Der er nok en grund til at det er maj, der er sød og mild. Og ikke marts. Det var ikke sødt eller mildt og jeg havde heller ikke regnet med det, men bare lidt forår måske. En smule. En lille forsmag.
Nej!
Jeg var ude i går og prøve sådan lidt for sjov i den hårde østenvind. Den var gået et par klik fra lidt fra nord til ren øst og havet havde rejst sig. Men havet havde også trykket tangen ind, så det var faktisk muligt at fiske rent. Hvis altså man kunne komme ud. Jeg stod under halvvejs ude på 2 rev og tog nogle kast, men østenvinden har ikke hjulpet på bidehumøret. Og bombarda kunne jeg da glemme alt om, med de søer der rullede ind. Men jeg fik da prøvet. Igen!
Så begyndte solen at kigge frem og jeg kørte videre, for at komme lidt i læ. Hvor svært det end er på en kyst, men også for at både få varmen og se noget andet. Og så stod der en bil, der hvor jeg havde tænkt. Jeg valgte alligevel at gå ned og fik hilst på fiskeren der var alene. Han var på vej op, så jeg kunne vælge lige hvor jeg ville stå. Det var blevet til en tabt fisk for ham og ellers intet.
Så jeg gik i krig. Her er der nemlig også altid fisk. Men det siger jeg på hver plads...
Men jeg fik alligevel ret, for sillingen fik pludselig et slag. Og så var ham den anden ikke engang kørt endnu. Et sted i mellem stivfrosne pølser og en åndelig åbenbaring, fik sillingen yderligere et slag, jeg lavede spinstop - men måske var det efter en kulderystelse - så huggede det pludselig sådan rigtigt. Det sjove var at jeg mere mærkede det i armen, end fingrene. De var kolde og tykke af den lede og kolde vind, men jeg skulle også indvie mine nye forårshandsker, som så IKKE kommer med de næste dage!
Fisken pjaskede rundt og kunne let afkroges følgende.
Jeg havde lidt flere hug, blev påmindet om at her kunne jeg faktisk godt fiske med bombarda og det skal jeg nok prøve i morgen hvor de lover fuld sol.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar