2022.01.23 Januar sølvflanke med blå kåbe

Det er lidt sjovt og så er det også tilfældigt. Hvor tit går man ikke og tænker at en fisk ville passe fint "lige nu og her" i en fiskesituation. Det er tit for mig, men det bliver sjældent som ønsket. Men så engang imellem...

Da vi stod på det blå og grå kontor, iklædt fuld kysthabit, var det for Javiers vedkommende den tredje dag i træk uden at der skete en skid. Vi stod og kastede med kolde fingre i den disede dag. Nu og da skimtede man et stykke med blåt og da disen forsvandt, var der endnu mere blåt at se til - men desværre ikke noget der behagede at åbne sig hvor solen befandt sig, hvorfor dagen var hensunken i det overskyede vejr.

Og lige der, mens man funderer over om der findes øvelser for tæer, der er indeklemt i et par vadestøvler og som er ved at miste kontakten til resten af kroppen, så tænkte jeg at dét her vejr... det burde så meget give en af de der blanke i sølvskrud som er helt blå over ryggen. Men der skete ikke en skid og Javier sagde senere at han faktisk var på vej op for dagen. Men da han tænke sit og jeg mit, kom der som en pludselig afbrydelse en fisk til syne kun 5 meter fra mig. Den var oppe og head & taile, uden at Javier og jeg havde haft nogen som helst kontakt der ud over. Måske var det forkert agn, efter vores bobleflåd denne dag?

Jeg gik ned mod Javier for at høre om ikke vi skulle ind og nyde den 5J skinke jeg netop havde fået hjem fra Portugal. Lagret i 36 måneder og fra den ypperste del af de sorte fritgående grise. Og apropos sorte, så var det netop en sådan Javier fik på som han egentlig var på vej op. Jeg stod og skuede fighten på afstand og kunne se at det var en god fisk, der ikke ville ind og den opførte sig også som en sort, hvorfor jeg roligt fiskede videre mens jeg gik mod Javier. Store fisk er lidt specielle, så jeg ville se den da den kom op. Men fighten trak ud. Ikke at fisken trak line, den var bare besværlig og tumlede rundt og vel fremme ved Javier var han ved at få den presset ind, mens han tog fat om forfangslinen og trak den det sidste stykke ind til sig... og da var det at vi indså at den sorte slet ikke var så sort og nettet derfor kom frem.

Og så står man der i januar, med frosne tæer og kold snude og kigger på en overdådig smuk blankfisk med blå flanker, som ligger i netposen til beskuelse.

Det var nogle mærkelige minutter dernæst. Vi havde været mega sløve med fighten og den sorte skulle bare ind og så pludselig... en blank gris på 4,7 kilo som havde inhaleret fluen så grundigt at den sad helt nede i svælget.

Januar på den mest typiske, men også mest overraskende og dejlige måde. Pludselig så er den der og i dag var det Javier der løb med sejren.

2022.01.16 Årets første i hylende kuling

Hvor gårddagen vindmæssigt lå relativt stille hen, og fredagens hårde nordvestenvind havde rørt godt rundt i suppen, så var mine forventninger til dagen i dag ikke på det højeste. Ikke desto mindre lagde vinden mere blidt ud end jeg regnede med og så endda fra sydlige retninger med faldende vandstand. Og den slags kan godt klare vandet op, hvis man kender lidt til Sydkysten. Forgæves kørte jeg dog til første plads, der i dén grad ikke var klaret op, nærmere modsat. Men det var ikke uventet - bare et hjerteligt forsøg fordi jeg elsker at stå der og jeg elsker området.

Så da jeg rullede videre langs Sydkysten, vidste jeg godt hvor der kunne være muligt, men jeg vidste også godt at det ville blive en fugtig runde, for bølgerne var allerede nu oppe i et niveau hvor jeg måske alligevel havde undervurderet vinden. Og den udtænkte plads var givetvis klar ude på spidsen, præcis som ventet og måske lidt uventet var der ingen til stede. Eller det var måske ikke uventet, for mens jeg havde kørt var vinden blevet kraftigere og siden drejet mere i vest. Og havde det ikke været for vinden, var jeg blevet stående et par minutter for at se tingene an. Men uden udstyret på, var der ikke plads til betænkligheder. Der var tilbage i bilen eller ud på revet. Og jeg var ikke taget ud for at returnere - revet skulle i dén grad have en chance.

