søndag den 31. marts 2024

2024.03.31 Velkommen sommertid

Endelig sommertid igen. Og tak for det, for vel hjemkommen fra familie besøg i Danmark, ville vintertiden have sat en stopper for aftenfiskeri, men næh... jeg havde over en time til rådighed med denne fantastiske opfindelse og vist skulle den bruges på kysten.

Ikke at meldingen fra Javier var specielt opløftende, men sommertiden skulle fejres!

Men da jeg kom ned, havde tingene ændret sig en smule. Ham på spidsen var ikke Javier, men en anden fisker og de 2 på midten af revet, var heller ikke Javier. Fra der havde været tomt på strækket, var der nu 4 for Javier var på plads, men stod længst nede og det fiskeri jeg havde i udsigt, blev til en del snak da jeg vel kom frem og ud til Javier. Han stod og kastede lidt og selvom snakken gik, kunne vores blikke ikke slippe de sidste meter hver gang wobleren kom ind. Det kunne jo være...

Men der var ingen følgere, intet liv og ingen fisk. Faktisk var der forbavsende dødt. Knap nogle fugle heller og havet lå for en gangs skyld dovent hen. Tobiserne var der heller ikke og siden gik de 3 andre fiskere hjem. Så snakkede vi om at tage hjem, men jeg ville alligevel have et par kast og vade ud på sandet, for lige at fornemme om stormen havde ændret på pladsen. Det havde den ikke og ude på sandet kunne jeg ligeså godt lige kaste mod revet bag ved. Sidste år havde jeg mødt de første tobisjægere lige der og håbet dør aldrig, hvorfor jeg forventede hug hvert øjeblik.

Øjeblikke som blev til kvarter og som fik lyset til at falme, fordi solen uanset hvad ville gå ned.

Nå ja... jeg var ude i en march i går og fiskede i knap 5 timer på flere forskellige pladser. Vinden havde igen ødelagt mulighederne og selvom den senere vendte til mere nordøstligt hjørne og frigav lidt flere pladser, så var det uden skyggen af fisk. Det er ikke udtalt begejstret jeg er over det her østlige helvede.

Men de stimer kommer nok en anden dag.

fredag den 29. marts 2024

2024.03.29 Nu kommer de!

... var det første jeg tænkte da jeg gik over revet og prøvede at indbilde mig at vandet var klart nok. Klart det er. Det er påske, vinden skal gå i øst og det store blanke træk har endnu ikke fundet sted. 

Det er godt med drømme og håb og da jeg stod ude ved, hvad jeg indbildte mig var det længste jeg kunne komme, kunne jeg ikke se fødderne i det uklare vand, men jeg kunne da kaste over noget klarere vand. Ak ja.. østenvinden havde været på spil igen og grumset godt op i det hele. Der var desværre også rodet tang med ud og selvom vandet havde partier af klart, så var det ikke en let dag der lod til at stå for døren.

Men de kommer nu, sagde tanken i baghovedet. Så gik jeg med besvær langs revet. Det uklare vand og de store sten der lå strøet ud her og der, gjorde vadningen lidt usikker, men jeg kom også til et parti med lidt mere klart vand og her kunne jeg med tryghed vade ud på en ny sandbanke, mens der var lidt huller i de store bølger. Den tur var jeg ikke gået på normal vandstand, men nu stod jeg herude og her skulle slaget stå! Som så resulterede i dagens første hug der siden blev til en blank og en lidt fesen fight med en målsfisk. Et par kast efter huggede det godt og min hvile på sandbanken trak ud, for drømmene havde jo sagt at de kom i dag. Det endte med at jeg stod unødigt længe i jagten på det der ikke skete og til sidst måtte jeg søge ind samme sted jeg kom ud mens bølgerne skubbede mig i ryggen.

Næste plads viste tegn på klart vand og igen var jagten sat ind, mens jeg skulle ud på det lidt dybere for at nå en sandbanke igen. Historien gentog sig.

Jeg fik 2 sporadiske fisk på sporadiske pladser. Brugte lang tid på at finde deres velvoksne søskende og endte med at gå langt, i jagten på hvad der nu skulle være revkonger, for at i det mindste mærke lidt liv.

Og til sidst stod jeg på en af forårsklassikerne og var enormt begejstret over at vandet her, endelig, var klaret op og sandet med garanti trak tobisjægere forbi, indtil jeg var nået slutningen på strækningen, intet havde mærket igen og traskede op til bilen uden de der 5 kilos fisk slæbende efter mig, som ellers plejer at være standarden her i slutningen af marts. Sådan cirka.

søndag den 24. marts 2024

2024.03.24 Tålmodighed er en dyd

Arggghh så langt henne i marts og stadig det her slatne vejr og ingen rigtig varme. Gårddagen havde givet lidt håb og det håb var i live til i dag, men da der samtidigt var kommet skyer og det var blæst op, så kunne jeg også godt fornemme en flig af rædsel for at dagen ville blive som mange af de andre.

Det fik jeg desværre ret i. Jeg startede med en powerwalk i vandet, da jeg hurtigt kunne konstatere at den tiltagende vind havde fået havet til at rejse sig og vække en masse tang til live. Det var ikke længere kun grumset og delvist uklart, men nu også med løs tang der drev rundt og sad på linen i hvert kast. Derfor min powerwalk, fordi jeg håbede at der måtte være huller uden tang og derfor masser af kæmpestore hugvillige 5 kilos havørreder. Men min powerwalk blev en powerwalk så selv Charlotte Bircow må have været stolt af mig.

Det var jeg så ikke da jeg endelig kom tilbage til bilen. Det var ikke nogen Ironman jeg var ude i, men det føltes derhen ad, fordi der alligevel havde sneget sig lidt forårsvarme ind i vinden fra havet. Storsvedende sad jeg ved bilen og kølede lidt af mens jeg hørte at der faktisk fandtes vand på Sydkysten som var klart.

Men jeg ville ikke ud i køreture og desuden var ordet "havørred" ikke med i meldingen, så jeg var tålmodig. Tålmodig som en havørredfisker skal være engang i mellem, men ikke hele tiden. Faktisk slet ikke i slutningen af marts.

Så kom der en anden håbefuld. Han ville ud og fiske på spidserne, som jeg gav en ekstra chance og så stod vi der i et kvarter indtil jeg måtte indse at en køretur alligevel var berettiget.

Jeg syntes at vandet spillede max. Men vel udvadet måtte jeg indse at jeg havde bedraget mig selv og vel udvadet løftede jeg også blikket og kunne se den brune suppe strække sig længere ud end mit længste kast nogensinde, ville kunne nå over.

Jeg måtte videre. Igen. Tålmodigt. Og så var spidsen ikke bare fri, den var også klar i sigten. Faktisk spillede vandet 100 % her - også vel udvadet - og drømmene fik igen frit løb, for det var ret så sikkert at jeg ikke var alene om at have opdaget dette. Det vidste samtlige 5 kilos havørreder også i miles omkreds og det var kun et spørgsmål om tid før....

...jeg tog mod Javier inde ved land og kunne konstatere at der ikke skete en skid. Vi var tilbage i det gamle spor, i det Javier også var kørt fra de sidste 2 pladser uden kontakt.

Javier tog naborevene og jeg tog spidsen igen. Jeg mistede en lille fisk og ellers kunne jeg med blandede følelser, se havet lægge sig da vinden var aftaget. Gammel sø rullede ind og alt var bare som det skulle være, men det var først da Javier opgav ævred for dagen at jeg "overlistede" en lille blank, inden jeg måtte indse at mine drømme om de store stimer nok engang kræver noget tålmodighed.

fredag den 22. marts 2024

2024.03.23 Lidt mere liv

Jeg var ude fredag sen eftermiddag for lige at give det en time, som en slags opvarmning til lørdagens fiskeri. Jeg havde stillet mig en kort tur i udsigt og havde derfor ikke tid til at tale med Nelssons ejer, men han er nu så hyggelig og sød at vi hurtigt fik brugt et kvarter på at samtale inde på stranden. Det er nok også godt at kende de lokale, når man nu kommer i området. Nelssons ejer, der fylder 75 om et par dage og i øvrigt skal have opereret sit knæ, ønskede mig held og lykke i mit nu tredje forsøg på at få den fisk jeg havde tabt 2 ture i træk ved stenen ude i vandet. Tredje gang blev lykkens gang, men til min skuffelse var det næppe den samme jeg mistede for noget tid siden. En tynd slatten sortfisk kom til syne med krogen siddende i det alleryderste af munden og så gik solen ned og jeg fik egentlig ikke rigtigt noget bedre indtryk af vandet og det såkaldte forår.

Så jeg tog den helt med ro lørdag i bedste mig-stil. Forårsjævndøgnet er passeret ubemærket og det samme er forårets ankomst, som både i meteorologisk term og månedsmæssigt set er ankommet. Men som jeg ikke rigtigt gider erklære som forår endnu, fordi fiskeriet stadig er sløvt, vandet koldt og så blæser det stadig for meget.

Men heller ikke så meget at jeg ikke kunne fiske og således gik jeg over sandet og ud i havet, der havde en del tang der flød rundt. Grumset var det også, men solen der skinnede lystigt, afslørede også at nuancen af grums bestemt var aftagende et par meter længere ude. Det så helt ærligt piv hamrende godt ud og jeg havde lige sagt til de 2 flanører på stranden at der plejer at være fisk her, hvorefter det huggede. Wobleren fik et slag og så satte jeg farten op, lavede spinstop og pang... endelig en rigtig hug-fisk! Det blev en lækker fight med udløb og hop fra en stålblank havørred der senere kom til afkrogning. Fedt mand! Det var lige hvad der manglede og hvad jeg havde ventet på, så jeg fortsatte fiskeriet i højt tempo og med en mega tro på tingene. Men hvor jeg regnede med at skulle bruge begge hænder i antal fisk i slutningen på dagen, måtte jeg senere erfare at jeg bare havde været heldig. Men jeg var glad!

Wobleren fik igen et skub. Jeg lavede samme nummer som sidst, men uden held. Først da den kom ind til mig skød en fisk i samme kaliber som den første frem og huggede voldsomt, men ramte ved siden af. Siden skete der intet mere. 

Jeg skulle ikke hjem. Jeg skulle videre! Men jeg var også sulten og pizzamanden åbnede først ved 15 tiden og så tog det fandme 15 minutter at lave en dum Vesuvio. Nuvel, han så mit outfit og forstod at jeg næppe skulle sidde med bestik og indtage mit 100 kroners måltid, hvorefter han skar den ud og således kunne jeg uden at få fedtede fingre, sidde og nyde min italienske kulinaritet ved vandet og udpege de næste par kast. 

Den pizza sad godt, for i første kast, vel udvadet i det temmeligt grumsede vand huggede det stenhårdt og direkte. En blank på målet, tromletyk i øvrigt, fulgte pænt med ind, for siden at gå helt amok i hop og hurlumhej. Men jeg fik den afkroget og tænkte at her, måtte der være mange flere! 

Det var der nok også, men de var godt nok gode til at være mistænksomme, for alt der siden skete var at jeg havde en masse forsigtige hug. Siden døde det og så kørte jeg videre og prøvede på endnu en plads, men min fest ved sydkysten var forbi. 

2 blankfisk i slutningen af marts er absolut ikke noget at råbe hurra for normalt set, men jeg var alligevel lykkelig. Solen havde skinnet lystigt hele dagen, fiskene havde hugget hårdt og vandet er endelig ved at ramme en temperatur hvor der kan ske sjove ting.

søndag den 17. marts 2024

2024.03.17 Total afslapning med sol og gullaschsuppe

Det blev mere en promenade i solen, en solskinsdag på kysten... en (næsten) gourmetoplevelse, en hyggetur i læ for den lidt kølige vind end det nogensinde blev en fisketur.

Jeg ringede til Michael mens jeg sad på en skrænt og nød det pragtfulde vejr i læ for vinden. De havde intet mærket og var gået over til bombarda. Så havde de fået 3 nedgængere og en lille blank. Jeg var ikke specielt overrasket men måske lidt skuffet. Vejret har ikke været særligt godt, men de forårstræk der plejer at komme her i starten af marts, var endnu udeblevet. Eller så var de her, da det stormede fra øst? 

Sydkysten fisker sjældent dårligt, men året i år er ikke noget at fejre indtil videre. Men det måtte jeg så lave om på! Dog ikke med bombarda, for det lod jeg blive hjemme selvom dagen var oplagt til det. Michael fik lov at hygge sig med de 10 andre og så tog jeg et par kast helt alene. Det så ellers godt ud og lidt sjovt var det, at jeg nu fiskede over det område som jeg i går gik og vadede på i lavvandet. Men det var en oplagt plads at varme sig på hvis man var havørred. Men den knap halve time var forgæves. Ikke skyggen af liv og så gik jeg op til bilen, åbnede gullaschsuppen og nød solen, mens en fluefisker kom forbi. Han havde heller intet mærket, men syntes som jeg, at dagen var helt igennem fortræffelig at være ude i.

Jeg blev siddende ret længe og skyndte mig med ikke at have travlt. Gentog nydelsen på en ny plads i læ for nogle hybenroser, hvor diverse småkryp også var vækket af de varmende stråler. Fiskeriet var ikke så vigtigt, fordi fiskene stadig var pauset. Så fik jeg talt med Henrik, min mor og fik ledt efter rav.

En lille køretur frem og tilbage og rundt, viste at alle stadig var ude og et øjeblik overvejede jeg at køre hjem, men vidste også at kørte jeg hjem, så ville jeg ikke kunne nyde dagen på samme måde. Så jeg blev på kysten og lavede absolut intet. Hvilket var helt mentalt fornøjeligt. Så fik jeg spist en øl-pølse, drukket en cola til og da jeg regnede det ud til sidst, så havde jeg været ude i knap 7 timer og fisket måske 2 timer. Men sådan nogle dage som denne er virkelig værd at nyde når man kan. Specielt ovenpå knap et halvt års vejr elendigheder.

Nå ja.. jeg fik en sporadisk og stålblank havørred til sidst, som ud af intet huggede stenhårdt. Den mindede om det ventede forårstræk, fordi den kæmpede og så ud som de skal nu. Men den var helt alene, udover en undermåler der huggede, da var solen længe væk og frosten havde gjort sit indtog.

lørdag den 16. marts 2024

2024.03.16 Det var en overraskelse

At året indtil videre ikke har været noget som helst at prale af, er ingen hemmelighed for os der fisker på Sydkysten. Jeg syntes heller ikke vejret har været med os, men nu hvor vinden endelig gik i SV og solen kom frem, selvom dagen i dag så blev vildt blæsende, så mangler fiskene stadig.

Således tilbragte jeg 4 timer med absolut intet udi fiskevej. Jeg var endda bekendt med at Paulli var ankommet med hans team, så de er 7 mand i alt. Samtidigt med at den tyske invasion er startet og dermed fuld parkering på revene. Men så havde jeg også forventet at få lidt rapporter om at nu var fiskene vågnet, men nej. Paulli og resten af flokken var kørt rundt og havde lykkedes med intet, før til aften hvor en af gutterne havde fået en på målet i sidste kast. Tyskerne, intet.

Og så var der mig. Jeg udforskede igen nye pladser i lavvandet og fiskede lidt på de gamle, så jeg kunne få en fornemmelse. Men fiskene... de var ikke til at se, mærke eller fange.

Det var dejligt i læ for den tiltagende vind. Koldt i vinden. Men solen var fremme og så kunne jeg da nyde den, mens jeg tænkte på hvornår mon fiskene dukker op her i syd.

fredag den 15. marts 2024

2024.03.15 Flere traner og en havørred

Når man sidder der på hjemmekontoret og hører tranerne igen og igen, så er foråret ved at være ganske sikkert. De kom i store flokke over huset og lavede pile i luften, som pegede samme vej som vinden kom fra. Sydvest. 

Endelig var østenvinden smuttet og mere normale vinde havde taget over. Og mere normale temperaturer. Og i dén grad et mere normalt hav, bød mig velkommen da jeg lige kunne bruge 2 timers afterwork på kysten. Omend det normale hav udi bølger og den slags, havde trukket sig meget langt tilbage. Men det gav mig så for første gang i år, rig mulighed for at undersøge de nye rev og sandbanker som oktoberstormen havde flyttet rundt på. 

Jeg blev vildt overrasket over at jeg flere gange i år tydeligtvis havde fisket over ren sand, men i så pas grumset vand at jeg ikke havde opdaget det før nu. Sikke et paradis til sommerfiskeriet, da sten og tang, nu lå i hvad der lignede et større hul og over en kastelængde ude igen var omkranset af en ny sandbanke. Ganske så stor forandring i området og da jeg opdagede at jeg var ved at komme til et større gennembrud i sandet og tænkte at her burde de så komme ind i området og patrullere, så huggede det præcis som det skulle!

Det var ikke et hårdt hug, men det var et dybt og tungt hug og stangen fleksede dejligt sammen. Øjeblikket efter slap krogen taget og så står man der og er et fjols. Det var vist den eneste fisk på pladsen, for der skete ikke rigtigt andet end et par småhug fra hvad jeg mistænker var små blanke i forårshumør.

Så jeg prøvede endnu en plads i håbet om at opdage lidt nyt der også. Faktisk var det så meget flyttet om, at jeg først vel udvadet, indså at jeg stod måske 20 meter længere til højre end jeg plejer, simpelthen fordi de indtil i dag, ukendte tuer af ålegræs som skabte en lille banke havde ført mig dertil. Jeg stod i vand til knæene hvor jeg aldrig plejer at vade og så fik jeg en lille blank.

Det var tydeligvis en revkonge, for det var alt jeg mærkede på den anden plads. Det var dejligt at få udforsket revene efter flyttedagen i oktober.

fredag den 8. marts 2024

2024.03.08 Traner og så var der gifler på tilbud

Det sidste lange stykke tid har det kun blæst, så ude på Sydkysten hører man ikke det store. Derfor blev jeg overrasket og glad da 4 traner pludselig kom flyvende i lav højde over mig. Dem plejer man at høre, før man ser dem. Men jeg havde intet hørt, hvilket skyldtes den konstante vind. Og solen.. den gemte sig bag nogle store skyer, der tæt drev over mig. Ikke det solskin jeg var kørt hjemmefra i. 

Der lå opklaring længere ude, men den ventede længe med at komme ind og da den første runde over revet, ikke havde resulteteret i noget, gik jeg op og ventede. Eller måske ville jeg køre efter solen. Det blev til sidst begge dele. Desværre var pladsen optaget, så jeg fandt en anden i solen, men her var resultatet udi fisk, det samme og så kørte jeg endnu engang videre, for der måtte da være både sol og fisk et sted.

Og så kom tågen rullende. Ikke bare sådan lidt dis, men en tyk klam ærtesuppe af tæt tåge, netop som solen skulle til at yde sit.

Så jeg blev i bilen, mens en anden fisker kom til og nærmest febrilsk væltede ud i vandet for at komme først. Da tågen havde omklamret kysten i en halv time, tjekkede jeg på DMI´s satellit fotos og kunne se at den store banke ville drive forbi inden for yderligere en halv time, så jeg gik til vandet og gik modsat den anden fisker. Minder fra sidste år rullede gennem hovedet, hvor tågen havde gemt på overraskelser. Men det var minder fra en periode hvor vandet var varmere, vinden ikke fra øst og luften i øvrigt også varmere - tågen til trods. Der skete heller ikke noget, selvom troen på mit projekt havde indfundet sig igen.

Tågen lettede lige så brat som den var kommet. Havet spillede max og solen varmede igen når man stod med fingrene i læ, men lige lidt hjalp det. Jeg fik fisket på nye pladser i dag og havde håbet at drømmene kunne indfries, men det gik som de andre dage i denne evige østenvind. Jeg fik kolde fingre, ingen fisk og så mødte jeg Mr. Skellefteå på den sidste plads, som snakker vanvittigt meget og kun har succes ture med den ene store fisk efter den anden.

Nå ja forresten... jeg så et tilbud i dag. 2 poser kanelgifler for 50 kroner! Slap af manner!

torsdag den 7. marts 2024

2024.03.07 Sol, men stadig bidende koldt

Endelig kom solen frem igen. Det er min evige forglemmelse hvert år, at solen findes, men den har endnu ikke så meget magt at den brænder skyer og dis af om morgenen. Det tager normalt en hel formiddag og mens den gik derhjemme, hvor jeg så kunne nå en masse praktisk, så havde jeg også ladet bilen med udstyret så den var klar til afgang.

Og så sad jeg der i vandkanten, med min gyrosrulle nede fra pizzariaet. Det er måske ikke helsekost, men den smager virkelig himmelsk og selvom vinden gjorde sit til at køle mig og min rulle, så kunne jeg også mærke de varmende stråler fra solen i ansigtet. Mens jeg sad der, søgte mine rav-øjne lige hastigt stranden foran mig igennem og sørme.. ikke bare et, men 5 stykker guld lå inden for en arms rækkevidde. Det var ikke stykker der kom i prale-skålen, men rav er rav!

Fiskeriet på denne første plads kom heller ikke i nogen prale-skål. Vandet så nogenlunde ud, men var langt fra klart og fisk var der ingen af. I hvert fald ikke fisk der kunne lide silling.

Så jeg kørte til næste rev hvor vinden var lidt mere barsk og tænkte jeg lige kunne give det en kort runde, inden jeg ville tvinges op for at få varmen. Vinden var nede i sydøst og kom fra havet, men havet havde også trukket sig tilbage, så søerne knækkede længere ude, hvilket gjorde at revet fremstod som den perle det nu engang er og for 1000. gang, var mine tanker igen på hvor mange og hvor store, mens det blæsende og kolde forår stadig spøgte som en negativ joker. Men solen havde vækket nogle nedgængere. Den jeg lykkedes at overliste, kom som en skygge over bunden foran mig, huggede og væltede rundt. Der var ingen fight eller udløb, bare tunge dybe stød og da jeg endelig fik den store fisk ind, kunne jeg let få krogen ud af dens solide kæft. Det var den eneste hugvillige ude på revet, så jeg gik ind på det lave for at se om der var flere der gemte sig. Ikke for at fiske dem, men bare tjekke på min vej op og jo, der stod 2 til herinde, som begge blev skræmt da jeg vadede ind. 

Så ved man at foråret er kommet, trods det besværlige vejr.

Jeg besluttede at køre lidt i læ, som den kolde stakkel jeg var. Måske der var fisk, hvor jeg mødte dem i går og bombardaen var forresten også med! Men jeg nåede kun at fiske i en halv, uden fisk i øvrigt, så ringede min VVS mand og ville komme forbi og ordne det sidste på badeværelset - og når man endelig kan afslutte et stort projekt, så skældte jeg for en gangs skyld ikke håndværkeren ud for at forstyrre mig på en solskinsdag ved kysten...

onsdag den 6. marts 2024

2024.03.06 Kom marts du søde milde

Der er nok en grund til at det er maj, der er sød og mild. Og ikke marts. Det var ikke sødt eller mildt og jeg havde heller ikke regnet med det, men bare lidt forår måske. En smule. En lille forsmag.

Nej!

Jeg var ude i går og prøve sådan lidt for sjov i den hårde østenvind. Den var gået et par klik fra lidt fra nord til ren øst og havet havde rejst sig. Men havet havde også trykket tangen ind, så det var faktisk muligt at fiske rent. Hvis altså man kunne komme ud. Jeg stod under halvvejs ude på 2 rev og tog nogle kast, men østenvinden har ikke hjulpet på bidehumøret. Og bombarda kunne jeg da glemme alt om, med de søer der rullede ind. Men jeg fik da prøvet. Igen!

