torsdag den 31. december 2009

2009.12.31 Godt Nytår

2009 blev et år præget af for meget vind og for lidt fisk og generelt set alt for lidt tid til det hele. Jeg syntes året gik væsentligt hurtigere end nogle andre år, men jo... der var lige så mange dage i det gamle år som i de forgående.

Årets statistik er sølle og der er ikke engang en god fisk imellem jeg kan være ekstra begejstret for, men til gengæld havde jeg nogle fantastiske dage på Bornholm og på Listerlandet i selskab med vennerne. Det er absolut også en gevinst i sig at være med på disse ture!
  • 30 ture
  • 44 havørreder, hvoraf de 28 var blanke
  • 12 mistede havørreder
  • 1 mistet blink
  • 7 stykker rav under fiskeriet
  • 49 stykker rav under decideret ravjagt
Det nye år er startet koldt og jeg ønsker Jer alle en rigtig god start på det nye år. Selv bliver jeg hjemme så længe temperaturen ikke kommer op i nærheden af frysepunktet. Det er simpelthen for koldt for mig.

Godt nyt fiske år!

torsdag den 26. november 2009

2009.11.26-30 Bornholm

I november sidste år gik turen til Öland. Vejrudsigten var tjekket og selvom den stod på en hel del blæst, så forsikrede vi hinanden med at vi skulle til en ø og så kunne det være ligemeget hvor meget det blæste... vi blev klogere!

Fiskeriet gik ikke videre godt og i januar i år sad Johan Kohnke, Ajes, Ralf og jeg og talte om at Bornholm ku


nne være sjovt at prøve. Trætte var vi af at læse om de mange fisk og vide at det selvsamme fiskevand som er i Skåne, var åbent for fiskeri på Bornholm. Og som regel med færre fiskere.

26. og 27. november. Afgang og turens første dag

Som sidste år blev bilen pakket i øsende regnvejr og vind over 12 m/s. Ikke videre lovende, men "det kunne være ligemeget hvor meget det blæste - vi skulle jo til en ø" forsikrede vi hinanden. Johan blev opbragt i Ystad med et stort plaster på maven - søsygen blev ikke et problem og så sad vi ellers på færgen og guffede fiskefilet med pomfritter. Det var ren friture...
Ralf havde fikset hus og det hele kørte som smurt i vin om aftenen. Men så skulle vi finde os en plads dagen efter. Ingen af os havde fisket på Bornholm før, eller i det mindste ikke siden 6. klasse med folkeskolen, så ingen af os havde nogen som helst idé om hvor vi skulle hen, nu hvor hele vestkysten og sydkysten var totalt lukket pga. vejrliget. Østkysten så heller ikke for lækker ud, pga. høj sø og vupti endte vi langt om længe oppe på nordkysten i krystalklart vand og fralandsvind. Ikke lige den slags nogen af os bryder os om. Øv og lidt mere øv, men så viste den første fisk sig og glemt var det kedelige vejr - nu skulle de bare have på frakken, de bornholmere!
Efter jeg har set de første 10 fisk markere sig, skifter jeg til kasteflåddet og fluen. Stadig sker der intet - ikke så meget som en følger og så er vi glade for at Ralf har taget nogle store ostepølser med til grillen, der bliver nydt mens regnen langsomt tiltager. Dagen ender med en pæn torsk på en 2-3kg. til Ralf og ca. 10 mm. regn i nakken. Godt vi har en stor fed entrecoté at komme hjem til! Og vin...

Lørdag 28. november. Regn, lidt mere regn og sikke et vejr

Dagen må ikke ende som i går. Det nytter ikke at vi ikke kan finde en fiskeplads og dernæst spilder den på en intetsigende fralandskyst hvor fisken intet gider. Vi starter på et lovende stræk på østkysten, som vi har hørt positivt omtalt. Desværre har den stadigt hårde vind, grumset vandet en del til og det er svært at orientere sig mellem stenene. Med andre ord, dårlig sigt. Ikke desto mindre fanger Johan sig en farvet fisk. Så taler vi med nogle jyder der er på Bornholm hvert år - jamen vi skulle da bare være kørt længere østpå i går. Der var fisk. I dag er det ikke til at fiske på pladsen, men det er ellers et godt sted... ja, bare en smule lokalkendskab kan redde selv de mest kedelige dage. Bare man ved lidt om det i forvejen. Vi må trøste os med at vi ved lidt mere næste år, for det følgende pladsvalg gentager vi i hvert fald aldrig mere. Hvorfor vi endte på ren klippekyst med henved 9 meter vand foran os aner vi ikke, men vel på plads var det frokost tid og efter frokosten var det ikke meget tid til at skifte plads. Årstiden byder ikke ligefrem ind med lyse aftener og da det endnu engang begyndte at høvle ned... nå, ja... godt vi har en stor fed entrecoté at komme hjem til! Og noget vin...
Ajes fangede for i øvrigt sin første Bornholmerfisk fra klippekanten. Nok var de der, meeeen videre inspirerende var det ikke.

Søndag 29. november. Min første, Ralfs første og flere til de 2 andre

Jydepladsen skulle prøves. Vinden var drejet og taget lidt af, men ikke nok til at gøre hverken vest- eller sydkysten farbar. Vi tjekkede selv begge steder inden vi drog øst på igen. Sikke et sted vi kom til. Først på turens tredje dag følte jeg at jeg kom til en rigtig kyst som den skal se ud og som jeg havde forventet. Her måtte vi bare få fisk og jeg var ikke sen til at være først ude af bilen og over stranden.

Det var ret sjovt at se os dér; De første 15 minutter stod vi 4 mand på række med blikket stift rettet mod stangen, vandet foran os og blinket. De næste 15 minutter, begyndte hovederne at drejes fra den ene til den anden. Havde han fisk? Var det en følger han kastede til? Intet skete og det stank bare langt væk af fisk. Jeg gik lidt længere ud og lidt til venstre og lidt til højre. Som om det skulle hjælpe, men hvem ved? En lille sammenkomst på stranden og panderynker over de manglende fisk der ikke kunne være andre steder end her - eller? Nej, så byttede vi plads. Ajes stod pludselig og fightede fisk. Så havde jeg et hug. Så havde jeg en følger og så lavede Ajes burgere på grillen.
Vi havde da godt set den lokale længere nede syd på revet - jo tak. Vi havde da godt set han stod dobbelt så langt ude som os andre, så da han afslørede at den sten vi stod ved siden af og det rev vi ikke havde gået på længere nordpå, var nogle gode pladser - så traskede vi efter maden, derned hvor han havde stået.

Fisken var hjemme. Jeg fandt omgående vejen ud og kunne se Johans blink lande på bredde hvor jeg stod - da jeg havde flere hug og følgere måtte jeg hidkalde Johan, for nok var de interesserede i min bornholmerpil, men ikke nok. Lige indtil Johan kom. Da huggede det stenhårdt ude i bunden af kastet og jeg kunne efter en kedelig fight, afkroge en 1,5 kg´s blanko til genudsætning. Det måtte bare give flere fisk, men de forsvandt ligeså hurtigt som de var kommet og Johan nåede kun at kroge en farvet fisk til.

Imens Johan og jeg havde stået og hygget os på vores lille rev, havde Ralf fået en større farvet fisk. Ralfs fisk havde også taget helt ude i bunden af kastet, så han var lidt skuffet da han efter en god fight måtte konstatere at den skulle retur. Yderligere måtte Ralf konstatere at lokalkendskab virkelig var vigtigt. Det rev Johan havde begyndt sin færd på, men opgivet pga. lidt for højt vand, var blevet betrådt af et par lokale der lige zig-zaggede ud og de havde på 10 min. taget 3 fisk helt ude for enden af revet. Næste år ved vi det, men nu havde vi en plads vi kunne gense med glæde.
Godt vi har 2 store fede entrecotér at komme hjem til! Og det sidste vin...

Mandag 30. november. Skal vi allerede hjem?

Heldigvis sejlede færgen først ved 15 tiden, hvilket kunne give et par timer til revanche på sydkysten, nu vinden skulle lægge sig og gå i syd. Det var ikke fordi vinden var betydeligt svagere - ej heller bølgerne, men Johan og jeg valgte at lade os sætte af og så ville de andre køre videre, hvorefter vi sluttede os til dem efter en seriøs gennemfiskning af kysten. Lækker idé og er du tosset noget lækkert vand! Jeg havde i flere måneder drømt om den her tur - skuffet var jeg over vejret, da hverken vest- eller sydkysten kunne fiskes de forgående dage. Det var de steder jeg havde hørt mest om og jeg forstår til fulde dem der syntes om disse strækninger. Ikke at jeg så dem alle i dag, men dagene i forvejen havde vi kørt forbi hver dag hvis nu liiiiige vinden...

Johan tog midten af revet og jeg tog den sidste fjerdedel. Han skulle fiske mod mig og jeg mod slutningen af revet. Johan bevægede sig, jeg stod stille. Inde fra land så det enkelt ud, men jeg måtte erfare at bølgestørrelsen på Bornholm er af anden kaliber end derhjemme. De rejser sig hurtigt over kanterne ude foran og slår pænt igennem - da jeg stod i vand til skridtet var det derfor svært at komme frem, da jeg blev kastet lidt rundt mellem enorme sten og mindre huller i revet. Det tog ca. 5 min. så var jeg våd indenfor jakken og ned til benene. Surt, men den del af revet måtte jeg lade stå urørt, så jeg gik ind og fiskede bagvandet på højre side.

Jeg mærkede kun et lille puf og så tog fanden ellers ved fisken. Det gik så stærkt at jeg ikke fik lavet tilslag og ej heller løsnet bremsen. De der første nanosekunder plejer man ellers nok at huske det man har siddende på rygraden og jeg glemte det som heller ikke, men da jeg gik fra tanke til handling var fisken allerede flere meter ude og hvorfor så løsne bremsen nu den alligevel kunne trække linen af, som havde jeg ingen bremse? Det havde jeg, for lyden var ikke til at tage fejl af. Den pev godt og min stang fik også lov at arbejde - Johan forstod hurtigt at det var mere alvorligt end det plejer. Faktisk troede jeg at jeg havde fat i min længe ventede 5 plusser. Det kunne der ikke være tvivl om med det udløb på 50 meter uden stop. Så tog den 10 meter til, uden at jeg overhovedet kunne vinde noget line og så stoppede den endelig. Gid den ville vise sig, så jeg kunne se hvad jeg stod med. Frygten for at tabe fisken var stor, så jeg ville ønske jeg bare kunne se den. Så fik jeg line ind og lidt mere og fighten blev mere og mere slap - jeg frygtede pludselig for hvad der var sket og et par meter line i mit favør længere fremme, blev mine bange anelser virkeliggjort. En halekroget havørred - endda en farvet. Utroligt at jeg med en enkeltkrog havde kroget havørreden på højkanten af halen efter selve halerodens afslutning! Nøj, jeg var skuffet - nøj hvor mit hjerte bankede flere minutter efter.
Vinden der skulle tage af, tog til og så kom Johan og jeg langsomt men sikkert - og våde af bølgebank - rundt om pynten og kunne se Ajes og Ralf. De havde til en start ikke mærket noget, men så var de løbet ind i det der kunne minde om en stime og dagen endte med at Ralf havde fanget 3 og Ajes 2. Derudover havde Ajes mistet en lidt bedre fisk. Ingen fisk med hjem, men Bornholm... vi vender tilbage og det må gerne være i bedre vejr.

