Sæsonen nåede aldrig at blive en sæson for mig. Netop som Sydkysten endelig åbnede gaveboden en smule og jeg hørte om flere stabile fangster og selv lykkedes med en fin fisk, indtog hornene helt som forventet, kysten. Et par stykker i starten og nu, hvor dette skrives, i rå mængder.
Det er ærgerligt at ikke havørreden er lige så stabil. Bare engang imellem i det mindste - og i størrelser man skriver hjem om.
David ringede og fortalte om deres fiskeri. 4 mand, 100% koncentration, Sydkysten i tiltagende Vest, let grums i vandet - på med vanten! De havde fået en undermåler og 150 hornfisk på 5 forskellige pladser. Var skiftet til østsiden og havde oplevet lidt færre horn og nappet en enkelt blank på 1,5 kg.
Det lader til at sommerfiskeriet nu venter - måske lige med en aftentur eller 3 indlagt.
Og så stod jeg på revet igen og håbede at dagen kunne gentages en smule fra igår. Fiskene har jo de her rytmer og det ville passe mig udemærket at nappe et par mindre fra 20 tiden, inden den endnu større kunne hugge lidt over 21. Men jeg måtte "nøjes" med fighten fra en målsfisk sådan midt imellem tiderne og da jeg skulle begive mig hjemad, endnu en målsfisk. Begge kæmpede forrygende og da jeg kun havde haft et horn på, var ideen at jeg hurtigst muligt skulle ud igen, men David har nu bekendtgjort at hornet er i bund og kysten er fuld af slanger, så mon ikke jeg skulle tage de der målrettede aftenture og håbe at vandet samtidigt falder lidt i temperatur igen?
Eller til Listerlandet?
onsdag den 30. april 2014
tirsdag den 29. april 2014
2014.04.29 Nu med lidt længde
Jeg grinte rigtigt meget da jeg gik fra kysten idag. Glæden over dagens fangst og sjove mennesker.
Jeg startede på revet med fiskene fra forleden. Forventer aldrig det samme eller noget tilsvarende, men man ved aldrig og når man tror på det, hvorfor så ikke prøve? Men der skete ikke noget den første halve time og på andres rygter slap min tålmodighed lynhurtigt op og jeg kørte til rygtepladsen. Sikkert som den eneste? Nej, der er mange om budet i disse dage og på en helt almindelig tirsdag står der selvfølgelig 4 mand på plads. Altså i de gode gamle dage ikke...
Men jeg fandt et hjørne og havde de 4 andre på min ene side, så jeg kunne affiske mens jeg gik. Min revkammerat rykkede lidt tættere på mig, da han så mine korte kast. Han var hurtig til at opdage at jeg havde haft en følger! Så fik jeg fisk på. Helt ude i kastet. Den kæmpede bravt den lille undermåler. Der var fisk inde, for jeg havde pludselig følgere og der var hug og så fik jeg en til, til min revkammerats tydelige irritation. Han tog nogle lange skridt mod mig og kastede i min retning, men var så venlig at holde afstanden - tænk hvad et "må jeg godt komme lidt tættere på" i spørgeform havde gjort?
Det skulle jeg vist ikke have gjort, for da jeg kom over til de sten han havde stået på, fik jeg et hug som forleden. Skraldebang og så plaskede det til i overfladen. Fisken vendte dernæst og så så jeg den ikke i overfladen mere, men hold nu kæft en fight den stillede op med. Den var fuldstændig vild. Tog line og gik fra side til side - mere line ud, lidt line tilbage. Det endte selvfølgelig med at jeg havde rullet linen ind, men med alle de udløb føltes det som der var kommet mere på spolen. Sejrrigt med et fast greb om halen, kunne jeg vade med min fisk i land.
Min revkammerat mistede besindelsen da jeg fik fisken på den plads han lige forinden havde stået på, for han pakkede omgående sit grej sammen og gik med blikket stift i jorden, lige forbi mig under fighten. Ikke noget med "hej" eller "vil du låne mit net" eller bare kigge på fighten... nej, han havde fået nok for idag og vendte sig ikke om en eneste gang på vejen væk. Spøjst.
Ikke at jeg manglede det dafnienet han havde, men helt ærligt... hvor ærgerlig behøver man være?
Nå, jeg tog lidt ekstra kast efter landingen, men dagen var gået på hæld og det var på tide at tænke på hvor i fryseren der var plads og hvad en fisk på 3,2 kg mon havde spist.
Jeg startede på revet med fiskene fra forleden. Forventer aldrig det samme eller noget tilsvarende, men man ved aldrig og når man tror på det, hvorfor så ikke prøve? Men der skete ikke noget den første halve time og på andres rygter slap min tålmodighed lynhurtigt op og jeg kørte til rygtepladsen. Sikkert som den eneste? Nej, der er mange om budet i disse dage og på en helt almindelig tirsdag står der selvfølgelig 4 mand på plads. Altså i de gode gamle dage ikke...
Men jeg fandt et hjørne og havde de 4 andre på min ene side, så jeg kunne affiske mens jeg gik. Min revkammerat rykkede lidt tættere på mig, da han så mine korte kast. Han var hurtig til at opdage at jeg havde haft en følger! Så fik jeg fisk på. Helt ude i kastet. Den kæmpede bravt den lille undermåler. Der var fisk inde, for jeg havde pludselig følgere og der var hug og så fik jeg en til, til min revkammerats tydelige irritation. Han tog nogle lange skridt mod mig og kastede i min retning, men var så venlig at holde afstanden - tænk hvad et "må jeg godt komme lidt tættere på" i spørgeform havde gjort?
Det blev for meget for ham, da jeg havde fisk på kortvarigt og følgende tog en hornfisk - ja, du læste rigtigt... hornene er kommet. Min revkammerat tog sit grej op og gik bagom mig, for at fiske min højre side af. Desværre for mig, gik han ud så jeg næsten ikke kunne tillade mig at kaste over samme område som tidligere, så jeg valgte at gå mod den plads han havde stået på.
Det skulle jeg vist ikke have gjort, for da jeg kom over til de sten han havde stået på, fik jeg et hug som forleden. Skraldebang og så plaskede det til i overfladen. Fisken vendte dernæst og så så jeg den ikke i overfladen mere, men hold nu kæft en fight den stillede op med. Den var fuldstændig vild. Tog line og gik fra side til side - mere line ud, lidt line tilbage. Det endte selvfølgelig med at jeg havde rullet linen ind, men med alle de udløb føltes det som der var kommet mere på spolen. Sejrrigt med et fast greb om halen, kunne jeg vade med min fisk i land.
Min revkammerat mistede besindelsen da jeg fik fisken på den plads han lige forinden havde stået på, for han pakkede omgående sit grej sammen og gik med blikket stift i jorden, lige forbi mig under fighten. Ikke noget med "hej" eller "vil du låne mit net" eller bare kigge på fighten... nej, han havde fået nok for idag og vendte sig ikke om en eneste gang på vejen væk. Spøjst.
Ikke at jeg manglede det dafnienet han havde, men helt ærligt... hvor ærgerlig behøver man være?
Nå, jeg tog lidt ekstra kast efter landingen, men dagen var gået på hæld og det var på tide at tænke på hvor i fryseren der var plads og hvad en fisk på 3,2 kg mon havde spist.
søndag den 27. april 2014
2014.04.27 Riffelskud og badevand
BANG! Som en god gammeldags fiskehistorie kun kan starte. Et ordentligt bang... og så tog fisken 3 store spring, i fuldt spræl. Blankfisk, over målet, polaroid briller der forstørrede og fedt vand. Fisken nappede et par meter, gik til siden og gik mere til siden. Over en sten og tog en del line. Sig mig, den så slet ikke så stor ud i hoppet, men kæmpede som en helt vild stærk og stor fisk.. jeg havde den på længe og fightede den længe, så min overraskelse, da jeg fik den ind, var virkelig stor da jeg kunne konstatere at den "kun" var 55 cm og ikke engang smældfed. Da stod jeg endda på vej op på land klar til at taile den. Det blev ved afkrogningen i vandet, for de må gerne være lidt større... og der kunne være flere.
Det var der. Bare kastet efter kom et vanvittigt hug igen. Krogen kom op og var vredet op ad linen på en mærkelig måde og jeg tænkte at det her kunne blive vildt, men jeg havde haft mine 10 gyldne Sydkyst minutter og seancen var ovre... jeg kastede og gjorde ved. En følger så jeg, men fiskene var væk igen - eller havde afsløret min bluffnummer.
Jeg mødte den tyske mur, indså at løbet var kørt og skiftede plads. Tyskere skal blive i Tyskland, når det kommer til fiskeri... slut!
På den nye plads skete der ikke en skid. Jeg møvede frem og tilbage og blev lidt irriteret over en fluefisker, der virkede som om han bare lige skulle få hvert fluekast at se ud som noget helt specielt. Idiot... og så huggede det lidt fladt og jeg kunne fighte en blankfisk ind til afkrogning.
Fisken afbrød min sure tankegang og jeg gik istedet glad fra kysten, selvom det gerne måtte have været flere havørreder. Næste gang kan man bade...
søndag den 20. april 2014
2014.04.20 En fisketur der ikke kom med?
Jeg opdagede at jeg ikke havde fået denne dag med, så her kommer et billede fra endnu en tur til Listerlandet, hvor vi ikke fik nogle fisk.
fredag den 18. april 2014
2014.04.18 Den lille dreng... den store fisk... og havet der spillede max
Normalt plejer jeg at se lidt ned ad, men idag var Kasper (igen) på tur med de 2 små dværge... altså os, der normalt plejer at se nedad. Men der er visse der bare skal overdrive og blive ved med det. Selv fluefiskere... der i sidste øjeblik melder deres ankomst.
Det var en af de dage hvor man på nogle punkter ønskede man ikke var lystfisker, men bare en almindelig kedelig hus ejer, græsplæne-klipper-far, golfspiller, bueskytte, revisortype med interesse for skak eller måske bare en chilipølse uden chili. Blev det for sort nu? Ok, bare rolig. Det bliver det ikke ved med.
Uanset, så startede dagen med at jeg fik god overraskelse, idet jeg ikke skulle agere chauffør. Jeg elsker at køre bil, men måske ikke altid, så Kasper kørte og David blev hentet i hvid bil kl. (tidligt)
Så sad vi der og kunne konstatere at vind udsigten igen havde ret. Nordlig vind, næsten ingen af den og skyet. Yearhhh som i .... Not so yearhhh... det var ikke top fedt, men til gengæld koldt om nallerne.
Det var sært at fiske koncentreret minutterne efter. Hænderne var kolde og fiskene lyste med sit fravær på Davids og mit rev.
Så kom lynene inde fra skoven. De sad klistret på en mand i rød jakke og et jahuu kunne nu også høres. En meget glad Kasper havde fået en gnitrende flot blankfisk på de 70 cm. Fedt mand! Netop som vi andre syntes det var lidt for stille i vejret.
Eller for at spise trøfler. Der er mange varianter på "ikke at fiske" men ingen er så god som mad og venner. Og det var faktisk ok at jeg næsten ikke fik fisket, selvom jeg også var lidt ærgerlig over at så god en chance ikke blev udnyttet, nu fiskene beviseligt var i vandet. De andre fiskede nemlig på skift og der blev nappet 5 fisk inden taletidskortet udløb.
Da vi bestemte os for at bytte plads, fik jeg en ny chance. Vi byttede skyerne ud med solen, på bare 20 km og vinden lå meget bedre på her. Det så fantastisk ud. Helt igennem fænomenalt og ingen af os 3 var i tvivl om at der kom fisk på land nu. Gude forhold! Men det er vist ikke første gang det hverken er sagt eller sket. David mistede en revkonge og ellers så vi ikke skyggen af fisk. En snakketur tog slut og vi kørte hjem. Nogle mere glade end andre - andre også ret så glade, trods alt.
Det var en af de dage hvor man på nogle punkter ønskede man ikke var lystfisker, men bare en almindelig kedelig hus ejer, græsplæne-klipper-far, golfspiller, bueskytte, revisortype med interesse for skak eller måske bare en chilipølse uden chili. Blev det for sort nu? Ok, bare rolig. Det bliver det ikke ved med.
Uanset, så startede dagen med at jeg fik god overraskelse, idet jeg ikke skulle agere chauffør. Jeg elsker at køre bil, men måske ikke altid, så Kasper kørte og David blev hentet i hvid bil kl. (tidligt)
Så sad vi der og kunne konstatere at vind udsigten igen havde ret. Nordlig vind, næsten ingen af den og skyet. Yearhhh som i .... Not so yearhhh... det var ikke top fedt, men til gengæld koldt om nallerne.
