lørdag den 29. marts 2014

2014.03.29 Blänkaren

Atter engang tid til fiskekonkurrencen der i mine øjne, vært eller ej, er den bedste af sin slags. Der er gode venner, fisk (trods alt) og en uhyggelig lækker kyst at fiske langs. Det er egentlig kun et spørgsmål om at være med og fange en fisk, få lidt farve i ansigtet eller en ny ven. Alle delene er mulige og således også idag.

Jeg startede for mig selv på et tomt rev (!) men indså hurtigt, vel ude på revet at det godt kunne blive lidt svært. Vandet var sprithamrende klart, trods en frisk østenvind og de sidste dage endda op til hård vind. Vandtemperaturen var stabil på 6 gr. hernede sydpå, så mine tanker gik på at det blev en af de svære. Heldigvis var der knappe 100 tilmeldte og i og med de var spredt ud over skånes kyst, så skulle der nok være nogen der kunne krane en fisk eller 10. Helt så mange kom vi ikke op i da dagen vel var omme. Men flere kunne fortælle om adskillige fisk - de fleste østfra - som til gengæld næsten alle var farvede. Flotte farvede dog!

Efter en runde på Engelskan hvor jeg i 2. halvleg endda mistede en fisk, så kom jeg op til et prisbord hvor der under min fisketid, var indvejet 2 fisk.

De 2 fisk blev fulgt af 2 andre, da klokken var lidt i 16 men dagen viste sig ikke at indeholde flere blanke. Lidt synd faktisk og egentlig utroligt, når nu vejret var så super fint. Men samtidigt som sagt, også utroligt klart vand som godt kan være lidt svært at fiske i.

Stort tillykke kan vi alle sige til Lars Ipsen der vandt Blänkaren 2014 med en flot blankfisk på 2,8 kg og med fulton 1,23.

På anden pladsen og med største fisk på 2,9 kg. kom Jörgen Palm og dermed vandt han kniven som Jonne havde lavet. Fisken havde fulton på 1,03 og var snært fulgt af den tredje blanke fanget af Johan Hansson, hvis fisk havde en fulton på 1. Desværre måtte vi afvise den sidste fisk, da den var under 1 i fulton, men det var - vil jeg gerne lige slå fast - en blankfisk som helt retmæssigt var hjemtaget.

Som jeg plejer: Stort tak til alle Jer der gider komme! Jeg ved godt at vi i år var halvt så mange, formentlig fordi vi havde indført deltagerafgift på 100 kr. men pengene går til et fælles havørredprojekt - ikke en krone overhovedet - bliver tildelt eller går til nogen af os arrangører eller andre. Så til næste år, når vi gerne skal over 98 deltagere, så tænk på at dine penge kommer retur til dig selv i sidste ende.

Værsgo Nybroåen: Der er 9.825 kr. på vej til dig :-)

De 25 kr. kommer som en lille kursgevinst fra en af vore danske deltagere, der flottede sig lidt ekstra :-)

Mange tak igen allesammen!

søndag den 23. marts 2014

2014.03.23 Nu er bægeret lige ved at flyde over...

...af kun blankfisk. Der er snart uddeling på alle rev og pladser - muligvis sydkysten undtaget.

Jeg startede ihvertfald på et af mine yndlingsrev idag. Atter engang var vind og vand lige i øjet, for en fisketur af de gode. Atter engang måtte jeg sande at det af en eller anden årsag, kun er mig der syntes det er lækre forhold. Ikke et hug eller følger og så var min halve aftale med Henrik kun et par kilometer væk, da jeg satte mig i automobilet og forsvandt fra
yndlingsrevet.

Henrik havde fisket 30 minutter og ikke mærket noget, så jeg blev straks bange for at dagen var en af de sædvanlige igen, men det kan næsten ikke ske mere på denne årstid og med det vand. Henrik´s sms minutterne inden "jeg lover fisk i dag" talte også sandt bare 5 minutter efter min ankomst. 

"Ööj" og så stod han med bøjet stang og kæmpede. Jeg tænkte nok at den virkede den wobler!

Efter en god kamp, kunne Henrik løfte en helt igennem suveræn flot blankbesa af vandet til genudsætning. Hele finner og perfekt dragt. Manglede alene noget dunk - så havde vægten sagt 6 kg.

Fiskene virkede i hugget idag, men Henrik var den eneste der kunne præstere en størrelse værd at tale om. De andre fisk vi lykkedes med, var alle blanke, men så ikke så store. Vi fik begge blankfisk over målet, men alle svømmer igen. Med 7 grader i vandet er det kun et spørgsmål om før det eksploderer i det rene blankfisk galskab. 

