onsdag den 1. maj 2024

2024.05.01 Glædeligt forår og tak for den første del

Det var overraskende og så alligevel ikke. Ferien slut, selvom sommertiden nu er her og hverdagsaftener længe har kunne konverteres til fisketid ved vandet. Men den sidste tids ærgerlige østenvind har taget kål på lysten. Livet i vandet er væk. Ikke for evigt, men både Javier og Jan med gutterne har været ude flere gange og de har intet fanget. Eller maksimalt en fisk eller 2 sporadisk.

Der er ikke noget liv at se kystnært og for enden af linen har Jan med gutter kun lykkedes med 8 nedgængere siden lørdag. Nu tager de hjem, hvilket jeg absolut forstår.
Javier var igen ude så sent som i dag og prøvede forskellige pladser. Ingen fisk og intet liv fra byttedyr.

Ikke engang et skide horn - selv det forbavser mig. (Selvom det er en god ting)

Det er imponerende og forbløffende. Hvad søren sker der i vandet, når østenvinden sætter ind? Flere jeg har talt med, har observeret det samme og de gamle garnfiskere her i Skåne har tidligere ikke sat net, når der var østenvind. Det kunne ikke betale sig. Nu er de fleste fiskere døde og kan ikke fortælle deres tanker om hvorfor. Men det er dæleme noget der fortryller mig og kun er blevet en større undren de sidste par år, fordi jeg både kan se og husker en konsekvent kollektivt nedgang i fangster og liv i mine statistikker.

Det skal jeg dykke ned i. Om ikke andet, så for at have en ny teori at lege med, hvilket jeg elsker. Både at få ret i og blive modbevist i, så man erfarer nye ting og ellers kan spille gammel-klog....

Nå, men jeg ved ikke engang om jeg gider udnytte sommertiden til en aftentur, men det lokker da godt nok, alene fordi vandet ser så godt ud. Et eller andet sted kan det jo ikke passe... eller kan det?

Nu bliver jeg i tvivl.


lørdag den 27. april 2024

2024.04.27 Ak ja

Telefonen ringede 3 gange med 3 fiskerapporter. Den ene fra Listerlandet, den anden fra Österlen og den sidste fra den østlige sydkyst. Ud af 9 mand på de pladser var der taget 4 fisk. Sporadisk. Og udover dem jeg kendte til, var væsentligt flere på plads og de havde intet set i fangster. Og så stod jeg i en time og talte med Urban og Javier, der begge kunne melde det samme. Det vil sige, Javier havde været tidligt oppe og fundet fiskene kortvarigt. 5 var det blevet til. Siden døde det helt og sådan var det fortsat til nu, her over middag hvor gamle mænd som jeg indfinder sig på kysten.

Det passede også fint at stå og tale. Der kom et fisketeam på 3 mand, der fiskede mens vi talte. Siden kørte Urban hjem og Javier ville andre veje. Jeg fulgte trop en halv time efter, da jeg blev overmandet af en tysker, der vadede lige ud som han kom ned fra vejen. Nu skulle der fandme fiskes!

Og så sad vi der på strandengen og nød udsigten. Nej, der var intet sket den halve time Javier nåede at fiske og ja, det var mærkeligt. Men de østlige vinde fortsatte og tog til. Det hele så mega godt ud og det har vi sagt mange gange før. 2 frustrerede opkald senere, var status den samme på Listerlandet og i øst og så ville jeg i vandet og ændre på det!

Men selv efter Javier havde givet op for dagen og jeg fortsatte aftenvagten, skete der intet andet end at vinden drejede i nordøst og flyttede bræmmerne af løs tang ud i lange striber på langs af kysten.

En tilfældig blank nedgænger huggede hårdt på kutlingen i et af de frie kast, så fik jeg nok af det hele og tog hjem.

Nu kommer foråret vist, så det skal blive fint med en pause i det udlovede varmere vejr, hvis den her østenvind fortsætter og den manglende bidelyst ligeså. Meeeeen helt er det ikke pause endnu!

P.s. Eftersom alt i går var vådt, beklager jeg køkkenbilledet af fisken, men kameraet fik så meget vand at det fejlmeldte flere gange, hvorfor billederne ikke blev taget på plads.

fredag den 26. april 2024

2024.04.26 Regn og østlig hård vind eller vent.. den var måske vestlig

Vejret er sådan set det samme som det har været hele året. Der er kun temperaturen til forskel, fordi det nu er "hele" 8 grader. Det er lidt synd, når man står og vil fiske havørreder her i slutningen af april med nogle lange sataner på trapperne. For vejret er ikke typisk hvad jeg tør kalde bidevejr. De kan, men det er et mærkeligt fiskeri i østlig vind. 

Således meldte flere også at de havde været på diverse pladser og intet mærket. Enkelte revkonger og ellers havde de fisket tomt. Sådan gik det også mig, på første plads. Det så ellers kanon godt ud, men som forleden, var jeg ene om at syntes dette. Hvis altså havørreden overhovedet har en mening?

