Efter Listerlandet, var tankerne indstillet på et par hurtige aftenture langs min elskede sydkyst. Forureningen er ankommet, men åbenbart ikke i så store mængder endnu, hvilket jeg i den grad var glad for at høre. Desværre ville vejret det anderledes og mandag blæste det kuling fra øst, vridende til nordøst. Håbet var at Sydkysten klarede lidt frisag, men en tur ud mandag eftermiddag, onsdag eftermiddag og i dag, var bare for at konstatere at det formentlig først ville være fiskbart i morgen fredag.
Ergo; Østpå. Der var vindstille i går og vandet burde være klaret lidt mere op. Det var det. Langt fra klart, men masser af fine partier med klarere vand end brunt og så gik der en gammel sø, som til en start var ganske stor, men som den tiltagende fralandsvind hurtigt red af som eftermiddag blev til aften.
Så stor var min tro på at kystbomben lå og ventede bag stenene længere ude. De første 15 kast var resultatløse. Jeg havde også glemt at bytte agn, fra Listerlandet. OLR Kutling blev til OLR Tobis med grøn ryg. Første kast resulterede i en pæn blankfisk der huggede et par meter ude og forsvandt efter lidt plasken frem og tilbage. Jeg vidste det! De var der. Det skulle de fandme også bare være i det her vejr! 10 kast længere henne, bombede den næste på. En tung fight, der mindede om en sortfisk opførsel, afslørede hvad der kunne have været en sortfisk for et par måneder siden. Spritblank havørred på ca 2 kg med perfekte finner og kridhvid bug, blev afkroget i vandet. Det var ikke tobiser og sild, den havde spist for nylig, for med længden burde vi tale om 4 kg.
Et par kast efter kom fætteren. Lidt større og med mere gang i. Ligeledes kridhvid på bugen, perfekte aftegninger langs kroppen. Ikke en skade eller plet sad forkert - men også denne, lidt tynd for en kystbombe.
Jeg havde hug og sågar også en lille følger. Der måtte ske noget mere. De tykke kommer når solen nærmer sig horisonten. Men det døde. Jeg havde haft min hugperiode og måtte stå og vente på den næste. Så ringede Henrik og jeg fik siden selskab af ham. Lige som han ankom, havde jeg besværet mig med et ekstra langt kast i medvinden og efter 2 omdrejninger på hjulet, krøllede stangen sammen ned til hjulet. Bum! Ikke et voldsomt hug, men et tungt hug. Sølvbomben? Den gik, som de større gør, først i overfladen og plaskede - jeg ventede på udløbet, der også kom, men ikke på samme hidsige måde som jeg før har oplevet. Så gik den på tværs. Først den ene vej, siden den anden og så ind bag den store sten for at rode rundt. Den gik rigtigt tungt, men jeg fik langsomt presset den nærmere og kunne endelig se den blanke side flashe nede i vandet. Men som jeg forventede, var denne en storebror til de andre jeg havde fået og jeg kunne efter en tung og hård fight genudsætte en umådelig smuk havørred, med ønsket om at se den igen til juni og med 2-3 kg. ekstra på bugen.
Henrik og jeg fiskede løs. Henrik havde et hug - jeg tabte en fisk. Og så skete der igen det, der ikke måtte ske. Fiskeriet døde, netop som vi troede allermest på det. Det blev ikke bare stille, men helt stille. Kulden trængte sig på - det samme gjorde en garnfisker med ulovligt net, som spærrede vores område af. Så vi besluttede at bytte plads og valgte sandstranden med de grove dybder. Her måtte sølvbomben da gå? Og den gjorde den sikkert også, men ikke om den ville lege med os i denne smukke aftenstund i starten af maj. Husk i øvrigt på at sommertiden, gør at du kan fiske i dagslys til 21 lige nu - ikke kun til klokken 20. Bevar sommertiden!