Jeg håber dæleme jeg kan være på plads, når det sker.

onsdag den 19. marts 2014

2014.03.19 2 x 8 ms

Kjell Kings og jeg havde længe talt om at mødes til et fiske. Jeg havde lovet at vise Sydkysten frem fra sin bedste side og det fik jeg faktisk også lov til. Havde bare ikke lige tænkt mig at det skulle blive fra et bilsæde, men da turen endelig blev til noget efter diverse udsættelser, så kan du jo selv gætte hvad vinden diskede op med. Det er en farce det her. De 8 ms fra V og SV blev til ialt 16 ms fra VSV. Muligvis har jeg misforstået at 8 ms fra V skulle lægges til de 8 SV og så havde vi jo dagens vind, men kunne man så ikke lige forberede folk i det mindste?
Og så stod vi der på Österlen, hvor Kjell havde fisket før. Nu skulle vi finde fiskene, men den sang har vi hørt før. Hvor vi startede virkede det grumset og modsat til hvad jeg troede, så var det alligevel ikke lysere længere ude. Altså brugte vi lige en time på at vandre på brune rev og alligevel ikke få fisket effektivt. Det, sammen med vinden der bare øgede og gjorde alle kast lige ud, til et større besvær. Øv!

Beslutningen nordover var ikke svær at tage og vi endte med at få vinden mere ind fra siden og en lille smule bagfra. Tror du det hjalp? Men jeg gider altså heller ikke fiske i fralandsvind. Det skal være på flade områder eller over rev, så kan det gå når vejret er som idag. Det er det ikke nordover på Österlen... men det er nok også bare mig.
Uanset, så sad vi der i regnen og undrede over hvorfor det var som det var. Men vi havde givet det en chance nu og jeg troede som den optimist jeg nu er, faktisk på det. Jeg bander måske en del og ja, jeg kan som nok også være både sur og brokke mig, men optimistisk... det er jeg altid.

Men optimismen fanger ikke fisk og selvom jeg tog en vandrer over det fede rev og det helt ærligt lugtede af en fisk eller 2, så måtte jeg først se Kjell lægge sig på stranden af udmattelse og siden selvsamme person stå med armene oppe over hovedet og fægte. Jeg forstod ikke de hallandske fagter og måtte sande at det var opgivelsens tegn, da jeg kom i land.
Ok, vi skulle hjem... i mens sidder jeg og tænker på hvor fedt det egentlig er at vade...
Mærkelige dybe tanker...

søndag den 16. marts 2014

2014.03.16 Österlen

Det er jo ikke religiøst, men jeg er temmelig meget imod at køre til Österlen. For det første sværger jeg til min sydkyst og mener her er pladser nok. For det andet, så er trængslen på Österlen jo ofte temmelig vild, så hvorfor lede fiskepladser, når man i den time man også har brugt i bilen, har kørt forbi en masse "ledige" rev på Sydkysten først?
Men efter en masse tomme timer uden så meget som en følger eller et hug, så var det ikke ligeså svært at vælge da jeg fik et par timer ledigt. Österlen skulle prøves.
Og så kørte jeg forbi den tomme Sydkyst, hvis pladser, en efter en, diskede op med klart til halvklart vand, bølger der slog ind og fuld sol. Det så stinkende godt ud og det var svært ikke at stoppe her og der for liiiiiiige at tage et kast. Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at er jeg først landet på det ene rev og tror på det, så bliver jeg der til jeg indser der intet sker og så tager jeg lige det næste nu jeg er igang. Fiskemaskinen.
Så hejdååå Ystad og goddaw bakker og til sidst, Österlen. Og ingen mennesker. Eller rettere fiskere.
Hmm...
Da jeg gik i vandet tænkte jeg at det kunne blive fisk. Jeg hadede mig selv for den tanke, for den har kørt flere gange de sidste par uger på Sydkysten, så jeg prøvede at tænke på alt muligt andet. Men det måtte give fisk... det skulle det. Og i kastene efter kom en mindre fisk efter blinket hen over tangbuskene. Jeg blev helt euforisk over tanken. Fisk? Her? Til mig? Idag? Et par kast senere havde jeg øjenkontakt, ja vi nærmest blinkede til hinanden, med en blank på omkring 2 kg. Det var lidt sært, men den fulgte med ind, stoppede foran mig og lagde sig på siden da den huggede til mit nystøbte blink. Så vildt mærkeligt ud og jeg ærgede mig over den ikke huggede til.
1,5 time senere da der intet mere var sket, var jeg lidt ærgerlig igen. Valgte at bytte plads med det samme og fik anvisning af en god ven til en sten at stå på. Og så var der fisk i vandet igen. Bag blinket kom en ret pæn havørred luntende og da jeg havde samme fart på blinket som en bølge, holdt jeg mig ude af dens synsfelt helt ind til stangtoppen, hvor den huggede og forsvandt - uden blink i munden. Pæn fisk på måske 3 kg. En tilsvarende huggede et par minutter efter og røg af med det samme igen og så var jeg ved at være træt... men efter en pause og blinkskifte, fik jeg endelig fast fisk.
En flot undermåler huggede helt inde foran mig og kunne fightes til afkrogning.
Ahhh... Lidt premiere fisk over den trods alt.
Jeg havde selskab af Edwin Ask og sammen valgte vi et andet rev at fiske på. Det lugtede virkelig af fisk og jeg havde sådan tankerne på en stor blank. Det kunne godt have givet en, men jeg måtte trække mig fra vandet med en blank til over målet og så var dagen allerede omme.
Nye tag... snart igen...
Hvad fanden lavede alle de frøer på vejen egentlig?