På plads 2, var skyerne fra dagens front trukket op og jeg stod nu i tiltagende regn og en strid sydøstlig vind. Svanerne var irriterende og jeg var irriteret. Eller egentlig var jeg lidt letmælk. Det er ikke noget nyt med manglende bidelyst i det her vejr, vandet så pisse godt ud og regnen holdte andre fiskere endnu mere hjemme end vinden gjorde. Jeg var alene og det var egentlig ret fedt, nu jeg tænker over det.

Frit valg på alle hylder, undtagen en, men den kunne jeg køre forbi for at tage den næste og dermed sidste. Og således indfandt jeg mig på revet, med regnen piskende lige i fjæset mens jeg gik ned af kysten for at fiske mig tilbage med regnen i ryggen. Det gjorde jeg faktisk 2 gange og i anden runde, skete der noget sjovt. Fronten passerede, vinden tog helt af, det regnede stadig og så tog vinden til, men nu fra ren vest. Lige som jeg var gået ud og ville fiske mig tilbage til bilen med regnen i ryggen - men nu fik den direkte ind igen. Vejret hadede mig, føltes det som. Så huggede en undermåler som plaster på såret.

Og så gik jeg ud på spidsen, fordi vandet her var uden tang i det store bølger og dønninger der drønede ind. Sammen med regnen, var jeg ikke bare våd. Jeg var gennemblødt og vandet fra oven og fra neden, var trængt ind overalt, men heldigvis ikke i mine waders. Og så begyndte kulden at snige sig på. Da jeg havde taget en fin målsfisk på spidsen, ville jeg egentlig hjem, men tog en powerwalk, nu vinden var i vest. Det skulle fejres syntes jeg og samtidigt kunne jeg se en opklaring på vej.

Men opklaringen nåede mig aldrig. Det gjorde til gengæld endnu en kanon blankfisk, som huggede helt ude i kastet og stillede op med et helvedes postyr. Den tog line flere gange og da den kom ind, gik den helt amok i at tage line - ind mod land! Det var fornøjeligt og da jeg af flere er spurgt om jeg ville tage en fisk med hjem, så blev det således for i dag. Den havde 14 næsten hele hundestejler i maven, 1 opløst tobis og en stor sild på 23 cm. og en masse andet ikke-definerbart. Det var en sulten fisk.

Jeg undrer hvad den jeg tog i forgårs mon vejede, for den var større end den jeg tog i dag og skød til 3 kilo hvilket var 600 gram forkert.

onsdag den 24. april 2024

2024.04.24 Alenedag på kysten igen

Inden jeg havde planlagt fiskeriet for dagen, ville jeg tjekke med Javier, men han var allerede ude og var ved at give op. Søen var for hård efter 2 timers banken uden nogen fisk. Jeg var lige ved at blive sur. Ikke på ham, men vejret, fordi vi atter engang trækkes med østenvind og en hård sådan. Men så gentog jeg vores samtale i hovedet. "Vattnet är skitfint" havde han sagt!

Der gik ikke mange øjeblikke inden jeg stod på pladsen han havde forladt og ja.. er du gal et syn! Ude bag skummet fra de brækkende bølger der hvirvlede en masse tang op, var vandet klart og havde en smaragdgrøn farve blandet med blåt. Nøj jeg troede på det og selvom mit første pas intet gav, så fik det chancen igen.

Med lommerne fulde af vand. Våd op til waderskanten og kamerat stænket til, trods lukket vadejakke, satte jeg mig i læ i bilens åbne bagagerum. Tømte lommer og hængte jakken op. Det var sgu rart det her. Mon ikke man flytte lidt rundt og til med sidde behageligt? Så gik der en time med coca-cola, chilinødder, nøddeblandning og Lions bar med hvid chokolade. Og en sol der varmede helt fantastisk i læ for vinden.

Og det hele tørrede nogenlunde op, undtagen jakken. Men den skulle også på tur igen. Nu med tomme lommer og kameraet måtte også blive i bilen. Seancen gentog sig. Store bølger blandet med dønninger, fantastisk vand og skumsprøjt. Men ingen fisk.

Det er hårdt at være kystfisker, men jeg var alene ude. Og jeg troede helt vildt på det. Jeg elsker det.

Opdagelsesrejsen efter den finurlige havørred tager aldrig en ende på den åbne kyst. De mange års erfaring og de utallige nulture i vejr som dette, gækker min nysgerrighed. Det er lige fedt hver gang, fordi jeg vil det - men havørreden ikke vil mig og det finder jeg nok aldrig ud af.

Jeg ville prøve en ny plads. En ting er at tro på det og fiskene ville helt sikkert også komme, men klokken 16? Eller 20? Til den tid ville jeg være gennemblødt, så der var mindre sø andre steder at vente på havørreden i. 

Men jeg skulle ikke vente længe. Jeg prøvede først den naturlige spids, hvor jeg tit har fået fisk. Der fik jeg ingen fisk. Så ned i bugtområdet og netop som jeg drog et langt kast ud til sandet, fik jeg et kanonhug og endelig dagens første fisk. Hugget var stenhårdt. Fighten speciel, da fisken lavede de vildeste udløb, men ikke hoppede på noget tidspunkt og da den endelig kom ind, gik den med siden til hele vejen. Det var først vel inde, at jeg i det grumsede vand kunne betragte skønheden og ærgede mig gul og grøn over at kameraet ikke var med. Jeg tog en dristig beslutning. Med vaskekonefingre og store bølger listede jeg mobilen op og forsøgte at ramme "tag billede" på en følsom mobilskærm. Du kan jo selv gætte hvor nemt det lige var... for ikke at tale om min krammende hånd i et par våde handsker, hvis våde kanter egentlig trykkede overalt på skærmen uden min vilje. Fiskens vel besejrede billedlysten og tilbage svømmede årets til dato tykkeste fisk.

Troen på mit projekt var stor og at jeg desuden var helt alene ude, gjorde at dagen tog timer af klokken stående i den lystige sø. Og trods at jeg i timerne frem kun lykkedes med 2 rigtigt flotte blankfisk til, så troede jeg virkelig meget på det fra start til slut. Men mine stive og våde fingre, ja jeg var våd op til skulderen på venstre arm og den træthed jeg generelt havde i kroppen efter 5 timers water-robics gjorde at jeg til sidst sank sammen oppe ved bilen og bare sad trods at jeg burde fise hjem omgående.

Sikke en dag. Sikke en dejlig dag. Alene. Med fisk. I østlig vind. I april.

tirsdag den 23. april 2024

2024.04.23 Det fordømte forår

Vejret er virkelig ikke i det venlige hjørne for fiskeriet. Østenvinden er kortvarigt forsvundet og har været afløst af nordlige retninger, men så med kulde. Vi er i slutningen af april, de klamme horn er på trapperne og på kysten har der kun været tendenser til lidt stime fiskeri. Overordnet set, et usselt forår. Og nu står varmen for døren, siger de. Med den... østlige vinde igen. En uge frem. Og så er Belona Belona landet og dermed lukkes min sæson mere eller mindre.

Det vil sige... i går sad jeg og skrev med en kammerat der skulle til Listerlandet i weekenden. Han havde brugt udgangspunkt i den bedste vejrudsigt. De fleste sagde sydøst, men en enkelt sagde vind fra syd. Jeg kan genkende desparationen i øjnene der ser. Jeg håber han møder fisk, for jeg kunne forlænge havørred sæsonen en uge, hvis der sker noget deroppe, bortset fra at verdens smukkeste kystplads endnu er belagt med forbud om betrædelse på grund af olieudslippet. Sådan lidt surt.

Nuvel. Jeg fik hurtigt nok af de mange biler og skikkelser på hjemmebanen og bestemte mig for at køre lidt. Så langt at der stod Ystad på de sidste skilte jeg så. Der havde været tomt de sidste 25 kilometer, så det var egentlig unødvendigt at køre så langt, men jeg blev pludselig nysgerrig over den manglende tilstedeværelse. Hvad laver alle folk i min baghave, når i har så meget kyst? Det var en kæmpe gåde at de stimlede sammen lokalt og ikke her. Men jeg tog tilfældet i hånden og besteg det første af 3 rev der lå på en strækning. Allerede i første kast kom der en følger og da jeg havde kørt revet igennem, gik jeg over til udgangspunktet og sikrede en fast fisk. En blank på målet der aldrig tog line, men bare pjaskede rundt kunne afkroges dernæst. 

Så tog jeg det næste rev. En rigtig strejfer plads, hvor det er lidt lotto at satse på dem, men sådan er fiskeriet! Der var ingen gevinst og kun en enkelt hug på sidste plads, mindede mig om at fiskene var blevet lidt forsigtige igen. Vandet spillede ellers maksimalt og i den tiltagende og lidt stride vind, så det hele bare fantastisk ud, men der var ingen fisk der ville lege. Og så endte jeg på start revet igen, hvor endnu en blank lidt sporadisk huggede hårdt foran mig og gik helt amok med luftakrobatik og det hele.

Jeg prøvede flere af de lækre pladser på vejen hjem over. Stadig tomme pånær et enkelt og alene kunne jeg fiske dem alle af på et par hurtige runder. At jeg ingen fisk fik, skyder jeg ikke på pladserne i sig. Det har åbenbart ikke været bidevejr, for vel hjemme på hjemmebanen, gik jeg 4 runder over revene og lykkedes kun med 2 nedgængere. Den ene gav mig ellers håb da den huggede. En helt blank og propertioneret nedgænger, huggede foran mig og vendte. Jeg så det hele og det var bare 5 kilos fisken der kom, men fighten afslørede hurtigt fiskens status og i de store dønninger, kunne jeg efter en tung fight afkroge en mega flot nedgænger på 75 cm med helt lys ryg og blanke flanker.

mandag den 22. april 2024

2024.04.22 De kom i stimer

Jeg ringede til Peter, for det her med "jeg kører en blå bil" var sikkert nemt nok, men samtidigt ville jeg tjekke lidt lokaliteter ud og det er nemt at misse hinanden på alle småveje. Specielt når Peter er jyde og måske ikke så bevendt i det svenske, trods han har fisket her i mange år.

