2026.03.17 Tåge og højere vand over 2 dage

Så kom vandet tilbage! Sammen med en frisk vind fra syd, steg vandet ikke alene, det slog også ind over områder som knap havde set andet end frost den sidste lange tid. Frygten var at der nu var fuldt tang på denne første tur ovenpå forkølelsen, men havet var vasket rent de fleste steder og tangen holdte sig kystnært.

Det burde give fisk, mente både jeg og den anden fisker jeg mødte. Vi fordelte os efter aftale på revet og fiskede igennem, men i den tiltagende regn, var det kun våde vi opnåede at blive. Det blev 2 timers fiskeri i et hav der faktisk var klart som sjældent set, forholdene til trods. 2 timers vådt og forgæves fiskeri. Men forkølelsen, var på retur og det var bedst at komme ud igen.

Så i dag, tirsdag, skinnede solen lystigt og med tanke på gårddagens vind og vejr, var jeg ikke sen til at komme afsted, men ak... der stod en mur af tæt tåge. Meget tæt tåge endda. Alt hvad der havde duftet af forår og sol derhjemme, var pakket ind i en tyk tåge nede ved kysten. Men vinden var stadig på fra sydøst og sendte fine bølger over revet, hvorfor jeg ikke bare troede på det, men også var fuld af mod da jeg gik i vandet. Det også kun 3 kast, så havde jeg en rigtig flot fisk efter som kom helt ind og huggede forsigtigt foran mig. Det lovede godt, men en tur over revet fik min tro til at dale. Forhåbningen om at fiskene var mindre sky i det tågede vejr, blev skudt ned. De var mere sky, dagen til ære.

Det blev en forfølger dag. Jeg fiskede på 3 rev og oplevede fisk alle steder. De fulgte efter, huggede forsigtigt og slog til bedraget og trods at jeg byttede blink hjalp det lige lidt. Det var nok en dag for bombarda, men et sådan havde jeg ikke taget med. Gider heller ikke rigtig, skal jeg erkende.

Indtil jeg mødte en stime på sidste plads. Det var som om de var forvandlet i 10 minutter. De hamrede på, siden blev de sky igen og fulgte efter. Tågen blev, om muligt, endnu tykkere og vinden tiltog. Temperaturen dalede til 2 grader og fornøjelsen var til at tage at føle på til sidst. Men jeg lykkedes med 3 blanke, hvor de 2 første var nogle tykke modeller, der fightede for alle pengene. 

2026.03.12 Tiltagende vind og forkølelse

Vinden ville tage til. Det gjorde min forkølelse også. Det er sådan hvert år. Min længsel efter forår og sol, er en garanti for at pådrage sig en snue. Passende tiltog vinden og vil tiltage yderligere, så siddende her i sofaen, står der ikke fiskeri for døren. Der er så meget andet der skal passes. Snotklude og den slags...

De første 2 pladser viste ikke tegn på umuligt fiskeri, men vandet var brunt langt ud og jeg tænkte at hvis andre steder fejlede, kunne jeg altid returnere. Men der var ingen grund til at returnere, for atter engang kom jeg frem til et rev, hvor det bare spillede maks! Bølgerne slog ind og bruste det hele op, samtidigt med at der i de små badekar var masser af vand at affiske og hvem ville forlade den slags? 

Udover mig, der efter 3 timer "kun" havde fået 3 små blanke og en nedfaldsfisk. Slet ikke så dårligt i marts, men vandet bød op til meget mere, syntes jeg. Der var også masser af fisk på plads, men hvor de i går ikke lagde fingre i mellem, så oplevede jeg i dag masser af mistænksomme fisk der kun huggede meget forsigtigt. Så jeg bestemte mig for at prøve noget nyt mellem et par oliven og en grillet pølse.

Vandet så om muligt bedre ud her, stående på et lille egoist rev. Hvert kast skulle give fisk! Intet skete. Og så alligevel, ud af det blå havde jeg en mægtig oplevelse med en havørred der i det klare vand efter en bølge pludselig dukkede op bag sillingen, tog den i munden, hvilket jeg tydeligt kunne mærke og så stod stille. Jeg strammede op og så fløj min silling ud af munden på den. Lige foran mig. Det var alligevel fedt, trods jeg ikke kunne kroge den af mærkelige årsager. Siden fik jeg en utroligt flot bronze farvet nedgænger og så ville jeg igen videre.

Der lå et hoved i vandet. Det var ikke skåret af, men nærmest flået af. En havørred i modellen meget stor, havde antageligvis lagt krop til en sæl, hvor hovedet så var overdraget til andre dyr der måtte finde det. Det var helt friskt, så der løber store fisk rundt derude!

Jeg afsluttede dagen med en vild fight med en nedgænger der hoppede, tog line og gjorde ved. På det tidspunkt var jeg kold og forkølelsen ved at tage så meget over, at jeg skippede den sidste time. Vi ses på den anden side af snotkludene. 

2026.03.11 Marts i en nøddeskal

Så stod jeg der igen. Ryggen var rettet ud af nattens søvn og øjnene havde fået plads mellem spalterne. Jeg kan godt mærke at jeg skal cykle/træne noget mere og jeg kan godt mærke at tidligere tiders uge ture til Listerlandet er en saga blot. Det holder jeg ikke til mere, nu 3 dages fiskeri allerede havde sat spor i kroppen. Nuvel, cyklingen har jeg ikke holdt ved lige, så det er måske også for meget at forlange topform efter 4 måneders vinter dvale. Der har jeg noget at lære i min fremskredne alder.

Så jeg stod der igen. Kastene fløj over revet og iveren i mig havde for længst kastet fisk af sig. Men det var det samme som i går, bortset fra at vinden i dag, endelig, var vågnet. Det så skide godt ud, men forbløffelsen i Javiers stemme var som min, da han ringede. Der skete ikke noget, så sammen tog vi hver for sig til en ny plads. Resultatet blev det samme og så begyndte maven at knurre, men på den tredje plads ville jeg fiske revet af, inden maden. Og stille og roligt og komplet ligeglad, kom en rigtigt fin havørred gående bag Sillingen og vendte dovent om. Og det var alt.

Mens jeg sad med spegepølsen og byttede endegrej til noget mindre, kom Javier og sammen sad vi og lagde planer.

Javier tog spidsen, jeg tog bagsiden af revene. Det forblev uforløst. Frustrationen og opgivenheden tog over og kastene blev næsten ligegyldige. Uopmærksomheden indtog mig. Så meget, at da jeg var ved revets ende og ved at tænke på endnu en ny plads, blev overrasket over hugget. Bang!

For fuldt drøn, havde jeg endelig fundet en fisk. Eller så fandt de mig? Jeg havde pludselig hug og så en følger og bag en sten lod det hele til at ske og så huggede en større model lige foran mig hvorefter en herlig fight tog sin begyndelse. Fisken strøg først gennem mine ben og siden ud, hvorfor jeg måtte stå på et ben for at få linen fri. Så gik fisken mod mig og linen blev slap, mens jeg i desperation genvandt balancen samtidigt som linen skulle på hjulet. Var fisken væk nu? Fisken var ikke væk, men bag mig og igen søgte den ud i et dejligt udløb. Efter en god kamp kunne jeg kane fisken mod land og netop da jeg løftede den op, kom Javier. Beslutningen om genudsættelse blev taget, nu der var kamera mand på og mod mine principper, vejede vi også fisken. Den endte på 3,2 og det var en fornøjelse at se den glide over stenene igen, hvor jeg håber at min håndtailing med våde handsker ikke har gjort skade.

Så gik fiskeriet amok. Det var kontrasten til gårddagen. Fiskene væltede ind over revet og først var det en håndfuld, siden 2 håndfulde. 3 fisk på 3 kast blev det endda til. Helt vildt og magisk, men også typisk marts.

Ryggen kaldte på en pause. Pausen gjorde godt. Men fiskene tog også en pause, for trods jeg fik en i første kast efter pausen, døde det nærmest for mig dernæst. Javier tog 3 på kort tid på hans stræk, inden jeg sluttede min gyldne time af, med en fantastisk flot blankfisk.

Fornemmelsen når andre fiskere sniger sig ind, gjorde at vi til sidst opgav at forsøge med flere. Ingen grund til at reklamere med fiskeri, for at se pladserne overrendt dagen efter. Jeg kørte næsten hjem, men afsluttede med fisk nummer 14 på et lille rev. Det er marts i en nøddeskal. Vildt nok!

2026.03.10 Snakkedag i stille vejr

Jeg fløj nærmest til vandet, indtil jeg stod i vandet. Så listede jeg. Vinden var ikke startet fra sydvest endnu, men den skulle ligge lige om hjørnet og så var det om at fiske revet af og finde ud af hvor fiskene stod, så jeg var klar når vinden kom, for da ville der komme fest på kysten.

Men vinden kom aldrig. Faktisk aftog den, om muligt, endnu mere og foran mig lå et spejl af et hav, der aldrig ville byde op til noget, nu det selvfølgelig også var klaret helt op. Solen varmede i disen og jeg må indrømme at lysten begyndte at sive ud af mig, for hvert kast jeg tog. Derfor var et pladsbytte ikke svært at foretage.

Men ak... den udlovede vind, blev aldrig til noget. Halvhjertet fiskede jeg diverse rev af, men jeg var ikke overrasket over at der intet skete. Belejligt at bruge tiden på noget fornuftigt og Morten fra Danmark havde som jeg, heller ikke travlt, hvorfor vi tilbragte en time med snak. Det var hyggeligt selskab, men til sidst måtte vi udføre vores pligt. Mest for at sige vi havde prøvet og så ville jeg videre, indtil Adrian dukkede op. Så blev det en snak med ham og nogle høflighedskast, fordi han talte så varmt om hvor fiskene var. Ikke at jeg troede ham, men tænk nu hvis.

Hvorefter jeg atter engang ville op og videre og nu mødte en gut fra Lyngby og så gik snakken igen, hvilket var helt ok. For der skete absolut intet i det fløjlsbløde lys og totalt stille hav. 

Jeg endte med at køre rundt på må og få og håbede at opdage et vindspring, men det var først da jeg havde begivet mig ud i den sidste time af stædighed, at vinden endelig riflede overfladen fra sydvest. På det tidspunkt var jeg kold, fugtig af sved og lugtede af en blanding af oliven og grillede pølser og ville faktisk bare hjem. Men fiskene fik chancen, fordi jeg havde svært ved at acceptere en nul-dag. Men sådan nogle dage skal man bare finde sig i, for en sådan blev det.

2026.03.09 Utålmodighed og dumme væddemål

Det var godt jeg var alene ude. Jeg havde nemlig væddet min nye stang og det nye hjul og følgeskabet havde vundet mit grej, hvis jeg tog fejl.

Og jeg tog fejl. For vandet gav ikke havørred indenfor de første 10 kast. Faktisk så gav det slet ikke havørred indenfor nogle af de kast jeg foretog og grunden til væddemålet, var såmænd at det så hamrende godt ud. Altså virkelig et helt uimodståeligt lækkert havørredvand. Og i det her vejr var jeg sikker på sejren, ellers havde jeg ikke væddet mit nye kystsæt væk.

Så det var med lettelse, jeg traskede op til bilen med stangen i hånden, nu jeg ikke kunne vædde med nogen. Og så måtte jeg ud og lede efter en ny plads, denne gang uden væddemål, da det åbenbart var for satset.

På den ny plads var det faktisk samme forhold. Jeg turde ikke tænke tanken. Jeg begyndte bare at fiske. Kastede løs og afsøgte hver sten og sandplet. Der var dødt. Ingen hug. Ingen følgere. Tomt.

Min far bager verdens bedste rugbrød og min mor havde en slagter spegepølse og fedt med, da de i weekenden var på besøg. Oppe ved bilen tankede jeg op og blev mæt. Og måske lidt mere tålmodig. Det her fiskeår, hvis vi siger det startede i marts, er ikke så usædvanligt. Vandet har været koldt ovenpå en hård vinter og trods det, er temperaturen i havet allerede kommet pænt med. Jeg tjekkede samtidigt tidligere tiders forår på denne tid og så var det jeg indså at tålmodigheden der kom med mætheden ved bilen, egentlig bare var det jeg skulle have.

Og så gik en helt anden fisker i havet. Tålmodige kast, afsøgende og grundige. Og sørme... så var der fisk! Først et hug, siden 2 og så havde jeg en følger. Små filurer der drilsk slog til min Silling og huggede provokerende, men ikke rent. Det varede ved i 5 minutter. Så var det dødt igen. Jeg tog en lang tur over revet og lykkedes med en gnistrende blank undermåler. Det var et spejl af en blank havørred. Men det blev ved den ene, hvorfor jeg besøgte først en plads, fiskede den af uden resultat og dernæst landede på et mindre rev for lige at teste inden jeg tog hjem.

Æren blev reddet af en følger, i det der skulle være det sidste kast. Det var lidt heldigt jeg så hvirvlen, for jeg var faktisk på vej op, men nu skulle den lige have et par kast og i et glemt hjørne af det lille rev, fandt jeg endelig fiskene. Det blev til 5 utroligt underholdende fights med nogle hoppeglade og stærke havørreder. Den ene røg af så der kom kun 4 til afkrogning, men dagen blev reddet i den tiltagende kolde østenvind. 

2026.03.01 Forår

Endelig og alligevel ikke... for nu blev det marts og dermed er kalenderen indstillet på forår. Det er jeg bestemt også! Men der har ikke været det her for-fiskeri i januar og februar, som normalt og så fik jeg travlt.

Nu skal jeg jo pludselig indhente en masse og det uden erfaring i hvordan det ellers stod til. Nok blev det 2 fisk i går på "sædvanlig" vis, men til i dag blev Javier og jeg beriget med vind og sol og normalt plejer det ikke at være så ringe endda.

Indtil solen forsvandt bag nogle skyer og dermed ændrede den lækre farve vandet havde. Vinden tog til og så begyndte det også at regne og sammen stod vi på revet og kastede primært med vinden. Så varmt var det heller ikke. Jeg gik ned over revene for både at kunne vade lidt men også give plads til os begge. Solen begyndte at titte frem da regnen ophørte og vandet fik igen en utroligt lækker farve, samtidigt som vinden tog af.

Min tur blev lang. Først skulle jeg afsøge de små rev, siden vade ud på dem og hvor var sandet blevet af? Det blev en opdagelsesrejse, mere end reelt fiskeri. Det var som om revene var forandret igen i år, hvilket måske ikke var uventet og alligevel havde jeg nok regnet med lidt mindre ommøblering. Det fik mig ud på lidt for dybt vand i forhold til bølgerne og jeg skulle slet ikke vade dybt, men tangen der lå nær land var også lidt mere løssluppen her, så for at undgå det var det altså ud.

Indtil jeg vendte om og satte snuden mod Javier, der på et tidspunkt havde afbrudt vindens susen med et brøl af en art. Afklaringen kom, da jeg forstod at en fisk havde hugget 2 gange på vej ind og irritationen brød ud fordi der ikke skete mere.

Jeg var enig... der burde ske mere. Det skulle der. Vi gik ud igen. Øjeblikke efter stod Javier med bøjet stang og eftersom jeg ikke oplevede noget, gik jeg retur til ham. Siden skulle Javier hjem og efterlod mig i en nærmest helt aftaget vind og gammel sø der kom ind. Men lige lidt skete der.

Endelig forår. Men nu har jeg travlt!

2026.02.28 Re-premiere

På 14 dage gik isen fra at være allestedsnærværende til at være næsten helt forsvundet. Der var 50-60 meter til forskel på dagens siddeplads på stranden i forhold til sidste tur og pludselig mindede det hele lidt om forår. Nuvel, der var ikke sol og fuglekvidder, men havet var uventet gået op i temperatur og lå på hele 3 grader. Det er alligevel et skift når nu man gik på det for 2 uger siden.

Det blev en form for gentagelse af premieren. Så jeg gik stille i vandet, mens bølgerne let slog ind fra den behagelige sydvestenvind. Disen var oppe og slås med skyerne og ingen af delene vandt sådan rigtigt. Det ene øjeblik kunne jeg se hjørnet på revet jeg stod på, det næste øjeblik var det væk. Solen prøvede virkelig at kigge frem, men selv ved det bedste forsøg, kunne jeg stadig kigge på den og kun fornemme skiven og alt det dejlige lys der måtte være ovenfor skyerne.

Så huggede det hårdt på sillingen. En hvirvel kom dernæst til syne ikke langt fra stangtoppen. Jeg gentog kastene mellem stenene og kunne til sidst overliste årets første havørred. Lidt som en rigtig premiere skal være. Det var en slap fight og min nye stang kunne ikke rigtigt måles på nogen måde. Det var i øvrigt svært nok i forvejen, fordi jeg er gået lidt lettere til værks denne gang. Jeg har købt mig en 9 fods spinnestang med en kastevægt på 5-25 gram. At stå med det lettere udstyr, fra de efterhånden 12 år jeg har fisket med min 10 fods Lesath, var en kæmpeforskel. Ikke at Lesath var en stiv kæp, men der er sket meget på de 12 år og det var ikke fordi jeg brillierede med yndefylde kast. Nuvel, mit nye hjul skulle jeg også vænne mig til. 

Ja, jeg har investeret. Hjulet var faktisk også 11-12 år gammelt og nu jeg alligevel var ved at tømme kontoen, så blev altså også til en ny vadejakke. Men så ser jeg til gengæld også pisse godt ud på kysten nu! Moderigtig og det hele.

 Javier kom forbi, efter at have besøgt et andet rev og sammen blev vi enige om, som så mange gange før, at det her nok skulle give fisk. Jeg havde en følger der på fedeste vis blev skræmt af mig og pløjede ud gennem bølgerne med en stor plov til følge. Siden et par hug og så en mindre følger, for til sidst at slutte med en fin blankfisk på målet der kæmpede som en besat.

Det var helt rart at kunne fiske igen, efter næsten 2 måneders dybfryser som har kortet sæsonen drastisk ned. Nu er det bare at håbe at foråret kan træde igennem og byde på noget fiskeri i marts. 

2026.02.15 Fordi det er så smukt

Foråret vil ikke starte, men det er måske også bare om at nyde vejret som det nu engang er.

For uanset hvor irriterende den evige østenvind er, uanset hvor meget frosten bider og uanset hvor meget af fiskesæsonen der bliver kortet ned, så skal vi glade for vejret så længe vi kan trække det...

Og nyde nogle billeder af havet der i frosten har skabt nogle flotte rammer. Det var positivt! 

Ikke et ord i det her indlæg om at jeg kørte fast i sneen/isen på en markvej langt væk fra samfundet og pludselig stod med min isskraber til bilen og måtte prøve at grave mig fri. Sparke frossen jord løs, lægge bilmåtter ud under dækkene, samle vissent græs og bark fra træer i nærheden og hvad ved jeg, for at efter 45 minutter endelig komme fri!

2026.02.14 CTRL+ALT+DELETE Genstart forår

Jeg kan lige høre Søren fra HelpDesk... har du prøvet at genstarte?

Foråret er ikke i nærheden lige nu. Det kan godt være det smagte lidt af det i dag og så alligevel ikke. Ovenpå en nat med minus-alt-for-mange-grader, var vinden ikke noget der mindede om forår. Men det var solen! Med den i fjæset, kunne jeg endelig bestige isbjergene med min fiskestang og klatre ned over den store gletsjer til vandet. Overdrivelse fremmer forståelsen!

Nøj det var lækkert. Vandet var koldt. Hundekoldt, men havde en lækker farve der lokkede til genstarten af fiskeåret, men ærligt talt... jeg troede ikke på det. Jeg var kommet i vandet 50 meter fra kysten, på et sted jeg normalt starter med at kaste til og temperaturen målte jeg til 0 grader. Det skulle kun være solen der varmede det kystnære, men med de 0 grader var det endnu ikke sket og ville heller ikke ske resten af dagen. Men jeg nød det. Huen oppe som læ for vinden, handskerne på og armene foran på jakken. Læ blev opnået og så var det bare om at nyde.