søndag den 9. marts 2014

2014.03.09 Den ærgerlige stime fortsætter

Da jeg i januar var nær ved at fryse et ben af, miste en kind, et øre og andet kropstilbehør, da var det med 12 fisk på samvittigheden og tanker på sæsonen der lå i vente. Det kunne (næsten) kun blive godt. Næsten, fordi der stadig lå en del vinter forude som kunne styre fiskeriet hen på de forgange års sløve start. Vinteren der kom, varede 2 uger og siden var det plusgrader, regn - en del blæst - men varme og vandet er allerede på 5 grader nu og fiskene fede.
Altså dem der er blanke og dem der kommer på land. Hos andre. Mere heldige og dygtige fiskere. Selv har jeg nu toppet endnu en weekend med at gå fisketom fra kysten. Havde stævnet Kasper og håbet at se Urban, der dog valgte andre græsgange. Jeg startede med 20 min. på et rev, der dog skyllede mig på land igen og igen. Grov sø. Op i bilen og mod Kasper. Det her vejr skulle give fisk og der var ingen tid at spilde. Måske kun lige bag alle de søndags bilister der i nyvaskede biler var og køre langs Sydkysten i deres helt eget magelige tempo. En fornøjelse at buldre forbi i en beskidt vogn omend jeg havde dårlig samvittighed over at måtte overskride fartgrænsen.

Fremme før Kasper i en imponerende tid, væltede jeg i tøjet og til vandet. Og erfarede at det var helt vindstille. Bølgerne var megastore og buldrede på kysten, der lavvandet til trods, var oprørt og særdeles svært at vade i. Flere gange blev jeg væltet fra sten og næsten omkuld, men tankerne på fiskene i vandet gjorde mig stabil. Vandet var grønt og med masser af svæv. Stadig 5 grader og fuld sol på... årh for helvede altså... det kan bare ikke passe at der ikke sker noget.
Kasper kom. Måbende så han på mig. Jo, det passede at jeg intet havde mærket i mine 10 solo minutter.
Vi forlod pladsen og vidste ikke hvad vi skulle vælge mellem i guldgruben af lækre pladser der bare bad om at blive pryglet af fluer og blink i forårsvejret. Vi faldt for 30 minutter revet. Det fik 30 minutter, da den forventede kontakt udeblev og så røg vi videre til et andet rev. Som vi aldrig fiskede på, da vi på vejen dertil, indså at søen var alt for grov...
Vi endte i Sortfiskehavn og jeg var knækket. Men det kunne reddes nu. Det føltes som en redning da jeg 5 minutter inde i pladsen, havde noget der mindede om et hug, men alt derudover udeblev. Ikke engang en følger, trods vandet her var uklart og mere roligt. Det burde give en fisk for søren...
Kasper og jeg skiltes for dagen. Ingen fattede noget.
Jeg burde være kørt hjem for at græmme mig, men tænkte oprejsningen ventede om hjørnet. Jeg mener... man kan da ikke være uheldig en hel dag, vel?
Og nu sidder jeg så her igen i min stol. Med tørre fingre, der så ikke lugter af fisk... og fatter ingenting. Men det kan der skrives meget om. Lidt lissom ovenstående... endnu en tom fiskedag.

lørdag den 8. marts 2014

2014.03.08 Ok, det er stadig kun i starten af marts, men helt ærligt...

... hvad er det lige der sker? Sidste weekend, 2 dage i kanonforhold - tåget og diset givetvis - men stadig lækre forhold og ikke en skid skete der. Og så idag... med fuld sol. Samme slags vand, med svæv. Grønt. Bølger der brød. 5 grader. FEM! Det lugtede af blanke fisk på 5 kg. Og så fuld sol... tobiserne burde søge på land af bare frygt... men på land lå der kun lidt siv, tørret tang og så lå min taske der forresten også.
Selv stod jeg udvadet og undrede om det slag der lige havde været, mon kunne komme fra en fisk.

Det var trods alt sket ude på det dybe, hvor der ikke ligger så mange sten. Men blinkeren kom op uden følgere eller skæl. Så den måtte derud igen og i det kast, samt de helt vildt mange følgende, mødte jeg ingen sten. Mon jeg havde en kontakt alligevel? Det finder jeg aldrig ud af, men eftersom det var det mest ophidsende der skete i løbet af dagen, fik det mest spalteplads.
Kan man skrive om mere, når der ikke skete mere?
Det er lidt lissom når ens mor ringer 2 dage i træk og snakker i 2 timer... om hvad? Altså der er jo ikke sket SÅ meget siden sidst, vel.
Så jeg trækker den ikke længere. Her er lidt billeder. Der burde være et af mig, men du skal bare tænke på en citron. Jeg er omtrent lige så sur... men det varer jo som regel ikke så længe.

søndag den 2. marts 2014

2014.03.02 Opreklamerede, forb*ndede fiske fis

Der er dage hvor man skulle være blevet i sengen og sådan en dag blev det åbenbart idag. Jeg gider ikke rigtig fortælle om det uhørt fine vand, den lækre vind og de skvulpende bølger. Det lugtede af fisk og der skete præcis det samme som igår - ikke og en flyvende fis.
Jeg sidder ikke og forventer at tage flere store fisk eller andet, men lidt liv... en følger i det mindste eller lignende. INTET skete. En kort stund føltes det som virkelig spild af tid, men det er jo ok at være ude. Det er bare mega ærgerligt at der skal være så stille, lige hvor jeg fisker.

2014.03.01 Det beskyttede værksted

Det var mig og ingen andre. Jeg var Palle alene i verden og kunne gå rundt i mit beskyttede værksted helt alene og tænke egne tanker. Ingen forstyrrende medfiskere eller andet. Knap nok nogle fugle. Bare mig og havet. Indtil Urban kom og hilste på.

I modsætning til hvad han troede, så lå havet hverken grumset og helt stille hen. Det var klart, med en smule af det grønne svæv og bølgerne kom fint ind udefra, blandet med dønninger fra dagenes blæst. Perfekte forhold og det stank langt væk af fisk. Selv i tågen! Det var bamse vejr og de blanke ville, tågen til trods, kunne oplyse min lukkede verden i blitzens skær...

Men de skulle selvfølgelig lige findes først og da jeg efter 1 times fiskeri, intet havde mærket overvejede jeg nye pladser i fangstvejret. Og så kom Urban. Vi aftalte at give pladsen en halv time til og så var det på den igen. Det så virkelig virkelig fedt ud... hvorfor var fiskene der ikke? Hvad tænker de når det er tåget? Hvad påvirker dem negativt i forhold til "normalt" vejr, når det ikke er tåget? Jeg syntes ikke jeg har haft nævneværdigt dårligere fiskeri i tåget vejr, men syntes til gengæld at tågen er en belejlig undskyldning for ikke at fange noget. Måske fordi forholdet "tåge" er nogenlunde usædvanligt og når man så ikke fanger noget i det, er det tågens skyld? Bare en tanke, for vandet var klart og lyset måske ikke oppe i 100% men ihvertfald rigeligt til jagt på byttedyr, så fiskene har nok bare ikke været på plads.
Pladsbyttet blev en realitet, uden Urban, der ville hjem igen - han troede ikke på tågen. Mens jeg skriver dette, har han lige ringet fra en anden plads (i tåge) og har set fisk flere steder. Måske han konverterer til tågen om et par timer?
Jeg skal ud straks... jeg tror ikke på tågen som sådan, men ser heller ikke noget udpræget negativt ved den i fiskemæssig sammenhæng. Min tient derimod, bliver ikke bedre af tågen... men det er jo kun på det beskyttede værksted jeg ytrer den slags tanker...