Så vi mødtes på en af de kendte og lige da vi kom var der tomt, hvilket gav lidt ro i sindet til at fortælle lidt om pladsen og hyggesnakke og så kunne vi ellers gå i gang. Det var fedt at have peget på en sandplet og sagt "der plejer at være fisk her" og så se Peters stang fjedre allerede i første kast. Jeg tog mit område og havde også fisk på besøg, men alle 3 gange var det forsigtige hug eller bare slag til wobleren. Det skal de slet ikke begynde på nu, tænkte jeg og lavede et spinstop hvorefter jeg også kom på måltavlen og sådan gik der en time, mens der kom flere til vandet.

Ak ja... det er den store fiske-uge og dem der intet mærker, kører nye steder og ser de andre ude, fornemmes det, så skal de derned og fiske for DE må have fundet fiskene. Vi fandt 8 inden vi blev enige om at se nyt vand, for Peter plejer at fiske i øst, så han kendte ikke de vestlige pladser lige så godt. 

Igen blev vi mødt af en helt tom fiskeplads. De fleste var måske gået for dagen, for det var ikke en særligt rar dag ude i vinden. Den var is-kold og Østersøen kastede nogle tunge dønninger ind som man skulle hoppe for, men jeg havde igen lokket Peter ud på et rev og her plejer der også at være fisk. Men denne gang skulle der tålmodighed til, mens kulden trængte sig på fordi de mange dønninger langsomt men sikkert havde gjort os fugtige og den kolde vind ingen pause tog. Vi måtte op og banke hænder og spise lidt kanelgifler (ja, jeg har købt en ny pose!) og så på den igen, hvor Peter endelig fandt fiskene.

Vi fandt flere og Peter toppede med en kanonflot blank over 60 cm., som blev udsat uden berøring. Jeg havde desværre ikke kameraet med, fordi havet havde gjort det vådt, men sammen fik vi så en fiskehistorie at huske. 11 eller 12 havørreder sammen på en kold dag i slutningen af april på Sydkysten, er helt ok og selvom vi var våde og kolde, gik vi fra vandet med et smil. Men ikke smil til dem, der havde sneget sig ind på os bagfra. De skulle tage og finde deres eget rev at kaste på.

Nå ja Torsten... den øl var helt kanon, danke schön!

Og Gracias samt Dank U well til Spanieren og Hollænderen, der kom ned og tjekkede os ud, hilste og sagde de kom tilbage senere, nu vi stod på pladsen. Internationelt, ja tak. Respekt, meget mere ja tak!

lørdag den 20. april 2024

2024.04.20 Lidt normale tilstande igen

Efter den normale torsdag i april som alligevel blev årets første stime-agtige fiskedag på Sydkysten, så var håbet at træerne voksede ind i himlen da lørdagen stod for døren. Det var jeg så ikke ene om at håbe.

Javier havde vovet sig tilbage på Sydkysten, men kunne konstatere det samme som mig. Havørredfiskeriet er en populær sport og hvis man går op i nummerplader, var det en god dag at spotte nye plader langs de velkendte sydkystpladser. Med hver nummerplade, fulgte 2-3 mand og tæt stod folk pakket flere steder. Kajakken blev vendt i tankerne, men i og med Javier i dag var i syd ville jeg gøre ham selskab og vi mødtes ved en plads der minutterne forinden var blev gennemfisket af 6 mand. Nuvel... det kunne jo være der var kommet fisk ind og så tog vi hele revet sammen fra hver side. Men der var ingen fisk og tyskerne havde nok konstateret det samme hvorefter vi splittede op for at prøve lidt andre pladser. 

Men dagen blev i sidste ende mere en køretur og snakketur, end fisketur. Enten var der grumset ellers var der overbefolket. Så mødte jeg Torsten. Det var lidt spøjst. Han havde lige fanget en fisk og gik langs stranden med den, indtil han så mig. Så kom fisken i baljen og så gik han ellers en stor bue udenom mig. Lige der kunne jeg godt være tolder, for mistænkelig adfærd påkalder min opmærksomhed, hvis nu jeg drømte om et job i tolden og tror det er så nemt...

Torsten var der ud over en snakkesalig og hyggelig tysker der bare ville have lidt aftensmad og jeg er sgu ligeglad hvis han nakker en nedgænger, for en sådan var det. Så vi fik en lang snak der sluttede med at jeg blev budt på øl, men den måtte altså vente til om aftenen, for jeg kørte jo bil. 

Selv indfandt min øl og jeg os på endnu en ny plads der kort fik et par kast. Der siden blev til flere, for her var fisk en kort periode. Jeg tog 3 inden for et kvarter, der alle huggede hårdt. Jeg havde endda en følger som roligt fulgte hele vejen med ind og gik rundt om kutlingen, men som aldrig huggede.

Og så fik jeg nok da endnu en tysker, denne i kajak, nu skulle fiske området af. Ikke at han ikke holdte afstand, for det gjorde han bestemt, men der var bare mange folk ude og fiskeriet på Sydkysten er ikke lige mig, når man skal stå og klumpe sig sammen. 