Godt vi har vores koner at komme hjem til - men først en omgang fiskefilet med pommes på færgen... uden vin.

Tak for en kanon tur gutter!

søndag den 1. november 2009

2009.11.01 Nummer 101

Jag hörde att det var nån ute redan igår. Fan va fräckt!

Damen er sur og det kan jeg godt forstå. Det er jeg faktisk også. Jeg går da ikke i 9 måneder og venter på at komme ud på nässet, for at andre skal snyde sig derud inden fredningen ophører. Det svarer sådan lidt til at jeg gik ned og fiskede nu og tog alle de blanke inden sæsonen gik igang. Ikke at det ville ske, men hvordan ville du have det?

Nå ja, det er rav det her. Sæsonen er gået i gang for dem der gerne vil lede ude på nässet i reservatet. Der er smukt og der er, til tider, rigtigt meget rav. Meningen var at jeg skulle tidligt op her til morgen og hvis jeg igår havde indgået væddemålet med Ralf om at jeg ikke kom tidligt op, så havde jeg sgu tabt. Da uret ringede ved 6 tiden lå jeg stiv som et brædt i sengen. Da jeg prøvede at rejse mig, knagede kroppen som var jeg en gammel mand og hovedet gjorde også ondt. Det var sådan set ikke så værst at lægge sig igen, selvom jeg længe havde bestemt mig for at være derudesom en af de første.

Da damen bander over dem der igår var derude før os, fortæller hun bagefter at der nok var 100 personer fra morgenstunden idag. Selv var hun der klokken 7, så måske gjorde de par timer ekstra i kassen ikke det store. Jeg gider da ikke dele naturen med så mange. Så kunne jeg ligeså godt opsøge en kø ude på E6´eren at sidde i.

Min ældste datter og jeg går videre langs stranden i håbet om lidt efterladenskaber. Jeg finder 6 stykker rav, men absolut ingen at prale af. Alle jeg møder kan enten fremvise eller fortælle om små stykker og det er alt hvad de har. Vinden har ikke været til det og så kan jeg genkende noget dér. Vindene har ikke blæst i fiske retningen i år og nu erfarer jeg at det samme gælder for ravet. En dejlig dag på nässet og der er et par weekender endnu inden det fredes igen og sæler og fugle kan få det for sig selv.

lørdag den 31. oktober 2009

2009.10.31 Hoooold nu op, manner

Efter at jeg endnu engang, har haft en alt for lang pause i fiskeriet, var det dejligt at DMI dagen før Ralf og jeg tog afsted, endeligt rettede vinden ind så den var mulig at forcere nede på Stevns. DMI havde inden da lovet alt mellem 3 og 10 m/s og det meste pegede på de 10m/s lige til det sidste, så ændringen kom min store glæde.

Faktisk var der stort set ingen vind da vi nærmede os kysten. Selvfølgelig kunne vi mærke lidt vind i håret ude ved kanten inden nedstigningen, men det hørte til i småtingsafdelingen og tanken om de mange timer der nu skulle tilbringes her på dette utroligt smukke sted, fik mig i virkeligt fiskehumør. Glemt (næsten) var den utroligt tunge rygsæk der var lastet med min nye optik i min nye kamerataske, pølser, vand, et par sodavand, sennep og ketchup og lidt andet. Den med optikken skal med her... jeg har i sommers ofret på en 18-50 mm i F2,8. Da jeg i sin tid købte mit første digitale spejlreflekskamera, købte jeg også en billig 300 mm optik, for lige at se om alt det her digitale halløj var noget for mig. Det var det, så eftersom jeg havde fået mig en lysfølsom 18-50 mm. i 2,8 var det nærliggende også at ofre på en 300 mm i 2,8. Men... jeg erfarede hurtigt at skal man have den lysfølsomhed, så koster det! Det blev til en 70-200 mm i F2,8 i stedet. Men så er det så sådan med optik at jo mere lysfølsomme de er, jo større er de. Ergo, havde jeg ikke plads i min kamerataske til min nye optik. En ny kamerataske måtte derfor indhandles, men så stod jeg igen med et problem, for nu var der ikke plads i min fisketaske til min nye kamerataske... ja, det måtte jeg nemlig! En ny fisketaske så dermed dagens lys,så nu har jeg plads til kamera og samtidigt vand og mad mv.

Men hvorfor går der pludselig kvindfolk i mig, bare fordi min taske er større? Den var pakket til tæt på randen og turen ned af trappen med en grill i hånden var ikke videre behagelig. Ej heller over de løse sten og nu syntes jeg nok det var lidt tungt der her projekt. Det blev hurtigt til et stop og til Ralf´s og min store glæde var vi først på plads. Det var bare at rigge til og kaste os op af kysten og således gik den første time. Da ingen af os mærkede andet end forsigtige hug, bestemte vi os for at gå videre. Ralf kender kysten godt og fortalte lidt om hvad han gennem tiden havde oplevet. Interessant og endnu en pulsforhøjer.Vi kom frem til et enormt skred, der skete for et par år siden og skulle bare hen over det. Jeg var lidt loren ved ideen med at tumle rundt mellem de store stykker klint der ikke ligefrem lå pænt faldet ned og samtidigt afslørede en masse huller man kunne falde dybt ned i. Da der for nyligt var sket endnu et skred i nærheden og vi ved turen over det gamle skred tydeligt kunne se løse sten og andet "ondt for hovedet" oppe på klinten, var jeg ikke skide begejstret for Ralf´s projekt. Nu har klinten givetvis stået der i rigtigt mange år og de nannosekunder vi mennesker bevæger os nedenfor den, betyder jo reelt set ingen risiko i den sammenhæng, men tanken om hvad der kan ske er nok til at få det til at løbe koldt ned af ryggen og så trådte jeg på et stykke kridt der knækkede under min vægt og væltede ned. Av... jeg kunne godt skrive en masse grimt, men jeg er ikke så pivet. Dog måtte jeg lige sidde i 3 minutter og genfinde følelsen i min arm. Min hofte fik et heftigt slag og resten af dagen kunne jeg så mærke den tydeligt. Nå ja, min fiskestang... den fik desværre 2 ridser og jeg frygtede da vi endelig kom over skredet at det sagde knæk i først kast, men heldigvis var det uden betydning.

Nu til fiskeriet, grillen, et par drøje hug fra Ralf og så en lille en fra Ajes. Ajes kom netop som Ralf og jeg havde sat 3 pølser i hovedet. Ajes havde kun fået morgenmad og var derfor sulten. Men Ralf havde inden maden taget en kanonflot og tyk blankfisk på 45 cm. Den var nærmest død da han tog den op, så den fik lov at følge med hjem. Ralf mistede også en fisk og havde lige frækheden at tage en til. Mig? Tja, jeg havde haft 3 hug, men dem kan man ikke rigtigt bruge til noget og da Ajes kom, mistede jeg fisk. Det kunne da kun blive bedre, eller?

Nej, for selvom jeg havde en blankfisk inde 2 gange der begge gange huggede lige foran mig, fik den aldrig fat i krogen. Og sådan gik resten af den dag, mens jeg kunne se Ralf stå og fighte fisk. Han tog så venligt 4 styk og mistede også et par. For at træde mig helt ned, så var Ajes så venlig at slutte dagen med også at tage en havørred, mens jeg kunne indkassere endnu en tur i jorden og ellers kun havde endnu et hug. Hvilken neder dag... 2 gange i jorden, ondt i hoften, ryggen, benene og højre arm og ingen fisk.

På den anden side... grillpølser fra Joe og godt selskab. Det skal man aldrig glemme og dagen var faktisk suveræn, nu jeg tænker efter.

søndag den 13. september 2009

2009.09.13 Hornfisk, dem må DU få!

Telefonen ringer og næsten samtidigt blinker baglysene rødt foran mig. Jeg når lige at tænke "klaphat" da Marcus´ stemme i telefonen spørger om det er mig der kører bag ham. Han får det lange lys og sammen kører vi mod dagens første fiskeplads der hurtigt bestemmes i telefonen.
Desværre indfries mine forventninger fra dagen i forvejen om lidt mere klart vand ikke. Det er for det første lige så højt som i går og desuden ligeså uklart. Øv, for en skuffelse. Det var ikke den sæsonafslutning jeg havde drømt om, men næbbet skal ikke hænge så tidligt på dagen - der er mange timer endnu.

Efter en mistet fisk, jeg havde på i maksimalt et sekund, bestemmer vi os for at køre videre for dér at møde Linus og spise nogle korv fra grillen. Jeg kommer sidst til vandet og bliver mødt af hvad jeg tror er en måge i alvorlig havsnød. Rundt om hjørnet står Linus og råber og skriger helt vildt - vel at mærke alene oppe på stranden. Det ligner en feberkrampe eller et alvorligt epiliptisk anfald, men viser sig heldigvis, i lyset af mine alternativer, bare at være Linus der har tabt sin spole til hjulet og derfor ridset den så meget at linen slides over. Helt nye spole, til helt nye hjul og med helt nye line, kan tilføjes oppe i ovenstående tekst.

Linus er på vej hjem. Han er desuden syg og dårlig og "varför i helvete skulle jag fiska i dag överhuvudtagit". Jeg ved ikke lige hvad ben jeg skal stå på, så jeg vælger dem med fødderne i wadestøvlen og smutter ud på næste pynt indenfor hørevidde af Linus´ fortsatte råberier. Foran mig hopper en farvet fisk fri af vandet og jeg ser flere der er oppe og markere. Intet sker - ej heller for Marcus der længere nede af kysten forsøger at bestride modvinden med energiske kast.
Da Linus har pakket så godt som alt sammen, bliver storebror barmhjertig. Lån min stang, så laver jeg dig en korv. Mens Marcus og jeg så sidder og venter på at pøllerne er færdige får Linus fisk på. Hvor stille der pludselig blev på kysten.

Med et snuptag kaner Linus dagens eneste fisk op og må derefter erkende at hans dårlige humør er forsvundet og afløst af et nervøst opadgående træk i mundvigen. Det hjælper vist altid med en havørred over målet...

Jeg bliver træt efter et par tomme timer i det stadigt mørkere vand og bestemmer mig for at fiske et lunt hjørne af Sydkysten af. Skrå fralandsvind og væsentligt klarere vand får mig så langt ud det går på revet. Allerede efter et par kast er der noget der piller ved snapsen. I kastet efter når jeg kun at få kontakt til blinket, da jeg mærker hugget. Følelsen i kroppen er som du måske kender den? Man fisker og fisker i dagene lange og venter på hugget... når det kommer... uha det er dejligt! Måske kender du følelsen når du erfarer at det er et skide horn der har hugget og ikke havørreden som du gik og ventede på?

Tak for denne sæson. Eller rettere... "for denne sæson"

lørdag den 12. september 2009

2009.09.12 Tobis or not tobis

Sæsonen slutter om 3 dage. Ralf og jeg er ved at skabe os en tradition med en afsluttende tur og lidt i 6 holdt Ralf udenfor køkkenvinduet mens jeg var ved at hælde 2 kopper kaffe op.

Sikke en morgen! Fuldstændig stille med morgendisen bølgende over vejen, mens solen langsomt begyndte sin stigning mod himlen, der blev mere og mere blå, fra det rødlige skær i de tidlige timer. Vandet var ligeså stille. Fuldstændig stille. Ikke en vind og strøm var der heller ingen af. Var det ikke for bilerne på vejen, der forsøgte at slå alle hastighedsrekorder, så havde morgenen været perfekt. Gad vide om man en dag sætter hegn op langs kysten for at beskytte de sarte fiskeres ører?

Foran mig går en farvet 2 kilos havørred helt fri af vandet i det der ligner et enormt plask på den flade og ellers ubevægelige overflade. Klart de ikke gider noget som helst. De venter på rigelige mængder vand og så er det op i åen - på de stille dage er det fluer der dur. På de blæsende dage er de mere til at komme i tale med. Blæst behøver vi, så da klokken nærmer sig 9 sætter vi kursen mod Österlen. Ikke fordi vi vil have farvede fisk, men det er ingen hemmelighed at fiskene er mere sky på dage med høj sol og helt klart vand. På østsiden blæser det fra NV og rifler vandet. Det ser lækkert ud med de lange dønninger der kommer rullende ind og vi er straks i vandet, selvom vi begge har et godt øje til grillen inde på stranden.

Der går ikke lang tid inden Ralf siger de forløsende ord. "Skal vi ikke spise"... jeg har ikke tænkt på andet den sidste time så hurtigere end du kan sige ostepølse, har vi lagt revet bag os og sidder sultne og venter på at kullene er klar. Det kan ikke siges mange gange nok... Pølser fra grillen i det fri, er simpelthen den bedste nydelse. At Ralf´s slagter pølser så smager gudeskønt, gør det ikke værre! 3 store bamser senere, indser jeg at de 5 timers søvn jeg fik i nat, ikke har glemt mig. Ralf vil fiske, mens jeg lige skal "slappe af" et øjeblik. Det bliver vist til et kvarter på langs, mens vinden i sivene, traktoren på marken og bølgerne på kysten fylder lydbilledet sammen med min højlydte snorken.
"Jeg havde en følger ude til venstre" siger Ralf. "Den fulgte med helt oppe i overfladen og så stod den ellers bare foran mig og ventede da jeg hev blinket op. Den skal vist have din flue, Anders." Nå ja... min nye kyststang skal da prøves. Jeg har været lidt træt af at jeg gentagne gange på Österlen og Listerlandet, tit har set fisk over en normal kastelængde ude. Fisk jeg ikke har kunne nå, men fisk som bl.a Harry engang imellem når og også får til at hugge. Hvorfor snydes for de fisk? 11" stangen tages frem og så bindes et 40 gr. kasteflåd på linen med min gode gamle Pilen flue forenden. Jøsses... jeg er da klar til fiskene på Listerlandet næste år! Umiddelbart vil jeg mene at jeg uden problemer kaster over 110 meter i hvert kast nu, hvor jeg tidligere generelt har ligget på 80 mtr. Intet sker... Ralfs følger er nok længe væk i det 17,5 gr. varme vand og hvad er nu det? Vinden er da vendt på de 15 minutter jeg lå og hvilede og blæser nu friskt fra SV. Et opkald til hhv. Linus og fruen for at få bekræftet hvad jeg ser, giver panderynken. Den skulle ligge i N og NV hele dagen.

Den komplette udeblivelse af fisk, fører os i første omgang videre nordpå til 2 forskellige pladser og imens går tiden stille og roligt (alt for hurtigt). Heller ikke længere oppe møder vi fisk, men til gengæld en del fiskere. Ingen har mærket noget - heller ikke dem der fiskede hele dagen i går. Og de 2 danskere der var ude og natfiske natten til i dag, havde så vidt vides intet heller fanget. Ralf og jeg mærker begge nogle mindre hug på alle pladserne. Da vi ser tobiserne der følger blinket er det nærliggende at tro det er dem der driller. Eller måske ikke?

Vi vil på Sydkysten igen. Linus fortæller at vandet er blevet brunt flere steder, men eftersom vi intet ser eller mærker her på østsiden, kan vi ligeså godt forberede os på det uundgåelige - hjemturen. Hvorfor ikke korte den af med et par stop på Sydkysten på vejen? Hvorfor ikke stoppe og mødes med Johan Kohnke der kommer og giver en hel kasse special øl til mig, som bytte for en fiskejakke. Øl for en jakke. Hvad holder mon længst?

På Sydkysten igen, vil Ralf have grillen med og de sidste pølser lader livet i vores mundvandsløbende gab. Fiskeriet går udemærket, men troen på det er ikke voldsom. Sigten er nede på under 20 cm. og ser ikke bedre ud, længere til havs. Linus fortæller at han netop har fået en på målet og så må vi alligevel tro på det lidt mere, men dagen ender endnu engang i et stort nul. På de 2 sidste timer drejer vinden igen i NV. Imorgen måske?

torsdag den 3. september 2009

2009.09.03 Lidt mere torden

Det har været et mærkeligt år. Fiskeriet har ikke været godt og i særdeleshed ikke vejret. Lige nu skulle jeg være ude og fiske og selvfølgelig... jeg kan da sagtens tage ud, men troen på det er ikke videre stor efter 3 dage med over 10 m/s. Troen har generelt ikke haft d
e bedste vilkår i år heller. På tordenfronten måtte jeg som bekendt re-konvertere til Jyde for at opleve lidt bulder fra oven i år, men idag skete der endelig noget på de hjemlige jagtmarker. Bygerne havde ramt det meste af landet og nu kunne jeg pludselig høre rumlen i det fjerne. Kursen var ikke til at tage fejl af og på et øjeblik stod himmel og hav i et, mens det faktisk tordnede - altså et rigtigt tordenvejr. Af mærkelige årsager havde jeg bare en time forinden været nede og bruge knap 1.000 kr. på noget så utroligt ligegyldigt som et ND8 filter (gråfilter). Den eneste mening med filtret var at jeg ønskede at have muligheden for at tage billeder af lyn i dagslys - hvilke lyn? Det tordner jo ikke her mere...

Godt jeg havde filtret. Pengene var allerede godt givet ud, for 3 lyn måtte lade sig fotografere. Ikke lige den bedste kvalitet, men så lærer jeg de indstillinger til en anden dag.

2 timer efter lå der en stor CB syd for Trelleborg. Batteri-indikatoren på kameraet viste 15% og jeg blev derfor hjemme, selvom ønsket var stort efter et tordenvejr ude over havet. Fra haven kunne jeg i lidt over en time følge bygen langs Sydkysten inden den kom for langt væk. Det blev til lidt billeder af en oplyst sky, som helt sikkert havde gjort sig bedre ude fra kysten. Men pyt - 2 x tordenvejr på en dag. Det er jo uhørt!

Fiskeriet... jeg skulle være ude idag, skulle jeg ikke? Der kommer en weekend til inden fredningen og ellers så vil dette år gå i bogen som usædvanligt ringe i de fleste sammenhænge. Bornholm venter forude, men jeg vover ikke at sætte nogen former for lid til at det skal gå bedre derovre. Stevns venter også, men skal vi ikke bare sige at vi tager en dag af gangen til en start.

torsdag den 20. august 2009

2009.08.20 På jagt efter uvejr i Jylland

Der blev både rystet på hovedet og løftet "husk nu" pegefingre af mig. Ikke at det kan undre nogen at jeg er mærkelig, så kommentarerne var helt ok. Der er sgu også de færreste der sætter sig i bilen en torsdag aften og kører 350 km. til Jylland for at tage imod et tordenvejr, men ikke mig. Det var givetvis første gang jeg kørte så langt, men uvejret skulle også være ekstraordinært stort og jo det var det! Og hele oplevelsen værd, selvom jeg på en tordenskala fra 1 til 10 kun ville give min oplevelse en 4´er. Andre har sikkert haft noget højere point, men de var nok også midt i det hele hvilket Ajes og jeg lykkedes ikke at komme.

Ajes blev hentet i Vemmendrup og så var det afsted mod Jylland, efter at de seneste opdateringer fra DMI og alle de andre kanaler var lagret på nethinden. På motorvejen kunne uvejret ses i det fjerne og temperaturen var omkring 22 gr. men jo længere vestpå vi kom, jo højere blev det. Da vi stod med lyn om ørene og i en tiltagende regn var temperaturen krøbet op på imponerende 27 gr. kl. 22 om aftenen! Det her var helt sikkert stort - der var lagt i ovnen til en gang festfyrværkeri og trods et fald til 23 gr. efter det første tordenvejr, som var opstået foran frontbølgen, så vibrerede luften nærmest af energi.

På en landevejsbro kunne vi mod NØ tydeligt se og høre det første uvejr. Vinden var taget helt af og luften var meget tung. Fra syd til nord i vestgående retning blinkede det konstant og en ny nordligere kurs fra Kolding egnen mod Grindsted blev lagt. Landevejen mod Ribe blev lagt bag os og så gik jagten ellers på et ståsted til den omrejsende lysshow der alt alt for sjældent rammer mig. Nåletræer blev afløst af alleer og birkelunde. Ingen skove i Danmark, sagde nordmanden grinende? Nej, muligvis ikke, men når du skal se på tordenvejr savnede jeg nogle flere åbne pladser i det mørke Jylland. Ihvertfald der hvor vi kørte. Så var vi pludselig kommet til Vorbasse. Et skilt mod Nemb blev fulgt, da kortet viste åbent fladt terræn og imens blinkede det mere og mere, tættere og tættere på. Hastede det, mon? Ville vi finde en plads og ville vi komme i tide?

Grusvejen ned til bondegården passer perfekt! En helt øde vej og fri udsigt hele vejen rundt. Fra SV til NV lyner det hele tiden og videokameraet tages frem. Desværre kan mit videokamera ikke stille skarpt, når det ikke kan fokusere - og her hvor vi stod, var der intet at fokusere på i det tætte mørke. Eller mørke og mørke... når det ikke blinkede, var det mørkt. Og det blinkede en del - bare ikke nok til videoen. Kameraet tager en masse billeder, men alt der ses er oplyste skyer. Lynene enten gemmer sig bag regnen der hastigt nærmer sig, eller så udløses de kun i højden bag skyerne. Tordenvejret er en skuffelse på dette tidspunkt, for nu hvor det er over os, aftager lynene nærmest totalt. Til gengæld oplever vi et voldsomt skybrud inde fra bilen.

Da vinden langsomt tager til fra S og SV bliver vi enige om at vende bilen så vi kan sidde i bagagerummet og hhv. filme og fotografere uden at blive våde. Desuden befinder de mest aktive celler sig nu fra NV til NØ for os. Jeg får et par lyn billeder, men da klokken nærmer sig midnat og vi skal hjem fra Jylland igen, ignoreres de fåtallige blink der er tilbage og næsen vendes hjemover.

Jeg vil bemærke at prikkerne på DMI´s lynkort, hvis du skulle få for dig at se dem fra idag, ikke er så tætte som de giver udtryk for.

tirsdag den 18. august 2009

2009.08.18 Endelig fisketur

Det var faktisk over 3 måneder siden jeg fiskede sidst, sådan rigtigt. Den ene tur i juni med de 3 kast tæller knapt som en fisketur.

Kunne jeg huske hvordan man gjorde? Er der stadig fisk i havet? Hvordan fanger man en ørred?
Jeg kunne ikke huske hvordan man gik, ellers så var det pga. mine nye vadestøvler at jeg flere gange snublede på vejen til pladsen. Jeg tror på det sidste. Nye sko og støvler skal altid lige gåes til - også mine nye (utroligt) tunge støvler, som efter sigende skulle være fremtidssikrede og det hele. De var ihvertfald varme, men det var næppe noget køligt problem at fiske i bare tæer i det 17 gr. varme vand.