Nydelsen varede ved i en halv time, så tænkte jeg at nok var nok og gik ind for at slentre lidt langs stranden. Det gjorde jeg på 2 yderligere pladser, for at tjekke vandet ud, men mest for at finde et sted at sidde og nyde solen. Sikke en dag ude!

Men nu må foråret godt begynde at indfinde sig. 

2026.02.01 Minder lidt om is-vinter - men det er det ikke

Det er godt nok en streg i regningen at der lige forsvandt en måned uden mere fiskeri end den kolde premiere tur. Vinteren har gjort sit indtog, sammen med en særdeles strid østenvind. I takt med at et højtryk har etableret sig over Rusland, har mere bundkulde indfundet sig og langsomt men sikkert, er temperaturen dykket og vinden øget. En spændende vejrsituation i øvrigt.

Der hvor jeg takkede nej til fiskeri, tog Javier ud 2 gange på vestsiden. Udover et par fisk, var meldingen at der var grød-is. Grød-is på fralandsvind siden... og med frost i udsigten en hel uge frem, måtte det indebære at grød-isen blev fast, hvorfor overraskelsen ikke var stor da jeg i går var og køre langs kysten. Det var faktisk en ravtur, men det blev hurtigt lukket ned af store mængder mini-isflager og enorme mængder af grød-is, som sammen havde bygget en mur af is ned mod vandet. En mur, der i den tiltagende østenvind, bare byggede mere og mere på, så jeg til sidst måtte kravle over den for at komme op på det tørre.

Det er ellers en formidabel god vind til rav, men det har lange udsigter nu. Både fordi Måkläppen lukkede for besøgende 31.01. og først åbner igen 01. november og fordi ravet nu ligger til havs og måske slet ikke kommer ind, fordi isen spærrer.

Natten til i dag, tiltog vinden yderligere og temperaturen droppede tilsvarende. Det var derfor uden waders og godt med tøj på, at jeg igen begav mig ud. Denne gang for at fascineres. Jeg tog ned til Falsterbokanalen for at se om frosten havde påvirket det åbne vand jeg i går forlod. Fascinationen indtog mig. Der lå is 2-300 meter ud, mens bølgerne buldrede mod piren som man normalt kun ser det på den danske vestkyst.

Vinden rev og kuldeindekset gjorde at hvert stykke blottet hud, omgående blev frosset ned. Det var derfor ikke en udsøgt fornøjelse at stå i vinden for længe. Jeg kørte videre og kom til strande der for bare en dag siden kunne betrædes med kun lidt grød-is ved land og som nu var lukket langt ud. Jeg gik over den opbyggede grød-is, der var frosset fast og stod hvor jeg plejer at fiske. Imponerende.

Og stod og tænkte at på Grønland eller tilsvarende steder, er det sådan her i mindst 6 måneder. Konstant. 
Hvem der kan holde til det... 

Næh.. hvor fascinerende det end er, så vil jeg egentlig godt bede om forår nu. Jeg købte nyt hjul i starten af januar, men de penge kunne jeg da godt have sparet en tid endnu.

2026.01.03 Bidende koldt og sne

Følelsen, når man sidder i bilen på vej ud på årets første fisketur... ubetalelig. Der er håb og lidt mistro, mens træer og huse langs vejen suser forbi, indtil kysten åbenbarer sig og det første indtryk lander. Er det mon muligt at fiske? 

Sneen hvirvlede om mig, mens bilen kørte øst over. Det var ikke værd at tjekke lokalt, da vinden fra nytåret havde været noget så vederstyggelig fra sydvest. Det burde være grumset endnu.

Men her længere fremme var vandet fint, så på med klunset og det blev i en rivende fart, for glemt havde jeg et øjeblik at vinden ikke var taget på juleferie og den var lidt bidsk i det. Minus 2 grader. Ikke en udsøgt fornøjelse at være afklædt i!

