Så begyndte maven at knurre og fingrene var blevet kolde. Tæerne følte sig også lidt kølige og der var mange undskyldninger der dukkede op, som en god grund til at begive sig hjem. Jeg skulle bare lige prøve ved stenen igen, som tit holder fisk.
Den der tåge dér... det blev pludselig godt igen!
Og da datoen endelig var sat, flyttet og sat igen, så fandme om ikke vejret atter engang spillede ind. Jeg kørte således til havet fredag eftermiddag og frygtede det værste for morgendagen, men nej... havet var brutalt, men klart og absolut muligt at fiske i og med en aftagende vind, turde vi endelig sig "velkommen".
Og så fik revene ellers tæsk ned til hver sten og tangbusk. Vi knoklede på som vi plejer i cirka 30 minutter og så gjorde vi også som vi plejer, samledes lige så stille for at snakke... hvilket er en spøjs konstellation. Vi aftaler i god tid i forvejen at mødes. Alle skal have fri og vejret skal passe. Og så snakker vi i stedet for at fiske... men det var nu også fordi min opstarts fisk åbenbart var begynder-held. Jan mistede en ude på revet, Henrik byttede til Bombarda og fik straks en på målet og Javier forsvandt ned over revene.
Resten af dagen kort, så gik der (heldigvis) snak i den. Vandet spillede max, men fiskene var ikke rigtigt enige. Til gengæld fik vi grinet, hygget og selvfølgelig også fisket lidt nu og da, for ligesom at vedligeholde det vi var kommet for. Hold kæft hvor er jeg glad for at have nogle venner der gider komme herover til os og hvor man mødes på lige fod, trods forskelligheder og bare har det tophyggeligt.
Tak!
... himlen og havet og en duft af ...
Nej, der var faktisk ikke nogen duft. Andet end af blankfisk, men de lugter så først når de er på land og det var jo lige dén nød der skulle knækkes først!
Så jeg gik ud i det vanvittigt flotte vand mens solen varmede så det kunne mærkes. Jeg var ikke engang kommet ud, før det første kast strøg afsted og allerede dér så jeg en hvirvel i overfladen. Fisken vendte helt inde foran mig, men det følgende korte kast blev ikke besvaret, så jeg tog et langt igen og så hamrede en fisk på samme sted som følgeren kom fra. Men min forbavselse var stor da jeg fightede en slatten og mellem-grim sortfisk ind. Men nu var jeg i gang!
Men jeg blev enig med mig selv om at tage et par kast til. Det så skidegodt ud og da jeg gik i vandet igen, var det med fornyet tro. Det var så indtil solen forsvandt bag nogle tykke skyer og alt der så godt ud, pludselig var iklædt et ret kedeligt gråligt udseende. Øv... jeg elsker at der er sol på her i marts. Men det gjorde fisken der straks efter røg på, måske ikke? Men det viste sig siden at være endnu en sortfisk og den slags tæller ikke på samme måde. Det gjorde derimod den blanke på målet der hamrede på endnu et par kast senere. Den var helt vild og hoppede og tog line, trods sin normale størrelse. Jeg fik min lyst styret, trods solen nu var væk, men de 2 fisk var vist kun på kort visit, for siden gik fiskeriet tilbage til sit dovne tempo igen. I hvert fald indtil jeg kom ned til stenen. En bølge slog over og skummede mod mig netop som jeg skulle løfte sillingen af vandet. Jeg tjekker altid for følgere, men min overgang til det igen monotome fiskeri gjorde at bølgen fik lov at bruse og sillingen kom op - hvorefter der kom et ordentlig skvulp i bagvandet fra bølgen. Fandens!
Er du gal en fed fight det var... jeg stod længe og bare lo over det hug og de udløb. Den var fandme vild den fisk..
Da jeg til sidst indså at også denne dag havde en afslutning, havde jeg selvfølgelig en følger i et af de mange sidste kast. Den kom fra samme plads som den jeg tog tidligere og vendte i et hørbart skvulp. Det så fedt ud - det lød endnu bedre. Men dagen var omme, solen gået ned. Vinden var vendt til vest og øgende og Birthe Kjær kørte oppe i hovedet på mig. Også selvom det var begyndt at sne igen!
Det stod lidt som en overskrift i mit hoved. Der var små tegn på stimefiskeri og der havde været fisk i vandet af anden kaliber end de sædvanlige små og de enkelte strøfisk. Der var faktisk ikke nogen tvivl, da eftermiddagen formede sig. Pludselig havde jeg ikke travlt på kontoret, men det havde jeg så med at pakke grejet, for der skulle fiskes nu og her, inden vejret satte en stopper for det i en periode.
Men da jeg gik fra vandet efter en times tid, var jeg mest fokuseret på mit hjul. Hvorfor var det nu begyndt at knurre? Min besættelse for at få fisket alt det jeg kunne, efter solen var gået ned, havde fjernet fokus fra mit grej og ja, der havde været lidt skurren. Da jeg stod på stranden var det åbenlyst at jeg havde været meget optaget, for alt det skyldtes var frost. Vandet fra linen var frosset ved lineføreren og nu også oppe ved de øverste øjer, hvilket havde skabt postyret.
Fiskeriet var ikke det vilde i øvrigt. Jeg var bare optaget af at også fange en større fisk, fordi jeg troede ligeså meget på det, som på forårets komme. Men jeg blev endnu engang klogere, gjorde jeg!
Det startede ellers med et stenhårdt hug i de første kast. Et hug der startede drømmene om en fantastisk aften og hurtigt fik mig ud i det ekstra fokus. Men den lille blanke fisk, havde vist været en revkonge, for der skete intet mere i den følgende time og det var først da hjulet som sagt begyndte at skurre og solen længe var gået ned og jeg liiiige skulle have et sidste kast, at jeg lykkedes med fisk nummer 2, der også den huggede stenhårdt lige foran mig. I øvrigt en ret fed fight med hvad der senere viste sig at være en blankfisk på målet, hvor krogen vist aldrig var faldet ud til fiskens fordel. Den sad klokkerent og godt forankret i munden, men da det ikke var den 3 kilos jeg ledte efter, lod jeg den gå igen.
Nu bliver det spændende at se hvornår det er muligt at fiske næste gang igen.
Men SÅ meget skulle jeg måske heller ikke have slappet af? Jeg valgte at komme sent til vandet, fordi frosten atter engang havde gjort sit indtog, vinden var kold og først over middag skulle den tage af, samtidigt som solen ville skinne lystigt. Det burde sætte gang i fiskene, men da jeg mødte Javier og Hashim var fiskene gået i gang bare et kvarter før min ankomst. De 2 havde nemlig været ude tidligt og der var intet sket nogen steder, indtil 15 minutter før min ankomst. Bang, bang og bang, så var der kommet 3 fisk og den sidste var en blank på 3 kilo. Klart en stime og ... det var lige det vi ventede på. Det var også det jeg tog ferie for, men siden droppede på grund af vintervejret i vente.
Javier og Hashim gik tilbage og jeg tog mit eget ego rev, der hurtigt kastede en grådig undermåler af sig. Et par hug senere, kunne jeg se Hashim gå i land med sit net i hånden. Og her stod jeg uden yderligere kontakter. Jeg fiskede mig over revene og ned til gutterne, der kunne fortælle at de nu var oppe i 11 eller 12 fisk og Hashim netop også havde fanget en 3 kilos som han satte ud igen. Siden var fiskeriet dødt ud og da jeg begyndte at mase mig på, skete der rigtigt nok ikke en skid mere.
Det var lidt lunkent at være med til, men vi holdte en pause og siden skulle Javier hjem. Tilbage stod Hashim og jeg og så kunne vi ligeså godt give revene en chance til. Det blev så til mange chancer, i det jeg valgte at trampe hele strækningen igennem 3 gange og lykkedes med 2 undermålere til, men begge sporadiske. Hashim mærkede intet og sådan fortsatte eftermiddagen, da vi var ved at bryde op og jeg i ren stædighed og forundring lige ville give mit ego rev en sidste runde, efter Hashim var gået. Så var der pludselig fisk. I en bølge som var på vej ind, så jeg en stor havørred bag mit blink - jeg ved ikke om den så mig, men den vendte i bølgen og slog kun let til blinket - så var den væk. Var det min 3 kilos fisk der lige forsvandt der? Flere følgere kom pludselig til og den begejstring de tidligere havde udvist med hårde hug, var nu skiftet ud med overdreven skepsis. Det blev til 5 følgere og en 7-8 yderst forsigtige hug, inden jeg havde fået nok af mine indbildske forårstakter og valgte at køre hjem i tusmørket.
Hvor er det synd. Det er nu det skal til at ske og så kommer vinteren og tirsdag taler de om 20 m/s fra syd og sydvest... det blæser ligesom ugen helt væk og så skal vi have hård frost og sne oveni hatten.
Altid noget jeg kunne flytte min ferie, til et forhåbentligt bedre tidspunkt.
... gennem kalenderen og husk det er stadig kun er primo marts!
 |
| Så kører vi forår! |
Men så er det at jeg kigger tilbage og husker de gange hvor jeg både i marts og april måned har oplevet de her kuldefrembrud, der med en sværdslag sætter en effektiv stopper for alt det man håber på i begyndelsen af marts.
