fredag den 6. november 2026

2026.11.06 Öland, endelig - Dag 1

Hvert år, næsten truer jeg med alle de fisketure jeg skal på, når fredningen i Skåne sætter ind. Jeg skal her og der og alle vegne, men det er sjældent det bliver til noget, fordi tid og vejr ofte sætter en stopper for min ofte korte planlægning. Jeg mener, jeg gider ikke arrangere en tur alene for at stå op til storm og næppe udsigt til fiskeri. Af den grund er Öland faktisk blevet annulleret 2 år i træk, fordi der ugen op til blev storm eller decideret vinter.

Derfor blev dette års tur planlagt og fastlagt med Ajes og Dennis i god tid med hytte og det hele og ville det storme, så måtte det storme. Nu skulle vi afsted!

Så torsdag eftermiddag, satte vi bilen i bevægelse nordøst på og efter et fedt-måltid (ikke fest) på en burgerbar, kunne vi slå mave resten af vejen, inden vi trillede ind i Grankullavik. Jeg var spændt på hvad Dennis ville sige på den anden side af solopgangen med lys over land på denne hans første Ölands tur.
Selv glædede jeg mig som et lille barn. Öland er ikke en let fisket ø, men da vejrguderne alligevel havde en udsigt der var tålelig i sigte troede jeg faktisk på det!

Således gik vi over sandstenene til et let brusende hav, hvor dønningerne længere ude, slog taktfast ind. Det var her jeg glemte at have fået nye spikes på mine støvler. Det var her jeg pludselig dansede rundt som en anden vandnymfe, tæt på at bade 3 gange. Det var også her jeg glemte at det vand som ser godt ud oppe fra vejen, var pænt hårdt at stå udvadet i fordi dønningerne snyder. Det var desværre ikke her, vi tog den første af mange fisk. 

Mens havørnene fløj forbi, måtte jeg sætte mig op og inspicere det jeg egentlig godt kunne huske. Nuvel, vadning ville være mere forsigtigt de næste dage. Glidende ballerina bevægelser over de glatte sten helt enkelt. Vi valgte en ny plads. Jeg fik ikke badet, men Dennis var meget begejstret for Kalmar sund, så han valgte at tage bad 2 gange. Til hans held, havde han lukket sin vadejakke så selvom han fik en skyller, blev han aldrig rigtigt våd og dermed kunne vi fiske dagen ud. Vi prøvede endda 2 pladser til, gav den en skalle, nød fantastiske pølser og en fantastisk solnedgang, men fiskene... så kun jeg til i form af en følger på sidste plads. Det var selvfølgelig en nitte, men igen... Öland er ikke et sted og det fine vejr til trods, så ville fiskene ikke være med.

Det ville et par velvoksne bøffer til gengæld, så mætte kunne vi gå til ro og drømme om store havørreder dagen efter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar