Jeg tænkte at det her måtte have en ende. Så vel som fiskeriet fik en ende, ved at fiskene kollektivt stoppede med at hugge, måtte de også kollektivt begynde at hugge igen. På et tidspunkt. I dag helst.
Så jeg tog ud lidt tidligere og begyndte min fiskerejse på alle de herlige pladser her i syd. Pladser der siden årsskiftet på flere måder og ad flere omgange, havde kastet fisk af sig og været lovende udi det kommende april fiskeri, men som de foregående dage havde været tomme for fisk og mistænkeligt døde.
Hashim dukkede op, efter jeg havde affisket plads nummer 1 og stod på plads 2 og her talte jeg med Anders, som også han var gået tom for fisk. Vi gav revet en chance, 3 mand høj og gik i hver sin retning. Jeg lykkedes med en blank undermåler efter et par kast, havde nogle hug og en lille følger. Anders brugte en time på at fiske det hele af og måtte igen se nederlaget i øjnene og Hashim gik langt ned over revene og fiskede uden at mærke noget, men havde en lille følger.
Anders gav op. Jeg drog ned til Hashim der nu havde mistet en fin fisk. Vinden tog lidt i og bølgerne rejste sig så det hele atter engang spillede max.
Det lød i hvert fald plausibelt i mit hovede. Der var ingen følgere. Og dem der er, er små med undtagelsesvise større fisk mellem, som ikke jagter endegrejet som man febrilsk plejer at se. Fra den østlige del af mine sydkyst, er fiskene mere i gang. De jager, kommer i stimer og bliver også fanget.
Måske jeg skulle søge østpå i morgen helt enkelt.
Dagen fik en ende. Vi kastede os ind i forårsaftenen, der var smuk og blæsende. Men også en blindgyde udi fisk. 1 lille blank på 3 mand over en lang dag, var uforskammet sært.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar