fredag den 30. december 2016

2016.12.30 Godt nytår

Så gik der et år til og jeg står som vanligt, måbende på sidelinjen og ser fiskeriet flyve forbi. Jeg tilhører dog ikke skaren der generelt ser livet passere hurtigt. Jeg syntes jeg opnår en del - givetvis mange af de samme ting - men livet går som det skal. Det er bare fiskeriet der ikke får den plads, det fortjener.
Altså en sang af de sædvanlige, med andre ord. Det må være pensionist tilværelsen, der giver den store tilfredshed i tiden, til det fiskeri jeg ikke når i den travle hverdag. Være sig efter havørred eller rav.

Men... mens fiskeriet 2016 passerede, har jeg fået samtlige indervægge - pånær 3 korte omkring badeværelset - taget op og erstattet med beton. Det er således, at huset vi har købt, er bygget efter datidens (70´erne) smarte standard, hvor man anså at trykimprægneret træ, skulle udgøre bundremmen samt bunden af samtlige husets vægge - også de bærende. Altså har man støbt gulv indtil disse vægge, som inden også var monteret med gipsplader og så 41 år efter, opnået en lugt der ikke rigtigt kan beskrives, men hvis du forestiller dig trykimprægneret træ, der er muggent og fugtig (ja, det sker faktisk) så har du lugten.
Den lugt er væk! Jeg har haft den bærende væg taget ned, understøttet, støbt beton og sat nye vægge efter tidens regler, såvel som de andre vægge også har været nede og er enten genopbygget eller helt fjernet. Jeg har flydespartlet gulvet i køkken, stue og gang og samtidigt udvidet stuen. Det samme er sket i soveværelset, som er det eneste rum der er helt færdigt. Flydespartling, nye lofter, vægge, udvidelse og nyt gulv. Lagt nyt gulv i køkken og gang. Bygget nyt køkken (som nu involverer 3 tidligere rum), efter 4 måneder med fruen og håndvasken i badeværelset som "opvasker". Fået nye vinduer i hovedhuset oppe og nede. Taget halvdelen af gulvet op på førstesalen - det er i øvrigt stadigt oppe - fordi jeg laver lys/trækker el nede i stueetagen. Fået ny el-tavle (det har en elektriker altså klaret), lavet ude-belysning, fået lagt ny terrasse. Lavet skur i haven til diverse, anlagt det meste af haven mod syd og vest. Bygget stakit og genopbygget stakit og fældet træer og buske.

Lige nu sidder jeg i 19 grader og venter på at VVS´eren kommer forbi og sætter radiatorer op. Vi har kun 2 nede i stueplan (en på hvert toilet), resten er fjernet for at kunne komme til. Det er dejligt at være hus-ejer, men det tager på fisketiden. Til gengæld mangler jeg vist kun at fuge gulvet i gangen, lægge nyt gulv i stuen, få den malet og sætte stikkontakterne op - der er trukket el - og så lige tilslutte LED spottene i loftet. Nå jo, så skal jeg lige lave kontoret, som lige nu er ungernes soveværelse, men det er småting efterhånden. Badeværelse og toilet må helt enkelt vente her i stueplan, for næste år skal jeg renovere hele førstesalen, som siden dedikeres til ungerne. Førstesalen på garagen der i mod... den er MIN! :-)


Fiskeåret resulterede i 21 ture. Under halvdelen af året før, men ovenstående er vel en rimelig forklaring til det. Ikke en rimelig fordeling af ønsket tid, for så ville jeg ønske at jeg ikke også skulle passe et fuldtidsarbejde ved siden af. Der er dog en økonomisk vinkel i det, forståes.

  • 21 ture
  • 29 fisk, hvoraf de 25 var blanke
  • 1 mistet fisk
  • 2 mistet stykker endegrej (stadig uden bly)
  • 7 stykker rav fundet på fisketuren
  • 183 stykker rav fundet på ravture

Selvom det også kun blev til 3 ture i kajakken, så har året som sagt været fint i betragtning af hvor meget tid der er lagt på alt muligt andet.

Med ønsket om et godt nytår og det sædvanlige ønske om mere fisketid næste år :-)

lørdag den 12. november 2016

2016.11.12 Blandt rav, kridt og gode venner

Jeg har en tanke på Jacob Schmidt hver gang jeg nærmer mig et fiskevand og klokken ikke stemmer overens med dagens start. De der ture til Øland Jacob, har virkelig gjort indtryk på mig. Det skal du vide. Du, der blandt andre har savnet indlæg her på siden, beriges nu med et fra i dag.
Et eller andet sted, skriver jeg vist mest for min egen skyld, men der sidder da nogle derude og kigger på billeder ved jeg. Om du læser alt det her, ved jeg ikke, men hvis du gør... tak :-)

I dag er jeg nok lidt hengiven og tøse agtig. Jeg har nemlig haft et brag af en fisketur. Og det altså uden at fange noget som helst! En kombination af umådeligt godt vejr, gode venner, fantastisk smukt fiskevand, et afsavn af de helt store til kysten og så lige få lov at være med i det... tja... det var så åbenbart hvad jeg trængte til i dag. Jeg er i hvert fald SÅ meget ovenpå lige nu og det er så hvad fiskeriet og samværet omkring det, gør ved mig. Godt!

I en af Tysklands über luksusbiler, penetrerer vi rimtågen og når vores mål. Klintekysten ligger solbadet, med en flot dybblå efterårs himmel i baggrunden. Det er frostvejr og piv glat på stien ned til vandet, som vi bestemt ikke når i en tid som Jacob havde været begejstret for. Røgen fra det nærmeste hus stiger dovent til vejrs og vandet er mod forventning, spirtklart trods gårdagens østenvind.

Østenvind? Det er sgu da rav vejr! Jeg når ikke at gå mange meter, før jeg kigger efter tang, jeg kan lede i. Et hug efter 5 kast får mig dog på andre tanker igen. En hvirvel i overfladen og ellers ikke mere. De 4 andre, Henrik, Javier, David og Ole, står hver især med blikket rettet mod deres seneste kast. De har vist intet mærket og sådan går den næste time... Og SÅ står jeg med blikket i tangen, præcis som jeg regnede med og da jeg samler et flot gult stykke op, pifter Ole til mig og viser et stykke sølv frem, der lige behagede at hugge hans seneste kreation af OLR wobler, da jeg flyttede opmærksomheden væk fra vandet. Jeg går i vandet, for at igen at have et hug og en hvirvel i overfladen og siden intet mere.

Lidt snak i strandkanten. Lidt billeder. Javier går mod pynten. Henrik og David bliver mod nord. Jeg går mod dem og vil lede rav og fiske, inden det er tid til pausen. Så ringer telefonen midt i den smukke naturoplevelse og Javier kan fortælle at anstrengelsen ud til pynten var det hele værd. 3 kast = 3 fisk, med den største på 3 kg. Fantastisk! Jeg er på samme tid lidt misundelig, såvel som mega glad. Den der glæde man aner, når en kammerat får en god fisk... det er næsten som at tage den selv og jeg falder dernæst over et flot stykke rav på 6 gram. Men den glæde jeg opnår ved dét, er der vist ingen der forstår.

Om pølser og rejesalat: Ole blev ikke lokket i fælden. Der i mod, stod jeg med rejesalat om munden og lignede en velintegreret svensker, da jeg forgæves forsøgte at overbevise om det gode i denne underlige beklædning af pølsen. Næste gang Ole... næste gang!

En halv time senere, står vi 5 mand med blå tænder og smiler til hinanden og moder natur. Blåbær pien sidder rigtigt godt ovenpå pølserne og mætte - rigtigt mætte - går vi igen til vandet i et lidt mere adstadigt tempo. Maden til trods, er kulden trængt ind under jakken og det er med kolde fingre jeg igen betræder vandet. Skyggerne er allerede blevet lange og frosten trænger sig på, sammen med den tiltagende vind. Jeg finder varme i jakkelommerne, da Ole og jeg tager en lang pause ovenpå frokostpausen og er mætte på fiskeri, såvel som på mad. Det er godt med selskab, andre meninger og holdninger og en dejlig natur at færdes i. Jeg er utrolig taknemmelig for at være en del af dette og da vi går mod über luksus bilen, er jeg fuldt tilfreds med dagens resultat for eget vedkommende. Jeg har nemlig fanget farve i kinderne, frisk luft i lungerne, et tusinde dejlige indtryk af naturen på den anden side af gipspladerne og været sammen med det, jeg er ved at indse betyder ligeså meget som familien... nemlig vennerne. Tak!

tirsdag den 1. november 2016

2016.11.01 På kanten af det røde hav

Jeg har sprunget over. Erkendt. Jeg har ikke haft tid og ej heller lyst til at skrive eller gøre noget ud af siden de sidste par uger. Det vil sige, tiden har ikke været der overhovedet. Lysten er nok lidt et udslag af tiden. Stressede hverdage og bygge om og afsted og så er der nogen idiot der har opfundet den forpulede vintertid, der fuldstændig tager lysten til et liv fra en.
Og JA... jeg ved godt at sommertid ikke er normal tid, men som jeg har skrevet flere gange før, så kan jeg ikke bruge en solopgang kl. 3 om natten om sommeren til en skid. Til gengæld kan jeg godt bruge lyset frem til kl. 23
Såvel er det også med lyset vintertid. Jeg er fløjtende ligeglad med at det er lyst om morgenen. Men indbrudstyvene elsker at det er mørkt tidligere - og så misser man også alt dagslys når man har fri fra job.
Og skal hjem og bygge om. Suk...

Men jeg tog fri 01. november og på rav jagt i dårlige forhold. Det blev og gik som forventet. Jeg fandt et heldigt stykke på kanten af det røde rådne hav. Men fik da en hygge tur ud af det og tænke på hvornår jeg igen kom herud.

søndag den 28. august 2016

2016.08.28 Et morgenknald

Et billede siger nogle gange mere end 1000 ord, så skal vi ikke bare lade billedet stå.
Men jeg vil da gerne tilføje at jeg vågnede ved at det pludselig blæste helt vildt. Syntes det var rart med lidt frisk luft, men var samtidigt skuffet over at overgangen fra den vilde varme, de sidste dage bare sluttede med blæst. Indtil jeg kiggede den anden vej og så jeg havde sovet fra en stor gustfront og at det var dén, der havde startet blæsten. Nu var det bare at vente på uvejret, der byggede op nede sydvest på. Dejlig morgenvækning!

onsdag den 24. august 2016

2016.08.24 Endnu en af de dage dér...

Det skal nok komme, at jeg oplever en god fiskedag og dagen derpå gentager succesen. Men det blev heller ikke idag. Kasper Mühlbach og jeg havde aftalt at mødes på en af de sidste ture, med Kasper som dansker i eksil. Det var ikke en afslutningstur eller sådan, men Kasper har taget et endnu større skridt fra at som single at flytte fra Danmark til Skåne - til at flytte tilbage til Danmark, nu med kone og børn. Det er jeg rigtig ked af, men samtidigt kommer Kasper nu til at bo tættere på mig i fugleflugt og han truede da også på vej hjem gennem sivene, med at han skulle have mange smutture herover, når fiskefeberen steg ham til hovedet og sildene i København ikke helt rakte til.

Den udsete plads - den fra igår selvfølgelig - var optaget og vi søgte på en anden god efterårs traver. Det viste sig dog at vi ikke havde noget held med os dér, hvorfor tankerne på den først udtænkte plads genopstod og hvis den stadig var optaget, så revet ved siden af.

Det blev revet ved siden af - det indenfor fredningsbæltet, når det vel at mærke gælder. Lidt grænseoverskridende - rent bogstaveligt - at fiske indenfor fredningsbæltet, men på den anden side... det er lovligt og så jeg fik set en plads, jeg altid har drømt om at fiske på. Og hvilken plads. Hvilken drøm af en kystplads... ok... den ligger så 400 meter fra hvor jeg fiskede igår, men det var nu engang min reaktion over at stå på nogle nye sten.

Ægte fangst glæde!
Kasper var ligeså begejstret og sammen kastede vi os ind i den sidste time af dagslyset, men stadig uden selskab fra kystens herlige fightere. Det var med den sædvanlige undren, at man den ene dag kan opleve så mange fisk - for dagen efter at stå i det tomme intet. Havørrederfiskeriets charme, helt enkelt. Vores rev kammerater så heller ikke ud til at have noget at more sig over, så da de forlod pladsen, var jeg egentlig også på vej op - og netop da, fik Kasper endelig fisk på. En herlig fight med en kanon flot sensommerfisk på den anden side af 3 kg. tog slut foran blitzens blinken. Det må rev kammeraterne have set, for pludselig stod de i vandet igen og kunne så få lov at se mig fighte lillebroderen til Kaspers fisk, inden det blev så mørkt at det enten var nattefiskeri eller flyttemand, der gjaldt.

Kasper lokkede mig til flyttemandstjansen og efter den lille opgave, sad vi længe og talte om dengang og nu. Og Kasper, jeg var blevet flere timer, hvis ikke der lige var en arbejdsdag på den anden side af solopgangen - men tak for endnu en hyggelig tur og godt selskab.

Jeg glæder mig til flere fremtidige turer, uanset dit udgangspunkt og du er altid velkommen i Trelleborg eller hvor jeg nu måtte være :-)

tirsdag den 23. august 2016

2016.08.23 En af de dage dér...

På vejen hjem fra job bemærkede jeg at flagene blafrede næsten samme vej som jeg kørte. Sydpå. Det betyder fralandsvind eller i hvert fald, vind der ikke står ind på kysten. Nu er der jo tydeligvis ingen regler overhovedet, for fiskeriet i år, da sydlige vinde og varmt vejr i weekenden gav en fiske kollega 20 havørreder. Altså midt på dagen... i august... ik´...

Og så har vi ham Javier, der nogle gange i træk har kranet flere store og mange fisk. Så det er vel bare om at fiske, når man nu kan og lægge alle andre forbehold til side.

Idag forsvandt forbeholdet: Jeg skulle slibe vægge og lofter i soveværelset og kigge på nyt gulv.

Og da det forbehold af en eller anden årsag pludselig var væk, stod jeg i stedet på kysten og havde lige afsluttet en samtale med Ajes der sad i en bil nord for Sundsvall, på vej til Norge på havfiske eventyr. En bil jeg skulle have siddet i men fravalgte, fordi antallet feriedage ikke helt stemmer overens med antallet ønskede fiske(ferie)dage. Sådan bliver det vist aldrig.

Vandet var let grumset og jeg mærkede intet den første halve time. Jeg var ved at synke ned i det sure hul, der opstår når fiskene ikke vil som jeg vil. Men da kastene var lange, skulle vifteformen fuldendes, inden jeg byttede til pladsen jeg netop havde passeret den halve time inden. Pladsen med det klare vand. Og midt i tankerne om den anden plads, huggede det pludselig let i wobleren. En hvirvel i vandet bag og siden ikke mere. Hornfisk, var den første tanke. Men kastet derpå blev lagt samme sted og så skete det, jeg også elsker havørredfiskeriet for. 3 havørreder på 4 kast. Alle i 2 kilos størrelsen. Det er fiskemagi på den fede måde.

Men lige så hurtigt som fiskene kom, forsvandt de igen. Eller huggene gjorde. For der var stadig fisk på plads, som vendte foran mig i store hvirvler og med store trykbølger i overfladen. Jeg havde det behageligt godt. Sensommerfiskeri når det er bedst. Men følgerne, som nu kun forblev følgere, var lidt underlige i forhold til de 3 jeg fik så hurtigt efter hinanden. Uanset spinstop og alt muligt, så ville de pludselig ikke mere. Havde det været forår, var jeg blevet gal til sidst, men her i det fugtigere og lidt længere skyggers land, gjorde det ikke det store. Selvfølgelig vil jeg uden tvivl helst fange dem, men da jeg havde landet 3, var det mere god underholdning at have så meget selskab. Indtil...

... den store huggede. Så var det alligevel lidt sjovere med fisk på og ikke kun efter. Hugget faldt i en stor følger bølge da jeg overvejede at vende snuden hjem. Det faldt måske 3 meter ude og fisken tumlede først rundt. Men så skete der noget, som du måske vil opfatte som en god fiskehistorie, men som ikke desto mindre er sandt. Den tog et udløb så hidsigt og langt at jeg fik varmen på fingeren, som jeg altid står med på spolen så jeg kan justere efter fiskens gøren og laden. Jeg har sjældent oplevet noget lignende. Du vil måske stille spørgsmål ved bremsens indstilling og nej, den står ikke i "killer mode" men så fisken selvfølgelig kan trække line af hjulet hvis netop den hugger tæt på land. Alt for ofte er det sket at de hopper som sindssyge og siden ryger af, hvor en hurtig manøvre til at løsne bremsen efter hugget, har hjulpet mig. Men så løs stod den heller ikke og fisken fortsatte en kastelængde ud, inden den tog en pause, gik på langs af kysten og så strøg den afsted igen. Jeg havde ikke fået line på hjulet endnu og hold kæft hvor det bare fedt.

Fisken stoppede og jeg havde fået telefonen op fra "halskæden" - det her skulle filmes og som Kasper siden sagde; Ret cool handling og jo, det var det vel egentlig nok, men samtidigt... eftersårsfisk. Var det sket i april, så havde jeg ikke været cool nok. Nu var det bare at nyde, mens jeg håbede at kunne filme lidt galskab.
Galskaben kunne givetvis ikke vare ved, men et par solide udløb og tovtrækkeri fik jeg med, men jeg vandt nu line på fisken og kunne til sidst se den første gang på nært hold og under roligere forhold. Den var pæn og rigtigt bred over ryggen. Krogen sad lidt yderligt, men nu havde jeg den på film og så pyt være med resten, men jeg fik på god gammeldags fight manér - du ved lidt frem og tilbage og taunus og kage, til sidst lagt fisken på siden ind mod stenene og kunne derfra håndtaile den i land.

Stilheden tog til. Jeg tog en pause, siddende ved siden af fisken og sad længe og stirrede på den og havet. Gik ud og tog et par kast til, men det blev ikke helt det samme. Den fugtige sensommer aften blev mørkere og jeg bestemte mig for at slutte dagen. Så blev det alligevel en 4+ i år. Udmærket!

tirsdag den 16. august 2016

2016.08.16 Duftevand og stinkende rygter

Jeg er langt fra en gammel ræv eller en såkaldt "mink" på kysten, som det så populært hedder herovre. Men jeg har efterhånden noget erfaring og der er næppe mange der kan frasige sig, hvis det nogensinde skulle være betvivlet, at havørredfiskerens succes helt afhænger af tilstedeværelsen på kysten. Sådan lidt henad den gamle frase "at så længe blinker´n er i vandet..." og den slags.

Jo mere tilstedeværelse = jo mere erfaring af dagens vand = jo flere havørreder. Det er ret enkelt og ligetil og sådan vil det altid være. Du undrer måske hvad jeg mener med "dagens vand" og den vil jeg gerne forklare. Havørredfisker erfaringen kan du nok skyde ned, hvis jeg må have lov at kigge i det brede perspektiv. Jeg har jo erfaringen, men fik ingen fisk idag og hvorfor så ikke det, når nu andre havde fanget om morgenen? Jo, Javier som fisker hele tiden, har den erfaring om dagens vand inde i kroppen. Han ved lige nøjagtigt hvordan det ser ud på de pågældende pladser og kan vælge dem med stor sikkerhed. Det har jeg også kunne tidligere, når jeg har fisket meget. Og derfor også fanget fisk. Eller flere fisk, om du vil.

Så da jeg idag valgte en plads jeg af erfaring ved er en god efterårsplads, havde jeg intet begreb om dagens vand, men erfaringen fortalte jo at det var en god plads. Dagens vand var brunt. LANGT ud. Det var den fysiske del. At vandet kunne have holdt fisk, får jeg ikke svar på - men hvor kunne jeg så fiske? Jeg kørte videre og indså at vandstanden med over 40+ for det første gjorde det umuligt at se gennem vandet, da tidligere opskyllet tang fra kysten var drevet ud. Derudover var den nedadgående sol, ikke hjælpsom mere. Jeg måtte chance, som den erfarne kystfisker jeg er. Mit valg af plads, faldt på endnu en god efterårskending. Det var desuden tæt på Javiers fangstplads fra om morgenen og faktisk for langt for mig at have kørt nu jeg kun havde 2 timer at fiske i...

Vandet var brunt. Og så var det fuldt af store rådne tangklatter, der drev langs kysten. Faktisk i en sådan fart, at man skulle tro man stod i et større vandløb. Jeg har vist aldrig oplevet så rivende en strøm på Sydkysten før. Jeg kunne kaste lige ud og få blinket ind i en anden vinkel til højre. Ikke som i en å, men der var virkelig fart på vandet og store tunge plamager af rådden tang drev forbi, sammen med diverse andet opskyl. Og så lugtede det. Helt igennem rigtigt grimt af råddenskab. Lidt som at stå i en ko-stald, bortset fra at jeg i stalden syntes det er ok at det lugter - ikke på kysten. Og så skal jeg passe på at jeg ikke modsiger mig selv for meget her, for jeg kan faktisk godt lide lugten af rådden tang. Den stemmer på 2 ting: Sommerørreder og rav - men ikke i den sammenhæng her idag... puha... Så mens jeg stod i stinkeren og hev gammel tang af krogen, skete der intet andet end at en gråsæl svømmede forbi som en anden hval og solen gjorde aftenhimmelen smukkere og smukkere.

Ikke en fisk. Ikke et liv. Jo vent, der kom en følger som jeg aldrig så eller mærkede mere til, men alt andet liv foregik ovenvande, hvor trækfugle og måger gjorde sit til at forskønne aftenen. Nå, ja og så lige de 2 rådyr jeg skræmte på tæt hold, da jeg var på vej til bilen efter 2 timers stinkende (usselt) fiskeri.

Der er nogen der siger at nulture også er gode ture og jeg ved at de har ret, men det er skide irriterende at vide at fiskeriet har været kanon et par timer tidligere og så stå med den uforløste følelse og kaste ud et stort tomt intet.

Forbandede rygter. Forbandede erfaring. Ud og fisk noget mere! Så kommer de igen :-)

søndag den 7. august 2016

2016-08-07 Klassikerne slog til mod de moderne

Javier og Henrik havde igen opgraderet noget endegrej, fordi der var kommet nye farver - jeg mente ikke at fiskene kunne se forskel på tidligere års mode og dette års og måtte derfor erklære dem som "prylböger" som det så fint hedder her i landet. Men testes skulle det og vi aftalte derfor en tur på vandet nu der alligevel var lidt fiskerapporter fra flere og flere steder. Det med rygterne igen, du ved...

Vi mødtes lidt over middag og søsatte hhv. båd og kajakker. Henrik var i dagens anledning tvunget i båden, da hans søn meldte afbud i sidste øjeblik, netop som han havde klargjort det hele. Men det gik også forrygende, for så kunne Javier og jeg trækkes hvis vi blev for trætte i kroppen senere på dagen. Men vigtigst af alt, Henrik kunne have grillen med og så var det om at få fisket i den smukke sommerdag. Eller sommerdag er måske at tage i, for den varmehungrende, men hos mig var det rigeligt fint vejr med 20 grader og en lidt for hård vind. Men vi var på Österlen og derfor en smule i læ, hvilket kun bidrog med kastevinde - irriterende sådanne viste det sig senere, men det var først da vinden tog i.

2 hug til os hver og ellers stille under vandet. Det var sølle med fangstrapporter fra denne side af kysten i forhold til Sydkysten, men det kunne da ikke være rigtigt at fiskene bare var væk? Vi fiskede ganske længe, før der endelig skete noget og jeg "pludselig" havde fisk på. Det var som et hug, men et tungt et af slagsen og fisken gik straks i overfladen, for siden af bare gå tungt. Men det var så kun i starten. Den tog et langt udløb, siden et langs kajakken og så dykkede den og jeg havde årets klart bedste fight med en havørred der senere viste at være mindre end fighten bød op til. Efter en masse tovtrækkeri, kunne jeg lande fisken og tillod mig at tage den med hjem, da der var nogen der havde ønsket sig en ørred til de første kartofler - som jeg så ikke formåede at fange, da de kom... altså kartoflerne. Eller det vil sige - jeg fangede ikke havørreden, fordi jeg ikke fiskede, da årets første kartofler kom. Er du med? :-)

Tak til Javier Jimenez
Javier og Henrik kom til - Henrik havde prøvet at dørge lidt og havde lykkedes med 2 styks på den metode. Sporadiske fisk, sådan lidt rundt omkring. Ingen logiske steder at finde dem, hvilket fik os på en masse ture og en del motion - en del motion, der gjorde grillmaden så meget bedre da vi bestemte os for en pause senere.

Vi lagde os på vandet igen, samtidigt som vinden pludselig tog mere til. Ikke at den piskede, men den var så pas stærk, at det ikke gik at holde kajakken stille nogle steder. Fordel når man vil fiske over et område - irriterende når vinden blæser en langt ud på dybt vand, hvor fiskene også findes, men det hele er så meget mere uoverskueligt.

Tak igen Javier Jimenez :-)
Jeg lagde mig ind i et hjørne for at få lidt fred for den værste vind og fik hug lige med det samme. Javier sad tæt på og troede at jeg havde bundbid - fisken var helt stille et par sekunder, præcis som den første. Og så... tog fanden ved den, endnu værre end den første og jeg havde en drømmefight af olympiske dimensioner. Helt igennem fantastisk fed fight med rigtigt lange og dybe udløb og stor var overraskelsen, da jeg endelig fik fisken til båden og så at den var mindre end den første - helt utroligt som den havde kæmpet.

Vi sluttede dagen af da lyset begyndte at blegne. Der skulle også vaskes kajak og alt det andet, når man kom hjem og det er nu lettest i dagslys. Bestemt en god fiskedag, med 8 havørreder og 1 mistet på 3 mand. Og så var der vist nogen der tog en hornfisk...mens jeg måtte fremhæve at havørreder ikke var moderne og stadig elsker de gamle farver!

mandag den 18. juli 2016

2016.07.18 Der var sørme en fisk til Anders!

Vinden var fin. Vejret lige lunt nok. Juli forresten... måske ikke så lunt alligevel. Hvordan er det nu med fiskeriet? Nå, men lysten var der. Så pyt med det andet.

I fjor var jeg på denne tid, en tur hos Henrik og fiske. Vi havde en dag lidt ud over det sædvanlige. Først havde Henrik været ude og kranet fisk hjem. Jeg var der dagen efter - på rygterne - og fiskeriet var helt formidabelt. Det er muligt i juli, hvor underligt det end føles. Men det er måske bare mange års manglende erfaring på området, der gør at man syntes det er mærkeligt. Fiskene har nok altid været der og har man lyst skal man tage ud - så lærer man... måske... og fanger en fisk... måske...

Så jeg tog ud, selvom jeg syntes det var lidt underligt, lysten til trods. Ikke uventet havde vandstanden skyllet det kystnære tang i havet igen. Udover lugten, var havet brunt på den første plads. Det lokkede at køre hjem og ordne have, men jeg kørte videre. Fandt vand man kunne se igennem og gik i bølgen ikke helt så blå, men fin nok...
Ole og Jan Svendsen i regnen

Første kast: Stød i wobleren og 3 tydelige hvirvler bag.
Andet kast: Hug helt ude og ellers intet.
Tredje kast: Ingenting
Fjerde kast: Ingenting...

Så gik der nogle kast med det. Fandens! Sådan en klokken syv havørred havde ellers været fin at starte med. Så kom Javier. Lige som han skulle i vandet, huggede det endelig rigtigt. En flot tyk sommerfisk på målet kom til afkrogning. Den var mere i luften end vandet og gav så rigeligt valuta for pengene! Men den kæmpede også så bravt, at den i minutterne efter afkrogningen stod på bunden og sundede sig, trods de 15 grader i vandet. Det er ikke første gang jeg har oplevet det på denne årstid. Hvorfor er fiskene mere "trætte" efter en fight nu? Er det temperaturen eller ilt indholdet, der gør at de har brug for at puste ud?

Javier og jeg syntes vi havde en af de aftener, hvor der burde komme mange fisk i hugget. Det var vi ikke så overraskende, ene om. Givetvis fangede Javier 2 på hinanden, flotte målsfisk - men der var mange kast med hug, følgere og pillerier der ikke gav hvad de skulle. Og så hoppede fiskene også, sådan lige for at vise sig.