Kan ørreden lide det, mon?

Da Harry ringede havde jeg netop overstået vejen mellem Trelleborg og Ystad på rekordtid. Nu kørte jeg paradekørsel gennem Ystad med en gammel gubbe og en enormt stor lastbil i front. De kørte ikke særligt stærkt og da Harry ringede og fortalte at han allerede var på plads og netop havde tabt en stor blankfisk, kørte de ufatteligt langsomt. Resten af turen blev et mareridt på vejene, for en yderst fiskeklar person som mig der ville ud nu. NU! Campingvogne, turister og sight-seeing folk der alle læser vejskiltet 90 som "fri hastighed" - vel at mærke alt under 90, som fri hastighed. De har nok ret, turisterne og alle de andre... det er mere sikkert at køre lidt langsommere og jeg var ikke den mest sikre igår, med den fart jeg prøvede at skyde for at komme frem hurtigst muligt. Uanset hvad jeg gør, skal det tage mindst 1,5 time at køre til Österlen når jeg ikke lige kører tidligt om morgenen.

Sveden har gjort min trøje helt våd og der er ingen tvivl om at jeg holder regnskovsfugtige niveauer i mine waders, da jeg endelig tropper op hos Harry der sidder og drikker kaffe. Nej, det var ikke blevet til flere fisk. Jo han havde fanget en på 2,5 kg. og mistet en på ca. 2 og så den store på måske 5 kg.

Nå, så det har du? Jeg havde ikke tid til at snakke så meget. + 3 måneders indestængt fisker, skulle i vandet og det var helst for en time siden. Ingenting sker og vi flytter lidt rundt på stenene. Harry står med bøjet stang, men forsøger at råbe noget i modvinden om en sten og den tog line ud? Det viser sig at han fik bundhug, men at bunden så tog lidt line ud da den kom fri. Ikke at jeg helt forstod det, men det gør ingenting for nu hugger det hos mig - men hva´ fa´en... en hornfisk? Af alle onde ånder, skal jeg rammes af den, nu hvor jeg mest af alt har brug for en havørred. Jeg undgår med peangen i hånden at røre det stinkende bæst og kan derefter fortsætte fiskeriet. Tobiser mangler der ikke på kysten - men hvor er ørreden?

Jo, ørreden vil lege med Harry. Givetvis mister han de 2 han har på, men jeg mærker intet. Er man kommet ud af form, mon? Jeg finder ikke ud af det - på den anden side, havde jeg fået en fisk, var jeg så tilbage i formen? Hvem er i form? Harry er i form!

Vi kører hjem et stykke tid efter mørkets frembrud. Turen hjem er mørk - både i sindet og udenfor. Hvorfor fisker jeg ikke så meget mere? Har jeg ikke lyst? Hvor er fiskene? Hvorfor fangede jeg ingen? Spørgsmålene hober sig ikke op, for jeg kender svarene på dem alle

fredag den 26. juni 2009

2009.06.26 Glad sommer


Jeg ved ikke om det bare er mig, men har det ikke blæst og blæst og blæst de sidste mange uger? Jeg har haft flere planlagte ture og kun en af dem blev til noget, hvilken er omtalt tidligere i denne måned. Hele 3 kast på en aftentur på 2 pladser og ellers er vandet bare grumset, hvis ikke det blæser. Det er lidt en kedelig omgang og jeg går lige nu og frygter at sommersæsonen er væk allerede inden den kom igang, for et kig i prognoserne for den kommende uge, giver temperaturen et ordentlig hug opad. De snakker om sommervejr, så langt øjet rækker. Mellem 25 og 30 gr., giver fantastiske sommerdage på terrassen og sikkert også på kysten, men nu hvor kystvandet allerede er oppe på 12-14 gr., er der ikke langt til badedagene men rigtigt langt til fiskedagene. Sådan er det bare. En eller anden har sagt at "vi skal være glade for vejret, så længe vi kan trække det"...


Og ellers går det som meget godt. Alt for meget arbejde og suverænt for lidt fiskeri, men fanen holdes højt og lidt farve på næsen har jeg da fået, da jeg forleden var på Christiansø. Hvilken fantastisk smuk ø vi danskere har ude i Østersøen. Prøv at besøge den en dag - altså dig med interesse for naturen. Øen er 700 mtr. lang så du kan gå rundt om den et par gange på de timer du får til rådighed, inden færgen sejler igen. Ellers kan du gøre som jeg. Sætte dig på byens kro og spise et megastort stykke smørrebrød med røget kartoffel og bacon. Og så lige hjemmelavet brændevin til - Christiansø Slåensnaps og en stor fadbamse... Se, det er godt!

Nå jo. Spørger du måske om hvordan det går med projektet om fiskeetik og regler for Skåne? Jo, men det er igang. Janne Blanking, Kasper Mühlbach og jeg har haft vores første møde og fået de første ting på plads. Der kommer snart lidt information fra os, men forvent nu ikke at der fra imorgen står ordensvagter på Sydkysten ved hvert rev. Ting tager tid og i særdeleshed hvis man har ønsker der kun går at ændre på "regeringsniveau" - og her taler jeg ikke fisketure, der skal meddeles ministeren herhjemme, men den rigtige regering i landet. Det nytter sgu ikke noget at der står en sur gubbe i plasticwaders og skælder på en lokalpolitiker, fordi hans fiskeplads er optaget af (lovlige) net... Så tålmodighed, ikke alene gennem forsøget på at fange en 5+´er, men i særdeleshed i at få ændret lovgivningen. (Jeg håber så ikke politikerne er lige så længe om at ændre noget, hvis muligt, som jeg er om at fange en blank på over 5kg.)

Nå jo igen... idag er det 17 år siden at......

torsdag den 4. juni 2009

2009.06.04 3 kast - 4 fisk?


Nej, nej... fruen kommer nogle gange med uforklarlige udtalelser til mine fisketure eller ansigtsudtryk. De er nok ikke særligt tydelige... ansigtsudtrykkene. Eller det kunne også være fisketurene, men det er vist mere bogstaveligt.

Der er gået næsten en måned uden fiskeri. Det er den sædvanlige med arbejde og vejret - og så lige horn. Men nu skulle jeg ud og prøve. Vinden har ligget på fra N og NV en par dage og når jeg er kørt både til og fra jobbet, har jeg langs Trelleborgbugten ikke set andet end fladt vand. Ergo, fiskeklart til en aftentur?

Den nye plads dunker. Jeg ved ikke om jeg skal gå til højre eller venstre for det er fladt med fladt på og længere ude kan jeg se lidt småbølger der bryder over det der ligner et rev. Går jeg til højre bliver dunkene højere, så jeg vælger at prøve til venstre hvor en lang arm fra en lille odde stikker ud i havet. Der skulle være dybt herude i modsætning til resten af området. Og netop dybden skulle trække fisk ind på denne årstid, så det er spændende om de så er på plads. For mig ligner det verdens største horn magnet så på vej til nærmeste odde mod venstre ringer jeg lige og forhører mig om det nu også er klogt at vade hele vejen ud og ganske rigtigt, nej det er det ikke. Tilbage til parkeringspladsen og bilen og så i vandet lige foran, hvor dunkene nu afslører at en fest er igang. Festens dunk følges af duften fra et overdrevent stort forbrug af tændvæske til grillen. Forbruget afsløres også af meterhøje flammer fra en grill der næppe holder mere end 4 tynde pølser på en gang. Skal der være fest, så lad der være fest - bare I ikke brænder huset af.

Efter at have vadet en 40 meter i vand til lårene, er hverken sigt eller bund ændret. Gad vide om jeg vil stå her til midnat med et par fulde unge i baggrunden og på ukendt terræn 100 meter ude i vandet - helt alene? Nej, så enkelt er svaret. Jeg går yderligere nogle meter ud og forsøger med det første kast. Bundhugget og det efterfølgende tunge slæb med at hive en del tang ind, giver mig syvmile skoene på længere ud i vandet. Jeg har vist fundet en ende på dette flade helvede. Kastet afslører horn i overfladen og blinket bliver kun tungere og tungere, men det er ikke horn. Det er massive mængder af det her fine tang der hænger til tørre på linen og klæber til blinket. Nej, det gider jeg ikke. Så hellere bruge tiden på en kendt plads, så jeg forlader festen efter de 2 kast.

Så er det at dette tredje kast må være det der giver hele 4 fisk, hvis fruen skal have ret. Det gør det langtfra. På den nye plads er tangen lige så nærværende og linen klippes over blinket for at trække al tangen hurtigere af. Blinket lægges i æsken og så går jeg mod bilen igen. Kører hjem med et trist og skuffet ansigtsudtryk. Hvordan det tolkes til 4 fisk, ved jeg ikke, men måske er fruen også bare ude i et forsøg på at gøre mig glad, eftersom jeg er hjemme en hel del tidligere.

fredag den 8. maj 2009

2009.05.08 Stik piben ind

Det er strømmen og det er vejret. Sine steder på Österlen giver de rette forhold i vind og vejr, nogle forudsætninger i vandet der trækker fisk til. På den rette dag kan du fange 15 havørreder på et par timer, som Harry gjorde forleden. Harry mistede også 5 fisk hvoraf de 2 nok ikke var dem man mest af alt ønskede at miste. Vi snakker 7+ på dem begge, men alt der kom med hjem var en fin blanko på 3,5 kg.

Hvordan så det mon ud idag? Forholdende var faktisk suveræne, men der manglede lidt i strømmen, men mon ikke man kunne lokke havørreden til hug alligevel? Ralf og jeg stod på pladsen kl. lidt over 8. En præstation at lokke Ralf ud, så man kan være på pladsen kl. 8! En præstation jeg ikke skal håne for meget, jeg med et ligeså godt sovehjerte. Men sovehjertet vidste godt hvad dagen stod på, for 45 min. inden uret ringede alt for tidligt, var jeg allerede vågen og jeg kunne ikke sove igen. Jeg skulle på fisketur!

Lige som vi gik igang, så jeg fisk i overfladen. Sikkert de forbandede horn der lå og hyggede, selvom det absolut ikke lignede horn. Kast i retningen gav heller ingen horn. Gad vide om Harry havde talt sandt, da han sagde han kun havde fanget en forleden? Et horn på en hel dag... det er også en præstation! Så fik Ralf en fisk - en havørred, må jeg hellere tilføje. Jeg så en fisk springe og så havde jeg 2 hug. Flere fisk var i overfladen og da jeg byttede sten for at kaste lidt bedre, fik jeg også dagens første fisk - havørred altså. Et par kast efter huggede det igennem længst ude igen. Et par kast inden havde jeg netop mistet en fisk, men nu sad den der. Den tog line de første par sekunder og så fulgte den ellers pænt med ind til stranden 50 meter fra mig, hvor den begyndte at rode rundt i sten og tang. Langsomt fik jeg bakset fisken til mig og så begyndte et postyr uden lige i vandet foran mig. En smukker blankfisk på 55 cm., blank og fed kunne afkroges efter en let blodig operation, fordi krogen sad helt nede i svælget på den - de fisk ville bare have agnen!

Foran Ralf og piben snuppede jeg en til og så syntes Ralf det var på tide at afskære mig kasteretningen. Da han gjorde det vendte han min 3-1 føring til en 3-4 i hans favør. Fiskene kom fra venstre... jeg stod til højre.