Således gik tapre jeg over revet, med havet skummende og frådende om mine ben, mens mit mod blev mindre for hvert skridt jeg nærmede mig spidsen. Det var måske alligevel ikke helt så smart det her, tænkte jeg? Men næsten ude ved målet, røg Sillingen ud af krogholderen og jeg tog det første kast der nærmest slog smut på bølgetoppene. Havet der slog op af mig var fuldt af tang og lynhurtigt var mine line smurt ind i diverse tang materiale, som var den en lang tørresnor. Alligevel så skulle jeg have et par kast til. Igen... jeg var ikke gået herud for at gå ind igen og jeg var allerede blevet våd, så ...

Et lidt bedre kast blev lagt og linen holdt højt, for det så mere klart ud bagved stenen og det var også hvad jeg havde set fra bilen og ja tak... allerede i andet kast skraldede der en fisk på. Ikke at jeg mærkede selve hugget særligt hårdt, for den huggede netop som en bølge tog i linen længere ude, men den satte af på fuldt drøn og jeg havde kun lige fået et par runder på hjulet. Det blev en fantastisk fight. Fisken knoklede rundt, selvom jeg havde været lidt brutal i starten, fordi den skulle højre om stenen og siden tog den en tur ind i hullet på min venstre side. Og stående der, med bølger der kom ind udefra, skulle jeg pludselig fighte fisk "mod" bølgerne hvilket trak ud på fighten. Men til sidst kunne jeg kane en særdeles smuk og for januar måned, velproportioneret blank havørred på måske 3 kg ind til krogløseren. Et øjeblik tænkte jeg om den skulle med hjem, men den fik friheden og forsvandt dernæst i det grå vand.

Allerede et par kast efter, nu hvor jeg allerede var både kold og våd og derfor rettede min opmærksomhed på kast mod venstre for at undgå den værste vind, huggede det igen. Endda 2 gange på vej ind, kunne jeg mærke fisken, men det var måske den fra i går, for den kunne ikke finde krogen og det samme gentog sig faktisk et par kast efter igen. Der var tydeligtvis fisk på plads. Og så i et af de der lange kast næsten på langs med kysten, tog endnu en fisk mit bedrag. Det blev en lang fight, men det var nu mest fordi jeg havde mængder med line ude og vel inde kunne jeg hurtigt afkroge en blank undermåler. Og så forsvandt fiskene.

Jeg stod længe og kastede i mit iskolde fiskemorgana, men fiskene var væk, hvorfor en tur på land for at dyrke lidt gymnastik var på sin plads. Faktisk blev det et par ture på land lige pludselig. Første gang for at lave kuskeslag og spise en ølpølse. Anden gang fordi jeg netop havde tabt en fisk på fuld line og i kastet efter sat mit blink i en sten, så nu skulle der byttes. Tredje gang fordi mine kuskeslag i første omgang ikke var nok og fordi havet havde trukket sig så meget tilbage at jeg nu måtte gå ned i vægt (altså med endegrejet...) og til sidst fordi havet havde trukket sig så meget tilbage at tangen var trukket ud og nu fyldte hvert kast. Men et eller andet sted syntes jeg også jeg havde gjort mit og jeg havde gjort det godt. Helt alene på den gyldne kyst i den lede vind og med en fantastisk flot premiere havørred.

2022.01.15 Frisk fra havet...

... skal du få denne rapport, for jeg sidder i sofaen under en time efter jeg tog mit sidste kast og jeg har stadig kolde knæ! Det kan ikke blive mere live på denne blog. Medmindre det var en liveblog måske?

Da Henrik hentede mig var der ikke en vind der rørte sig. Helt stille, skyfrit og mod indlandet, tåget. Tågen lå i tydelige banker og mindede mest om en fjern bjergkæde. Sammen kørte vi over sletten i den frostklare morgen, med en V8´er buldrende ude foran. Jeg kommenterede benzinforbruget, hvor Henrik svarede helt rigtigt. "Jeg købte jo ikke bil for at den skulle stå i garagen, bare fordi benzinen er dyr". Der var stille et par sekunder, mens jeg tænkte på min nye bil der stod stille derhjemme. Det har nu ikke med benzinpriserne at gøre, men hjemmearbejde. 

Men det var ikke med fiskeri for øje vi sad der og rumlede over sletten. Vi skulle nedmontere den store udendørs trappe som vi satte op i fjor. Trappen var nu godkendt at samtlige myndigheder der findes, så end ikke et invasivt egern kunne skades, hvorfor trappen skulle ned og til maleren. 

Efter vel udført arbejde, i en hørm af svensk havnearbejder slang, stod jeg med en havørred i panden. Eller det føltes sådan. Vinden var begyndt at røre på sig fra nordvest og jeg var ikke længe om at skifte til kysthabitten, da jeg var hjemme igen. 2 timer til rådighed, burde dæleme give en fisk og med den i tankerne gik jeg alene ud på revet, der knap var synligt i højvandet. Stenene under mig, var knap heller synlige, da vandet havde den sædvanlige brunlige farve som er så typisk på denne årstid. Men vel ude på den velkendte plads, kunne jeg begynde at skimte støvlerne nede på bunden og bombardaen tog den første tur af mange, men kom ind igen og igen, uden andet resultat end et enkelt kludderkast.

Men pludselig, på det sædvanlige sted, huggede det stenhårdt. Og så var linen slap igen. Det var tydeligt en fisk, men af en eller anden årsag var munden på fisken ikke lang nok. I år er der ingen undskyldninger om mine fluebinder evner eller knuden. Næh... Det her var helt klart fiskens skyld. Jeg gentog kastene over området, men den store blanke 6 kilos med den lille mund var væk igen, hvorfor jeg afsøgte hullet til højre for mig, men også her uden resultat. Da jeg fik nok af det lidt kedelige bobleflådsfiskeri, gik jeg indad mens jeg endnu fiskede kanten til venstre af. Og på vej ind, var der igen en fisk der huggede på en af mine perfekt bundne kreationer med den perfekte knude forenden og igen var linen slap, sekundet efter.

Så fik jeg nok af det og gik op for at bytte til noget blink, men på tale om perfekte knuder, så var det tydeligtvis ikke hvad jeg lykkedes at binde, for allerede efter et par kast, satte jeg gennemløberen i en sten og så røg det blink...

Vel siddende her i sofaen, hvor knæene nu er varme igen og kinderne let blussede, indser jeg at det var en ualmindelig dejlig eftermiddag i januar. Dagene er blevet endnu længere og selvom det skal blæse en strid vind i morgen, skal jeg nok ud og prøve igen. Og håbe på at fiskene har mod nok til at gabe HELE vejen ind til krogen, på hvad de nu får kastet i nakken. Men mere om det i morgen.

2022.01.09 Waterobics eller noget i den stil

Lørdagen var afsat til et besøg på Österlen hvor en gammel kammerat ventede med en grill og en vældig masse pølser, men da jeg vågnede efter en lidt for hektisk første uge i det nye år, syntes hovedet ikke det var en god idé. Så jeg blev hjemme og plejede de små grå i divaen til en gang ud på eftermiddagen. Et eller andet sted føltes det også helt ok, selvom jeg godt kunne have kørt et par grillpølser ned. De smager altid bedst under åben himmel.

Men lørdag var det og fiskes skulle der. Ikke.

Vinden havde ødelagt meget vand i syd og de timer jeg havde tilbage af dagen blev derfor brugt på at gå en lang tur, for at lede efter noget af det guld der skyller op engang imellem. Meldingen fra øst var også at fiskeriet var helt dødt, så måske gik jeg ikke glip af noget derovre, udover pølserne?

Livet på den anden side af sofaen var en kold og blæsende omgang. Jeg dykkede ned i de store områder der lå med tang og andet skrammel og fik påmindet mine muskler i ryg og arme at ferien var slut. For så vidt også benene, mens jeg fik gået en 5 kilometer i vand til knæene eller op og ned af tangbræmmer på land. Rav var der ikke meget af, så da vejrudsigten lovede en blæsende søndag med sydøstlige vinde, var det på den igen.

Således befandt jeg mig atter engang i den smukke Østersø mens jeg dyrkede waterobics med mit net, hvis ikke jeg stod og trænede yder- og inderlår på stranden ved at sparke tang til siden. Hvis vinden var hård i går, så må man godt kalde den barsk i dag. Barsk og bister, stod den ind fra havet og bølgerne slog ikke mildt mod land, hvor jeg gik rundt. Der var nogle rigtigt fine områder med masser af muslinger og pindemateriale, men som ægteparret jeg mødte der var ude i samme ærinde også konstaterede, var det en sølle omgang rav der kunne bydes på. Jeg fik løftet en enorm mængde tang af vandet og måtte til sidst overgive mig til den lidt sværere del, nemlig at spotte ravet for derefter at fange det. Det er en kunst når bølgerne slår ind hele tiden, men samtidigt sikrer man sig kun de store stykker og armene får hvile sålænge der ikke vælter store stykker ind.

Og der var ingen store stykker og på vej tilbage opdagede jeg et nyt område, der måtte indeholde mængder af store stykker rav, men du kan selv gætte om det var hvad der skete...

2022.01.02 Regn og tåge ... og varmt

Det var en typisk januar dag. Våd, grå og klam i det. Januar er enten klar og kold eller klam og fugtig. Og klamt og fugtigt er året startet hvorfor jeg ikke sad i sofaen og trippede for at komme ud. Faktisk gjorde jeg noget fuldstændigt usædvanligt for mig. Jeg stod op 7 og gik så tilbage i køjen ved 10 tiden for lige at hvile lidt mere. Da jeg havde hvilet klar, var vejret ikke en døjt bedre, så da fruen igen foreslog en tur med hunden nede ved åen, var jeg klar til det, før fisketur stod for døren. Med den lille detalje at min fiskejakke lå i fiskebilen fra dagen i forvejen og vel hjemme igen, kørte fruen og handlede og så stod jeg der og kunne ikke komme afsted, fordi min jakke var gidsel i en kort periode.

Det var også derfor at Javier nåede at fiske af inden jeg kom ud. Men det vidste jeg ikke rigtigt noget om, for da jeg gik i havet kunne jeg bogstavelig talt ikke se en skid. Tågen lå tættere end før og medmindre jeg vadede lige ud til Javier, så var jeg hjælpeløst alene. Ikke at det gjorde noget, men når man nu skal mødes, så er det meget rart at både give sig til kende og lige få en status, så jeg ringede i stedet, hvilket førte lidt latter med sig, for Javier stod jo her - det gjorde jeg også, men ... vi var væk for hinanden uden at vide om vi stod øst eller vest for. Men fiskes skulle der og uden at se hvor mit bedrag landede var den egentlige og rigtige premiere skudt i gang. Og allerede efter en 6 kast, kom der sørme en premiere fisk efter blinket. Troede jeg. For fisken var bare nysgerrig og trods den slog til bedraget, forsvandt den i et skvulp uden at hugge. Men det lovede da godt med fisk på plads.

Det var også med det i tankerne jeg gik ned over revet, for at finde Javier mens jeg håbede jeg gik den rigtige vej. Og ud af tågen dukkede der langsomt en skikkelse frem. Kort status var at Javier lige efter min samtale også havde haft fisk, men hans havde hugget stenhårdt. Siden var der intet sket. Vi stod og talte i det grå men egentlig ganske så dejlige vejr, mens regnen begyndte at sile ned. Det så fantastisk ud. Vandet var en smule uklart, temperaturen oppe på næsten 7 grader - i luften omkring 6 - og så med tåge og regn, der gav en typisk klam men hyggelig fiskestemning for januar. Og jeg kan godt lide at stå i den slags vejr og fiske.

Handskerne skulle på. Ikke fordi det var koldt, men fordi regnen gjorde det koldt i den tiltagende vind. Jeg tog afstand til Javier og havde pludselig en fisk der vendte ved siden af wobleren. Men igen uden det ønskede resultat, hvorfor jeg bestemte mig for bobleflåd og flue. 

Den følgende halvanden time kort: Tågen lettede en smule. Regnen tog til. Det samme gjorde vinden. Jeg kludrede med flere kast, hvilket tydeligt beviste at jeg var i opstartsfasen på året med bombardaen. Der kom tang i vandet på grund af vinden og gæssene fløj lavt over mig, mens Javier beklagede sig over sin dårlige ryg og gik hjem. Jeg blev og var stædig og ville have min premierefisk. Også jeg havde ondt i ryggen, mens jeg kludrede et kast til, fik mere tang på og indså at klokken var 16.10 og at jeg skulle hjem, fordi mørket faktisk havde indfundet sig.

Det var en dejlig dag ude og selvom tågen og regnen gjorde sit for at holde lyset væk, så indbildte jeg mig at jeg SAGTENS kunne mærke de 9 minutter som dagen nu er tiltaget. Jeg fiskede jo til efter 16. I tåge og regn! Ork ja... dagene er blevet længere.

2022.01.01 Så er fiskesæsonen i gang

Frivilligt blev jeg hjemme og fejrede nytår i Trelleborg uden krudt og kugler. Frivilligt! Smittefaren, vacciner til trods og en hel masse andet gjorde at min lyst faktisk var forsvundet og så er fyrværkeri i øvrigt dyrt, når man er som jeg. Jeg vil ikke nøjes med et lille sødt romerlys eller rispapirlampe... skal det være, så skal det fandme være. Men den svage svenske krone afholdte mig også for at bruge mine surt tjente penge i Danmark, nu jeg samtidigt er færdig med badeværelset oppe og skal til at renovere det nede. Det koster sjovt nok også penge...

Fiskeriet forresten! Jo men det er en kort historie i dag. Jeg ville have lagt mig tidligt, men så var Kim Larsen i gang på tv fra den gang han spillede live på Skanderborg og den koncert trak så ud til klokken 3 i nat. Jeg var pænt bøv da jeg kom op og bestemte mig derfor at gå en tur med hunden inden fiskeriet skulle starte.

Efterretningerne udefra var også vældigt få og de gik alene på følgere til den ene og et hug til den anden. Da jeg gik tur var der sol på vej og blå himmel i sigte, men da jeg sad i bilen havde tågen lagt sig i den vind der ikke var til stede. Og den tåge blev ikke mindre tyk ved havet, hvor jeg kun kunne skimte en person ude på revet til højre. Vandet så ellers fantastisk fint ud, indtil jeg tog de første skridt ud, der først afslørede at grumset ikke var til at se gennem og at der samtidigt lå en masse ålegræs. Jeg ville ellers have fisket det lave af først, men måtte vade længere ud for både at tjekke sigtbarheden og se om der var mindre ålegræs der. Ak... det blev til 2 kast og så gik jeg op og satte mig i stilheden på det tågede kontor.

Bestemte mig siden for at tjekke sigten ud længere nede af kysten, så jeg havde en idé for morgendagens fiskeri og den var heldigvis bedre.

Det var godt nok en unødig fisketur for de 2 sølle kast men hey... premieren afklaret og så havde jeg husket handsker (en venstre og en højre til med), jeg havde alt udstyret med og så smed jeg ingen blink væk. Og det er jo ikke så ringe endda!

Godt nytår kære fiskekolleger og kammerater!