mandag den 30. januar 2017
søndag den 22. januar 2017
2017.01.22 "Et styks fisketur, tak" Ja, så gerne - det bliver lige 500 kr...
Heldigvis er det hverken kontant afregning eller de prislejer jeg begiver mig i, men da jeg fulgte en auktion på nettet efter jeg kom frysende hjem fra dagens lorte tur, var prisen på 500 kr. faktisk slut beløbet på 2 styks OLR woblere. De er det værd, men jeg ville ikke give så mange penge for dem, ovenpå en dag som i dag. Sådan en lortedag, for at sige det lige ud. Det er ok at have nulture og naturen var fin og selskabet godt, men visse dage skal bare glemmes.
Så da jeg stod med bundhug nummer 4 på bombardaen og linen brast oppe ved bombardaen, var det at rulle ind og klippe det lorteflåd af og skifte til OLR. Hvis ikke lige det var fordi at mine stivfrosne fingre ikke kunne slynge linen så meget som én gang rundt om sig selv. Og det var liiiige 8 gange den ene vej og siden 8 gange den anden vej... Til mit held kom Javier mod mig og syntes vi skulle bytte plads. En chance for at få liv i de 10 tykke pølser. Samt liv i fødderne og ikke mindst kroppen. Sølle 30 minutter i vandet, havde knækket den gamle. Jeg er ude af træning. Ude af fiskeriet og i den grad ude af rytme. Hvor skulle vi forresten hen? Hvad er godt nu? Den store fra forleden var jo fra østsiden og der skulle vi ikke over nu!
Varmen i bilen blæste med stærk storm ud i kabinen og tøede mig op. Den korte køretur til trods, hjalp det med plusgrader og jeg glædede mig over at kunne lave en knude, siddende i bilen, på den nye plads vi ankom til. Vandet var grumset inde foran, men klart ude ved "vadestedet". Det så endda godt ud. Sådan lidt fangstagtigt tilmed. I lidt bedre bevægelser og uden at kunne se bunden, begav vi os ud mod revet. Javier havde inden da fortalt om hans besøgte 4 pladser, inden jeg - den gamle og slidte - kom ud. Ikke skyggen af fisk. Ikke et liv nogen steder. Det er vist ikke sket så tit at jeg kører ud og SÅ sker der noget. Nærmere at de døde dage, forbliver døde og de gode dage forvandles til døde, når jeg kommer ud. Sådan føles det i hvert fald og dagen i dag var ingen undtagelse.
Lige bortset fra den sten der måske alligevel ikke var en sten og så alligevel i et par kast efter, blev forvandlet til en rigtig solid sten. Så solid at den beholdte min OLR wobler. Det kan jeg leve med. Men ikke at jeg allerede igen, var så bundkold at jeg ikke kunne lave knuder på en monofil line. Lidt banken hænder, lidt pusten mod den tiltagende vind, fik knuden på plads. Kastene efter afslørede liv i vandet, i form af en lille havørred der nysgerrigt vendte foran mig. Javier oplevede det samme og vi fik lidt ny varme, selvom vinden gjorde sit for at kaste bølger mod os og samtidigt køle os ned. Det var absolut ingen rar dag at være ude og ude af træning, var jeg knækket efter en time da jeg satte min anden OLR i endnu en sten.
Knækket var endda mildt sagt, men bandeord som fuck, pis og lort og den slags, tager sig bedre ud i øjeblikket, end skrevet bagefter. Jeg gad ikke mere. Jeg frøs, så jeg rystede og var eddikesur. Bedre at tage hjem og vente på lidt mere forårsvejr. Bare lidt. Lidt mere sol. Lidt varme. Dagene er allerede tiltaget over en time. Det er den slags jeg trænger til lige nu, hvor huden ikke bare ligner, men også føles som ubagt pizzadej.
Nå ja billeder? Dem må du kigge i arkivet efter. Jeg var så uinspireret at jeg ikke gad tage fotos af uklart vand, disen over os, hestene der sikkert også frøs, vejen med biler og deres tågelys. Javier uden fisk eller grejet for dagen, for det blev alligevel smidt væk.
Kære vinter... skrid eller vær lidt seriøs omkring dit navn, tak.
Så da jeg stod med bundhug nummer 4 på bombardaen og linen brast oppe ved bombardaen, var det at rulle ind og klippe det lorteflåd af og skifte til OLR. Hvis ikke lige det var fordi at mine stivfrosne fingre ikke kunne slynge linen så meget som én gang rundt om sig selv. Og det var liiiige 8 gange den ene vej og siden 8 gange den anden vej... Til mit held kom Javier mod mig og syntes vi skulle bytte plads. En chance for at få liv i de 10 tykke pølser. Samt liv i fødderne og ikke mindst kroppen. Sølle 30 minutter i vandet, havde knækket den gamle. Jeg er ude af træning. Ude af fiskeriet og i den grad ude af rytme. Hvor skulle vi forresten hen? Hvad er godt nu? Den store fra forleden var jo fra østsiden og der skulle vi ikke over nu!
Varmen i bilen blæste med stærk storm ud i kabinen og tøede mig op. Den korte køretur til trods, hjalp det med plusgrader og jeg glædede mig over at kunne lave en knude, siddende i bilen, på den nye plads vi ankom til. Vandet var grumset inde foran, men klart ude ved "vadestedet". Det så endda godt ud. Sådan lidt fangstagtigt tilmed. I lidt bedre bevægelser og uden at kunne se bunden, begav vi os ud mod revet. Javier havde inden da fortalt om hans besøgte 4 pladser, inden jeg - den gamle og slidte - kom ud. Ikke skyggen af fisk. Ikke et liv nogen steder. Det er vist ikke sket så tit at jeg kører ud og SÅ sker der noget. Nærmere at de døde dage, forbliver døde og de gode dage forvandles til døde, når jeg kommer ud. Sådan føles det i hvert fald og dagen i dag var ingen undtagelse.
Lige bortset fra den sten der måske alligevel ikke var en sten og så alligevel i et par kast efter, blev forvandlet til en rigtig solid sten. Så solid at den beholdte min OLR wobler. Det kan jeg leve med. Men ikke at jeg allerede igen, var så bundkold at jeg ikke kunne lave knuder på en monofil line. Lidt banken hænder, lidt pusten mod den tiltagende vind, fik knuden på plads. Kastene efter afslørede liv i vandet, i form af en lille havørred der nysgerrigt vendte foran mig. Javier oplevede det samme og vi fik lidt ny varme, selvom vinden gjorde sit for at kaste bølger mod os og samtidigt køle os ned. Det var absolut ingen rar dag at være ude og ude af træning, var jeg knækket efter en time da jeg satte min anden OLR i endnu en sten.
Knækket var endda mildt sagt, men bandeord som fuck, pis og lort og den slags, tager sig bedre ud i øjeblikket, end skrevet bagefter. Jeg gad ikke mere. Jeg frøs, så jeg rystede og var eddikesur. Bedre at tage hjem og vente på lidt mere forårsvejr. Bare lidt. Lidt mere sol. Lidt varme. Dagene er allerede tiltaget over en time. Det er den slags jeg trænger til lige nu, hvor huden ikke bare ligner, men også føles som ubagt pizzadej.
Nå ja billeder? Dem må du kigge i arkivet efter. Jeg var så uinspireret at jeg ikke gad tage fotos af uklart vand, disen over os, hestene der sikkert også frøs, vejen med biler og deres tågelys. Javier uden fisk eller grejet for dagen, for det blev alligevel smidt væk.
Kære vinter... skrid eller vær lidt seriøs omkring dit navn, tak.
søndag den 1. januar 2017
2017.01.01 Dagen derpå fiskeri
For ikke så mange år siden, var der en jomfrulighed over dagens rev. Mit rev. Det var og er ikke sådan, at andre ikke måtte fiske der. Slet ikke! Men... igennem utallige, uhyggeligt gode fisketimer, med rigtigt mange havørreder, hvor bilerne på vejen bag mig susede forbi i jagten på de "rigtige" fiskepladser, har jeg kunne stå og le i skægget over fiskeriet her. På min plads.
Så mødte jeg Javier. Ikke at han har nogen skyld i det følgende, men... med Javier blev vanerne lagt om og vi brugte mere offentlig tid på revet, end tidligere. Det er i øvrigt heller ikke sådan at jeg har nogen skyld i det eller for den sags skyld, at jeg peger på så mange overhovedet i mit indlæg. Men hvorom alting er, så brugte Javier og jeg mere fisketid på det mere og mere kendte rev.
Jeg og vi, kunne stå fra maj og hele sommeren helt alene på revet. Måske lige med besøg fra en ferietysker, Marcus og Linus eller Mattias, men ellers... alene.
Og vi fik fisk. Masser af havørreder på lige denne plads - men ikke særligt mange vidste om det.
Sådan er det ikke mere. En eller anden Malmø klovn (han får skylden!) har fået for sig at lave videoer om pladsen og beskrive den for alle i hans butik. Min plads. Det føles i hvert fald sådan, når jeg ser hvordan de tåbelige primært fluefiskere tror de kan affiske revet og ellers stille sig med 30 meters mellemrum og tro de pludselig ejer det hele. Lige dér går "deres" plads over og bliver MIN! Men jeg har ikke krav på den. Jeg er bare ærgerlig over at en så suveræn fiskeplads, på ingen tid er blevet overrendt og nu til dags er nærmest umulig at komme til.
Tænk dig... en fiskeplads, hvor jeg utallige gange, har set havørreder jage over mega lavt vand. Jeg har stået på land og fulgt dem. Set havørreden gå over sandet og jage tobiser, så det sprøjter til alle sider. Sådan en plads hvor du vidste der stod fisk bag bestemte sten og du vidste du var dagens første, sågar ugens første måske. Der er masser af den slags pladser. Det jeg ville frem til var nok bare det sure i at ens hjertensbarn bliver udleveret og gennempryglet konstant og hele tiden, hvor jeg tidligere var vant til lidt mere luksus. Men det er jo sådan tingene ændrer sig og jeg skal selvfølgelig bare finde andre steder - igen.
Meeeeen... da revet var frit, her på årets første dag...
....tænkte jeg at vandet nok var brunt. Og det havde jeg ret i. Det så længe ud som om, at årets første blogindlæg, på årets første dag, kunne drejes i en vinkel med årets første kast... og årets eneste kast. (Indtil videre)
Men jeg fandt en ny plads lidt længere henne, der ikke var en tangklat bedre i sigt, men som i det mindste ikke indeholdt kilometer af ålegræs og således fik jeg de første tusind liter Østersø over brystet i min kamp, for at komme ud og kunne kaste lidt. Det blev ved nogle gode lange, men måske ikke så koncentrerede kast og mest var jeg bare glad for at komme ud og få noget luft og så tog jeg turen hjem igen. Blinkede til "mit" rev på vejen og sagde endda på gensyn! Men det bliver jo nok fra vandet næste gang, da gæsterne på revet står så tæt efterhånden, at kajakken er fremtiden. Når vejret vil.
Og jeg får tid...
Optimisternes dag var ovre, men jeg giver ikke op, fordi årets første tur eller de følgende mange, ender i et nul. Det er også derfor jeg har egne pladser :-)
Så mødte jeg Javier. Ikke at han har nogen skyld i det følgende, men... med Javier blev vanerne lagt om og vi brugte mere offentlig tid på revet, end tidligere. Det er i øvrigt heller ikke sådan at jeg har nogen skyld i det eller for den sags skyld, at jeg peger på så mange overhovedet i mit indlæg. Men hvorom alting er, så brugte Javier og jeg mere fisketid på det mere og mere kendte rev.
Jeg og vi, kunne stå fra maj og hele sommeren helt alene på revet. Måske lige med besøg fra en ferietysker, Marcus og Linus eller Mattias, men ellers... alene.
Og vi fik fisk. Masser af havørreder på lige denne plads - men ikke særligt mange vidste om det.
Sådan er det ikke mere. En eller anden Malmø klovn (han får skylden!) har fået for sig at lave videoer om pladsen og beskrive den for alle i hans butik. Min plads. Det føles i hvert fald sådan, når jeg ser hvordan de tåbelige primært fluefiskere tror de kan affiske revet og ellers stille sig med 30 meters mellemrum og tro de pludselig ejer det hele. Lige dér går "deres" plads over og bliver MIN! Men jeg har ikke krav på den. Jeg er bare ærgerlig over at en så suveræn fiskeplads, på ingen tid er blevet overrendt og nu til dags er nærmest umulig at komme til.
Tænk dig... en fiskeplads, hvor jeg utallige gange, har set havørreder jage over mega lavt vand. Jeg har stået på land og fulgt dem. Set havørreden gå over sandet og jage tobiser, så det sprøjter til alle sider. Sådan en plads hvor du vidste der stod fisk bag bestemte sten og du vidste du var dagens første, sågar ugens første måske. Der er masser af den slags pladser. Det jeg ville frem til var nok bare det sure i at ens hjertensbarn bliver udleveret og gennempryglet konstant og hele tiden, hvor jeg tidligere var vant til lidt mere luksus. Men det er jo sådan tingene ændrer sig og jeg skal selvfølgelig bare finde andre steder - igen.
Meeeeen... da revet var frit, her på årets første dag...
....tænkte jeg at vandet nok var brunt. Og det havde jeg ret i. Det så længe ud som om, at årets første blogindlæg, på årets første dag, kunne drejes i en vinkel med årets første kast... og årets eneste kast. (Indtil videre)
Men jeg fandt en ny plads lidt længere henne, der ikke var en tangklat bedre i sigt, men som i det mindste ikke indeholdt kilometer af ålegræs og således fik jeg de første tusind liter Østersø over brystet i min kamp, for at komme ud og kunne kaste lidt. Det blev ved nogle gode lange, men måske ikke så koncentrerede kast og mest var jeg bare glad for at komme ud og få noget luft og så tog jeg turen hjem igen. Blinkede til "mit" rev på vejen og sagde endda på gensyn! Men det bliver jo nok fra vandet næste gang, da gæsterne på revet står så tæt efterhånden, at kajakken er fremtiden. Når vejret vil.
Og jeg får tid...
Optimisternes dag var ovre, men jeg giver ikke op, fordi årets første tur eller de følgende mange, ender i et nul. Det er også derfor jeg har egne pladser :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)