Heldigvis er piberygere magelige mennesker så mens Ralf endnu engang sad og sugede i piben, fik jeg lov at komme til igen hvilket gav mig årets mindste ørred. Den har næppe været over 10 cm. og var sandsynligvis lige kommet ud fra åen. Den blev byttet med en langt bedre fisk et par kast efter. En blank nedfaldsfisk som kæmpede som besat med udløb og hop inden den kom til afkrogning. Til de af Jer der hvert år siger "den skulle lige have 14 dage til" kan jeg sige at det ikke går så stærkt. Nok var fisken blank og smed skæl, men som den jeg tog i kastene efter og dem Ralf også tog, var der ingen tvivl. Fiskene var meget tyndere end de blanke fede grise vi også tog. Mon ikke de skal have til sommeren, før de opnår en status hvor man kan tage dem med, med stolthed?

Dagen endte 5-5, selvom jeg var lidt led ved at tage min utroligt lille ørred med i beregningen. Ralf og jeg nød et par pølser lavet på bedste vis på min nye Smokey Joe kuglegrill. Lækkerier!
Som vi skulle til at gå, kom Harry forbi. Han havde aftale andetsteds, men den mand holder du ikke fra kysten hvis der er 30 min. at fiske i... Harry stod på pladsen i 10 min. og havde dernæst fisk på. Ralf og jeg blev lidt lange i næbbet, men kunne ånde lidt lettet op, da fisken kom op med hans krog i halen. Følgende fik jeg en sms fra Harry om at han havde snuppet en lille blank og en blank nedfaldsfisk på målet, da vi var kørt.

Nye strømme og vindforhold råder - indtil det ændrer sig, sparer jeg fisketuren. Så kan du måske læse om hvorfor, en anden god fiskedag

søndag den 3. maj 2009

2009.05.03 Hornfest

Horn... masser af horn...

"Hej Anders, det er ikke kun fortropperne der er kommet. Det er dem alle! Jeg var nede her til aften og de huggede i hvert kast." Det stod der i en mail til mig, som jeg så belejligt kunne læse her til aften - sådan ca. 24 timer efter den var skrevet. Altså efter jeg havde fisket på pladsen og næsten konstateret det samme. SUK!

Med andre ord, fik jeg idag afviklet forårssæsonens sidste heldagstur. Det har været et sølle år, men jeg må hellere skrive at det kun har været det for mig, for forleden skrev jeg på en hjemmeside at sæsonen atter engang ikke tilhørte den bedste og fik straks svaret at den havde været super. En enkelt fyr havde nemlig fanget 40 havørreder og derfor var sæsonen reddet. Nå ja, hvis det bare var ham der reddede den for os alle. Nej, jeg må hellere læse på nogle af de andre hjemmesider, hvor danskere har fanget 200 fisk på en weekend herovre. Uha ja... 200 blanke grise! Alle sammen! Lige til kummefryseren, så de er klar til konfirmationen, familien, naboerne, vennerne og selvfølgelig... vejfesten!

Dagen endte med en nulbon, så det er nemt at pege fingre af andres pral. Jeg havde aftalt at mødes med Harry og fiske på en af hans pladser, hvor der burde være en chance for en blank eller 2 af de bedre. Eller i det mindste bare en blank. Vi fiskede og vi fiskede rigtigt længe, da vi kom ud på kysten. Horn var der nok af og så havde vi nogle mistænkte hug og følgere der opførte sig mere som havørred end som horn, men vi fangede ingen. Harry så en rigtig fisk der hoppede og mistede senere en. Dagen endte med en ufattelig solbrændt pande, en meget øm ryg og nogle ildelugtende fingre, selvom jeg gjorde alt der stod i min magt for at undgå at pille ved de slimede horn der huggede i hvert andet kast. Enkeltkrog? Jo, det virker... hornene hugger derfor dobbelt så meget og når de så sidder der, så bliver de der.

Nu står den på natfiskeri, aftenfiskeri og ahemmm... "morgen"fiskeri.

torsdag den 30. april 2009

2009.04.30 Opstød del II

Det er ikke kun Lars, der har reageret på den seneste tids "debat" om fiskeriet og fiskerne. Også Ralf har sendt mig en mail og ligeledes har jeg fået lov at offentligøre denne.

"Hvorfor rejser man helt fra Nordjylland til Sydsverige for at fiske? Absolut naturen men selvfølgelig også historierne om de mange fangster af blanke havørreder. Det hele startede oprindeligt for en del år siden med at vi kun fiskede i Mørrumsåen. Det blev vi på et tidspunkt trætte af. Det var køfiskeri og næsten ingen fangster. I stedet for begyndte vi at udforske kysterne i Blekinge. Det var ikke de store fangster vi løb ind i, men hellere gå i Blekinges natur end skulder ved skulder
langs Mørrums åen.

Rygterne om de mange fangster på sydkysten nåede os på et tidspunkt, så et år planlagde vi en kombitur til Blekinge og Sydkysten. Og rygterne talte sandt, der var masser af fisk på sydkysten og ikke så mange lystfiskere. Vi droppede Blekinges kyster og satsede kun på Sydkysten, og siden da er det kun gået opad m.h.t. antallet af "lystfiskere" og nedad med fangsterne. Med det stigende antal lystfiskere er der næsten altid lystfiskere på de gode pladser, og det stiller jo krav
til moral og god opførsel. Det er da klart, at når man er gæst, bliver der lagt ekstra mærke til ens opføresel, og det er nemt at pege fingre af de "fremmede" - det flytter lige som fokus fra ens egne rækker.

Der er masser af kystlinie i Sverige, og der er plads til os alle. Alle kan bare ikke kun stå på de gode pladser. Vi er ikke de mest seje morgenfiskere, så derfor er dagens udsete pladser som regel optaget. I stedet for har vi ofte hellere fundet et andet og mindre besøgt sted at fiske end lige at dumpe ned, hvor der er optaget i forvejen. Det giver måske ikke det samme antal fisk, men det giver fred og ro til at nyde fiskeriet og i ny og næ at vade i land og sidde og nyde naturen uden at der er en lystfisker, der drøner ud på ens plads.

I år, og det er ikke første gang, var der en af gutterne, der fangede en fisk på en plads, og skulle efterfølgende lige ind og skifte blink, hvorefter en svensker nappede pladsen lige foran næsen på ham. Det er ikke for at pege fingre, men vi danskere bliver ofte beskyldt for at opføre os dårligt ved kysten i Sverige, men på det område er nationaliteten underordnet. Der er idioter i begge lejre.

En ting der altid har undret os er, at alle andre end os fanger masser af blankfisk, så det er sgu helt befriende at se Lars bruge udtrykket svenskerblank, for det er jo det de andre kalder blankfisk !

Sjovt nok nævner Lars en fangst på 200 fisk, det er også mange gange det tal vi hører, når vi spørger andre om deres fangster. Enten er de mange afsted eller også er de bare dygtigere end os til fiske. Men at fange 200 fisk, hvoraf som regel halvdelen er "blanfisk" og sikkert er røget hjem i fryseren, og hvordan er genudsætterne så lige blevet behandlet, der er sikkert ikke mange af dem der klarer det. Joh, Sydkysten virker til at være i knæ af fiskepresset fra alle sider.

Måske bliver der lidt mere plads fremover. Jeg vil nødig undvære den skønne svenske natur, men et sceneskift er på tale i vores gruppe.

2009.04.30 Opstød del I

Hermed en turrapport fra Lars i Århus, der har nogle yderst interessante og højaktuelle synspunkter på mine hjemlige kyster. Meninger og indtryk (udtryk) der genkendes fra ikke bare mine egne fisketurer, men også fra diverse hjemmesider.

Till svensken; Innan du börjar läsa vill jag gärna påpeka att uttrycket "lorteland" inte bör uppfattas som det låter. Det är det mycket dansk som inte bör, men det är en annan grej.


"Lorteland......

Besøgte sydkysten den 22. april efter nogle års fravær grundet børn og en følelse af at det ikke var besværet værd, men nu stod jeg der så igen. Det var nok den indre jæger og håbet om noget særligt og stort der igen bragte mig herover, derudover var det svært at sige nej tak til en tur til fantastiske kyster og hygge med drengene.

Efter et par dage at være fartet rundt på må og få gik det dog efterhånden op for os, at der var langt mellem fiskene i år. Spredte nedgængere eller små stimer af mindre fisk var hvad det gav. Vejrforholdene var ellers ok, men efter 5 timers morgenfiskeri på en af sydkystens bedste pladser, på den rette sten, men fine forhold osv. knækkede jeg psykisk torsdag morgen efter intet at have mærket eller set.

Om aftenen drog vi dog vestover til Löderup, men desværre stod der allerede to fiskere ved bunkeren. Så vi satte en mand af som observatør forud morgenfisket som vi ville tage der. Knap havde vi andre forladt pladsen før garnbåden fra Kåse (Kåseberga red.) kom rundt om hjørnet for at lukke pladsen for lystfiskeri ved at sætte 5 garn mellem bunkeren og p-pladsen....... (Hørte fra en dansker at garnene var spækket med fisk og at garnfiskeren satte ca. hver 3. ud igen. Disse fisk lå så og drev rundt halvdøde nær stranden). Der stod derefter garn på pladsen den resterende tid.

På Skillinge fiskede vi fra sidste rev og sydover på sandstrækket. Faktisk så fandt vi en lidt hemmelig plads ca. 300 meter inde i vigen hvor et stort stenrev pludselig dukkede op af sandet. Der fik vi to lige under målet. På det sidste rigtige rev så vi, at der stod tre mand og tog fisk. Det havde der for øvrigt gjort hele ugen, altså tre mand og tre mand osv... noget lumsk og med kraftig lugt af fisk. Næste morgen stod vi klar klokken 04.50 i blik vand på denne plads. Mistede to gode fisk på de første 5 min og så døde det. Klokken 5.20 kom de tre mand som plejede at fiske der. To stillede sig ca 30 meter til venstre og fandeme om ikke den sidste mand pludselig dukkede op af disen mellem os. Han stod så 10 meter fra mig og kunne så lige afskære mine kast til badekarret...... jeg var total målløs, og på grænsen til bare at tage direkte hjem til Danmark.

Jeg valgte dog at tage dialogen op med den (a)sociale klaptorsk.
- "hvad fanden laver du?"
- "godmorgen" sagde klaptorsken bare.
- "du kan sku da ikke stille dig der 10 meter fra mig, når du har tre km frit rev at fiske på!"
- "Sådan er det"........ sagde klaptorsken og fortsatte ufortrødent.

Herefter valgte jeg så at skifte plads til en sten 2 meter foran ham.

- "Hvordan har du tænkt dig at jeg skulle kaste?" sagde klaptorsken så....
- "Sådan er det".... svarede jeg rystet.

Kraftedme en klaptorsk.......

Jeg snakkede med en svensker, som havde fisket med de tre gutter på samme plads to dage før, hvor der som de foregående dage havde været et kanonfiskeri. De tre havde efter sigende taget omkring 200 fisk på under 1 uge, hvoraf mange havde været fine blanke eller sikkert "svenskerblanke". (Svenskerblank = en nedgænger som er ved at komme sig og har en kondi lige under eller på 1 med løse skæld og næsten fin hale). Vi forlod pladsen klokken 9.30, her stod vi nu 7 fiskere indenfor 100 meter kyst. Mon det var en god plads ?

Nå men vi fik på turen ikke eneste blank over målet, skulle kæmpe med garnkongerne om de få fisk der var og ellers med den ene klaptorsk efter den anden, som åbenbart sidestiller kystfiskeri med sildefestivalen i Hvide Sande..... Alt i alt en større skuffelsen end jeg havde turde frygte. Det blev for os den sidste tur derover med mindre der dukker noget
lukrativt fiskeri op, uden alt bøvlet og med fisk..........

Anders, har du tænkt over om ikke kurven er knækket for sydkysten......

Alle snakker om, at fiskeriet ikke er det samme længere. Trods bedre viden om fiskeriet, langtkastende agn, de rette farver og uendelige fisketimer er fiskene der bare ikke længere. Hver eneste dag er stort set alle de gode pladser besatte at fiskere der dunker deres blink længere end nogensinde før, der køres næsten skiftehold på pladserne, og der er altid nye folk til
at tage over. De stakkels fisk bliver jaget stort set hver eneste dag i 4 mdr.og dette krydret med et tiltagende og mere ihærdigt garnfiskeri har for mig at se bragt især sydkysten i knæ.
Derudover er prisen for et garn faldet med ca 80 %.

Jeg tror at bestandene i syd er ved at kollapse efter broen er kommet. Gydemulighederne i vandløbene er de samme og produktionen af fisk skulle dermed ligeledes være det. Men hvor er fiskene så henne. Gad vide om ikke der efterhånden kan være så få fisk der vender tilbage til vandløbene, at det ikke er nok med disse for at opretholde deres normale bestande. Er dette en realitet tror jeg at vi står overfor nogle virkelig dårlige år, hvor kampen om fiskene vil bringe Sydkysten alvorligt i knæ."

Far er ikke sur, far er skuffet.... lorteland ;-)

Med venlig hilsen

Lars Spring

søndag den 19. april 2009

2009.04.19 Tak for sidst

For knap 3 år siden stod Linus og jeg på kysten en sommermorgen. Vi havde hver vores fiskeri, så at sige, og fik begge lidt fisk, men det var Linus der løb med sejren da han frækt nok kastede efter en følger jeg netop havde haft. Snydefisken. I dag fik jeg gengældt det tarvelige trick som jeg siden da har båret "frygteligt nag" over...

Da Linus om morgenen skrev at vandet var grumset og ikke fiskbart, blev jeg sur. Her havde jeg droppet en ellers planlagt tur til Listerlandet og så mødes man af en så negativ sms når man står op? Efter en time, 3 kopper kaffe og et dårligt fiskeblad, måtte jeg lige høre om han var kørt hjem. "Nej... jeg står og fisker. Det var kun inde ved land det var grumset". Så meget for den sms. Bilen kom i gear og afsted over slätten. En frygtelig masse bilister + en meget langsom traktor, fyldte op på vejene. Ved kysten så det straks bedre ud, selvom der stadig var mange mennesker ude. Sjovt så mange der tror at ugen efter påske er tidspunktet de kan fiske hvor de vil på. Forleden talte Linus 29 mand mellem Ystad og Charlottenlund. Så meget for den plads, hva´? Og Kasper kom op på 37 dagen efter - på samme strækning!

Så farligt var det ikke idag. Der stod en del her og der og hvor Linus netop kom fra, ja der var ingen. Men han ville nu gerne bytte plads og så trissede vi ned over sandet for blot at konstatere at vandet var fyldt med det der klæbrige og slimede tang der sidder på line og blink hele tiden. Det sidder endda fast på hjul og øjer, hvis bare det kommer i nærheden af det. Og så sad der en stor iglebefængt sortfisk på Linus blink et par kast efter. Nej, det var ikke pladsen vi havde drømt om, det her. Måske til sommer. Måske en dag med højere og mere rent vand. Måske måske... men ikke i dag.
Så stod vi på et af de rigtige hotspots og følte os som konger - revkonger, måske? Min ellers så stensikre plads viste ikke skyggen af fisk. Ikke så meget som et hug eller en følger. Der var bare dødt. Vi var længe ikke de første på pladsen denne dag. Både Linus og andre havde set masser af folk stå og fiske. Nå ja, det forklarer en del. I weekenden går fiskene langt ude efter kl. 11 om lørdagen. Forklaringen er simpel. Alle turisterne vælter jo i baljen, for NU skal der fiskes! Fiskene er væk og kommer først ind igen efter lang tids ro. Medmindre der kommer en stime forbi... det gjorde der ikke. Kasper kom forbi og eftersom ingen af os var særligt dygtige til at fange fisk idag, var det på sin plads at Kasper bød på kaffe fra sin havudsigts-terrasse. Som sagt så gjort, da jeg havde afkroget en lille blankfisk der mente at mit blink alligevel var godt nok.

Efter kaffepausen, der mere var et stop i dagens fiskeri, end en pause, var det på den igen. Kasper valgte at koncentrere sig om nogle asparges, så det var Linus og jeg igen. Eftersom jeg tidligere fik tildelt min yndlingssten på det første rev, var det naturligt - men mod min vilje - at tilbyde Linus hans supersten på det næste rev. Jeg måtte tage til takke med indløbshullet (hvor der ret tit kommer fisk helt ind under land) Ingenting skete og alt jeg så var isser på bunden. Den skal lige forklares; En isse er en alge begroet sten hvorpå en fisker har stået og skrabet algerne af. Stenen ligner derfor en isse og med andre ord, havde der været mange før os, for der var mange friske isser.

Et hug og så en følger der vendte langt ude var alt jeg kunne skrabe sammen, inden Linus fik fisk på. I modlyset kunne jeg kun se en bøjet stang og en fisk tages op, så jeg blev overrasket da jeg kom over og så fisken hænge i hans waders. Jo fisken var blank og over målet og selvom Linus ville genudsætte den, så kunne han ikke da krogen havde smadret gællerne. Og så kommer hævnen, for da Linus lige havde fået fisk, gik jeg ud for at tale med ham om fangsten og hvorfor ikke tage stangen med? 8 meter bag ham tager jeg et kast ud over ham og fortæller at jeg nu vil fange en blankfisk, hvorefter en fisk tager mit blink og efter en god fight kan kanes op på det tørre. En smukker blankfisk på 2,2 kg. og med mange prikker, får en grøn sten i nakken. Tak for sidst, Linus!

Der er åbenbart kommet fisk ind, for et par kast efter mister jeg en fisk i samme størrelse. Linus får en blank målsfisk og jeg gør ham derefter kunsten efter. Og så gentager vi lige det hele en gang til efter et par minutter. Udemærket plads her! Senere misser jeg totalt en fisk i hugget og så syntes vi at solen har gjort rigeligt for at gøre os brune hvorefter vi beslutter at køre hjem.

Sådan en dag som i dag, med SV vind istedet for den irriterende SØ vind, havde givet rigtigt mange fisk.

tirsdag den 7. april 2009

2009.04.07-10 - Listerlandet

Tirsdag 07. april

Solen skinner da jeg henter David og på turen mod Listerlandet sidder vi og glædes over hvor varmt det er og hvor perfekte vindforholdende er. Meldingerne fra Jim og Michael lyder på lidt revkonger, men David og jeg er sikre på at vores ankomst vil sætte fiskene i gang. Altså de store!
Skuffet er udtrykket i ansigterne da skyerne i samme øjeblik vi ankommer, trækker for solen og giver fiskedagen et anderledes udseende. Når vandet er 6 grader og vinden kommer fra havet, skal solen helst være på. Handskerne ligger kun 30 minutter i rygsækken før de kommer i brug og fiskene... dem ser vi ikke skyggen af. En lidt sur måde at begynde 4 dages fiskeri på, i og med at dagen fortsætter på denne måde. David runder af med at fange en revkonge på en ny plads og vi har begge lidt følgere. Rapporten for i dag er kort for det er mere eller mindre hvad der skete.


Onsdag 08. april

Da fiskene nærmest helt var forsvundet fra kysten i går, var vi i tvivl om hvor vi turde starte. Hvad er godt og hvor? Af mærkelige årsager er vi begge og mest jeg, meget i tvivl om hvor vi skal fiske. Jeg tror på alle pladser og jeg tror på ingen pladser. Det ene sted er det 5 grader i vandet, det andet er det 8. Fiskeriet er alvorligt når temperaturen svinger sig op over 6 grader. Er der fisk ved de 8 grader eller kommer de på pladsen hvor der er 5 gr., når solen får varmet vandet op? Og vinden... den ligger på fra SØ igen og er ikke særlig varm. Til gengæld er solen mere fremme og mon ikke den kan gøre noget ved musikken? Vildrede og pladsvalget bliver lidt tilfældigt, men vi ved også godt at alle pladser heroppe kaster fisk af sig og ofte gælder det bare om at være på pletten når de store trækker forbi. Men det gør nu ikke noget at man også tror på det - for fiskeriet bliver derefter.
Måske er det derfor vi ikke fanger noget de første timer? David og jeg besøger kortvarigt en af favoritpladserne, men uden held. Dernæst vender vi tilbage til revet vi startede på. Vi plejer altid at fange noget der og eftersom vi tidligere på dagen så fisk, kunne det være de var mere i hopla nu? Jo, det er de. Jeg har hug i første kast og ser på lang afstand fisken vende i overfladen. Et nyt kast lægges i samme retning og så sidder der en revkonge for enden af linen. Efter den hugger det endnu en gang i samme område og så dør fiskeriet igen. Men troen på pladsen gør at vi fortsætter. Og vi fortsætter længe endnu, for fiskene MÅ komme ind, i forhold der bliver bedre og bedre at se på. Faktisk så fisker vi frem til kl. 20 uden længere pauser og vi oplever absolut ingenting. Der ligger efterhånden nogle fisketimer på det rev, der gerne snart må udbetales i form af en rigtig stor blanko.


Torsdag 09. april
Vi starter hvor vi sluttede. Hvorfor ikke gøre det når man har troen? Resultatløst kører vi efter en time til en ny plads vi aldrig har betrådt. Dér får jeg mig en revkonge. Vandet er ganske klart, men i modsætning til områdets lyse pladser, er denne helt mørk hvilket gør at genskinnet fra bunden ikke er lige så kraftigt og agnen derfor ikke gennemskues lige så let. Andre fordele med mørk bund, er at de varmes op meget hurtigere. Jeg måler 8 grader i vandet allerede om formiddagen, men eftersom min revkonge er den eneste vi mærker står vi igen med pladsproblemer. De andre har som det eneste mærket større fisk i form af en tabt på et andet rev og ellers kører vi alle i samme spor. Hvor skal vi fiske, for hvor er der godt? Vi kører til vores fælles storfavorit på østsiden. Vinden er drejet i S og SV og det ser egentlig kedeligt ud, men en redegørelse over de sidste par års bedre fisk, viser hurtigt at vi faktisk har fanget flere fisk i diskovejr end i det de fleste vil kalde rigtigt havørred vejr.
Lavvande og dermed større muligheder for at vadefiske fører os længere ud på revet end jeg før har været. I medvinden kan vi kaste rigtigt langt så det gør David, mens jeg kaster på tværs af ham og hans line i sidevinden. En klage fra David over at jeg står og driller ham med at hive i hans line fører til et modhug og så har han fast fisk. Det var ikke mig der pillede ved hans line, som han ellers troede. Det var smukker blankfisk på 3,6 kg. der giver David en fornøjelig fight som jeg kan følge på helt nært hold. Det eneste der ærger mig, er at vi står så langt ude i vandet for jeg har ikke mit kamera med. Med sikker hånd nettes fisken og jeg beslutter mig at blive stående nu jeg er kommet helt herud. Allerede i kastet efter hugger det hårdt ude på distancen. Der er tydeligvis fisk inde. Et par kast efter igen kroger jeg en fisk der går helt grassat med flere høje spring på fuld line. Fisken ryger af og det er der bare ikke noget at gøre ved. Ikke så heldig jeg har været her på det sidste med de springende fisk over målet...