Jeg sluttede dagen med en uhørt sløv fisk, der huggede helt ude og mere eller mindre lod sig hjule ind til afkrogning. Troede det var en rimte. Siden begyndte det at regne og mørket sænkede sig allerede inden kl. 22. Jeg længedes pludselig ikke til efteråret alligevel.

tirsdag den 5. juli 2016

2016.07.05 Fiskeåret der ikke rigtigt ville sig

Ak ja... jeg har vist ikke heldet med mig i fiskeveje, når jeg endelig har tid og mulighed for at komme ud. Lidt rygter om at fiskeriet endelig var kommet igang, ovenpå den pragtfulde sommerstart set med sommerøjne, havde for længe låst fiskeriet og varmet vandet. Der var taget enkelte fisk her og der, men jeg renoverer stadig og gør det længe endnu, så jeg må køre lidt på rygterne. Fanden tage dem!

Jeg stod igen i gangen derhjemme og klædte mig af. Lugtede af sur gammel tang og havde ingen fisk fået. Det føltes lidt tomt. Ikke at have en nultur, men igen at have en nultur, der også var endt med en vandring gennem 30 meter råddenskab og piskende regn i nakken. Det var tangen der var sur - ikke mig, forståes!

De gamle rygter havde fortalt at der var kommet fisk op som sagt. Vinden var vendt til et for forårets venlige hjørne. Vandet var stadig varmt, men der var fisk. Jeg kunne ikke. Jeg skulle lege bygger, far og familiemedlem på slæb. Det har også sin tid. Nu var det havørred tid, et par dage for sent.

Vandet var ikke specielt koldt, men køligere, hvis det siger dig noget? Til gengæld kunne jeg beriges med masser af det der grønne tang der klistrer fast i alt og da jeg havde stået med det i en halv time, gav jeg op og tænkte at det bliver en svær aften. Jeg var allerede kommet for sent afsted, fordi jeg havde fået uventet besøg fra en blærerøv der ville vise sine nye waders og så var regnvejret skyld i en masse langsom trafik. Siden skulle jeg lige tale med Kasper som jeg uventet mødte - 2 uventede på en dag! Cool - så jeg var kommet afsted lidt for sent og valgte endda en plads langt fra hjemmet. De fandens rygter!

Bilen kørte i det tiltagende mørke vest på igen. Mørket skyldtes bygeskyer. Bygen strejfede mig først, siden kom den for fuld kraft. Da var klokken 22:30, vandet grumset og fiskene forsvundet i følge ham der stod der før mig. Han havde fået en lille og mistet en stor.

Ak ja... fiskeåret vil sig ikke rigtigt for mig. Jeg rammer ikke rigtigt plet - mest fordi jeg kører ud på rygter og ikke når jeg syntes. Hvor jeg nu syntes det skal være.

Der er vist ingen større rygter igang i aften. Det er enten Wales vs Portugal, eller havørred vs Anders.

fredag den 24. juni 2016

2016.06.23-24 Endelig! GANGE 4!

Det er aldrig sket for mig før og jeg var også tvivlsom lige til det sidste, da den første voldsomme byge d. 23. juni tog den farefulde og selvudslettende færd over vandet, men blev STØRRE da den gik i land lidt nord for Trelleborg. Det KAN åbenbart tordne her alligevel. Det er mange år siden der har været et ordentlig tordenvejr - nu fik jeg ikke bare det ene store, men 4 på stribe natten igennem.

Det vidste jeg bare ikke da jeg stod oppe på motorvejsbroen ved Vellinge og så den enorme gustfront komme rullende mod mig. Den var stor og flot og lynene slog ned hele tiden. En sådan hidsighed har jeg ikke set i mange år. Da gustfronten kom over mig, kom vinden og siden voldsom regn der fik mig til at flytte bilen flere gange, for at få læ og få billeder. Det sidste var svært pga vinden og regnen, så da jeg stod et par 100 meter fra et lynnedslag, var jeg ærgerlig over at kameraet ikke var igang. Et ubønhørligt knald og så var jeg siden på vej hjem, da Ajes (min uvejrs- og fiskeven) ringede og sagde at nu kunne jeg godt tørre tøjet og gøre klar til runde 2.

Et kig på radaren viste at der var mere på vej. Utroligt. Enorme CB´ere lå på stribe fra Tyskland med kurs mod mig. Og de udviklede sig. De faldt ikke sammen som de plejede, men pustede sig op og antog en nærmest uhyggelig størrelse, for hvad jeg er vant til at modtage på mine flade jagtmarker.

Jeg kørte hjem og loadede de første 1000 billeder op på computeren. Troede den var gal med skærmen, men det var udenfor det begyndte at blinke igen. Jeg nåede lige at sortere de bedste billeder fra og tømme SD-kortet, tørre kameraet og optik af igen og så ellers glemme at tage tør t-shirt og shorts på, men hvad fanden... det tordnede. IGEN.
Magisk at køre ud ved midnat i midsommeren og se himlen blinke og flænses af store lyn. Ingen lyn i skyen - kun rene lynnedslag, som oftest optræder når der er virkelig meget af energi. Jeg fandt et spot nær Vellinge igen og kunne der se endnu en enorm cumulus nimbus udfolde sig med en gustfront foran mig. Den drejede mere nordligt og jeg fik således ingen regn, men masser af flotte lyn og blink. Uvejret aftog og jeg drog atter engang hjem og undrede om den voksende røde plet på radaren der lå SV for mig - præcis som de andre - også ville vokse sig stor.

Det ville den. Kl 03:30 sådan ca. hvor jeg IKKE havde problemer med at komme op! Så jeg fløj op på altanen og fandme om ikke det her uvejr var endnu vildere. Det ene mega lyn efter det andet slog konstant ned ud foran mig og jeg måtte straks i bilen og få bedre udsigt. Endte denne gang på en mark uden for byen og fik igen kun en strejfer af bygen, men istedet så en masse lyn billeder og havde den mest formidable morgen i 100 år. Solopgang til nordøst, lynnedslag til nordvest. Du kan se Aurora til højre - så smukt med lyn, syntes jeg.
Fuglene begyndte at kvidre og synge og jeg stod der i shorts, bare tæer og en fugtig t-shirts. Jeg glemte helt det sure hverdagsliv et par minutter og stod bare og stod. Og nød ... den slags dage burde der være lidt flere af.

Jeg drog hjem. Med øjnene hængende nede på kinderne. Men det var kun af træthed. Jeg er ikke lige vant til det natteliv og da jeg var ved at lægge mig, tænkte jeg... 1 time til, så lander nummer 4.

Og da der var gået en lang time, stod jeg atter op - nu med min ældste datter, for at beskue lyshowet fra første salen og så kom der tilmed lidt vand til haven. Spektakulært med så meget regn, vind og lyn og så fik jeg givet lidt af min uvejrsbegejstring videre til datteren.

Da det 4. uvejr drog over, var det stadig lummert og de lover op mod 30 grader idag. Samtidigt er der en enorm energi i atmosfæren, så mon ikke midsommerdag ender i endnu et brag.

Jeg håber...

lørdag den 11. juni 2016

2016.06.11 Endnu en årstid senere!

Jeg ved ikke hvordan det er gået til, men fiskeåret er forsvundet og sæsonen spiller på et vers, hvor der ikke er så stor uddeling mere, idet vejrliget i forhold til sidste år i dén grad har været årstiden venlig. Fuld sommer, nærmest fra starten af maj. Samtidigt har vi haft konstant østenvind og der ud over ingen regn fået - det sidste ved jeg ikke om påvirker fiskeriet, men det andet gør. Sådan en gang ens vejr, syntes selv jeg er lidt kedeligt. På den anden side... alternativet med pestenvinden og en lavtryks motorvej der er åben fra Nordsøen og giver en blæsende, kølig og trist sommer, er da heller ikke at foretrække. Ok, det er svært at være tilfreds, for årets vejr skal gerne afhænge af hvad ego laver. Vil jeg have torden, skal vi have sydligere og mere fugtige vinde. Vil jeg arbejde på huset, kan pestenvinden godt sætte i gang og med den, også mulighederne for at komme i haven når regnen gør ophold. Vil jeg have fiskeri, skal vi have nordligt på denne årstid, så vi får køligere vand ind og det var præcis hvad der skete natten til lørdag.

Endelig, fristes jeg til at sige, selvom det nu var rart på Bornholm i fuld sommer. Rart i haven med fuld sommer. Rart at arbejde i København med alle de søde tøser - OG fuld sommer...

Men da jeg kom til havet blæste det langt fra nordligt. Det var næsten modsat, med en frisk vind fra SØ. Det var faktisk så meget at der var lette søer der knækkede længere ude og kajakken på taget, derfor ikke skulle ned. Skuffet kunne jeg i luften - på land - lugte rådden tang og mærke at temperaturen fra havet ikke modsvarede hvad jeg forventede og havde håbet på.

Men nu stod jeg der med fuld mundering. Alt var pakket i bilen og jeg havde aftalt med Javier at mødes senere, når han var færdig med dagens gøremål. Jeg tog chancen. Nu skulle jeg ud og det kunne ikke være værre, end at jeg måtte vende om - og så havde jeg prøvet, fremfor at undskylde mig uden at prøve. Og det gik. Det gik enkelt, da jeg først var kommet på vandet. Ikke at det var dagen hvor jeg skulle læne mig over rælingen eller sidde på knæ, for søerne skubbede mig godt rundt, men med 16 grader i vandet og nærheden til land, var det ikke sådan at jeg var bange, hvis det endelig skulle være.

Måske bange for ikke at fange noget, for sådan var det også gået sidst. Sådan gik det også i dag, desværre.

Jeg så adskillige horn i det umådeligt flotte vand. Dem til trods, lugtede det af havørred og jeg troede rigtigt meget på det og da jeg begav mig dybere vand nede i bugten, forsvandt mange af de lange klamme og tilbage burde så være havørrederne, hvis ellers de kom frem i det utroligt skarpe lys og varme vand og det gjorde en enkelt til en start. At det siden var dagens eneste havørred, vidste jeg ikke da, men stor var den og det så mægtigt ud da der pludselig var en brun og bred ryg bag OLR Kutlingen tæt på kajakken. Den forsvandt i en hvirvel, men nu var de her og jeg skulle bare lige........

Tak for billedet Javier Jimenez :-)
Så da jeg et par timer senere "bare lige" skulle vise Javier, der nu var ankommet, at vi kan altså godt det her, så sad vi i stedet 2 mand og fik røde næser og havde horn efter. Mærkeligt, men vi skyldte på det gode vejr. Var vinden i nord, havde vi haft andet vand og rigtige fisk inde - vi må vente til det kommer. Til gengæld havde vi en hyggelig dag på vandet og jeg ved at Javier sluttede af med at lande en havørred til sidst - han blev nemlig ude, da jeg skulle hjem til spareribs i SousVide´n og EM-bold.

Det var nu dejligt at være ude! Det må jeg hellere gentage snart igen.

(Fandens Ole... det havde godt nok været spas at nappe en ørred på din fødselsdag - men den blev derude.)

lørdag den 30. april 2016

2016.04.30 April, april - din dumma ... meteorolog...

Ajes kom forbi for at hjælpe med at fælde en stor fyr jeg havde stående i haven. En fyr hvis forsvinden, tilsammen med isættelsen af de ny vinduer, ville give 25 % mere lys. I dén grad en forskel, skal jeg hilse, efter et par timer i motorsavens halvdårlige forbrænding og larm. Ajes var utilfreds med min forsigtighed omkring naboens tag, kommunens hæk og ikke mindst lygtepæl, men efter et par beskæringer og klatreture, fik vi den nedlagt helt perfekt på præcis det område vi ville. Den var alligevel 8-9 meter høj og meget tyk.

Fiskedagen havde fået et par timers forsinkelse, da træfældningen trak ud, men vi er i det sene forår. Hornfisken er lige ankommet og havørreden kan i det lidt mere blæsende vejr, være på jagt hele dagen, selvom årstiden mest indbyder til fiskeri i de lange skyggers paradis, så de vi hen på eftermiddagen, havde forbikørt alle sydlige pladser og ankom til Österlen, var jeg super tændt! Det så bragende godt ud og selvom vind og strøm gennem året, havde ændret det tiltænkte rev en hel del, skulle det være en formsag, for Ajes og jeg, at komme ud og kaste over de fede spots. Troede vi.
Netop vind og strøm i kombinationen over året og også idag, gjorde det tæt på umuligt at komme ud over sandet. Bølgerne frådede omkring vores ben og strømmen var temmelig stærk. Dybden på sand revet, var sænket en del og vi kunne aldrig rigtigt komme til. Da vi efter en halv time, intet havde mærket, besluttede vi at køre videre. Videre til en af de pladser der også kunne fungere i den tiltagende østenvind. Hvad fanden var det egentlig for vejr, det her? Henrik Ask og jeg havde talt om fiske i dag, nu Ajes også kom, men Henrik skulle til masseproduktionens paradis med datteren og siden til fest, så det blev for knebent. Vi havde ellers med stor tro, kigget på vejrudsigternes bud på drømmevejret - 6 m/s mellem SØ og SV. Fantastisk vejr... bortset fra at det ikke stemte. Jeg var lige ved at sige "selvfølgelig".

Den nye plads fik 20 minutter, siden måtte vi overgive os til bølgerne og det grumsede vand. Der var et par fugtige skud i bøssen tilbage, men de skulle fyres af længere nordpå, men ak... stik mod alle forventninger, var klassens duks med det evigt klare vand, ikke bare grumset til, men endt som et stort samlingssted for Østersøens tang, grums og hvad ved jeg.

Vi endte med at fiske dagen af på Österlens mest kendte fiskeplads og få et par store skyllere, fra den tiltagende sø der rullede ind. En grå og kedelig dag, fik en flot afslutning rent vejrmæssigt, men en kedelig afslutning rent fiskemæssigt - specielt når du kigger nærmere på det her billede. Stakkels fugl, der har lidt en barsk og pinefuld død, fordi nogen har tabt lidt fiskeline. Husk nu at tage dit affald med hjem.

onsdag den 20. april 2016

2016.04.20 En årstid senere!

Ralf og lyngperkerne var kommet til mine kyster og jeg syntes det ville være fint med et visit, en pølse og nogle fisk. Det hele gik op!
Til en start var det kun Ralf og Anders som var kommet på kysten. Anders var taget med flyet fra Aalborg for at fiske en dag tidligere! Det er entusiastisk. Jeg havde også kun pølser til 3 mand, hvis jeg skulle undgå at handle og det ville jeg gerne, for jeg havde arbejdet hele morgenen og 4 dage i forvejen og trængte måske til en mindre opfriskning, men det var der ikke tid til nu. Nu ville jeg ud. Vinden stod frisk fra NV og trods tidligere tiders lidt ærgerlige forhold til fralandsvind, er jeg forlængst omvendt på NV vinden til Sydkysten. Den fungerer fint!

Ingen tak til den gamle mand, der i sin Volvo kørte over for rødt. Havde jeg ikke set din dumhed, var min fiskedag ikke blevet til noget.

En tak skal Oliver Bernat dog have, for at have leveret mig et par nye waders der i dén grad virker! Desværre kan jeg ikke, som næsten lovet, stoltsere med en blank gris på siden idag, men mine waders virker i hvert fald og jeg fangede også fisk!

I mine nye waders kunne jeg betræde vandet efter en alt for lang pause. Direkte dumt, føltes det at jeg havde hue og vanter med i tasken. Hvor filen var den årstid jeg sidst fiskede i, blevet af? Det var blevet forår med store bogstaver og selv den ekstra trøje under jakken, var for meget. Nuvel, det skulle senere vise sig, at kun valget af et par "ikke-egnede-strømper-til-lukkede-miljøer" blev et problem. Derfor Michael Johansen, kan du godt - for en dag - tage mit gamle øgenavn op igen. Det var faktisk en tarvelig indvielse overfor mine waders. Men de holdt tæt og den ekstra trøje, blev jeg senere meget glad for, da NV vinden tog til og siden blev en irritation på fiskedagen. Tør og kølig.

Pølserne vakte glæde og da jeg kom, havde Anders i 3. kast på fisketuren, nappet den første af 4 hurtige blanke i stimen. Vi sad ved førerbunkeren, hvor vi har mødtes gennem rigtigt mange år og nød vejret. Vandet var grumset inde og let farvet ude. Stadig blåt og med skæve søer udad i den stride vind. Fantastiske forhold!

Da jeg trådte over revet, var stimen givetvis væk - men jeg mente at det ikke kunne vare længe i dette vejr, før de kom i rigelige mængder igen. Men det varede længe! Om det er månen eller andre forhold, der holdt fiskene væk i massive mængder, bliver jeg nok aldrig rigtigt klog på, men jeg var en time om at kroge en særdeles hoppeglad og helt blank nedgænger og efter den, yderligere 2 timer om at finde lidt fisk igen. Jeg endte med 6 stk., men ingen der rigtigt skulle med hjem. I særdeleshed ikke den ene blanke der maximalt var 25 cm. og huggede helt ude i medvindskastet.

Håber dette er sket, mens der ikke var fiskere på pladsen
Jeg er i øvrigt ked af at sige det, men ham Anders fangede faktisk en hornfisk. Selv havde jeg 2 mistænkelige hug der mindede om netop horn. Det var virkelig en årstid senere, at jeg kom i vandet igen.
Fiskeåret der forsvandt! Men mon ikke man kan finde en sommertur eller 2 og inden, nyde noget majfiskeri, der i bygevejr, tit byder på ørred og ikke horn.

Tak forresten Ole Rådhede, fordi dine kutlinger bare er hammer overbevisende! Jeg føler at de fisk der er, det er også dem man mærker. Og den følelse er god at have, når man går fra kysten - også selvom det kun er grillen man bærer i hånden og ikke den der forbandede 6 kilos, som stadig venter derude.

Nå jo David Kyed... du kom mig i forkøbet. Din sms kom før mit indlæg, men det var rigtigt gættet! Jeg håber fandme du tager en god fisk på fredag oppe nordpå :-)

Jeg har godt nok lyst til at tage ud igen. Bare for at stå i vandet og mærke forårssolen. Det kan være jeg kan nå et par timer, hvis Ralf og jydekompagniet kan fortælle om godt fiskeri, men lige nu skal jeg sætte køkkenskabe op og ordne stakit til den nye terrasse. De nye vinduer og døre er sat i.

Det der med husrenovering, er som at fylde en plasticpose med penge og tid og skære hul i bunden.

lørdag den 2. april 2016

2016.04.02 Fladt gulv - bølgende vand

Det var en drøm af en fiskedag, med temperaturer over 10 grader, let vind fra S og SØ og solen fremme og jeg vidste at enhver med lidt fiskeline og stang i hånden, havde de ultimative forhold for en havørred nede i Sydkystens bølgende vand, mens jeg stod og gjorde alt for at få så fladt et gulv som muligt. Jeg lykkedes med gulvet, takket være min selvbygger kammerat og jeg kunne derfor gøre Javier, Henrik og Edwin, samt ikke mindst Ole Rådhede følgeskab nede på sølvkysten. OLR var på sin første tur hinsidan og det var fantastiske forhold vi havde sørget for til ham. Let svæv i vandet, god udsigt over den øvrige kyst, høj forårssol bag tynde skyer og som sagt en let til frisk vind fra SØ.

Jeg blev da også mødt af et hold tilfredse fiskere der alle havde fået fisk. Der manglede måske lige den store blanke, men ingen klagede over dagen og deres fangster, der også var blevet krydret med pølser og tærte. Surt jeg havde misset den del, men Javier havde sørget for at gemme et hjørne af den hjemmebagte tærte og da jeg ikke havde fået frokost, var det en særdeles velkommen gestus.

Javier og jeg fiskede revet alene af en gang til, eftersom Henrik og Edwin skulle hjem og Ole ligeså. Vi talte først om at skulle finde andre rev, men det så så forbandet godt ud at jeg ved troen alene, kunne mærke den første fisk hugge og vi tog derfor en runde til derude. Som ønsket, så skete det.

Og det var ikke engang et hug, det var et riffelskud. Fiskene var i dén grad i humør og jeg tog på kort tid 4 mindre blanke, der alle tog som gale. Ind imellem dem, havde jeg også hug, der efterlod de tvivlsomme vinterhug og tanker omkring "var det nu måske en fisk?" til skamme. Der blev hamret igennem og fighten med hver fisk var helt kanon.

Desværre måtte Javier tage hjem med hjul haveri og jeg blev alene på revet. Troen på projektet var stor, men ligeså meget gang der havde været i fiskene inden, lige så dødt og stille blev det pludselig. Jeg havde enkelte sporadiske hug, men ellers intet og fiskene havde åbenbart forladt domicilet. Men som havørred fisker ved du godt at altid er en joker og den huggede også efter 2 timers tomt fiskeri. Eller et hug var det knapt... den hang bare fast og som ventet var det en nedgænger der havde afsluttet fiskedagen og ikke en "kronen på værket" bamse på den anden side af 70 cm.
Men den kommer nok i morgen :-)

onsdag den 23. marts 2016

2016.03.23 Kajakpremiere

Efter gårddagens underlige fiskeri, var jeg ikke tændt på et par timer igen - vinden var desuden vendt til nord og dét er ikke lokkende på Sydkysten i de fleste tilfælde. Og ligesom i går, hvor jeg ikke skulle ud, så skulle jeg heller ikke ud i dag og så stod jeg alligevel pludselig med kajakrælingen i hånden og havde fundet tørdragten frem. Det lokkede vildt og jeg endte med at drage ud på det flade område på årets kajakpremiere.
Måske lidt hjulpet på vej af en "bi-fangst" som jeg havde set billeder af, men mest af alt fordi jeg havde en ustyrlig lyst til at gennemsejle området alene for nydelsens skyld.

At være på vandet er så uendeligt fredfyldt og spændende. Man oplever og ser så mange nye ting, på andre måder og jeg elsker det. Jeg elsker det så meget, at jeg ikke viste vejrudsigten det hensyn den havde fortjent og det endte med at forkorte min fiskedag med et par timer.

Men det lå ikke i tankerne, da jeg efter en lang tur endelig kunne slappe af i benene og begynde at affiske området. Allerede i de første kast havde jeg en følger. Om det var gedde eller ørred, vides ikke - men der kom en mindre hvirvel til syne og jeg lagde mange flere kast i området. Solen kom frem og jeg nød varmen og lyset i fulde drag, mens det klare vand indbød til et godt kig bag OLR Kutlingen som vimsende kom mod mig. Og bag den... en kæmpe fisk. Det så helt uvirkeligt ud. Jeg er vant til havørreder der følger blinket og de har jo nogle gange en fin størrelse. Her kom, hvad jeg i første omgang troede var en havørred i olympisk størrelse, lang og bred bag wobleren og drejede af, da jeg lavede spinstop. Først da, så jeg nok til at afsløre at det var gedden grum, der havde fattet agnen interesse. Fuck den var stor. Over meteren og hærdebred.

Vinden tog til og jeg havde 2 mindre gedder efter. Jeg fangede også en fin gedde og havde følgende en mindre havørred efter, men fiskeriet kom aldrig rigtigt i gang for mit vedkommende. Måske på grund af den stride vind der enten førte mig lidt ukontrolleret rundt i området eller fordi jeg ikke kunne fiske koncentreret, på grund af bølgerne og hele tiden skulle holde øje med hvor jeg var og undgå bundhug over det flade vand.

Jeg endte med at tage hjem. En anelse skuffet over min manglende fangst, men jeg havde alligevel haft en kanon dag i Hobien.

tirsdag den 22. marts 2016

2016.03.22 Dagen derpå

Gæt selv. Det havde du også gjort :-)

Så jeg stod på revet, selvom det ikke var meningen med en fiskedag i dag. Henrik var ankommet lidt før mig og havde skippet en masse pladser til fordel for fangspladsen fra i går. Og derved forblev det - fangstpladsen fra i går! Der skete nemlig ikke og en døgenigt. Vi havde indstillet havørred-uret efter forventet ankomst. Det er ikke sådan et arbejdsplads ur, for de havørreder kan godt være halve timer forsinkede, men jeg har tidligere erfaret at det ofte er sådan med havørreden over en periode, at de har hug perioder ret så punktligt. Altså inden for den halve time, som sagt.

Så Henrik og jeg skød det en halv time. Så dukkede sælen op. Dén var punktlig! Der skete stadig intet. Så tog vi en halve time til. En kop kaffe. Havde en følger og så yderligere en halv time.

Så kørte Henrik hjem til sine faste pladser og fangede nogle fisk i fralandsvinden og jeg drog mere vestpå, for dér at opleve det samme som inden. Ikke skyggen af fisk. Helt og aldeles støvsuget.

Det er underligt det fiskeri. Eller så var sælen bare meget hurtigere og mere effektiv end os?

mandag den 21. marts 2016

2016.03.21 Forår!

Tangfluen på ruden klarede sig til 60 km/t, så røg den af. Synd for den. Men sådan er det og jeg var mest glad for at den overhovedet var der, idet de sidste par turer ikke ligefrem havde lokket tangfluer frem. Der var heller ikke hugorme-safari folk på de sidste ture - for så vidt heller ingen hugorme overhovedet! Og der var ingen traner, ingen trækkende edderfugle eller for den sags skyld fisk.

Der var også 14 dage til forskel, for det første. Derudover en del bedre temperaturer og ikke mindst vind og vejr. I hvert fald i fornøjelsens tegn!

For her stod jeg uden handsker og hue og nød forårssolen i fulde drag. Vandet var 7 grader og let grumset og jeg kender mange der ville have solgt deres førstefødte for bare ét kast i det her vand! Det stank flere kilometer væk af havørred, men som havørredfisker sker der 2 ting ovenpå det udsagn. Enten får du ret og vælter dig i fisk - eller så sker der ikke en skid og du kører undrende væk fra kysten og har mest lyst til at penetrere cykelklubben der fylder hele landevejen, med Mazda logo et vist sted!

Ny plads. Nye fisk og nye muligheder. Der var i og for sig en følger på den første plads, men de skal vælte ind over revet. De skal sutte alt i sig der ligner et byttedyr og gå amok. AMOK for hulen. Det er forår og alt stemmer. HUG!

Og så huggede det. Lige foran mig, vendte havørreden med kutlingen i munden og jeg mærkede lige det hurtige ryk, inden jeg stod tilbage med en flot hvirvel. Et hurtigt kast i samme retning resulterede straks i fast fisk og jeg var tilfreds. Jeg havde haft ret i andet forsøg...
Men fiskene var ikke længe på pladsen og jeg måtte nøjes med en følger og et hug i det let uklare og stille vand. For her kom vinden skævt bagfra. Henrik var på vej og jeg undrede hvor vi skulle mødes. Her skete alligevel ikke det vilde og langs kysten var påskegæsterne sikkert ankommet i massiv stil. Derudover mere og mere fralandsvind, østpå. Ikke lokkende.

Så fik jeg 5 fisk på 6 kast. Det gik lige amok. Det huggede og gjorde ved og jeg kunne til og med se fiskene. Der var mange. De var ikke mega store, men er du gal en hug villighed og da Henrik kom, stod jeg og fightede fisk. Og det var så dagens næstsidste fisk. Altså inden trætheden, ondt i ryggen og alle de andre ting, der gør sig bemærket ovenpå en lang fiskedag - der ville slutte 6 timer fremme.

6 timer fremme med masser af flere fisk, mente jeg. Men fiskeguden lod det spæde forår, starte lidt spædt for min del. Jeg landede på 7 havørreder - ligeså mange som temperaturen i luften. Men det er forår og der er kommet fisk og de skal forsøges fanges nu. Så vidt det går.

søndag den 20. marts 2016

2016.03.20 Blänkaren 2016

For egen del, var årets konkurrence en stille og hurtig omgang. Jeg har ikke haft tiden, da jeg som mange gange tidligere nævnt, står midt i en bygge proces. Så jeg satte mig i bilen, våd af maling og tog de meget tørre waders på, sammen med de meget tørre vadestøvler. Og de forblev tørre frem til renommé fiskeriet skulle overståes...
Det vil sige 15 minutter ud på revet og tilbage igen, inden vi skulle indveje de sidste fisk.

