg på land og guddommeligt indbydende i farven i vandet. Jeg elsker den plads. Kan betrædes i alt slags vejr og i marts, når tobisen sådan rigtigt er i gang, så kan man være heldig at vade rundt i stimer af fisk. Sådan gik det ikke i dag. Jeg tonsede revet af fra spidsen ud mod den anden spids. Inde i bugten og tilbage. 4 grader og masser af svæv. Vand der i marts havde kastet enorme mængder fisk af sig, men i dag, en spæd forårsdag i februar... kun havde en der kastede. Og det var mig. Kastede ud i det tomme smukke intet.

Jeg gik til bilen og indtog min medbragte suppe. Alt var som det plejede. Suppe, ingen fisk og dejligt ude. Den næste bugt så fed ud. Den fiskede jeg så af. Først i den ene ende, så i den anden. Men kun jeg, mente der skulle være havørred her.

Så kørte jeg. Hvorhen vidste jeg ikke, men nu var der gået 4 timer og ikke skyggen af fisk. Javier stod på den plads, jeg tilfældigt landede på. Han var lige gået af vandet og sammen stod vi der og mente at vi skulle have fisk.
Således gik det så endelig på den sidste plads. Det så egentlig grumset ud, men vinklen fra solen, farvede vandet mere oppe fra set, end det faktisk var. Faktisk så var det så guddommeligt lækkert her også, at jeg endnu engang besluttede mig for at tro på det. Rigtigt meget. Og sørme om ikke jeg havde hug 2 kast i træk. Mega forsigtige hug, bølger og vind til trods. Altså for helvede... i marts havde de tordnet på, indbildte jeg mig. Jeg skiftede agn og krog. De skulle sidde fast! Javier landede en fisk, jeg gik videre. Endnu en fisk markerede min agn. Men så var jeg åbenbart blevet træt af agn, for pludselig beholdt en sten min OLR wobler. Da var jeg blevet kold og ved at blive hammer sur. Der var fisk, de huggede - jeg fangede ingen og nu smed jeg fandme også mit grej væk. Fuck jer!

Jeg gik tilbage til stenen, hvor jeg vidste der stod fisk. Så fik jeg endelig en på og så var der det der med gentagelser. Den røg af... det er et eller andet der sker hvert år ved den første fisk. Jeg fatter ikke hvordan, men sådan er det bare. Det var der, jeg bestemte mig for at det kunne være nok nu. Nu ville jeg have en fisk. Så den huggede så et par kast efter. ENDELIG. En flot lille blankfisk var oppe og hilse på og så fik jeg det straks meget bedre. Tak for hjælpen havørred!

Der skete ikke mere i landinger. Men der var fisk der ude. Forsigtige hug og en enkelt følger, afslørede flere på plads og Javier skræmte en på vej ind. I morgen du... i morgen er det slet ikke sikkert jeg får tid at komme ud. Nå, men vi ser... foråret er, vist nok, sådan lidt i gang.

2019.02.10 Rav tur i regnen

Blæsten i går var ikke noget at tale om. Vist var der sus i skørterne, men ikke noget der kaldte helt vildt. Alligevel tænkte jeg at jeg ligeså godt kunne tage ud en tur ud i det fri, nu jeg regnede med at Sydkysten var lukket for fiskeri, netop på grund af blæsten. Men det var den ikke. Vandet var rigtigt klart og vinden der stod lige på, fik mig flere gange langs kystvejen, til at overveje at hente fiskegrejet i stedet og lade rav være rav. Men jeg fortsatte. Fiskeriet er endnu i de træge perioder og selvom man kan lykkes med enkelte gode dage, er det mere og mere foråret der lokker mig. Så mange gange jeg har stået derude og fedt har det været, men så alligevel... at traske hjem uden fisk.

Nej, det blev en rav dag og det fortrød jeg ikke, for netop ankommet gik jeg kun et par meter langs vandet og så en plamage tang i vandet - nede i den, lå der er et stort flot stykke på 24 gram. Fed start! Længere henne, fandt jeg en lille glasklar bid og så gik det sådan lidt slag i slag. Der var ingen åbenlyse områder, men der lå lidt rav her og der.

Da jeg efter 19.000 skridt kom tilbage til bilen, havde jeg 65 gram nordisk guld i lommen. Drivende våd udenpå, men tør indeni og med et smil på læben. Det er dejligt at være ude!

2019.02.03 Fri for fisk - igen

Mens det ene skridt afløste det andet over knap 5 km., tænkte jeg over om det overhovedet var besværet værd. Siddende her i sofaen er svaret ja... men mens jeg gik gennem den ene mudderpøl efter den anden, det ene lag dynd og tykke lag tang efter det andet, det lave vand og de glatte områder og med den kolde vind lige i masken var tankerne, jo længere ud jeg kom, mere på en solrig april dag med krappe bølger og en 6-7 grader i vandet.
Jeg måtte skifte hænder til at holde stængerne hele tiden. Den ene hånd i lommen, den anden ude i det kolde miljø - så byttede vi plads og den frosne hånd kom i lommen et par 100 skridt inden det var tid til en ny bytter. Men til sidst nåede jeg frem og så var min første tanke faktisk; Hvad fanden skulle jeg egentlig helt herude?

Jeg begyndte at vade gennem det sidste lave vand og kom efterhånden ud på kastevenlig dybde. Nåede langt om længe området, som kajakken af flere omgange har sejlet over. Her kunne der være fisk. Vandet kom inde fra området og var sikkert lidt mere venligt end det mere salte miljø ude i vest. Der var blød bund, små tangområder. Mon ikke der så var en fisk på den anden side af 6 kilo der ventede på at få Henriks Cola wobler i kæften?

Jeg kastede og gik. Gik og kastede. Der var ingen sultne kæmpehavørreder. Der var heller ingen små. Der var 2 både ude og 2 gutter på land på den anden side. Og så mig. Mig der havde trasket i flere dage, for endelig at komme herud, for så at indse at den besværlige tur med kajakken ikke var mindre besværlig til fods - for atter engang at indse at besvær eller ej, så var der endnu engang ingen belønning for indsatsen. Det havde jeg måske heller ikke forventet, om jeg nu skal være ærlig. Men man ved aldrig, vel...

Jeg fiskede grundigt området af, gik længere og længere ind, men lige dødt forblev det.

Så undrede jeg om Sydkysten stadig var ligeså flot i vandet, som da jeg kørte forbi i morges og traskede så de der +4 km ind igen.

Sydkysten var ligeså flot! Der var endda varmere i vandet - eller varmere og varmere... 2 grader ik´. Men i det mindste det dobbelte af forrige plads. Det lyder bedre at sige det sådan. Vandet var dobbelt så varmt hernede!

Men det var fiskene iskolde overfor, for nu at bruge en passende term. Ikke skyggen af fisk, hverken på den ene eller anden plads. Men siddende her i sofaen havde jeg en forbasket dejlig tur ude i den rå natur. Og øllen, nu hvor jeg har fået varmen, er dejligt kold. Skål :-)