Dagen udvikler sig til det bedste vi oplever på Listerlandet i denne omgang og inden du læser videre, skal du vide at vi faktisk ikke får flere fisk over målet. Det eneste der holder dagen oppe er et par revkonger og så har jeg en del hug helt ude i enden af kastet. Ikke en af fiskene bliver siddende, hvilket jeg finder meget mærkeligt.


Fredag 10. april

Naturligvis starter vi på revet vi sluttede på igår. Vinden har lagt sig fuldstændigt og vandet er spritklart. Var jeg en fisk, ville jeg have svært ved at tro på noget som helst metal der blev kastet efter mig. Derfor diskuterer vi også fjer istedet for metal men det er kun Michael og David der gør noget ved det. Jim gider ikke fiske og jeg tager kun et par sølle kast. David har faktisk en følger, selvom han mistænker det er en gedde og Michael ser tobiser springe forvildet omkring lige foran sig. Jeg følger det hele oppe fra en stor sten mellem dem og håber at de begge får fisk på, men der sker intet. Det er helt helt stille.

Vinden tager langsomt til og pludselig forandres fiskepladsen fra et vindstille og varmt smørhul til en rigtig fiskeplads. Selv Jim går i vandet og så fisker vi alle 4 inden det er tid til frokost. Efter frokost skal det ikke blive noget problem at finde fiskevand, men der sker det som der plejer at ske... vinden har lagt sig igen og vandet ligger endnu engang fladt hen.

Opdelingen fører Jim og Michael sydpå og David og jeg prøver næsten det samme. Den sidste dags sidste mange timer ender resultatløst. Kun et par følgere og et par hug indikerer at vi ikke er helt alene på pladserne, men ingen fisk vil med op og lege.

Listerlandet... jeg elsker det stadig, men det gælder så sandelig om at være der i de rette forhold på de rette tidspunkter. Vi er kun lige taget hjem da der kommer 2 rapporter på havørredfangst på hhv. 4,3 og 3,8 kg.

mandag den 6. april 2009

2009.04.06 Grævling og tobiser

Dagen var udset til en tur til Danmark eller egentlig blev det lavet om til en retur til Blekinge, men ingen af delene blev til noget. Luften er gået lidt af ballonen og så er det påske, hvilket indebærer en anseelig mængde fiskere på kysten - ihvertfald hernede. Det var så ikke lige hvad Kasper kunne berette. Ihvertfald ikke i den første samtale, hvorimod antallet fiskere betragteligt var steget efter den anden samtale. Sikkert, havde heller ikke de fanget noget af betydning hvorend de havde været inden - jeg mener, hvad skifter man ellers plads for? Jeg skifter ikke plads, hvis jeg har fiskene hos mig. På den anden side, hvem har egentlig fiskene? Hvem har fisk på sig?

Nå, men den der retur til Blekinge havde måske ikke været så sølle endda. En sms fra en bekendt i de tidlige morgentimer (altså omkring kl. 10...) bekendtgjorde fangsten af en 4,5 kg´s fisk. Med søvnen i øjnene satte jeg mig med min kaffe og redegjorde for gårddagens fiskeri på siden. Skulle jeg have sparet det sidste opkald til Janne og Kasper og have mødtes med dem på udvalgte strategiske steder for at "samåka" til Blekinge? Vinden udenfor eller rettere, manglen på samme, fik mig i bedre humør. Nej, fisken fra Blekinge var sandsynligvis nok bare en enlig svale. En fisk som ligeså vel kunne komme op her som i Danmark på sådan en smuk forårsdag.

Vandet lå helt fladt hen. Helt fladt! For sjov skulle jeg lige måle temperaturen under land og til min glæde viste det 9 grader. Dæleme noget af et spring på få dage og hen over bunden væltede det rundt med dyr af diverse karater. De fleste vandlevende - hermed udelader jeg ikke at der fandtes andet i vandet som ikke hørte hjemme her! Bl.a en grævling som jeg blev noget så forbandet bange for, da jeg opdagede den alt for tæt på. Nu er det sådan med grævlinger at de ikke lever i vand, men har du nogensinde set en "komme imod dig"?

På listefødder sneg jeg mig ud over kanten af blæretang. Lavt vand afslørede hver en busk og hver en sten, på vejen mod det dybe. Det stille og utroligt klare vand til trods - fisken måtte være hjemme og med en perfekt sol ind fra siden og det levende vand var det bare at vente, som jeg nu engang er så dygtig til.. (I stil med andre med samme hobby) Den totale mangel på liv længere ude fremkaldte en panderynken. Jo, vandet var stille... jo, det var godt nok klart... nøøjjjj vandet var faktisk også varmt herude - hele 8 grader... jo, det kunne give fisk... Nej, det gjorde det ikke.

Tankestreger... for et par år siden på samme plads med samme forhold:

"Tobisen er netop vågnet og dagen har givet et par mindre blanke samt nogle sortfisk. Hen under aften står Lotti og jeg fiskende på revet mens solen gør som den plejer. Den sidste halve time viser fisk under land, men det er først da tobisstimen jages op i overfladen at vi er klar over at der virkelig er en jagt igang. Lyden glemmer jeg aldrig. Tobiser der flygter fra jagende havørred lyder i skrift nogenlunde sådan her; Plop plop plop plop plop plop - der er mange flere "plops" for der var mange flere tobiser. Den er svær at forklare, men jeg kan forestille mig at en dartpil der kastes mod vandet, lyder som en tobis der dykker efter at have taget en flyvetur fra den jagtende fjende i dybet. Det er vildt at se på og da kastet lægges i retning mod tobiserne kommer et voldsomt hug der flexer stangen i bund. Fisken vender og knaser i øjerne på stangen inden stangen rettes op og en bøjet krog kommer op."

Det er 4-5 år siden og nu her, mens jeg levende genkalder det lækre (og ærgelige) minde "plopper" tobiserne ikke som jeg havde håbet. Alligevel hugger det, selvom hugget nok ikke kan kaldes specielt hårdt. En sortfisk har, i samme stil som fiskene igår, suttet blinket PÅ sig - ikke I sig, for så var den sgu ikke røget af, og jeg kan fighte en halvdød fisk i et par sekunder inden den genudsætter sig selv.
Det er en smuk aften og da revkammeraterne forsvinder kommer den totale ro op i mig. Pyt med fisk, pyt med fulton, pyt med trofæer (som om jeg havde nogen) pyt med det hele. Det er mig, det er vandet, det er solnedgangen. Behøver jeg mere? Nå jo, det skulle da lige være et par fingervanter og min hue, for det er ikke specielt varmt her 10 minutter i solnedgang. Kast efter kast lægges mod Tyskland, Danmark og Polen (det hedder vifteform) men der sker ikke det fjerneste. Da jeg kaster mod Polen, ser jeg en stor hvirvel i overfladen efter mit seneste kast mod Tyskland. Hvad fa´en... jeg har haft fisk efter og det ser jeg først nu? Hvorfor huggede ikke den? Mange kast senere er jeg klar over at det var en enlig svale. Jeg aner ikke hvor den blev af, men den kom fra Tyskland og stående hvor jeg står, er kast mod Tyskland og Danmark altid gode. Specielt når der er tobiser...

Mine fingre ligner tobiser. Jeg må hellere gå op til grævlingen og sige tak for i aften.

søndag den 5. april 2009

2009.04.05 Dem der hopper... af

Det var fiskeri lørdag, der var planlagt. Det blev søndag af diverse familiære årsager og godt det samme, for lørdag viste sig fra en grim fiskemæssig side, med vindstille vejr og swimmingpool på kysten. Til forskel fra den dag hvor vi havde Blänkeren, med samme vindforhold - men godt fiskeri - var den direkte sol og vandtemperaturen. D. 14 marts havde vi en temperatur på omkring 4 gr., men da vendte foråret tilbage til os - derfor var det tåget. I går var solen direkte på og vandet er allerede mere varmet op - lyset er stærkt og fisken dermed sky. Det er min teori på hvorfor det blev som det blev.

Hvorom alting er, så skulle jeg have fisket om aftenen men da der kom en kalveculotte på grillen og en Amarone blev åbnet, så blev fiskeriet udsat til i dag. Ikke så dårligt et valg, hverken med Amarone eller fiskeri.

Jeg hentede Kasper kl. 7. Ferietid og så skal jeg tidligere op end når jeg arbejder... men det er noget andet at tage på fisketur og derfor stå tidligt op, ikke? Blekinge var målet og da vi stod på kysten ved halv ni tiden kunne jeg egentlig godt tænkte mig at jeg var vågnet kl. 4 i stedet. På den anden side, ville jeg være så frygtelig træt sidst på eftermiddagen at hjemturen ville blive et helvede.
Intet skete de første par timer. Vi havde ikke det bedste vejr med en rimelig hård vestlig vind, men den var bedre end ingen vind. Et pladsbytte blev kort diskuteret og inden vi stod på det nye rev havde vi handlet diverse mad og sad så ellers op af bilen og guffede rejesalat, rullepølse, leverpostej, slik og drak både sodavand og drikkeyoghurt. Super hyggeligt, selvom den hårde vind var kold. Det skulle gøre godt med en lang gåtur ud til revet så varmen kunne fordeles i kroppen igen. Allerede efter et par kast ser jeg en skygge bag blinket - eller er der 2? Fisken vender foran mig, men hvad var det bagved? Var der ikke 2 der fulgte efter? Kasper står langt ude på revet og jeg kan ikke signalere at kontakten til salmo trutta er etableret. Endnu engang har jeg fisk efter, men den hugger først - ikke specielt hårdt, det er nærmere et puf og så er den også væk. Gad vide om det klare vand får fisken til at mistænke alt? Jeg overvejer at sætte monofil forfang på, men vil først lige prøve et nyt sted, da jeg får noget på krogen der får blinket til at stoppe den vrikkende gang. Op kommer en stor hundestejle kroget midt i bugen. Den bliver kastet ud i igen og så tager jeg et par kast til. Bag blinket kommer en fisk pludselig buldrende - den hugger voldsomt i en stor virvel og er væk igen.

Den anden spids på revet plads giver ikke så meget som et hug og Kasper og jeg tænker længe over hvad der skal få fisken frem. Kasper vælger at prøve mit udgangspunkt, hvis nu fiskene er der endnu. Imens fisker jeg en anden strækning af helt uden resultat. Tilbage til udgangspunktet - nu med monofilforfang og et mindre blink. Så kommer piftet fra Kasper. Fluestangen bukker sammen og jeg er glad. Fisk der hugger - kanon, selvom Kasper er utilfreds med sin fisk. Jeg har netop fortalt ham at der godt kan gå en 10-15 blanke på en nedfaldsfisk og hvad afkroger han? En nedgænger. På den anden side, så vil de næste 14 fisk heroppe fra være blanke!

