2026.03.10 Snakkedag i stille vejr

Jeg fløj nærmest til vandet, indtil jeg stod i vandet. Så listede jeg. Vinden var ikke startet fra sydvest endnu, men den skulle ligge lige om hjørnet og så var det om at fiske revet af og finde ud af hvor fiskene stod, så jeg var klar når vinden kom, for så ville der komme fest på kysten.

Men vinden kom aldrig. Faktisk aftog den, om muligt, endnu mere og foran mig lå et spejl af et hav, der aldrig ville byde op til noget, nu det selvfølgelig også var klaret helt op. Solen varmede i disen og jeg må indrømme at lysten begyndte at sive ud af mig, for hvert kast jeg tog. Derfor var et pladsbytte ikke svært at foretage.

Men ak... den udlovede vind, blev aldrig til noget. Halvhjertet fiskede jeg diverse rev af, men jeg var ikke overrasket over at der intet skete. Belejligt at bruge tiden på noget fornuftigt og Morten fra Danmark havde som jeg, heller ikke travlt, hvorfor vi tilbragte en time med snak. Det var hyggeligt selskab, men til sidst måtte vi udføre vores pligt. Mest for at sige vi havde prøvet og så ville jeg videre, indtil Adrian dukkede op. Så blev det en snak med ham og nogle høflighedskast, fordi han talte så varmt om hvor fiskene var. Ikke at jeg troede ham, men tænk nu hvis.

Hvorefter jeg atter engang ville op og nu mødte en gut fra Lyngby og så gik snakken igen, hvilket var helt ok. For der skete absolut intet i det fløjlsbløde lys og i det totalt stille hav. 

Jeg endte med at køre rundt på må og få og håbede at opdage et vindspring, men det var først da jeg havde begivet mig ud i den sidste time af stædighed, at vinden endelig riflede overfladen fra sydvest. På det tidspunkt var jeg kold, fugtig af sved og lugtede af en blanding af oliven og grillede pølser og ville faktisk bare hjem. Men fiskene fik chancen, fordi jeg havde svært ved at acceptere en nul-dag. Men sådan nogle dage skal man bare finde sig i, for en sådan blev det.

2026.03.09 Utålmodighed og dumme væddemål

Det var godt jeg var alene ude. Jeg havde nemlig væddet min nye stang og det nye hjul og følgeskabet havde vundet mit grej, hvis jeg tog fejl.

Og jeg tog fejl. For vandet gav ikke havørred indenfor de første 10 kast. Faktisk så gav det slet ikke havørred indenfor nogle af de kast jeg foretog og grunden til væddemålet, var såmænd at det så hamrende godt ud. Altså virkelig et helt uimodståeligt lækkert havørredvand. Og i det her vejr var jeg sikker på sejren, ellers havde jeg ikke væddet mit nye kystsæt væk.

Så det var med lettelse, jeg traskede op til bilen med stangen i hånden, nu jeg ikke kunne vædde med nogen. Og så måtte jeg ud og lede efter en ny plads, denne gang uden væddemål, da det åbenbart var for satset.

På den ny plads var det faktisk samme forhold. Jeg turde ikke tænke tanken. Jeg begyndte bare at fiske. Kastede løs og afsøgte hver sten og sandplet. Der var dødt. Ingen hug. Ingen følgere. Tomt.

Min far bager verdens bedste rugbrød og min mor havde en slagter spegepølse og fedt med, da de i weekenden var på besøg. Oppe ved bilen tankede jeg op og blev mæt. Og måske lidt mere tålmodig. Det her fiskeår, hvis vi siger det startede i marts, er ikke så usædvanligt. Vandet har været koldt ovenpå en hård vinter og trods det, er temperaturen i havet allerede kommet pænt med. Jeg tjekkede samtidigt tidligere tiders forår på denne tid og så var det jeg indså at tålmodigheden der kom med mætheden ved bilen, egentlig bare var det jeg skulle have.

Og så gik en helt anden fisker i havet. Tålmodige kast, afsøgende og grundige og sørme... så var der fisk! Først et hug, siden 2 og så havde jeg en følger. Små filurer der drilsk slog til min Silling og huggede provokerende, men ikke rent. Det varede ved i 5 minutter og så var det dødt igen. Jeg tog en lang tur over revet og lykkedes med en gnistrende blank undermåler. Det var et spejl af en blank havørred. Men det blev ved den ene, hvorfor jeg besøgte først en plads, fiskede den af uden resultat og dernæst landede på en mindre for lige at teste inden jeg tog hjem.

Æren blev reddet af en følger, i det der skulle være det sidste kast. Det var lidt heldigt jeg så hvirvlen, for jeg var faktisk på vej op, men nu skulle den lige have et par kast og i et glemt hjørne af det lille rev, fandt jeg endelig fiskene. Det blev til 5 utroligt underholdende fights med nogle hoppeglade og stærke havørreder. Den ene røg af så der kom kun 4 til afkrogning, men dagen blev reddet i den tiltagende kolde østenvind. 

2026.03.01 Forår

Endelig og alligevel ikke... for nu blev det marts og dermed er kalenderen indstillet på forår. Det er jeg bestemt også! Men der har ikke været det her for-fiskeri i januar og februar, som normalt og så fik jeg travlt.

Nu skal jeg jo pludselig indhente en masse og det uden erfaring i hvordan det ellers stod til. Nok blev det 2 fisk i går på "sædvanlig" vis, men til i dag blev Javier og jeg beriget med vind og sol og normalt plejer det ikke at være så ringe endda.

Indtil solen forsvandt bag nogle skyer og dermed ændrede den lækre farve vandet havde. Vinden tog til og så begyndte det også at regne og sammen stod vi på revet og kastede primært med vinden. Så varmt var det heller ikke. Jeg gik ned over revene for både at kunne vade lidt men også give plads til os begge. Solen begyndte at titte frem da regnen ophørte og vandet fik igen en utroligt lækker farve, samtidigt som vinden tog af.

Min tur blev lang. Først skulle jeg afsøge de små rev, siden vade ud på dem og hvor var sandet blevet af? Det blev en opdagelsesrejse, mere end reelt fiskeri. Det var som om revene var forandret igen i år, hvilket måske ikke var uventet og alligevel havde jeg nok regnet med lidt mindre ommøblering. Det fik mig ud på lidt for dybt vand i forhold til bølgerne og jeg skulle slet ikke vade dybt, men tangen der lå nær land var også lidt mere løssluppen her, så for at undgå det var det altså ud.

Indtil jeg vendte om og satte snuden mod Javier, der på et tidspunkt havde afbrudt vindens susen med et brøl af en art. Afklaringen kom, da jeg forstod at en fisk havde hugget 2 gange på vej ind og irritationen brød ud fordi der ikke skete mere.

Jeg var enig... der burde ske mere. Det skulle der. Vi gik ud igen. Øjeblikke efter stod Javier med bøjet stang og eftersom jeg ikke oplevede noget, gik jeg retur til ham. Siden skulle Javier hjem og efterlod mig i en nærmest helt aftaget vind og gammel sø der kom ind. Men lige lidt skete der.

Endelig forår. Men nu har jeg travlt!