Og da vi sad i bilen Javier og jeg, var det med slet humor at vi med vejrudsigten in mente, kunne se frem til en måneds komprimeret fiskeri, inden de forbandede hornfisk kom. Hvis altså frosten og sneen igen ville slippe sit tag! Måske var der kun 3 ugers fiskeri forude?
Nej ok. Så negative var vi ikke. Vi var bare ærgerlige over at det lovende fiskeri i januar og februar, der nu var overgået i et køligt forår, fik det her tilbageslag. Det var selvfølgelig ikke det vi håbede mest på. Men vi var på vej langs kysten og kunne se at fredagens næsten faste indslag af hård vind, havde gjort det sædvanlige op til weekenden og der var tid til fiskeri. Vandet var steget og det var grumset til, netop som man havde fri. Hvordan lykkedes det at være sådan? Og den lange tur til vandet med al oppakning, viste sig siden at være forgæves fordi vandet også her var grumset og så mumlede Henrik noget med at hans hjemmebane havde set fin ud da han kørte.
Men vi havde bestemt at fiske i syd og sammen med Christian, var vi 4 lykkeriddere på tur med masser af pølser og brød til grillen og da vi fandt en fiskeplads, så fik de 3 mest fiske-ivrige hurtigt tordnet diverse endegrej gennem vandet, mens Christian varmede grillen op og sprak pølserne, så vi kunne få kørt et par korv ned. I rådvildhed over grumset vand, at være 4 mand og indse at mange andre havde fået samme fiske idé i det solrige men kolde forårsvejr, tog vi til sydkystens mest kendte plads. Det kunne jo være...
Det kunne jo være at de 4 andre der vinkene hilste os velkommen, ville flytte sig. Men nej, de løb vinkene ud på revet da de så blankfisk-banden og så var vi 9 på plads. Jeg kan godt regne, for der kom lige én til, mens vi pakkede ud. Og så blev summen 13 fordi der kom yderligere 4 bag det andet fort og som skyndsomt fik placeret 2 mand i ryggen på mig, så jeg absolut ikke og under nogen omstændigheder kunne vende mig om!
Og så fordelte vi os på det rev der om formiddagen havde været grumset, men nu spillede max i vandkvalitet og håbede på en fyraftensbamse i den kolde nordvestenvind. Jeg troede først jeg havde valgt forkert, da jeg ikke kunne se mine fødder midt på skinnebenet, men med en knivskarp linje åbenbarede bunden sig pludselig foran mig og lige så pludseligt var jeg nu en indianer på fisketur, for tænk hvis der stod en havørred herinde og lunede sig ovenpå denne solrige dag? Men der var dødt. Der var ligeså dødt som hos de andre, hvor jeg kunne se Hashim skifte ståsted og Javier vende sig på revet.
Indtil Javier fiskede over et sted han sjældent plejer at kaste, da jeg gik ud på hans anden side for at afslutte dagen. Samtidigt som han endelig fightede en fisk, så jeg en hvirvel ved min side og kastet efter kunne jeg fighte en pænt doven nedgænger til afkrogning. Javier tog endnu en og med kolde fingre var vi ved at gå op, men netop som spansken vendte ryggen til havet, solen var gået ned og jeg var halvvejs inde, så jeg en bevægelse i overfladen der resolut blev besvaret med et kast, siden et hug og så fik jeg min anden fisk. Denne en blank og langt mere kampglad af slagsen, der til sidst måtte overgive sig til krogløseren.
Det var en kold, fiskefattig, solrig marts dag i gode venners selskab. Faktisk (næsten) lige som det skal være.
Ja ja, jeg vidste godt at det var koldt, men vinden var taget af fra i går og ryggen ville være mod skyggesiden under dagens fiskeri og med snuden i vejret på sådan en dag, så var en nul-tur næsten ok. Også kun næsten. Vandet var faldet 40 cm, men desværre havde der næppe været anden nævneværdig bevægelse, for det var stadig uklart og delvist klart samme steder som i går. En lidt sær blanding af det hele og Javier, som ville tidligt afsted nåede at melde "ligemeget" da jeg kom ham i møde på den første plads, hvor han havde fisket 10 minutter inden han gik op. Og så skete der en typisk ting i det dejlige vejr og med den umulige østersø vi havde til rådighed... ubeslutsomheden indfandt sig. På en måde gjorde det ikke noget at stå og nyde solen, mens vi ikke vidste hvor vi ville hen. Samtidigt burde der være fuld fart på fiskene i dag, nu hvor solen var fremme - hvis altså vi kunne finde noget klart vand at fiske efter dem i.