Og så til i dag, hvor gårddagens tjek havde meldt kysten klar, så at sige. Men så vidste jeg hvor jeg kunne kaste, hvis jeg ellers gad. Lysten var der, men er du gal en led vind. Jeg prøvede en ny plads. Den plejer altid at holde fisk, men jeg var for længst gået ind i en trance med de manglende fisk og forventningerne var skruet helt i bund. Vandet var faldet til 4 grader og let grumset. Det så faktisk pivhamrende godt ud flere steder og jeg legede i hovedet at det var januar. Jeg mener, 4 grader i januar er jo kanon.

Så begyndte solen at kigge frem og jeg kørte videre, for at komme lidt i læ. Hvor svært det end er på en kyst, men også for at både få varmen og se noget andet. Og så stod der en bil, der hvor jeg havde tænkt. Jeg valgte alligevel at gå ned og fik hilst på fiskeren der var alene. Han var på vej op, så jeg kunne vælge lige hvor jeg ville stå. Det var blevet til en tabt fisk for ham og ellers intet.

Så jeg gik i krig. Her er der nemlig også altid fisk. Men det siger jeg på hver plads...

Men jeg fik alligevel ret, for sillingen fik pludselig et slag. Og så var ham den anden ikke engang kørt endnu. Et sted i mellem stivfrosne pølser og en åndelig åbenbaring, fik sillingen yderligere et slag, jeg lavede spinstop - men måske var det efter en kulderystelse - så huggede det pludselig sådan rigtigt. Det sjove var at jeg mere mærkede det i armen, end fingrene. De var kolde og tykke af den lede og kolde vind, men jeg skulle også indvie mine nye forårshandsker, som så IKKE kommer med de næste dage!

Fisken pjaskede rundt og kunne let afkroges følgende. 

Jeg havde lidt flere hug, blev påmindet om at her kunne jeg faktisk godt fiske med bombarda og det skal jeg nok prøve i morgen hvor de lover fuld sol.

søndag den 3. marts 2024

2024.03.03 4 rev på et par timer

Jeg kunne lige tage et par hurtige timer på kysten, nu jeg havde fået styr på stumperne derhjemme og samtidigt ville jeg slå 2 fluer med et smæk, for lidt tidligt for årstiden, lader østenvinden til at ville slå til. Den har lagt i øst et par dage nu og skal vist fortsætte med det ugen ud. Det er måske ikke lige det forårsvejr jeg bestilte, men de der prognoser laves om hele tiden og nu lader vinden til at aftage i slutningen af ugen. Endda med sol.

Uanset... hvordan stod det til derude? Jo... første rev lå øde hen. Der var en fantastisk fin farve i vandet da jeg kom ud på det og forventningen om at der var fisk klar til at hamre på, var stor. Da jeg havde fisket revet af, kørte jeg til det næste og oplevede det samme. Der var ingen fisk klar til at hamre på.

Det gik lidt skuffende ligeså ude på den gamle dame, hvor der de sidste år heller ikke har været det store at komme efter, men de måtte da være et sted tænkte jeg? Jeg fiskede bugten, spidsen og det store område af, hvor jeg før i tiden havde haft kanon fiskeri.

Men ak... så jeg kørte videre til næste rev igen og var ved at være lidt træt af østenvinden der nu havde sat et ekstra gear ind og var rigeligt hård. Vandet lå ellers på 5 grader dagen igennem og solen var bag et par slørede skyer, men intet lokkede fisk frem til mig. Måske jeg var lidt sløset på dette tredje rev, i det jeg egentlig bare fiskede toppen og siderne af, men forventningen til at finde fiskene var også dalene, samtidigt med at sulten begyndte at indfinde sig.

Så mens jeg fik lidt mad i hovedet, sad jeg og spekulerede på om de 5 andre jeg havde set på de andre rev, mon havde fanget noget. Eller om jeg bare var uheldig. 

Og så kørte jeg til det sidste rev og gav den en ordentlig skalle på hele revet. Men det blev endnu en tom dag på kysten udi havørreder. Stående, gående, vadende og kastene over det hele, forventede jeg næsten hele tiden en følger, et hug ... et eller andet. Men jeg sluttede med 3 bundhug og bestemte mig for at køre hjem. Det skal nok blive bedre næste gang.