Koldt fordi der ikke skete en skid. Det hjalp ikke at se Kasper løbe ind over revet længere nede af kysten. Han frøs nok som os andre og så tænkte jeg at han måske endda var sulten og så kunne vi spise virkelig mange pøller alle sammen, men da jeg ringede, kunne jeg godt høre den var fat med ham. Ikke på den kolde måde, men lidt mere exsalterede måde. Da han plaprede om fisk, tænkte jeg ikke et sekund på at det faktisk passede, men da han 5. gang fik nævnt længden, var jeg ikke i tvivl. Kasper havde fanget en god blankfisk. Det lød virkelig godt!
Det var sært at fiske koncentreret minutterne efter. Hænderne var kolde og fiskene lyste med sit fravær på Davids og mit rev.
Så kom lynene inde fra skoven. De sad klistret på en mand i rød jakke og et jahuu kunne nu også høres. En meget glad Kasper havde fået en gnitrende flot blankfisk på de 70 cm. Fedt mand! Netop som vi andre syntes det var lidt for stille i vejret.
Fotoseancen overgik i frokost. Frokosten overgik i snak med gamle venner og flere gamle venner og pludelig var der gået 3 timer og jeg undrede om
jeg var taget til Lister for at snakke?
jeg var taget til Lister for at snakke?
Eller for at spise trøfler. Der er mange varianter på "ikke at fiske" men ingen er så god som mad og venner. Og det var faktisk ok at jeg næsten ikke fik fisket, selvom jeg også var lidt ærgerlig over at så god en chance ikke blev udnyttet, nu fiskene beviseligt var i vandet. De andre fiskede nemlig på skift og der blev nappet 5 fisk inden taletidskortet udløb.
Da vi bestemte os for at bytte plads, fik jeg en ny chance. Vi byttede skyerne ud med solen, på bare 20 km og vinden lå meget bedre på her. Det så fantastisk ud. Helt igennem fænomenalt og ingen af os 3 var i tvivl om at der kom fisk på land nu. Gude forhold! Men det er vist ikke første gang det hverken er sagt eller sket. David mistede en revkonge og ellers så vi ikke skyggen af fisk. En snakketur tog slut og vi kørte hjem. Nogle mere glade end andre - andre også ret så glade, trods alt.
søndag den 6. april 2014
2014.04.06 Den bedste nuldag længe
Endelig... endelig var der fisk på min kyst igen. Hvorfor tog det så lang tid og hvor har I været? Hvad skyldes fraværet og hvorfor kommer I først nu? Hvad? Hvad? Hvad?
Det var ikke gensynsglæde 1, men gensynsglæde 2 der var i brug idag.
Jeg var på min plads, på min kyst. Forinden havde jeg fisket på en anden yngling, men intet set udover en sæl.. wayy...
Så da jeg stod på min plads, viste jeg godt hvad der plejer at virke der: Affisk det lave. I første kast som maks havde været 20 centimeter, kom en fisk bag blinket og inden jeg gør en lang historie længere, så var timen efter mega spændende med en del fisk der kun kom på det lave vand, men som desværre også kun fulgte efter uden at hugge. Vildt spændende at have fisk efter over tangbuske og sten på 20 cm. vand og lige der... lige der i et par minutter, ville jeg ønskede at jeg havde haft en lille fluestang. Men også kun et øjeblik. Mest ønskede jeg mig en letspin stang på måske 6 fod og en lille blink. Det havde fungeret...
Uanset. Der var fisk på Sydkysten. Mere end 2. Endelig. Nu begynder det at blive sjovt.
Det var ikke gensynsglæde 1, men gensynsglæde 2 der var i brug idag.
Jeg var på min plads, på min kyst. Forinden havde jeg fisket på en anden yngling, men intet set udover en sæl.. wayy...
Så da jeg stod på min plads, viste jeg godt hvad der plejer at virke der: Affisk det lave. I første kast som maks havde været 20 centimeter, kom en fisk bag blinket og inden jeg gør en lang historie længere, så var timen efter mega spændende med en del fisk der kun kom på det lave vand, men som desværre også kun fulgte efter uden at hugge. Vildt spændende at have fisk efter over tangbuske og sten på 20 cm. vand og lige der... lige der i et par minutter, ville jeg ønskede at jeg havde haft en lille fluestang. Men også kun et øjeblik. Mest ønskede jeg mig en letspin stang på måske 6 fod og en lille blink. Det havde fungeret...
