2022.01.15 Frisk fra havet...

... skal du få denne rapport, for jeg sidder i sofaen under en time efter jeg tog mit sidste kast og jeg har stadig kolde knæ! Det kan ikke blive mere live på denne blog. Medmindre det var en liveblog måske?

Da Henrik hentede mig var der ikke en vind der rørte sig. Helt stille, skyfrit og mod indlandet, tåget. Tågen lå i tydelige banker og mindede mest om en fjern bjergkæde. Sammen kørte vi over sletten i den frostklare morgen, med en V8´er buldrende ude foran. Jeg kommenterede benzinforbruget, hvor Henrik svarede helt rigtigt. "Jeg købte jo ikke bil for at den skulle stå i garagen, bare fordi benzinen er dyr". Der var stille et par sekunder, mens jeg tænkte på min nye bil der stod stille derhjemme. Det har nu ikke med benzinpriserne at gøre, men hjemmearbejde. 

Men det var ikke med fiskeri for øje vi sad der og rumlede over sletten. Vi skulle nedmontere den store udendørs trappe som vi satte op i fjor. Trappen var nu godkendt at samtlige myndigheder der findes, så end ikke et invasivt egern kunne skades, hvorfor trappen skulle ned og til maleren. 

Efter vel udført arbejde, i en hørm af svensk havnearbejder slang, stod jeg med en havørred i panden. Eller det føltes sådan. Vinden var begyndt at røre på sig fra nordvest og jeg var ikke længe om at skifte til kysthabitten, da jeg var hjemme igen. 2 timer til rådighed, burde dæleme give en fisk og med den i tankerne gik jeg alene ud på revet, der knap var synligt i højvandet. Stenene under mig, var knap heller synlige, da vandet havde den sædvanlige brunlige farve som er så typisk på denne årstid. Men vel ude på den velkendte plads, kunne jeg begynde at skimte støvlerne nede på bunden og bombardaen tog den første tur af mange, men kom ind igen og igen, uden andet resultat end et enkelt kludderkast.

Men pludselig, på det sædvanlige sted, huggede det stenhårdt. Og så var linen slap igen. Det var tydeligt en fisk, men af en eller anden årsag var munden på fisken ikke lang nok. I år er der ingen undskyldninger om mine fluebinder evner eller knuden. Næh... Det her var helt klart fiskens skyld. Jeg gentog kastene over området, men den store blanke 6 kilos med den lille mund var væk igen, hvorfor jeg afsøgte hullet til højre for mig, men også her uden resultat. Da jeg fik nok af det lidt kedelige bobleflådsfiskeri, gik jeg indad mens jeg endnu fiskede kanten til venstre af. Og på vej ind, var der igen en fisk der huggede på en af mine perfekt bundne kreationer med den perfekte knude forenden og igen var linen slap, sekundet efter.

Så fik jeg nok af det og gik op for at bytte til noget blink, men på tale om perfekte knuder, så var det tydeligtvis ikke hvad jeg lykkedes at binde, for allerede efter et par kast, satte jeg gennemløberen i en sten og så røg det blink...

Vel siddende her i sofaen, hvor knæene nu er varme igen og kinderne let blussede, indser jeg at det var en ualmindelig dejlig eftermiddag i januar. Dagene er blevet endnu længere og selvom det skal blæse en strid vind i morgen, skal jeg nok ud og prøve igen. Og håbe på at fiskene har mod nok til at gabe HELE vejen ind til krogen, på hvad de nu får kastet i nakken. Men mere om det i morgen.