Læs om konkurrencen her

lørdag den 5. marts 2016

2016.03.05 Mere vind, mere vand - men ikke flere fisk

Aftalt var det at Kasper Mühlbach og jeg skulle på kysten. Det så jo godt ud i vejrudsigten og alt det der, i dagene op til. Men som det næsten plejer, endte det også næsten som det plejer. Både vejret og fiskeriet, på denne verjmæssigt besværlige årstid.
Vinden tog til og øgede yderligere efter den tog til. Ikke engang fra et lækkert hjørne, men håbet levede for en eftermiddagstur, så vi aftalte tid pr. sms, men indså et par timer senere at det kunne vi glemme alt om. Eller fluefiskeren kunne glemme det og så var jeg alligevel heller ikke så tændt på en solo tur i det bidske vejr.

Lige indtil Javier ævlede noget om at den der østenvind passede perfekt til hans rev udenfor hoveddøren. Der var masser af fisk og revet var super at vade på. Det sidste passede i hvert fald, for efter 3 timer havde jeg intet mærket og Javier var smuttet med våde bukser allerede efter 15 minutter.

Åhh denne årstid. Kan være så forbandet god det ene øjeblik, for dernæst at grine dig langt hjem fra kysten de andre øjeblikke. Indtil videre har jeg ikke ramt de gode - men de kommer. Sammen med foråret der langsomt er på vej. Forhåbentlig sammen med noget sol, som jeg syntes vi trænger til.

torsdag den 3. marts 2016

2016.03.03 Skakmat

På min fridag kom der lidt skred i tingene på hjemmefronten, således at jeg igen stod med et par timer til overs, for lidt energi i kroppen til bygge videre og med alt for meget lyst til at fiske. Lysten kom sig af en køretur langs kysten, hvor jeg erfarede at sydøsten vinden ikke overhovedet, var så skarp som jeg gik og troede og så stod jeg der pludselig...

...stod på rev 1 og indså at jeg var skatmat. Rev 2 lå 500 meter meter over mod øst og lokkede mig til endnu en tur over de flade sten. Jeg havde endda - måske - haft et hug derude, men nej, tænkte jeg. Nu måtte det være nok for i dag! 4 timer på de samme 2 rev måtte simpelthen være nok og jeg gik op for 6 gang. Men denne gang med kurs mod bilen.
Det startede ellers som det plejer, med et vue over revet og de spirende tanker om hvor mange og hvor store. Ikke mindst fordi "Fisker-Jönsson" og "Garn-Nilsson" begge var kommet forbi med deres hunde og havde savet mig over med kommentarer om at der ikke var fisk i denne vind og at der kun fandtes "sorte lax" nu!
De skulle ikke bestemme om jeg syntes det så fedt ud og i modsat vind havde Javier forleden taget 10 af de blanke på revet, så jeg troede på projektet og fik lige lidt ekstra stædighed, med de modsatte kommentarer om mine tanker - men ak... skatmat blev jeg sat på hold, af fiskeguden og tændte for sædevarmen på vejen hjem, undrende over hvor lille afstand der er mellem succes og ... en fisketur.

Det var trods alt en god dag. Jeg var ude og troede på det hele vejen. Vandet var knap 4 grader og let grumset. OLR kutlingen kastede perfekt i den tiltagende kolde vind og de krappe søer voksede sig ikke større end til albuerne. Men der var bare ingen fisk, uanset hvor meget jeg end ville det. Jeg gik over de 2 rev 5 gange fra vest mod øst og tilbage igen. Fiskede koncentreret hver en sten, tangbusk og hul af, men der skete intet. Nada! Men jeg kunne ikke tage derfra, for der var åbenlyst at "næste gang jeg gik over revet - SÅ kom fiskene".

Men de blev... i tankerne. Og jeg brugte derfor fiskedagen på det samme rev i stedet for at indse det dumme i stædigheden og komme videre. Men sådan går nogle fiskedage også.

søndag den 21. februar 2016

2016.02.21 En uventet fiskedag

Normalt har jeg fri i weekenden, så jeg vælger helt selv hvad jeg vil lave. Dog er det renovering der kommer i første række for tiden, da det ikke er super fedt at have et kvart køkken, mens man går zig-zag rundt mellem gipsplader og skruer i diverse længder, der enten stikker ud eller er tabt her og der.
Men i dag fik jeg en sygemelding fra min lokale polak Rickard. Altså, han er ikke polak.. det er bare noget jeg kalder ham. Men han var syg og følte sig ikke frisk nok til at lave noget og da solen alligevel stod fremme, havde jeg pludselig ikke travlt i huset. Det lugtede jo af fisk...

Du kan gætte resten selv :-)

Så lidt over middag tog jeg imod den første sø, der våd og perfekt i farven, prøvede at gøre mig fugtig ind til trøjen. Den lykkedes ikke og det samme med de følgende mange og store bølger. Med min vandtætte membran fra vadejakken, prøvede jeg at udgøre en trussel mod Østersøens havørreder og da vandet ikke så bare fedt ud, men super fedt... ja, så kunne de bølger sådan set godt finde ind under jakken. Jeg skulle fandme ikke nogen steder, for der kom en 4 kg´s lige om lidt.
Men allerede i 3. kast måtte jeg erkende at det var ualmindeligt dumt at glemme handsker og hue hjemme, så det kunne godt være jeg skulle vente med at få dyppet kroppen i jagten på bamsen.

Koldt og vådt om hænderne, indelukket og hule agtigt i huen gik der en time uden fisk. Og det var ikke særligt rart uden huen - trods forårstakterne jeg indbildte mig var på vej, med hele 5 grader i luften.

Søerne tog ikke af og da jeg talte med Javier der også var ude på naborevet, blev vi enige om at prøve en anden plads sammen. Javier havde intet mærket siden morgenen, så der skulle fisk op. NU!

Hvis det første rev så fedt ud, så ved jeg ikke hvilke superlativer jeg skal bruge om rev 2... fåååårk det var drømmende flot! Sammen besteg vi skønheden og lod vores OLR woblere gennemprygle hver kvadrat meter rev, men intet skete.

Jeg gider ikke det der... der HAR bare at være fisk, når jeg siger det ser godt ud! Så fordi jeg var lidt bestemmende, så dukkede der så en fisk op. Den tog wobleren helt inde ved stangspidsen og forsvandt - uden krogen sad fast...
Et hurtigt kort kast gav intet, men det følgende lange kast i retningen fisken kom fra, resulterede i spændt klinge og dejlige bølgende stød. Sortfisken, hvilket jeg antager det var, sad på i et par sekunder og steg så af. Så smed jeg min nye wobler (endda købt i Tyskland) væk. Sagde en masse rigtigt grimme ord og lidt flere til og satte så et lille blink på, der egentlig var for let til dagens vejr. Men jeg stod på et fladt rev og her var fiskene og i kastet efter fik jeg så endelig en fisk. En flot blank undermåler, var oppe og hilse på og så stod dens fætter for et formidabelt hug i kastet efter.

Siden skred fiskene... jeg stod alene og smed endnu et blink væk og glansen over revet var væk. Det vil sige; Var jeg kommet dertil uden at have oplevet noget, havde det bare set godt ud. Selv stod jeg nu i drømmenes verden og var beredt langt ned i støvlespidserne på hvert eneste pilleri der måtte forekomme ude for enden af linen. Det blev i min lukkede verden ved med at se godt ud. Hamrende lækkert og 5 kilos agtigt, men som sagt foregik alt op i mit tætte hoved, der samtidigt havde været eksponeret for vinden og den tiltagende piskende regn for længe.

Jeg havde våde og hamrende kolde fingre og kunne se Javier fighte en fisk ind. Aha.. de var dér? For siden at møde ham og erfare at stimen, som jeg nok havde trampet lidt rundt i, var kommet til ham og også dér efterladt spansken med det der havørred-look, der gør at man går over i maskin fiskeri, mens man indenfor vesten drømmer videre om næste vilde hug...
Det der gør at vi står der igen og igen og det der gør, at andre syntes vi er snot dumme, fordi vi ikke fanger noget når vores 5 gyldne minutter i februar er ovre.

Men hvilke minutter!

lørdag den 20. februar 2016

2016.02.20 Stiv kuling - fedest!

Da jeg bakkede baglæns tilbage i bakgearet ud af indkørslen, var solskærmen nede efter den seneste køretur og jeg tænkte at dette næppe blev dagen for den, idet skyerne hang lavt og var vældigt mørke. Det var også hvad der var lovet, så forventningen til solen var ikke til stede og solskærmen blev slået op. Himlens faretruende udseende pegede dog ikke på andet end mørkt vejr, så jeg kørte østover, særdeles godt hjulpet på vej af en strid og tiltagende S vind der ikke var under 10 m/s. Men der er det underlige med Sydkysten på denne tid, at man kan opleve den ene stride vind efter den anden og stadig fiske uden problemer med tang. Og således var også vandet i dag. Det var kun et spørgsmål om du var mand eller fluefisker.
Fluefiskere så jeg ikke nogen af, så de stakler har nok siddet derhjemme og forventningsfuldt bedt om rygklap på internettet efter deres seneste kreation af tangloppen i nougat-light-brown...

Selv skulle jeg have rygklap for min fisketur. Ingen anden var ude og jeg endte i det fjerne hjørne, da det var det eneste sted jeg kunne vade ud og få kastet. Hold nu kæft, hvor vinden var strid. Den stod lige ind i masken på mig og var det ikke for dette pragtfulde revs konstruktion, så havde bølgerne forlængst forhindret mig i at komme ud. Men revets krumning og placeringen af endnu et lille rev længere ude, tog toppen af bølgerne og kun de skæve langs revet, slog tilfældigt op i ansigtet på mig fra tid til anden. Magsvejr?