Det gør de ellers i Tyskland, fortalte Torsten. De står med max 30 meters mellemrum på kysten og kaster lige ud. Et eller andet sted forstår jeg godt de kommer herop og også at de føler frihed med 100 meter til nærmeste. Hvis man er så heldig, for da jeg var kørt fra Javier fortalte han at der først var kommet 2, siden 3 yderligere og havde stillet sig ved siden og bag ham - og så var han kørt hjem og han tænkte nok på sin kajak præcis som jeg.

torsdag den 18. april 2024

2024.04.18 Happy hour plus lidt ekstra!

Jeg var lyrisk. Kunne synge med fuglene og gå på vandet. Men da jeg sad i sofaen, selvfed og i øvrigt godt slidt, måtte jeg erkende at det egentlig bare var en helt normal dag i april. Det var bare første gang i dette år at jeg endelig mødte det rigtige fiskeri. Med rigtige fisk.

Havet så ud som i går og var så indbydende at jeg kunne have købt revet. Men der var ingen ejendomsmægler til stede og så kunne jeg lige så godt fiske, nu jeg var alene. Og så kom den første...

Nu er det jo fiskeporno på første hylde og derfor sagde det BANG! Fisken i sig var ikke noget at prale af, men uden spinstop eller andet lir, tordnede en blank på kutlingen og bød op med en fight der var en jagende fisk værdig. Glæden over at lykkedes i et af de første kast var stor, men frygten indfandt sig straks derpå, da jeg indså at dette kunne være en revkonge og i øvrigt dagens eneste.

Heldigvis blev det ikke således, for på min vej over revet skræmte jeg først en fisk og siden, da jeg lagde et kast langs kanten, tordnede den næste på. Den var ikke helt lille og bød op med en kanonfight hvor både hop og udløb var en del af menuen, inden jeg kunne afkroge en tynd men blank havørred med perfekte finner. Det lovede godt, hvorfor indsatsen på revet blev stor - men resultatet ikke blev udbetalt i flere fisk andet end at jeg skræmte endnu en. Jeg gik op og ville videre, men tog lige et kast inde ved land, hvilket resulterede i dagens eneste nedgænger, der i øvrigt satte linen i en tangbusk så jeg måtte ud og redde fisk og line fri.

Jeg havde været på 3 andre pladser inden og alle var de ødelagte af vinden, idet vandet stadig var mega grumset i alle nuancer af nougat. Mit nye pladsvalg var derfor svært og et sats, men jeg tænkte samtidigt at den skal give fisk på et tidspunkt. Stormene har flyttet sand over revet og efterladt små områder fiskene måske kan findes i, men i år indtil videre, har jeg godt nok fisket forgæves mange gange her.

Og så skræmte jeg igen en fisk på det lave. Ja, jeg fisker altid det lave af - nej det var ikke muligt i dag, fordi der flød masser af løs tang rundt. Jeg kom fri af tangen og tog nogle kort kast over området, men den skræmte fisk havde været alene så jeg møvede mig ud, så jeg kunne nå sandet jeg senere skulle stå på. 

Hvis jeg skrev BANG før, så ved jeg ikke hvilket større BANG jeg skal bruge nu, men det sagde bare SKRALDEBANG på fuldt drøn 2 omdrejninger inde i det første lange kast. Fisken tordnede fri af vandet og satte i et kort hidsigt udløb. Siden havde vi en særdeles venskabelig fight, hvor den hoppede lidt mere normalt og ellers fulgte med ind, gående med siden til så jeg rigtigt kunne mærke presset. Det håber jeg også den kunne fra mig! Og så så vi hinanden an på kort afstand! Men jeg må være godt grim i det, for det kunne fisken ikke lide og så gik den ellers helt amok. Der stod en dame på stranden og gloede og hun har nok tænkt sit over alt det pjaskeri, der et eller andet sted kunne minde om at jeg havde en dykbombe på krogen med en fjeder monteret. Fisken simpelthen hoppede sig 360 grader rundt om mig og blev ved med at tage korte udløb, inden jeg til sidst kunne kalde mig for sejrherre og klappe en helt igennem umådelig smuk og pivhamrende flot blankfisk farvel. 

Den var faktisk på vej op i bilen, men jeg ombestemte mig, så glæd du dig over at den findes derude til næste gang ;-)

Sådan en fight, sådan en fisk... lyrikken indfandt sig. Alle de tunge skyer fra fronten blev smukke. Den kolde vind, blev bare kølig. Regnen... hvilken regn? Den flydende tang, der forstyrrede hvert andet kast var ikke så forstyrrende endda. Fuglene sang lystigt i baggrunden. Jeg gik på vandet.

Indtil jeg igen stod i vandet og ville have mere! Men min bamse var åbenbart singel på markedet. Selvom mine drømme altid siger at hvor der er en, er der flere. For det passer med de små - og så går de store også i flokke hvor det bare handler om at få den endnu større til at hugge næste gang!

Så kom solen frem igen og netop da, kom dagens første følger. Faktisk så havde fisken fulgt et stykke tang med krog og derfor forstår jeg godt den fulgte efter. Den fik et kast til - nu uden tang på wobleren, men det var så kun i selve kastet, for de følgende mange affiskninger beviste at tangbæltet var drevet ud og nu forstyrrede hvert kast hvorfor jeg måtte søge nye veje.