Uanset. Der var fisk på Sydkysten. Mere end 2. Endelig. Nu begynder det at blive sjovt.
lørdag den 5. april 2014
2014.04.05 Listerlandet
Hvad der startede som lidt snak hen ad kl. 23 fredag aften, resulterede i en afhentning lørdag "morgen" med rødvinssmag i munden og en træt mig... Men Henrik vidste hvad han ville og gjorde noget ved det, fordi jeg var kommet til at sige at vinden faktisk blev ret så kanon til visse dele af min halvø oppe i Blekinge.
Jeg ville bare helst ikke at han skulle blive skuffet. Slet ikke med tanke på den omvej han tog for at have personlig guide. Hvis det nu gik som sidst, hvor Kjell og jeg længe havde planlagt en tur og blev mødt af hårde vinde, var det forståeligt. Den tur kunne vi ikke planlægge ud fra vejret 3 uger i forvejen. Men nu var vejret tæt på super og så havde Listerlandet bare at vise sig lidt gavmildt.
Vi startede på min favorit og vandet var måske lige rigeligt vådt. Bølgerne skummede næsten ind, men vandet så virkelig lækkert ud. Perfekt havde det været om solen kom frem, men dagen var lovet skyet og med regn som afslutning, så solen havde vi ikke udsigt til.
Der var ikke fisk på første pas og vores normaltidlige afgang, betød at frokost pausen allerede var tæt på. Vi overvejede en fælles baguette, men blev enige om at der skulle mere til og hvis vi gav pladsen en runde til, ville sulten være total, hvorefter vi kunne gå amok i en butik og følgende finde en anden fiskeplads.
Og så stod jeg på revet igen, da min stang bukkede sammen. Det var ikke et decideret hug, nærmere en form for tung modstand der blev tungere indtil en mørk side viste sig i vandet og en hale kom op og viftede. Absolut ingen tvivl om at det var en sortfisk. Der var intet liv i den. Intet. Den var ikke bare død, men total slatten og da den kom til afkrogning kunne jeg konstatere at den også kun lige var kommet i havet igen, med igler på bugen og svampeskader i hovedet. Men slatten fisk eller ej, så var der smag på mere, som dog kun gav kolde fødder og da jeg gik mod land gjorde Henrik ligeså.
Besøget i butikken var tæt på en gentagelse af Kaspers og min vanvittige tur for nogle år siden, hvor vi fyldte en kurv med alt muligt ligegyldigt, alene fordi vi var hammer sultne. Det resulterede i en vulgær mængde mad som kun kunne kaldes hysteri. Med det svagt i tankerne, tog jeg mig selv oppe ved kassen i at have lagt en pakke med puffede ris med chokolade overtræk i kurven? Til hvem og hvorfor? De puffede ris blev indtaget ovenpå grillkyllingen, spareribsen, chokoladen og chilipølserne, som var nydt til vand, cola og drikke yougurt... jeg er da blevet lidt klogere, når jeg er sulten.
Nå... vi stod på den nye plads og vinden var taget lidt af fra SØ nu. Det så virkelig hedt ud. Jeg tror at solen havde gjort meget idag, men det kan man altid sige. Uanset måtte jeg "nøjes" med en følger og siden en lille revkonge på revet inden Henrik og jeg igen begav os videre, for blot at konstatere at vinden var taget helt af, vandet fladt, fiskene ikke hjemme og at det også ville begynde at regne straks. Vi blev enige om at køre hjem og gentage turen derop snart igen.
Og så stod jeg på revet igen, da min stang bukkede sammen. Det var ikke et decideret hug, nærmere en form for tung modstand der blev tungere indtil en mørk side viste sig i vandet og en hale kom op og viftede. Absolut ingen tvivl om at det var en sortfisk. Der var intet liv i den. Intet. Den var ikke bare død, men total slatten og da den kom til afkrogning kunne jeg konstatere at den også kun lige var kommet i havet igen, med igler på bugen og svampeskader i hovedet. Men slatten fisk eller ej, så var der smag på mere, som dog kun gav kolde fødder og da jeg gik mod land gjorde Henrik ligeså.
Nå... vi stod på den nye plads og vinden var taget lidt af fra SØ nu. Det så virkelig hedt ud. Jeg tror at solen havde gjort meget idag, men det kan man altid sige. Uanset måtte jeg "nøjes" med en følger og siden en lille revkonge på revet inden Henrik og jeg igen begav os videre, for blot at konstatere at vinden var taget helt af, vandet fladt, fiskene ikke hjemme og at det også ville begynde at regne straks. Vi blev enige om at køre hjem og gentage turen derop snart igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)