Et par kast bliver lagt i retning mod hans område og efter et spinstop sidder der "bare" en fisk på. Den hverken huggede eller stødte til blinket, den bare sidder der ligeså forsigtigt. Men hvad der var forsigtigt i hugget er det ikke de følgende 30 sekunder. Fisken går fuldstændig amok og er helt fri af vandet 7 gange i store solide plask. Det 7.ende hop giver en + 4 kg´s fuldfed og skinnede blank havørred friheden igen. Hvor surt... Da jeg tager et par kast i den anden retning sker det samme igen.

Det hugger yderst forsigtigt tæt på og en blankfisk vrider sig i vandet 10 meter foran mig. Fandme om ikke også denne vælger at blive genudsat lidt for tidligt. Så blev jeg noget muggen! Krog, line og det hele bliver skiftet og et par kast efter hugger en fisk endelig ordentligt og til min glæde, noget længere ude end de andre. Desværre er den ikke i nærheden af de 2 jeg lige har mistet og efter en benhård fight med udløb og hop kan jeg afkroge en blankfisk på målet så smuk som jeg sjældent har set dem. Enkelte store sorte prikker og knitrende blank og helt lyse finner. Den lignede en laks - gad vide om... ?

Resten af dagen er Kasper og jeg på helspænd efter fiskene men alt der sker er en følger hos mig. Det virker som om fiskene er vågnet lidt, både i Blekinge og derhjemme. Nu afgør vejret om vi kan fange dem. Solskin med vind giver fisk. Overskyet med regn giver fisk. Men diskovejr (sol og vindstille) er nærmest umulige forhold.

lørdag den 28. marts 2009

2009.03.28 Kridtfiskeri

Det med vejret - igen. 5 døgnsudsigten bliver altid nærstuderet for at vurdere om vinden på dagen og de foregående dages vind, kan have en positiv eller negativ effekt på fiskeriet. Jeg vurderede at 9 m/s fra hhv. SØ og SV 2 dage før fiskedagen, ikke ville være af det bedre til Sydkysten og gjorde dermed alvor af min trussel om at køre til Stevns. Ikke fordi jeg er farlig på Stevns, men det der med at gå over åen efter vand... Jeg bor trods alt, i mine øjne, tæt på noget af det fineste fiskevand med utrolige mængder af fiskemuligheder. Men jeg må også erkende at jeg løbet lidt træt dernede. Mine rapporter fra sidste uge forklarer det, for du ser ingen billeder af større blankfisk, vel? Det gør jeg heller ikke og jeg har ikke glemt at uploade noget.

Det var ikke sådan at jeg regnede med at fange en af de store, men det er ikke nogen hemmelighed at Stevns ofte leverer drømmefiskeri og klokken lidt over 8 stod Ajes og jeg på den udvalgte plads. Kun en bil stod parkeret og jeg kiggede forundret rundt for at finde de andre, der burde være på plads. Ingen i sigte. Var vi kørt ned det forkerte sted eller... ? Fremme ved kysten åbenbarede den smukkeste strækning sig for os. Ejeren af den enlige bil stod udvadet hvor vi havde tænkt at fiske, men Stevns er stort - enormt faktisk, så vi gik bare den anden vej. Rundt om hver en pynt og store sten ventede jeg at se andre ude, men alt jeg så var den ene overdådige fiskeplads efter den anden. Vandet var let uklart og det stank langt væk af havørred. Ajes og jeg talte allerede inden vi gik igang med fisket, om at det her da var noget at det vildeste og lækreste vi længe havde set. 15 kast efter blev pladsen udødeliggjort i erindringen. Det var ikke bamsen, men når man står i disse omgivelser og alt ser rigtigt ud, så bliver det hele bare guddommeligt når fisken hugger fuldstændigt som forventet.

En tykker gris af en blankfisk på mit eget mål, kom op til afkrogning. Ajes havde hug og jeg fangede en til. Så måtte den store komme snart! Ajes fik sig en fisk magen til min og så satte han 2 i træk, der havde væsentligt større finner at bevæge sig rundt med, end dem vi hidtil havde mærket. Stimen forsvandt efter jeg tog fisk nr. 3 og Ajes og jeg satte os op for at spise kiks og kokosmakroner. Nå, ja... vi kunne da ligeså godt bevæge os længere ned af kysten, for det så ud som om pynterne bare fortsatte. At gå med flere meter klint hængede ud i det fri over hovedet og mange steder i adskillige meters tykkelse, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Man kunne tydeligt se at der flere steder jævnligt faldt sten ned. Sten i fodbold størrelse, hvilket rækker til at trykke dit hovede ned i mavesækken. De større sten ville mase dig fuldstændigt, så jeg havde fokus på vandet og forsøgte at vade lidt længere ud, for ikke at vende mig om hele tiden og tænke "det der ser lidt løst ud, gad vide om det holder".

At holde fokus på vandet var nu heller ikke noget problem. Vinden holdt vandet i gang længere ude og sendte bølger og dønninger ind mod os. Det så bedre og bedre ud for hvert kast vi tog - faktisk så godt at Ajes bestemte sig for at bade og da han så skulle op og tørres efter et par timer uden kontakt til fisk, ja da huggede det selvfølgelig hos mig. Endnu en af de mange målsfisk var gået ukritisk til bidet og havde nærmest slugt alle krogene på mit blink. Fisk nr. 5 huggede i kastet derefter. Den huggede helt ude og jeg kunne med det samme mærke at der endelig var tale om en større fisk. Fighten blev noget kedelig, da det mest var rusken frem og tilbage og kun et mindre udløb. Inde ved land vågnede den lidt op, men da havde den kun få kræfter tilbage og jeg kunne dernæst håndtaile den op på det tørre. Endelig en lidt sjovere fisk fra Stevns, selvom den godt kunne have haft lidt mere mave. Ajes fik travlt med at komme i tøjet igen og mens han gik ud snuppede jeg en til på målet og så døde fiskeriet igen. Det er bare om at være der, når de kommer skal jeg love for. 4 kast = 3 fisk.

Grundet barnepasning måtte Ajes forlade kysten før tid. Jeg bestemte mig for at blive og få noget mere ud af kysten og samtidigt var vinden vendt og øget i styrke. Hvad der før så lækkert ud var nu drømmevandet, men et eller andet sted gled luften ud af ballonen. Jeg havde ikke den samme tro på det mere og den med troen er utrolig vigtig for at fiske ordentligt. 2 kolde timer med kun et enkelt hug og en genudsætter på max. 40 cm. gjorde at jeg valgte at takke lidt tidligere af og begive mig hjemover.

Lidt tal:

Afstand fra Trelleborg til Stevns = 125 km. og det tog ca. 1 time og 20 minutter.
Afstand fra Trelleborg til Listerlandet = øhh... vist nok 100 km, men det tager ligeså lang tid.

Hvad vil jeg sige med det? Jo, Stevns er i samme afstand for mig, som Listerlandet er. Der er kun en brobizz til forskel.

Fisken vejede for i øvrigt 3,2 kg og havde en Fulton på 1,23

onsdag den 25. marts 2009

2009.03.25 I-landsproblem

Den dag internettet og telefonen stoppede med at fungere, fandt jeg ud af hvor afhængig jeg var af det.

Det gik ned d. 16. marts. Samme dag som min ferie startede og i den uge, hvor jeg ville have skrevet for hver fiskedag til glæde for dig og alle de andre. Men så lærer man hvor afhængig man bliver. Prøv det selv og se hvor længe du holder. Vi fik lov at holde 9 dage, så virkede det igen - vi kunne ikke holde i 9 dage, men det blev vi nødt til.

Pga. min manglende forbindelse har jeg ikke kunne rette de småting jeg gerne ville have på plads. Der var i alt 122 tilmeldte til vores konkurrence. Derudover var den lykkelige fanger af havørreden lige efter konkurrencens afslutning, Peter Salomonsson.

Nedenfor står 4 ture fra ugen der gik. Jeg fiskede ikke tirsdag pga. uduligt vejr og træthed og den seneste weekend stod i familiens tegn. Det der med at tage fri en hel uge for at fiske, mærkes ikke som ferie hos familien. Jeg er jo væk lige så længe som på en arbejdsdag - og apropos arbejdsdag, så er en fiskedag noget hårdere. Ihvertfald med det stillesiddende kontorarbejde jeg har.
God læsning, hvis du gider...

fredag den 20. marts 2009

2009.03.20 Termopølser

Vejret var til en start ikke noget jeg så frem til at fiske i. Helt stille og sol fra en skyfri himmel, men med udsigt til 5-6 m/s fra V, var jeg mere end klar på at komme af sted. Mens min far og jeg kørte langs kysten var vinden ved at tænde op og fremme på den første plads åbenbarede kysten sig som jeg vil have den. Let farvet vand, ”klart med svæv” som Kasper ville sige det, og bølger fra vest blandet med små dønninger fra sydøst. Helt igennem en dag der ville bringe fisk på fad og sikkert ganske hurtigt, eftersom vi var først på plads.

Uden handsker og hue stod jeg hurtigt klar på revet. Min far kom ud i samme tempo og så huggede vi ellers vores blink ud i horisonten, klar på det første tunge hug. Med det gik der nok en halv time, så måtte jeg ind og have handsker og hue på. Vinden var bidende kold og mine fingre helt stive. Havet er trods alt kun omkring 4 grader og eftersom det havde frosset 5 minus om natten var det ikke så varmt som jeg troede. Alligevel skulle fiskene bare være på plads. Ud igen og straks derefter så jeg en skygge i bølgerne bag blinket. Fisken huggede ikke, men forsvandt i en hvirvel foran mig. Så var de plads, men lidt svære pga. kulden i nat eller…?

Efter en pause og en varm pølse fra termoen gik vi ud på nye pladser på revet. Helt ude i kastet kom hugget endelig. Fisken fightede rigtigt godt og til sidst kom en flot nedfaldsfisk på et par kilo op. Måske følgeren fra før? Der var ikke skyggen af fisk i den næste time og da vinden bed mere og mere, blev min far og jeg enige om at skifte plads.

Nyt rev og med en mere skæv vind ude fra havet, gjorde ikke fornøjelsen varmere, men det så så drønhamrende godt ud, at jeg endnu engang forventede det gode hug i hvert kast. Endnu engang måtte vi skuffede forlade et lækkert rev med kolde snitter og ikke skyggen af fisk.

Dagens sidste plads var en del mere klar i vandet og vinden længe ikke så skarp, da den lå i læ. Samtidigt har jeg gode erfaringer herfra på den højre side af revet for der plejer, som så mange andre steder, at stå en fisk i den rigtige farve. Men som så mange andre gange før, døde ”plejer” efter 30 minutter. Ikke så meget som et hug og ikke skyggen af fisk. Et øjeblik overvejede min far og jeg at tage tidligt fyraften, men det kunne simpelthen ikke passe at vi ikke kunne lokke fiskene frem i dag. Vi holdt en god pause, ledte efter rav og sad og snakkede lidt, inden vi igen stod på revet. Endelig huggede en fisk. Den havde jeg på i 5 sekunder, så var den væk igen. Med frisk fisk på CV´et kunne jeg fiske lidt mere, så jeg gik længere ud og fiskede revet af 4 gange. 4 gange, med samme resultat som tidligere på dagen. Ikke en fisk i sigte – ikke engang en sølle følger. Nej, dagen ville ikke rigtigt som vi ville og min far og jeg sluttede da solen gik ned.

Nu er det weekend og den vil jeg holde som almindelig familiefar uden fiskeri.