Vi endte til sidst med at køre til det store rev og kunne konstatere at kun en anden havde fået samme idé og ham gad vi ikke forstyrre, hvorfor vi startede i den modsatte ende. Vandet var i øvrigt overraskende klart og så særdeles indbydende ud, men ikke til en dukkert, selvom det er så moderne for tiden. Hvad vandet ikke bød ind til eller med, var fisk. Der var dødt fra første til sidste kast, trods en lang tur over revet med kast til alle sider. Det var lidt uventet.
Men alt det blev reddet af at vi satte os ved en bunker, beliggende ved en lille skænt og i totalt læ for vinden kunne vi lade som om vi var rådvilde, men i virkeligheden nød vi det for fulde drag. Solen varmede rigtigt meget og tangfluerne var også med på de forårskåde tanker i deres lille verden.
Det var så indtil vi blev enige om at vi altså skulle krone dagen med en fisk og stak hovedet op fra vores gemmested og fik face-freeze omgående som vinden atter engang ramte os. Men den lille pause i læ havde kaldt på mere og vel fremme på den næste plads, blev der slået lejr med gasblus og suppe på et nyt læ sted og så gav vi den lige en halv time til, nu med mad i maven.
Men ak... den smukke dag og det dejlige vejr til trods, fik vi ikke indfriet vores forhåbninger om en blank forårsørred eller 2. Faktisk var alt vi mærkede et sølle hug og til sidst, da fingrene var stive af kulde og tæerne ved at være ubevægelige, måtte vi opgive ævred og søge mod land. De kommer nok næste weekend!
Men så mødte jeg Christian. Han fisker havørred på kysten som jeg og gider ikke rigtigt heller forårsfiskeriet i åen efter primært nedgængere og grønlændere. Men han fortalte så på den lange tur vi gik, om sommerfiskeriet efter havørred når de helt store stiger. Og der kom noget op i mig, som jeg tændte på. Nu har jeg så muligheden for at fiske bækørred eller havørred i Nybroåen en dag hvis jeg skulle gide.
Men primært er jeg blevet medlem i Ystad fordi jeg så gerne ville have hjulpet med åen her i byen og har tilbudt mig flere gange, men hver gang har set arbejdsdage fordelt på "torsdag formiddag klokken 10" i bedste aflønnede arbejdstid...
Så efter fremvisning og snikkesnak, samt en ordentlig omgang skånsk ærtesuppe med nyrøget skinke og dernæst pandekager med det hele, kørte Christian og jeg ud for at se om der var fisk i havet.
Og der var sikkert fisk. Christian tog hurtigt en nedgænger fra land, over revet jeg plejer at gå ud på. Vandet var næsten 80 cm over daglig og let grumset. Desværre så var den udlovede sol gemt bag skyer der blev ved med at drive over os, så den flotte dag der havde været i udsigt, blev ikke rigtigt indfriet med fuld sol, men vi testede frem og tilbage på strækningen og fik strukket liner i medvinden, men havørreden havde andre planer og kun jeg havde senere kontakt med hvad jeg formoder var et par småfisk, da jeg kunne mærke et par forsigtige hug og ellers intet.
Da klokken var fremskreden og jeg var blevet godt kold i den stride nordenvind, bestemte vi os for at stoppe for dagen, for i morgen skal solen frem for fuld udblæsning og vinden tage en del af.
Det kan godt være det ikke bliver fisk, men en dag på kysten i fuld sol i det spæde forår... det er en gevinst i sig.
Om fredagen skulle jeg ikke ud og gå, men jeg var da udenfor. Mest for at se om der var kommet en ny trampolin til haven eller som sidst, et grill overtræk til en grill jeg ikke har. Jeg vidste også godt at vinddrejningen til NV var til gavn, men mest kiggede jeg dels med fascination og dels spænding på vandstanden. Malmö meldte 108 cm over og Ystad, som var nærmeste officielle måler, var nede på -62 cm, men lokale observationer længere vestpå ved Trelleborg, var nede på -100 cm. Altså 2 meters niveau forskel på 30 kilometer i fugleflugt. Hvis ikke det er fascinerende!
Så med spænding måtte jeg afvente dagens fiske muligheder, nu hvor vinden tog af og gik i vest og dermed burde have klaret vandet mere op - men nej... endnu engang kunne jeg bare konstatere at hr. Otto Storm havde pisket det hele så meget op at der i dag, var grumset over det hele. Næsten.