Og stående med det åbne hav foran mig og kaste frit ud i det blå, blev fiskeriet lidt mere tilfældigt. Og sådan cirka lige så tilfældigt huggede en fisk stenhårdt i et at de mange lige-ud kast og gik amok på fuld line i kaskader af vand. Tankerne og drømmene om endnu en dejlig fight tog dog en afslutning et par sekunder efter da linen blev slap og krogen ikke længere sad i fisken.

Jeg sluttede dagen af med 3 hurtige fra fadet, fra hvor der ikke rigtigt skete mere, til at jeg på et kvarter fik 4 akrobater der alle huggede på fuld skrald, mistede den ene og havde april-hopla vilde fights med de andre.

Og siddende i sofaen indser jeg at min fantastiske dag i syd ovenpå dette forår, vel egentlig bare var en helt almindelig fiskedag i april. Men derfor er jeg mega glad alligevel! Endelig noget fiskeri af det bedre.

onsdag den 17. april 2024

2024.04.17 Endnu en aftentur - endnu en nultur.

Jeg er sjældent naiv. I havørredfiskeriet jo, men det gælder nok de fleste fiskere. Man fisker og håber og man ved at der nok skal komme en fisk på et tidspunkt. En eller anden dag. I et eller andet år.

Men der er kommet fisk. Hornfisk. "Hurra"

Heldigvis ikke helt til Sydkysten, men som amen i kirken så er det sikkert hvert år. Uanset hvor ringe havørredfiskeriet end har været. Hornfiskene er ligeglade. De skal nok komme og glædes alle, så "man får noget på krogen" som jeg tit hører i lystig tone.

De skulle bare vide hvor tyk bogen med bandeord er, over den latterlige skodfisk. 

"Nu skal du ikke være så negativ Anders"

Nå, men jeg var faktisk heller ikke negativ. Jeg var naiv og gik over strandengen for at se hvordan den første plads så ud. Og jeg kom ned til 50 Shades of nougat-light-brown. Det var sådan lidt en mellemting mellem at kunne se støvlerne på knædybt vand og ikke se noget. Sandrevlen kunne ikke anes længere ude og samtidigt var solen væk, så jeg tog et par hurtige kast og bestemte mig for at køre videre.

Plads 2 optaget af en eller anden i skridtstøvler. Eller så kendte han ikke revet. Han stod i midten og kun halvvejs ude og ved synet af mig, fik han panik og begyndte at gå frem og tilbage for lis´som at vise at han ejede den her plads med hans 30 meter kast.

Jeg gik ned på de andre rev, for at berolige den febrilske fisker og havde hurtigt 2 små følgere. Vandet så helt fantastisk ud her og som sædvanligt stank det af havørred hvor jeg bare ventede på de brutale hug.
Og jeg ventede og ventede og ventede og fik gået et passende antal skridt, så min skridttæller til og med gav mig en medalje og så var klokken blevet 20.30 og så blev det koldt.

Der kom aldrig nogen fisk, der var ikke flere følgere. Ingen hug og ingen aktivitet.

Hvilket er ved være lidt trættende. Men det var en smuk aften.

søndag den 14. april 2024

2024.04.14 2 styks aftenture summeret

Den korte version:

Jeg fiskede i går og i tirsdags og der skete ikke noget som helst.

Den lidt længere:

I tirsdags tog jeg lidt tid inden jeg skulle på arbejdsrelateret tur resten af ugen. Jeg kom ned til et lettere oprørt hav, men kunne ane sandbanken længere ude og tænkte at fangsterne fra vest, som havde indeholdt tobis, absolut måtte være kommet herned til mine sydlige vande. Jeg tog fejl. I hvert fald var der ingen jagende fisk inde på mine 2 timer og alt hvad der skete, var at jeg efter at have fisket over revet, tog et kast i retningen jeg kom fra og "fightede" en slap men blank nedgænger ind.

Jeg blev faktisk ved til det var mørkt fordi det ikke kunne passe at der vitterligt var så dødt, men det kunne passe.

Og så var jeg ude i går aftes på endnu en kort tur. Mens jeg havde været på tur og fejret fødselar hele weekenden, var vinden taget til og ja... det var grumset igen, på nær en enkelt strækning hvor jeg indbildte mig at jeg kunne fiske fordi det var mindre uklart der.

Min indbildske fangst-tur strakte sig over 1,5 time i en masse bølger og der skete absolut intet.

Det er godt nok en ærgerlig forårs sæson det her.

søndag den 7. april 2024

2024.04.07 Hvad så forårsfiskeri?

Jeg skulle lige have 800 km kørsel til Jylland ud af kroppen, inden jeg igen satte mig bag rattet og denne gang kørte til havet, for at fejre at vinden var i sydvest, at det var varmt og solen fremme. Det var det jeg havde ventet på og som for længst var blevet et sølle håb, nu hvor sæsonens længde kan tælles ned i uger på én hånd og ikke længere måneder. Der er måske 2 uger tilbage, med held 3 og fiskeriet på Sydkysten kan allerede nu erklæres lidt hen ad en fiasko.

