torsdag den 31. august 2006

2006.08.31 Fugt i luften

En måned med ufatteligt meget nedbør. Allerede i starten af august anede jeg at vi kom en del over normalen, eftersom vi fik de, i mine øjne, ufattelige 62 mm. på et par timer. Normen for august er omkring de 60 mm., så de 243 mm. vi endte på, er jo helt sygt. Men det var da til gavn for min græsplæne, der består af ca. 100 % ler og som normalt er stenhård at gå på. Til gengæld var de ikke så glade NEDE i byen, ved de sidste 3 tordenvejr, hvoraf det ene var det værste i 30 år. (Det siger de så hvert år) Vandet løb nemlig den naturlige vej, og endte med at oversvømme store dele af byen.

Nå, men jeg var på ferie i Blåvand. Det var en oplevelse. F-16 der trænede "skydning fra fly" som det pænt hedder, 4 dage i træk. Det skulle jeg da se på, og hold da op... "skydning" var en pæn måde at formulere: "jeg dropper mine 1000 punds bomber nu". Sommerhuset rystede ved de enorme drøn, som jeg også var ude at kigge på, fra en af Forsvarets udkigsposter. Tjek deres egne billeder fra "fars familieferie".

Men hvorfor nu alt det pjat? Det er jo en fiskedagbog, og ikke en familieside, hvor familie far fortæller om sin sjove familie ferie i et propfyldt familie ferie vandland.. Eller er det?
Nej, rolig nu. Jeg har ikke fisket, men ville bare lige opdatere lidt på siden, så den ikke går helt død.
Fredningen begynder i midten af september, og jeg skal nok lige et smut ud inden da. Efter det, står den bla. på Stevns og Øland.

onsdag den 2. august 2006

2006.08.02 Mere af det gode

Jeg var egentlig tilfreds, da aftenens tordenvejr (010806) var ved at forsvinde nordøst over. Men på vej i seng omkring midnat, efter opdateringen af hjemmesiden, blinkede det 2 gange fra syd, på min korte vej fra badeværelset til sovekammeret.

Det måtte selvfølgelig lige undersøges. Udenfor med mig og et syn uden videre mødte mig i den stadig varme vind fra syd - det var først da jeg så det nye tordenvejr, at jeg kom til at tænke på at det første egentlig ikke havde ændret vejret synderligt. 5 mm. regn og temperaturen lå stadig på 22 gr. her ved midnat.

Fra sydøst til vest blinkede det nærmest konstant. Da vinden var i SV blev blikket naturligvis rettet den vej. Foran mig lå en enorm gustfront, og bag den blinkede lynene helt vildt. Billedet af gustfronten, er lidt sløret pga. lukketiden.

Jeg vækkede fruen der kom ud og gjorde store øjne ved synet af hvad der kom imod os. Det var fuldstændig vildt at se på, hvilket de af Jer der oplevede uvejret, udemærket kan skrive under på.
Fra kl. 1 til kl. 4 lynede det uafbrudt. Jeg fik taget henved 250 billeder, men da lynene udløstes så mange gange, blev flere af dem alt for lyse. Der var enkelte gode sky-til-sky lyn, men desværre ingen af de rene lyn der slog ned. Dem har jeg til gengæld på film, som desværre ikke kan vises her.

Da jeg krøb til køjs kl. 4, var der mere på vej, men det var på tide at se dyner.

Nå jo... 54 mm. regn i den anden bølge af tordenvejret! Dvs. 59 mm. incl. det første. Det trængte haven til!

tirsdag den 1. august 2006

2006.08.01 Endelig

Yes!

Mit primal skrig kan ikke overdøve bragene, men tæt på. Endelig kom der torden og endda så belejligt at jeg kunne nå at forberede mig og køre ud af byen og hilse det velkommen.

Jeg fik en tæt-på oplevelse i kassen, som desværre blev rystet, da gustfrontens vind samtidigt blev for strid. Derefter tog jeg hjem for at tørre øjnene og kameraet, inden fotograferingen fortsatte i haven.