Og så tog vandet mod mig. Dejligt at betræde stenene igen og mærke at mistroen måtte vige for håbet. Det første kast blev lagt og jeg forventede ærligt talt respons. Måske var det fordi jeg hurtigt indså at denne fisketur ikke kunne vare hele dagen, at jeg i tankerne bad fiskene skynde sig lidt. Men der skete ikke noget. Ej heller i de følgende kast, inden jeg måtte stoppe fiskeriet og rense rullelejet for is, samt dyppe topøjet for at få isen ud. Jeg fik kun en ting; Kolde fingre. 

Min aircondition er gået i stykker i bilen og derfor er der kun 1 indstilling: Varme.. og det er nu rigtigt rart når man skal ud i det fri i det her vejr, men mit problem er at varme fingre lynhurtigt bliver til meget kolde fingre i frost. Og så skal de varmes lidt op igen, inden man finder den der temperatur der gør at man igen kan fungere og sende fuckfingre til dem man nu vil.

Men mine hænder blev aldrig rigtigt varme og efter 30 minutter uden fisk, tænkte jeg at premiere kunne være premiere. Nu havde jeg været her, jeg havde troet på det og jeg havde endda kunne fiske alene.

Det bliver nok bedre en anden dag.

2025.12.22 Årets statistik

Det var nyt at ikke fiske sådan rigtigt efter forårssæsonens afslutning. Det var ikke noget der lå i kortene, men de sidste par års erfaringer var en del af baggrunden til at det gik som det gik. Der var mange ude.

Så jeg tog et par runder på cyklen, arbejdet krævede en masse og så fik jeg alligevel fisket 2 gange, men ingen ture der kom med her på siden.

Nå ja.. jeg var også på Sejerø med Dennis, men nu var min computer i mellemtiden stået af. Måske heldigt nok, for jeg måtte nyligt aflyse min egotrip til Øland på grund af vejret. Havde også været surt at sidde med 25 blanke fisk og så ikke kunne skrive om det... ish.. 

Nå, men vi ses i det nye år.

Det blev til 37 ture i 2025.

79 havørreder, hvoraf de 77 var blanke. 

Jeg mistede 14 fisk og smed 1 enkelt blink væk.

Og så ledte jeg alligevel en del efter rav, men det var ikke på fisketurene jeg fandt det.

Godt nytår

2025.04.29 Din torsk!

Der var en pippen og skræppen uden videre. Lidt som Javier også noterede sig på anden plads. Gravænder der skræppede konstant og diverse andre fugle i vandkanten og på stenene, som gjorde at den ellers stille aften havde et lydbillede.

Men det var idyllisk. I hvert fald indtil jeg sagde hold kæft, fordi jeg fangede et horn og gravændernes skræppen mest lød som en hånlig latter. Og i kastene efter havde jeg så fedtemøj på. I hvert kast!

Fuglene blev tavse da jeg entrerede deres plads. Her på spidsen måtte det være til at fiske, tænkte jeg?

Og det var det. Klart vand, rifler i overfladen, strømskel der førte det flydende fedtemøj bag mig. Nu skulle der fiskes og det gjorde jeg så. Ivrigt og fokuseret og det med kun en halvanden time tilbage af denne lune forårsdag. Vinden lå i nordvest og skubbede den opvarmede luft fra landet over mig. Det var vist en 15 grader og huens berettigelse var ikke på sin plads indså jeg efter et kvarter.

Det var så heller ikke berettiget med en krog, for det eneste jeg mærkede til, var de satans kanyler der hev i min Silling. Ingen havørreder. Heller ikke som følgere.

Og så fangede jeg sgu en torsk! På Sydkysten! Det er ikke sket siden 2005 og da jeg fik den lille smukke skabning op, var min dag reddet. Nuvel, en torsk udgør ikke en bestand men det var en torsk. En perfekt torsk med smukke farvetegninger og kropsform. Tænk hvis de igen kunne etablere sig i Østersøen!

Jeg havde ikke kamera med, da der var fokus på en kort aftentur så du må nøjes med et dårligt belyst mobilbillede af torsken.