Men jeg laver gerne om på den erklæring og med det i tankerne, tog jeg lige et par kilometer ekstra og mødtes med Javier på udvalgt plads. Men det var kun blevet en følger og Javier havde endda nået 2 rev inden jeg var hjemme fra familiefest og havde pakket ud. Men med det vy jeg havde over havet og den tro jeg havde på tingene, valgte jeg alligevel at vade ud og affiske den højre side af revet, mens Javier tog den venstre.

Det var vitterligt hvert kast der blev fulgt tæt når wobleren kom ind. Var der fisk efter? En hvirvel? Et eller andet? Men det forblev dødt og da jeg gik over revet og kom ud til Javier kunne han meddele det samme, hvorefter jeg bevægede mig ind i bugten og fiskede strækningen af.

Oktober stormen har også her givet os en helt ny sandrevle og jeg gik hvor jeg før ikke har kunne bunde eller i hvert fald ikke vade. Vandet var let grumset, men stadig med sigt og jeg var stadig tvivlende om jeg fiskede over sand alene eller om stormen havde efterladt lidt sten og tang som havørreden kunne nusse rundt i. Som sæsonen har været, er det uden god sigt i vandet svært at svare på, da vandet har været uklart meget længe og fiskene, som ikke rigtigt er der, heller ikke har overbevist mig om det samme. Omvendt har de traditionelle pladser heller ikke kastet fisk af sig, så...

Og da jeg vender mig om, for at vurdere afstanden til stranden, så hoppede en lille havørred i samme øjeblik fri af vandet bag ved mig i badekaret hvor vanddybden kun er en halv meter. Suk... 

Længere fremme fandt jeg revlegennembrud hvor sten og blæretang var bevaret. Sikke en plads til når fiskene kommer. Som et punktum på den tanke, kom der pludselig en følger i høj fart og vendte skyndsomt lige bag wobleren. Det var det eneste der skete, trods adskillige kast i området.

Og så stod vi ved bilerne igen. Surmulede, undrede, diskuterede, smedede planer og drømte og valgte til sidst en ny plads som siden viste sig at være optaget og så kørte jeg retur, for at lave samme vandring som første runde og gennemgik hele revet, baglandet og bugten og det hele, for kun at lokke en lille filur ud af hullerne.

Jeg der ellers gik og drømte om 6 kilos havørreder i hvert kast.


mandag den 1. april 2024

2024.04.01 Tæt på og så alligevel ikke

Dagen startede som mange af de andre dette år. Vinden var i øst, skulle tiltage og spændingen gik på om det her fiskeri kunne fortsætte. Jeg mødte 3 gutter der havde været ude og de havde fået 2 på målet siden morgenstunden og ellers ikke mere. De pakkede bilen, kørte og lod mig alene på strækningen.

Og så var det på den igen. Ud på revet, kaste, gå og kaste og søge af. Hele pakken.

Ny plads, gentag.

Endnu en plads, nu med regn og strid vind. Gentag.

Indtil jeg stod på hvad der skulle blive den sidste plads, nu med en mega strid vind, vand der var blevet brunt og egentlig gad jeg ikke mere. Hvorefter jeg mistede en lille fisk. Hvilket jo er irriterende.

Både at miste en fisk, men også mærke noget, netop som tankerne om at tage hjem fyldte mere i hovedet. Men det blev værre, selvom det var godt. Først hoppede en fisk fri af vandet. Så en til. Så havde jeg en følger og siden kom en ret så stor følger med ind i det brune vand. Så ville jeg pludselig ikke hjem, for nu var fiskene her og så kan det godt være de ikke gad hugge, men nu fiskede jeg ikke ud i et tomt hav.

Så fangede jeg en under målet. Endnu en fisk hoppede og så havde jeg et hug og så døde det igen. Jeg begyndte at gå, for at finde fiskene igen, men de var væk lige så hurtigt som de var kommet.

Men nu kunne jeg jo ikke tage hjem. Jeg startede forfra. De måtte komme tilbage eller vende om eller gøre et eller andet, så jeg kunne få vendt troen på projekterne. Strækningen fik en tur til, men jeg var efterladt alene på kysten i den lede vind der var oppe over 10 ms nu og samtidigt var havet ved at stige og skyllede tangen på stranden ud. Forholdende var mildest talt ikke nogen jeg ville begynde en fisketur i, men fiskene var dukket op og nu stod jeg her. Og så huggede det igen, men denne gang ikke let. En tung fight, hvor fisken ikke tog udløb, men bare tvært fulgte med ind sluttede med vandkaskader, udløb og hop, da fisken så mig. En pragtfuld blankfisk kunne følgende afkroges i vandet. Fiskene var tilbage og i kastet efter huggede det tungt igen samme sted og samme scenarie gentog sig med en gudeskøn blankfisk som jeg aldrig nåede at afkroge selv, men som også den bød op med en lækker fight. 

Pludselig var det hele vendt. Også selvom dagen sluttede med både bundhug, flere følgere men ikke flere fisk. Det var dejligt at få lidt voksen fleks på klingen.