Jeg mødtes med Hashim og sammen drog vi østpå for at finde fiskbart vand, hvilket vi til sidst lykkedes med på en af småfisk pladserne. Jeg gik i vandet med en let skepsis, som hurtigt blev gjort til skamme, da jeg allerede i andet kast mistede en fisk. Ikke nogen rekord fisk, men der var liv på pladsen hvilket de følgende kast afslørede i form af forsigtige hug. Udfordringen var at holde koncentrationen på dette lille område, for der var vitterlig ikke meget fiskeplads at tage af og da jeg samtidigt fik meldinger om endnu mere grumset vand østpå, så havde vi dette lille egoist spot eller sofaen at vælge mellem og i sofaen har jeg siddet i hele efteråret isch...
Det hjalp med noget foder, hvilket måske afspejledes i koncentrationen, for tilbage på pladsen, så lykkedes jeg med 3 i rap. Denne gang var de ikke forsigtige i deres hug, men da det sjove kvarter var overstået, gentog alt fra starten sig igen. Jeg blev kold, fiskene forsigtige og lige så langsomt var det tid at takke af for denne blæsende weekend.
Han kunne meddele om en lille blank i de første kast og siden var intet sket, trods at vandet var klaret en del op og så rigtigt godt ud. Mens vi stod og talte, kom der en fisker gående som kortvarigt fik lidt fiskenyheder og siden gik ud på revet. Det fik Javier og jeg på andre tanker, hvorfor vi søgte os til et nyt rev, for at med lidt sol i sigte senere på dagen, fiske os over revene i håbet om at møde noget sølv.
Og på det første rev, føltes det som at jeg vadede ud i en runde fisk. Men det var i så fald kun nogle meget legesyge fisk, for de huggede flere gange, men ikke en eneste gang havde jeg et ordentlig hug og dermed kroget fisk og da Javier kom tilbage fra hans gå tur langs revet, tog vi spidsen igen i håbet om at de var blevet langt gladere i solen der nu var kommet frem, men nu var fiskene helt væk og intet skete.
Til dels fik jeg ret. Revet så helt fantastisk ud nu og den anden fisker var for længst gået hjem. Bølgerne slog perfekt ind og jeg havde virkelig sigtet indstillet på masser af havørreder, da der også tumlede en på netop som jeg var kommet på plads. Denne, en nedgænger med kampgejst, fik hurtigt friheden og så måtte de blanke godt komme til bidet.
Men ak... mine fiskedrømme led et knæk, for givetvis var der kommet fisk på plads, men alle var de små og huggede hidsigt på min silling, men ingen ville hænge fast og det var faktisk alt der skete, mens eftermiddagen blev til aften og solen forsvandt bag en ny runde skyer. Det er ikke altid let her i februar.
Det var så lige indtil Javier skrev om jeg havde tjekket vandstanden.
Så var det helt ok at vente på den mindste var færdig med at klæde om efter håndboldkampen og tempoet hjem, var i god ro og orden og så skulle jeg også have frokost og det behøvede ikke gå så stærkt det hele vel...
Og det var slet ikke så ringe endda. Vandet var kalkfarvet, hvordan det end blev farvet af kalk, men en eller anden hvidlig kulør, men samtidigt var der sigt på 50 cm., forstået sådan at man kunne skimte bunden. Det så faktisk skide godt ud og vi troede på det, men det var ikke let. Bølgerne fra gårddagen slog taktfast ind, hvor der hvert minut kom en serie på en 7 ekstra høje bølger, hvilket fik os op og hoppe eller stå med siden til.
Vandstanden og bølgerne gjorde det svært at komme ned til fiskene, men mens vi stod og talte og jeg havde opmærksomheden rettet mod en bølge der slog ind, mistede jeg kontakten til blinket og så sad der pludselig en fisk på. Et mærkeligt hug og følgende mærkelig fight, fik mig straks på tankerne om en nedgænger, for den vred sig kun og det var først da den kom tæt på, at den i et mægtigt luftspring pludselig afslørede alt der ikke havde med en nedgænger at gøre. Og sådan blev den faktisk ved. Hoppede lidt rundt omkring os, men jeg prøvede at få et billede af skønheden, inden Javier foreslog at tage et billede - hvorefter jeg dyppede klør 5 og kortvarigt løftede den op til et foto. Siden blev den genudsat i det våde element, hvor den kunne vokse sig endnu større.
I morgen!
