søndag den 8. september 2019

2019.09.08 Nå! - Runde 2

Sydkysten fik sit farvel kys. Men det forblev ved et af dem oppe på det tørre. Det der vand dér, var ikke noget at stikke hovedet i. Overhovedet. En nærmest ikke tilstedeværende vind, havde alligevel fået vandet til at stige og som det gør sig på denne årstid, så trækker det alt det rådne gamle og klamme tang ud i store klaser. Vandet var med andre ikke kun brunt. Det var fuldt af tang og ålegræs og Javier og jeg stod med meget tvivlsomme miner på første plads og tænkte det samme: Ville det blive en fiskedag trods alt?

I hvert fald lige indtil Javier stod med en undermåler på. Så var de der alligevel. Vi kørte videre, selvom vi måske skulle være blevet, nu der var fisk? Men vandet på den anden side, trak i os. Det vand med de store fisk. Det vand der endnu engang var grumset, fuldt af ålegræs og rådden tang og som efter 1 time førte os endnu mere videre.

Det blev sådan en dag. En dag med kørsel, gang, lidt kast her og der. Slet ikke det vi havde drømt om eller ønsket. Eller håbet på.

Men sådan blev det. Grumset, ålegræs befængt, rådden tang agtigt. Man burde kende sin besøgstid. Eller bare finde en ny hobby frem til det nye år. Sådan et fiskeår kan gang på gang, hænge mig ud af halsen, når det går på hæld alt for tidligt, fordi man ikke føler man har nået at fange fisk nok eller for den sags skyld, store fisk nok.

Nuvel, vi skal være positive og det prøver jeg at være i denne deprimerende tid, hvor lyset forsvinder lidt mere hver dag. Om 3,5 måned går vi atter mod lysere tider, når det er solhverv igen. Frem til det har jeg vel fisket lidt i kajak, efter gedder, lært at bruge min drejebænk og en masse andre positive ting - og ikke mindst ledt efter rav. Gode positive tanker... efterår... bring it on! Næste weekend er sidste chance, men da har jeg måske ikke tid... så ...

fredag den 6. september 2019

2019.09.06 Nå?

Der er nogle gange hvor tiden bare går og siden forsvinder. Hvor tiden antager en dimension der ikke er til at tage og føle på eller så er det bare så plausibelt at vejret har været så ulideligt varmt - men lækkert - at årstiden, der er ved at gå på hæld, bare ikke har indbudt til fiskeri.
En kombination af ovenstående, altså noget med fritiden og arbejdet, der ikke hænger sammen og så den varme vi har haft i lang tid, afholdte mig fra kysten. Siden er jeg blevet gammel nok til at indse at jeg godt kan blive en smule deprimeret når sommeren er ved at være slut. Ikke udpræget negativt, men de lyse aftener er forbi og vi går mod mørkere tider. Jeg får ikke lyst til noget som helst lige i den periode. Jeg gider ikke mørket. Når det vel er vinter, er frost og kulde lækkert nok - men når man står i haven eller ved kysten en lun sommeraften... så er det sidste jeg tænker på, vinter og mørke.

Og så er der sommertiden. Henrik og jeg havde bestemt at "afterwork" sagtens kunne holdes på kysten, hvorfor vi drog afsted på, hvad der pludselig kunne være, årets sidste fisketur. Sådan lidt skyndsomt planlagt, fordi tiden nu engang bare var gået "siden sidst".

Da uret nærmede sig 20 og lyset var kraftigt aftagende, indså jeg at der var politikere der faktisk mener det, når de kæmper mod det vi kalder sommertid. Med andre ord, havde vores afterwork fiskeri, være afsluttet allerede lidt efter 19, ved så latterligt et tiltag.
Må i aldrig nogensinde vinde kampen mod sommertid, i blasfemiske mørke elskere!

Apropos mørke, så var det de farver vi havde valgt til sandet. Ikke af nogen anledning, men bare forbi. Men det var fiskene komplet ligeglade med. Der var i hvert fald ikke nogen og så kunne det måske være lige meget hvad man fiskede med trods alt. Der var heller ingen sidste gang vi var her, men det vidste vi godt et sted oppe i baghovedet. Det var en fisketur for hyggens skyld en fredag aften. Og hygge, det gjorde vi. Henrik havde været så venlig at brygge kaffe og medbringe det svenske svar på smørrebrød = smörgåstårta og med hver vores 4 lag tykke smörgåstårta sad vi på en træstamme og nød den stille aften, det stille vand og en kop varm kaffe. Vandet var kun 10 grader varmt, så kaffen var særdeles velkommen.


Læste forresten en interessant artikel forleden om en stor del bloggere der rendte rundt og indbildte ikke bare sig selv, men også deres omverden om at de var influencere og derfor anså sig selv som tilpas vigtige at de var tiltænkt gratis måltider, gaver, tøj, sko og hvad ved jeg, alene fordi de kunne skrive om andres produkter og derigennem påvirke salget!
Hvor sejt!! Hvor mega overdrevent skide hamrende... ufedt.

Tænk at selvudnævne sig til en titel hvor man anser at man bør have ting gratis.

Men nu vi er ved det, kunne nogen så ikke sende nogle lommepenge til mig? Jeg mener, du læser jo det her og kom du hertil, har du ligesom fået noget - men hvad med mig? Jeg vil gerne have en Mercedes, men har lige betalt for en ny bundrem til huset - det er ikke noget du kan køre i eller se... så hvis du lige overfører lidt Euro... så skriver jeg igen! Og jeg skal nok omtale dig på en eller anden måde!

Jeg kørte hjem i et par heftige byger og funderede om det virkelig var årets sidste tur. Pludselig var tiden gået og de sædvanlige efterårsløfter om at jeg både skal til Danmark, Blekinge og hvad ved jeg, sad jeg og grinte lidt af... det siger jeg hvert år, men tag ikke fejl! Det er ikke lysten der fejler, men jeg arbejder hele tiden og når en hel masse af det der ikke kunne klares fra stolen ude i haven i løbet af sommeren. Nu skal jeg til at lave gæstetoilet, have og så kom jeg til at købe en drejebænk...

Vi ses nok om et par dage. Sydkysten skal sgu lige have et farvel kys. Vil du med?