2025.04.26 Lidt som det (vist nok) plejer

Skuffelsen var malet i ansigtet. Javier var mit spejl, for jeg havde det på præcis samme måde.

Vi stod ved bilerne. Revet var fisket af, klokken havde passeret det magiske tidspunkt og vi havde intet mærket de sidste timer. Javier fik en flot nedgænger lige som han kom ellers var der bare... dødt... 

Selv gik jeg på andre spidser og rev og fiskede dem af. For at komme til, for at nå en sten, for at nå sandet for at... bare fange flere horn. Da jeg havde et hug lige på kanten til sandet, lavede spinstop og fik fisk og erfarede at det bare var endnu et horn, steg blodtrykket til usunde højder. Jeg blev nærmest arrig.

Det var ikke hvad vi håbede på. Men hornfiskene ødelægger totalt festen. En fest hvor VIP deltageren ikke engang dukkede op, men kun var med de ekstremt ærgerlige hang-arounds som ikke bidrager med noget som helst andet end irritation.

Da vi sad i en kort pause, fik Javier et opkald om mange fisk og de var der hvor vi gættede os til, nemlig 2-3 kastelængder ude hvor båden lå og den rigtige fest foregik.

Det blev ingen billeder i dag. Min jagt på havørreden endte i endnu en fiasko for april, hvor jeg trods mange års erfaring ikke hverken kan eller vil indse at det bare ikke er så godt som jeg vil have det skal være. Kajakken blev luftet i tankerne igen... i bilen på vej hjem... ellers kommer den nok til salg. Det er fint med kajak alene på havet, men det er trods alt lidt bedre at være 2 på kysten sammen.

2025.04.25 Et hvidt lyn, en havørred og 2 kammerater

Da det brummede ude i indkørslen, begyndte fiskedagen. Det brummede endda meget, men det var ikke sure miner eller andet men dagens fiskebil. En Porsche! Faktisk en 350 hestes af slagsen, som ville kunne høres over det meste af byen hvis den blev fyret af. Så det..... gjorde vi, på vej til dagens første plads.

Dennis sad bad rattet og han er helt vild med den bil. Det blev jeg også, omend jeg måske syntes den næsten var for vild. Tro det eller ej! Dog var jeg imponeret over at fiskegrejet uden videre kunne pakkes ned i den og det var vel kun stængerne som ville blive et problem, tænkte jeg. Indtil jeg faldt på plads i de skålformede sæder!

Nuvel, vi skulle fiske og således indfandt vi os på første plads hvor vinden stod ind med en 3-4 sekundmeter. Det så atter engang bragende godt ud og atter engang, måtte jeg målløs gå fra en plads uden fisk. April har luret mig og jeg har luret mig selv med at april er så god. Fiskerapporterne fra kysten sagde det samme, trods mange har været ude. Det er kun tidlig morgen der virker og så måske en heldig sporadisk fisk midt på dagen. Nå ja og så aftenfiskeriet.

Drømmehugget forblev et voldsomt hårdt drømmehug på fuld line. Jeg så aldrig nogen fisk eller følgere, men det var et riffelskud uden videre og så byttede vi plads.

Dernæst kom Ajes og sammen fiskede vi nu 3 mand i håbet om at finde havørreden. Vi blev endda beriget med en frisk vind der stod ind og derfor satte gang i havet, så det, om muligt, nu så endnu meget mere bedre ud. Men her boede hornfisken... mere eller mindre dem alle sammen. Jeg havde fået lov at køre Porsche til denne plads og burde nok være blevet på vejen, for udvadet skete der intet i havørredens verden. Det eneste vi fik var kolde fingre, våde albuer og hornfisk. 

Indtil klokken lidt i ni, hvor hornfiskene endelig var skredet og der kom havørred ind. Små fisk, der huggede lidt og reddede min dag i det mindste.

Det var fandme en nitte. April fiskeriet er ved at tage en ende fordi hornfisken nu dominerer flere steder. Det er lidt hårdt at indse ovenpå alle de håbefulde dage jeg havde stillet mig i udsigt inden ferien.

Wrooooom!