Jeg skulle ellers have cyklet med Ken i dag, men da jeg først var og tjekke håndbold i hallen her i byen og på vejen derned godt kunne mærke det bistre vind, så blev den cykeltur hurtigt henlagt til noget bedre vejr. En anden dag. Men ud skulle jeg, så rav-kesen kom kortvarigt frem og siden sat på plads igen fordi det heller ikke blæste så meget. Skulle jeg alligevel vove mig ud fiskestangen? Javier kom på råd, for han havde været ude hele dagen i går - men han havde ikke fisket, bare kørt og kørt og kørt. Vandet var grumset og endnu mere grumset og til sidst var han kørt hjem igen. Og i dag ville han ikke fiske, fordi han skulle til børnefødselsdag - og så alligevel... da jeg skrev var han klar, så vi mødtes på et rev lidt senere og fik lige en kort snak, inden han måtte gå igen. Der var ingen fisk og jeg tror egentlig også at en børnefødselsdag med masser af snottede børn, øjenbetændelse, lus, ingen hygiejne og bussemænd siddende udenfor næsen lokkede mere i et lummervarmt lokale, end en videre tur over revet.
Nå ja, jeg kom fra det der med kuldskær. Hashim der også var på plads og savnede nogle at snakke med, var enig. Det var koldt, men den lille dreng er tyndere end mig og syntes kun det var koldt. Ikke skide koldt som jeg. Men vi fangede så ikke noget, uanset at vi tog en lang runde over revet.
Så kørte vi til nye vande for at teste lykken der. Vinden var ikke mildere og havet slet ikke, da der her ikke lå et rev ude foran til at beskytte. Her slog søen direkte ind og grumset var det stadig. Men dagen til ære, var havet faldet med 40 cm fra i går hvor det var 70 cm over og dermed var det klaret en smule op, samtidigt med søerne blæste tangen ind. Så det var ikke så ringe endda da jeg endelig kom ud på revet, selvom havet gjorde sit til at holde mig tilbage. Var det ikke for den kolde vind, havde jeg nok stået der endnu, men det blev således at jeg tog toppen af revet, selvom jeg stod mange meter fra den sædvanlige plads og kunne fiske den af og netop som Sillingen nåede det lille hul, huggede en fisk hårdt og gav sig til kende i overfladen. Det blev en ret lækker fight med en tynd, men bomstærk blankfisk på målet som til sidste måtte overgive sig til krogløseren, inden den kunne svømme ud igen.
Det kan da godt være jeg er kuldskær? Og så ved jeg ikke om Javier skulle til børnefødselsdag. Det var i hvert fald "kalas" og den slags plejer at være med børn og ikke med rødvin og damer i flotte kjoler. Men hvad ved jeg om det. Jeg frøs bare mine fingre. Af helvede til.
Jag kan var lite nördig i bland. Danska postnummer och registreringsskyltar på bilar är en av grejorna. Och då reg. skylten som tillhörde Javier kom körandes i motsatta körfält, var jag nära att sätta kaffet i halsen. Jag fick vända på bilen och följa efter spansken tillbaka till mitt hus där vi fick ett skratt ut av vårt missförstånd.
Och så stod vi där i öst igen. Det kändes som att vi hade blivit knuffat dit av vinden, som givetvis hade lugnet sig under natten, men som skulle öka igen under dagen för att sluta i storm. Ett snabbt och ilskent lågtryck, som på ett par timmar ville se till att fiske ha ha ha... det kommer förstöras ett par dagar fram! Men där vi var gick det att dra ett par kast, trots att större vågor slog in än under gårddagen. Vi kom fram över dem hala stenerna samtidigt som att vinden gjorde sitt för att styra våra linor dit den ville, men lite trixande med spötoppen i vattnet, strax efter kastet, kunne styra linbågan sådär och kontakten till draget var etableret i rimlig tid. Men det var endast vi som hade kontakt till våra drag - ingen fisk var på plats kändes de som och efter en timme som vågbrytare var de dags för kaffe, snack och byte av plats.
Nähä... Javier hade inget heller känd. Ju, det var besvärligt med sjön som bröt långt ute och ibland kapade kontakten till draget. Ja, troligen var vi långt i från ensamma på kommande platser, då dem låg mer i lä. Många tanker och förslag var framme, under tiden vi styrade kosan vidare i jakten på trofät. Men inte var de så. 2 man på plats på första stopp och dem var till och med på väg tillbaka till bilen med en kommentar om att dem hade fått lite smått och tappat en över måttet.
Smått var oxå så som dagen kunne summeras. Ibland står man i sin egen bubbla. Man blir en fiskemaskin som bara kör och kör. Inte för att man tappar känslan i fisket, glömmer bort naturen eller så, utan... man bara står där och kastar. För min del var anledningen att jag konstant hade vinden som kompis. Den ökte hela tiden och när man är ute under tiden som den ökar, märkar man inte hur belastande det faktisk kan vara. Då jag senare i en paus öppnade backluckan på bilen, satte mig och tog sista kaffet i termosen, insåg jag de. Lugnet. Det var näst intill stilla här och vilken skilland och inte minst njutning. Summeringen landade på 12 öringar. Smått de mesta utöver den första som behagade att hugga precis som vi kom på plats. Drillningen var en besa värdig. Ingen rusningar eller hopp, utan bara en tvär fisk som sakta kunne rullas in och som till min förvåning visade sig vara båda blank och godkänd. Fast ut kom den igen, för det fanns större fisk att brottas med inbillade jag mig. Men ack... det kändes som att ju fler vi fick, ju mindre blev dem och efter pausen gick vi på nya rev, för där att öka mängden men inte gällande storlek.
Og den danske version...
Det stormede. Vi kørte østpå. Vi fangede ikke fisk på første plads. Vi kørte videre. Vi fangede 20 blanke til sidst, men de fleste var små. Vi kørte hjem. Det stormede endnu mere!
Fremover bliver det på dansk igen, så må vi se om ikke vi kan få lidt Øresundsk tilbage igen. Øresundsk fra den tid hvor alle forstod hinanden på begge sider af Sundet :-)
Den næste plads var derimod fin. Rigtigt fin endda og vi gik til hånde som vi plejer, men trods en halv times effektivitet, var der ikke noget effektivt over resultatet. Javier valgte en ny pynt og senere fulgte jeg efter og netop som jeg kom ned til ham, krogede han dagens første havørred. En rigtigt flot blank på målet som atter engang blev taget på den der lede tobis wobler som er så pisse irriterende at kaste med, men som (desværre for mig) fanger alt for mange fisk.
Jeg troede nu alligevel på Sillingen kunne gøre min dag bedre og da jeg havde vadet en lang strækning og endelig fundet en flad sten at stå lidt stabilt på i den til tider tunge sø der rullede ind, gik der ikke mange kast inden jeg mærkede de små nyk i agnen, der siden førte til spinstop og sluttede med fast fisk. Også jeg kunne i dag og et par kast efter fik jeg endnu en, hvorefter en større nedgænger bestemte sig for også at smage på Sillingen. Hvad den ikke kunne i udløb, udførte den så stabilt i tunge og dybe stød, samt luftakrobatik. Det var en fornøjelig fight selvom det var en sortfisk.
Henrik var så flink at stille op med grillen på hans terasse og så sad vi hjemme hos ham uden konstant susen om ørene. Det var tørt og der var varmt. Og pølserne og den følgende kaffe sad lige i skabet.
Men Javier og jeg var ikke kun på hygge visit og måtte efter kaffen, takke for det gode selskab og drive afsted til kysten igen, hvor vi efter lidt ubeslutsomhed, valgte samme plads igen, da dagene her i januar stadig er korte og vi gerne ville fiske så meget som muligt i stedet for at køre.
Det var lidt ligesom en tur i Netto. Man går ind og finder altid et eller andet. Nogle gange er der noget godt, men ofte er det lidt blandet hvad de har på hylden.
Hej Svensken... du är inte glömd. Jag skall göra ett inlägg till på svenska, da jag fick beröm för senaste. Bannemaj! Beröm du! Tack :-)
I går var de hur fint i vattnet som helst och de blev inte sämre under dagen, varför jag hade riktigt stor lust på fiske igen idag. Men förmiddagen försiggick inomhus. Inte för att jag inte ville eller kunne ta mig ut, utan för att jag ville låta dem mest fiskeivriga fiska av sig, för sen att satsa på egoist tid på revet under eftermiddagen när dem andra hade blivit kalla o blöta. Det skulle visa sig att vara ett nära på, perfekt val. Och som förväntad var revet folktomt då jag kom fram. Vågorna slog in som i går och hölls igång av den sydliga vinden och bannemaj om inte den sydliga vinden återigen hade gjort nytta. Vattnet var helt perfekt. Det såg ut som en kåt Hollywood fru skulle betrakta sig själva i speglen. Aldeles perfekt. Till o med jag tyckte de och tog dem första stegen ut i underverket.
Vanen trogen, fiskar jag alltid av revet på de grunda sidorna och redan i andra kastet hade jag en följare med inne vid spötoppen som aldrig visade sig, utan lämnade ett par fine virvlar i ytan. Jag tog ett par steg utåt och lyckades på de viset att få dagens första blänkare innan jag knappt hade fått blöta handskar! Det bäddade gott för mitt vidare fiske över revet, men jag lyckades endast med ett hugg och efter en liten timme och riktigt många väldigt blöta vågor senare, var de dags för en paus.
En paus som "Team magnet" tyckte dem skulle nyttja. Dem fanns även på plats i fjol, fast i motsatts till i fjol lyckades dem på detta årets första träff med mig, att hålla en hel kastlängd i avstånd i första rundan. Jag var imponerad över denna uppgradering, men förstod sen då bananen slinkade ner vid bilen, att jag tydligen var lika naiv som förra året. Team magnet drogs sakta men säkert mot min fiskeplats och lämnade mig utan val. Inte skall jag stå o kasta framför ett gäng med risk för att få drag i nacken eller vad dem nu kunne hitta på.
