2026.11.08 Öland - dag 3 og hjem til dagligdagen

Der var nogle waders der lækkede på begge knæ. De blev tætnet med gaffa tape og lappegrej til en cykel. På forunderlig vis holdte de faktisk til det og mens jeg tænkte at Dennis nok snart fik et par sokke waders undrede jeg mig over min måde at gå på, efter jeg gik ind fra dagens første plads. Åbenbart var også jeg, ramt af en hardware fejl, da sålen på min ene vadestøvle nu pludselig hang løst fra snuden til midten på foden.

Gaffatapen kom igen i brug, da vi sagde farvel til dette første rev hvor vi havde fordelt os perfekt på de pladser det tilbød. Men igen var det uden nogen form for uddeling. En lille trøst var det dog at møde et par lokale der var med i en konkurrence og kunne meddele at fiskeriet de sidste par uger havde været meget trægt og at konkurrencen lige nu ikke var løbet over ende af fisk - tværtimod.

Vi tog det nemme valg og kørte til pladsen vi i går havde oplevet lidt liv på. Ikke at vi troede vildt på projektet, men fiskes skulle der i de sidste timer inden vi igen måtte vende hjemover til hverdagen. Vi fandt ingen fisk udover tobiser til Ajes og efter et stort måltid med pølser og hjemmebagte boller, blev vi enige om at kalde turen og pakke bilen.

Jeg havde faktisk forventet mindst et par fisk per dag. Jeg har altid oplevet noget på Öland, men denne gang var det tæt på en nitte hvad fiskeriet angår. Hvad selskabet angår, så var det endnu engang en fantastisk tur.

2026.11.07 Öland - Dag 2

Truslen om forringede sovetider og larm og ballade hængte over hovedet på mig. Men jeg fik alligevel tilsneget mig en halv time ekstra, så selv jeg kunne være nogenlunde med på beatet fra morgenstunden.
En gang bønner med bacon og æg og så afsted! 

Vi startede igen hvor vi boede, fordi det er så fantastiske flotte pladser. Det stinker af grov havørred, selvom både Ajes og jeg bagefter var enige om at vi manglede den sidste duft, for at tro helt på det. I mangel på fisk, besøgte vi igen et antal pladser for at finde vores mål og endte med at springe frokosten over og nøjes med lidt bake-off, chips, slik og diverse, for at fiske og ikke grille. Det var faktisk også klogt gjort, for i udregningen af "måltider per person, per dag" havde udregneren glemt at vi skulle spise frokost 3 gange, så jeg blev reddet på målstregen af ICA´s udbud.

Vi satsede på en af Ölands mest kendte pladser og håbede vi var alene. Det var vi og med 1000 kast i de følgende timer, fik vi fisket pladsen grundigt af med en stor tro på tingene. Jeg gik en lang tur, Ajes endnu længere og Dennis gik asocialt modsat. Og vi kastede og kastede. Hvert kast var for mig et spørgsmål om sekunder, før der hamrede en havørred på. Det så rigtigt godt ud og selv sælen var inde for at jage.

Måske havde jeg et hug, måske var det en vandmand. Så var der dobbelt hug, men ikke på noget tidspunkt så vi følgere, havde rigtige kontakter med fisk på eller lignende og langsomt begyndte vi at samles mod opgangen til bilen fordi det måske bare ikke var den plads vi skulle fange på alligevel.

Indtil Dennis pludselig bøjede sig ned og rodede med en fisk. Det viste sig siden at blive turens eneste havørred på måske 22 cm. Ajes lykkedes med en følger på en halv meters penge som var kommet ud af det blå, fangede siden en tobis og jeg ... ingenting.

I desperation kørte vi først fra pladsen for at opsøge hvad der kun kunne være bedre, siden retur for at prøve samme strækning længere nordpå. I et af mine første kast, hvor jeg skulle finde fodfæste og lave spinstop, mærkede jeg et hårdt stød. Jeg tog det som at håndtaget havde siddet fast i vadejakken og da jeg kiggede op, var der pludselig hvirvler foran mig som forsvandt ud ad. En fisk havde hugget, fulgt efter og var forsvundet og sådan gik en lørdag, med kun følgere og den lille havørred til Dennis.

Bøfferne var heldigvis ligeså gode i dag som i går!

2026.11.06 Öland, endelig - Dag 1

Hvert år, næsten truer jeg med alle de fisketure jeg skal på, når fredningen i Skåne sætter ind. Jeg skal her og der og alle vegne, men det er sjældent det bliver til noget, fordi tid og vejr ofte sætter en stopper for min ofte korte planlægning. Jeg mener, jeg gider ikke arrangere en tur alene for at stå op til storm og næppe udsigt til fiskeri. Af den grund er Öland faktisk blevet annulleret 2 år i træk, fordi der ugen op til blev storm eller decideret vinter.

Derfor blev dette års tur planlagt og fastlagt med Ajes og Dennis i god tid med hytte og det hele og ville det storme, så måtte det storme. Nu skulle vi afsted!

Så torsdag eftermiddag, satte vi bilen i bevægelse nordøst på og efter et fedt-måltid (ikke fest) på en burgerbar, kunne vi slå mave resten af vejen, inden vi trillede ind i Grankullavik. Jeg var spændt på hvad Dennis ville sige på den anden side af solopgangen med lys over land på denne hans første Ölands tur.
Selv glædede jeg mig som et lille barn. Öland er ikke en let fisket ø, men da vejrguderne alligevel havde en udsigt der var tålelig i sigte troede jeg faktisk på det!

Således gik vi over sandstenene til et let brusende hav, hvor dønningerne længere ude, slog taktfast ind. Det var her jeg glemte at have fået nye spikes på mine støvler. Det var her jeg pludselig dansede rundt som en anden vandnymfe, tæt på at bade 3 gange. Det var også her jeg glemte at det vand som ser godt ud oppe fra vejen, var pænt hårdt at stå udvadet i fordi dønningerne snyder. Det var desværre ikke her, vi tog den første af mange fisk. 

Mens havørnene fløj forbi, måtte jeg sætte mig op og inspicere det jeg egentlig godt kunne huske. Nuvel, vadning ville være mere forsigtigt de næste dage. Glidende ballerina bevægelser over de glatte sten helt enkelt. Vi valgte en ny plads. Jeg fik ikke badet, men Dennis var meget begejstret for Kalmar sund, så han valgte at tage bad 2 gange. Til hans held, havde han lukket sin vadejakke så selvom han fik en skyller, blev han aldrig rigtigt våd og dermed kunne vi fiske dagen ud. Vi prøvede endda 2 pladser til, gav den en skalle, nød fantastiske pølser og en fantastisk solnedgang, men fiskene... så kun jeg til i form af en følger på sidste plads. Det var selvfølgelig en nitte, men igen... Öland er ikke et sted og det fine vejr til trods, så ville fiskene ikke være med.

Det ville et par velvoksne bøffer til gengæld, så mætte kunne vi gå til ro og drømme om store havørreder dagen efter.