Siddende i bilen, var det dejligt lunt og ikke særligt tiltalende i tankerne at betræde kysten. Udvadet på revet, med skummet sprøjtende omkring og 50 meter kast i de 15 sekundmeter der stod ind, var jeg kongen. JEG var ude - det var de andre ikke! Flere biler kom forbi, stoppede og holdt øje med mig. Enten fordi de ikke kunne se om det nu var et menneske der var så stupidt at fiske i det her vejr eller fordi de valgte at blive i sædevarmen fra bilen. Den ene bil så mig kroge, fighte og lande en havørred - årets første forresten... og har måske overvejet at hente fiskegrejerne, men jeg forblev ensom ude på revet, som endda blev lettere og lettere at betræde i takt med at vinden ikke kun aftog, men også vendte til SV og vandet samtidigt trak sig tilbage.

Havørreden... Stående som den barske fyr jeg var for dagen, faldt havørredens hug vældigt svagt. Sådan lidt som når Onkel Søren giver hånd... lidt våd-karklud agtigt. Eller så var det fordi bølgerne væltede ind fra begge sider og gjorde at jeg mistede kontakten til blinket, når jeg enten skulle hoppe eller dække ansigtet for ikke at få en skovlfuld Østersø ind. Uanset, så sad den der bare pludselig og tilslag var der heller ikke noget af. Tankerne var der straks: "Den mister jeg hurtigt"... men den blev siddende og øjeblikket efter kunne jeg afkroge en tynd blankfisk under målet.

Jeg var glad. Glad for at være ude, glad for årets første fisk og ikke mindst glad for min nye taske. Sådan en sling-pack der sidder på ryggen, men som kan drejes ned til maven, hvis man har brug for noget i den. Og så er den 100% vandtæt og noget mere handy end den gamle store pose, jeg tit har haft med. Nu fik jeg tilmed billede af fisken, uden at skulle være bekymret for kameraet - hvis tasken altså holdt tæt. Det gjorde den. Den fik udstået en hård fødsel, med masser af sø, der slog ind bagfra, når bølgerne knækkede sent. Fornemt!

Forundret over den manglende bidelyst, kørte jeg hjem efter 4 timers styrketræning i vandet.

søndag den 7. februar 2016

2016.02.07 Fisk? Finns i sjön!

Og for den danske grænsegænger med børn, var det en sjov overskrift. For os der fisker... en overskrift og dagens konstatering. Fiskene findes i vandet og der blev de. Men da Javier og jeg stævnede ud på et passende tidspunkt, var det ikke i tankerne at vi skulle gå fiskeløse hjem igen. For vejret var varmt for årstiden og solen var fremme - som en dejlig overraskelse på min udvalgte fiskedag midt i ombygningen. Jooohh... det skulle nok gå godt det her!
Vi lagde det ene rev efter det andet bag os og mens jeg nød solens stråler i passagerer sæder og vinden samtidigt IKKE øgede, var det kursen mod en sejr der var lagt. Nuvel... vi kørte måske forbi et rev eller 4 som sagtens kunne have sukket efter en wobler eller 3, men så var det at Henrik Ask - sirenen fra Øst - ringede med den lokkende melodi og begyndte at plapre om pølser, god vind mig her og lækkert vand mig der. Sirenen havde talt - vi kørte pludselig nordøst på, på vej mod den sikre sejr og med sådan cirka halvdelen af dagen brugt på skønhedssøvn (hjalp ikke), finde grill frem og kørsel.

Men nu stod vi her og ok... vandet så lækkert ud. Det havde den lækre farve og var det ikke fordi at farven brun, var hvad vi så på vores liner og endegrej efter de første par kast i form af tang, var vi nok blevet der lidt mere... linebugter til trods, i den stride vind. Så kørte videre.Op til det gyldne sand. HER måtte de blanke være, for her var mange mennesker og hvor der er mange fiskere, er der mange fisk? Right? RIGHT?

Hvor fanden var de fisk? Vi kastede og gjorde ved og jeg var lige ved at kaste op, da jeg kørte pølse nummer 4 ned, efter en fortjent pause og alligevel var der ikke skyggen af fisk. Ok, super effektive kunne man måske ikke kalde os. Det var også hygge, men alligevel. 3 mand med skarpladte våben og ikke en gang lykkedes vi at ramme en fisk. Bølgerne ramte mig, mens jeg forsøgte med mine "nu kommer bølgen" fotos... det er nu meget sjovt, omend du måske mener det er lidt ensformigt? Men hvad filan... der var jo ingen fisk i dag vel.

Nå jo... jeg har i de mørke vinteraftener, siddet med en sadelmager nål og håndsyet læderpunge til mine OLR woblere. Så en eller anden gut på nettet der havde gjort det og de så godt nok lækre ud. Efter jeg kontaktede ham, så fortalte han mig at griseskind var "da shit" og jeg gik direkte ned og købte en helside griseskind. Syl og vokset tråd oveni givetvis. Da de første var færdige, gik det op for mig at griseskind var alt for tykt og at jeg aldrig ville kunne folde det her skind inden for rimelighedens grænser, så handskeskind blev handlet. Modsætning! Jeg sad pludselig med et stykke skind så blødt og rart, at det føltes som silke. Den første skind pung blev alt for stor og bred, men den virker - så da nummer 2 var færdig, var det bare at vente til næste fisketur og det var i dag.

Den er nok lidt over-lir, men jeg er ligeglad. Det er superlækkert. Så har du mod på det, så prøv. De kan laves til alle slags blink/woblere. Bare at prøve sig frem. Og så er det fedt at lave selv. Det næste bliver vel at jeg skal strikke mine egne waders... eller noget...

søndag den 24. januar 2016

2016.01.24 Farvel frost og godaw pestenvind

Vintervejr om vinteren. OK? Det er sådan det skal være. Det her med pestenvind og dis og tåge og storm og grønt græs, er bare ikke den samme oplevelse som når foråret kommer - altså rigtigt kommer. Men det kom allerede en lille smule i dag, med en lun vind fra vest, der straks fik østersøens kolde vand og sneen på land, til at danne tåge. Tæt tåge og med den, et farvel til vinterens klare frostnætter og knirkende sne. Selv i bare tæer, fungerer det med sneen og jeg har til nabokonens forundring flere gange været ude i shorts og bare tæer og nydt sneen såvel som frosten. En rysten på hovedet og et vink med et smil på læben - hun syntes nok jeg er skør, men sådan er vi så mange. Nogle kan lide sne og frost i bare tæer (jeg elsker det) og andre kan lide at stå udvadet i 2 grader koldt vand og fiske en hel dag uden at fange noget. Åhhh jeg afslørede det hele her?

Ja, det gjorde jeg. Men det gør ikke noget. Det var årets første fisketur, sådan rigtigt. Ikke noget med gipsplader, støbe beton, sætte dampspærre op, isolere, trække søm ud, understøtte bærende bjælker eller for den sags skyld, sætte en bærende jernbjælke op som erstatning for en bærende væg. Men det bliver fint! Omend, der er lang vej endnu. Så tågen kunne egentlig rende mig noget så grusomt, for jeg skulle lægge et par timer på kysten, uden at tænke på andet end det!

Uden frost i øjerne, afsøgte jeg det udvalgte rev første gang og bildte mig ind at jeg havde et lille hug helt til sidst. Lige der hvor sand og tang bugter sig så fint ud fra kysten og hvor jeg flere gange har nappet masser af havørreder. Jeg ville det gerne, for uanset om jeg ramte stenen derude, gjorde tanken om at det måske - MÅSKE - var en havørred, mig lige 5% mere koncentreret og bidelysten på OLR wobleren. Men hverken fisk eller jeg fik den lille frække sag i munden. (aheemmm)

Først tænkte jeg østover, men så kiggede jeg på klokken og kom på at min køreevner i tågen overstiger gennemsnits svensken en søndag som denne. Ergo ville en strækning som normalt vil tage 20 minutter, en dag som i dag, tage mindst 30 minutter, fordi tågen er farlig og "det er jo alligevel søndag, så lad os endelig tage den med ro"

Nej! Jeg er på fisketur - ikke køretur og det var også derfor jeg måtte disse Henrik på Österlen i dag. Jeg skulle fiske - ikke trille bil.

Så jeg trillede et par meter vestpå i stedet. Det så godt ud. Rigtigt godt endda og jeg opdagede først da jeg var ude på revet, at den skide sæl var fulgt efter mig. Pis! Og den var faktisk temmeligt nærgående, i forhold til de fleste sæler man ellers normalt ser. Frem og tilbage - flere gange under min line, uden at jeg opdagede det. Tænk hvis jeg krogede den? Jeg kom til at tænke på den gang jeg havde en sæl efter blinket. Dét var vildt og åbenbart et sjældent tilfælde, for det er aldrig sket siden.

Javier dukkede op og med ham, ideen om at - igen - prøve en anden plads. Som tænkt, så gjort og fandme så... alle gode gange 3, så dukkede lortesælen op, netop som jeg var kommet ud på det tredje rev! Ren forfølgelse! Vi flyttede os langt vestpå; Grumset...

Endnu mere vestpå... grumset, men ikke så meget. Skulle vi liiiige... nå nej... klokken var jo lidt i lukketid og så var fiskedagen pludselig omme, inden jeg overhovedet nåede at fange en fisk. Dem tog sælen sig nok af, bilder jeg mig ind.

Men det var dejligt at være ude. Tåge eller ej... pestenvind eller ej... fisk eller ej...