Ändå lite konstigt med så oerhört fin sjö, perfekt temperatur och det här suddiga vädret, som alltid (ok nästan alltid) brukar kasta 4 kilos blänkare av sig. På varje tur! Eller inte.
Klockan tog ett steg närmare 16. Det började klarna i horisonten, just som solen gick ner och jag trodde att de magiska ögonblicket skulle inträffa, då det högg hårt på distansen. Men ytterligare en blank runt måttet var allt som behagade att leta upp mitt drag på denne grå, men ändå vackra dag i januari.
Att fiska fram till 16.05 och fortfarande ha ljus är nånting som verkligen inger hopp om de ljusare tiderna, som sakta men säkert kommer närmare för varje dag som går. Dagen har tilltagit 17 minuter redan och optimister som jag inbillar sig att det tydligen syns.
 |
| En lille tør plet! |
Gode gamle Kim Larsen rumsterede rundt i mit hoved, mens jeg i starten legede ugle i min søgen på de andre. Hvor blev de af? Hvorfor var jeg ene ude. Var det alligevel for hårdt eller? Jeg kiggede til venstre, så til højre, så bagud til højre og så bagud til venstre. Jeg skulle næsten have været ugle, så havde det været nemmere, for hætten var slået op i det bistre vejr. Nej vent... hætten ville jo ikke have gavnet en ugle.
Nå, men der stod jeg helt alene. Bølgerne slog ind over revet, nogle længere inde end andre og efter en halv time, måtte jeg op og afleverer kameraet til bilens tørre bagagerum. Jeg var gået i vandet med vadejakken i "sommermode". Det vil sige at de nederste stropper sådan hen i marts og april, løsnes mere og mere, for til sommeren næsten at være helt løse. Det gjorde så at de første store søer, slog op under vadejakken. Helt op til brystet og ned i kamera og på indersiden af mine ellers tørre waders. Det var et koncept der ikke kunne holde og så var det op og stramme op. Og jeg der ellers havde handsker OG hue med. Det hele faktisk. Jeg havde endda tømt jakken for diverse skrammel og udstyr og kun glemt også stramme manchetterne ved håndledet. Nå ja... man kan ikke være en sejrherre fra første tur og således lykkedes det mig først at få et godt bundhug, som jeg siden fik fri, for dernæst... fandme så... kroge en fisk helt ude i kastet, der vrikkede og gjorde ved, inden den røg af, for til sidst at sætte blinket i en sten hvorefter linen røg ved knuden.
Så var det op og banke hænder, ryste handsker, spise en rigtigt kold trekvart pizza og drikke noget vand. Pizzaen var ellers en af mine yndlinge, men der var nok 95 grader til forskel på en smagsoplevelse og noget i maven. Og noget i maven blev det. Men det gjorde godt med pausen, for regnen havde samtidigt gjort sit indtog, så ikke nok med at det blæste friskt fra ren syd, hvilket holdte den gamle sø fra gårddagen i live, det var også overskyet og nu med regn.
Men jeg stod der igen alene, efter jeg havde talt af med hr. og fru Svensson, der var ude og gå. Siden kom hr. hundelufter og sidst men ikke mindst, ham der fiskeren fra sidste år som altid har mistet en stor fisk og som altid ved lige hvor jeg skal stå. Selv stod han i gummistøvler og var mildest talt ikke særligt overbevisende. Men fiskene ville ikke lege med mig i dag. Jeg troede ellers ekstra meget på det. Ikke mindst fordi det var præmiereturen og jeg ved ingen fangst, ville lægge et enormt pres på mig selv. Men nej... der er ikke noget pres. Heller ikke selvom jeg måtte tage hjem uden fisk, for de kommer nok en anden dag. Jeg ved godt hvor jeg kunne få fisk i dag, men det var ikke målet.
Målet var at komme ud på sydkysten, fiske og nyde det. Og jeg nød det. Alene! Og mens jeg sidder i sofaen og venter på at alt mit tøj skal tørre, så længes jeg allerede nu til at komme ud og lege bølgebryder igen i morgen. Det skulle vist blive lige så frisk vind, så måske alle andre bliver hjemme igen så jeg kan få lidt fred?
Næste gang.. skal du have gang i google translate. Jeg har lovet at lave et indlæg på svensk. Hvordan det så kommer til at gå, ved jeg ikke, men hvorfor ikke bare prøve.
Her står jeg, alene for mig selv... her står jeg, helt aleeeene.