Fisken med wobleren langs siden er ikke fejlkroget - det var den som afkrogede sig selv efter at have viklet sig ind i linen.

søndag den 31. marts 2024

2024.03.31 Velkommen sommertid

Endelig sommertid igen. Og tak for det, for vel hjemkommen fra familie besøg i Danmark, ville vintertiden have sat en stopper for aftenfiskeri, men næh... jeg havde over en time til rådighed med denne fantastiske opfindelse og vist skulle den bruges på kysten.

Ikke at meldingen fra Javier var specielt opløftende, men sommertiden skulle fejres!

Men da jeg kom ned, havde tingene ændret sig en smule. Ham på spidsen var ikke Javier, men en anden fisker og de 2 på midten af revet, var heller ikke Javier. Fra der havde været tomt på strækket, var der nu 4 for Javier var på plads, men stod længst nede og det fiskeri jeg havde i udsigt, blev til en del snak da jeg vel kom frem og ud til Javier. Han stod og kastede lidt og selvom snakken gik, kunne vores blikke ikke slippe de sidste meter hver gang wobleren kom ind. Det kunne jo være...

Men der var ingen følgere, intet liv og ingen fisk. Faktisk var der forbavsende dødt. Knap nogle fugle heller og havet lå for en gangs skyld dovent hen. Tobiserne var der heller ikke og siden gik de 3 andre fiskere hjem. Så snakkede vi om at tage hjem, men jeg ville alligevel have et par kast og vade ud på sandet, for lige at fornemme om stormen havde ændret på pladsen. Det havde den ikke og ude på sandet kunne jeg ligeså godt lige kaste mod revet bag ved. Sidste år havde jeg mødt de første tobisjægere lige der og håbet dør aldrig, hvorfor jeg forventede hug hvert øjeblik.

Øjeblikke som blev til kvarter og som fik lyset til at falme, fordi solen uanset hvad ville gå ned.

Nå ja... jeg var ude i en march i går og fiskede i knap 5 timer på flere forskellige pladser. Vinden havde igen ødelagt mulighederne og selvom den senere vendte til mere nordøstligt hjørne og frigav lidt flere pladser, så var det uden skyggen af fisk. Det er ikke udtalt begejstret jeg er over det her østlige helvede.

Men de stimer kommer nok en anden dag.

fredag den 29. marts 2024

2024.03.29 Nu kommer de!

... var det første jeg tænkte da jeg gik over revet og prøvede at indbilde mig at vandet var klart nok. Klart det er. Det er påske, vinden skal gå i øst og det store blanke træk har endnu ikke fundet sted. 

Det er godt med drømme og håb og da jeg stod ude ved, hvad jeg indbildte mig var det længste jeg kunne komme, kunne jeg ikke se fødderne i det uklare vand, men jeg kunne da kaste over noget klarere vand. Ak ja.. østenvinden havde været på spil igen og grumset godt op i det hele. Der var desværre også rodet tang med ud og selvom vandet havde partier af klart, så var det ikke en let dag der lod til at stå for døren.

Men de kommer nu, sagde tanken i baghovedet. Så gik jeg med besvær langs revet. Det uklare vand og de store sten der lå strøet ud her og der, gjorde vadningen lidt usikker, men jeg kom også til et parti med lidt mere klart vand og her kunne jeg med tryghed vade ud på en ny sandbanke, mens der var lidt huller i de store bølger. Den tur var jeg ikke gået på normal vandstand, men nu stod jeg herude og her skulle slaget stå! Som så resulterede i dagens første hug der siden blev til en blank og en lidt fesen fight med en målsfisk. Et par kast efter huggede det godt og min hvile på sandbanken trak ud, for drømmene havde jo sagt at de kom i dag. Det endte med at jeg stod unødigt længe i jagten på det der ikke skete og til sidst måtte jeg søge ind samme sted jeg kom ud mens bølgerne skubbede mig i ryggen. 

Næste plads viste tegn på klart vand og igen var jagten sat ind, mens jeg skulle ud på det lidt dybere for at nå en sandbanke igen. Historien gentog sig.

Jeg fik 2 sporadiske fisk på sporadiske pladser. Brugte lang tid på at finde deres velvoksne søskende og endte med at gå langt, i jagten på hvad der nu skulle være revkonger, for at i det mindste mærke lidt liv.

Og til sidst stod jeg på en af forårsklassikerne og var enormt begejstret over at vandet her, endelig, var klaret op og sandet med garanti trak tobisjægere forbi, indtil jeg var nået slutningen på strækningen, intet havde mærket igen og traskede op til bilen uden de der 5 kilos fisk slæbende efter mig, som ellers plejer at være standarden her i slutningen af marts. Sådan cirka.

søndag den 24. marts 2024

2024.03.24 Tålmodighed er en dyd

Arggghh så langt henne i marts og stadig det her slatne vejr og ingen rigtig varme. Gårddagen havde givet lidt håb og det håb var i live til i dag, men da der samtidigt var kommet skyer og det var blæst op, så kunne jeg også godt fornemme en flig af rædsel for at dagen ville blive som mange af de andre.

Det fik jeg desværre ret i. Jeg startede med en powerwalk i vandet, da jeg hurtigt kunne konstatere at den tiltagende vind havde fået havet til at rejse sig og vække en masse tang til live. Det var ikke længere kun grumset og delvist uklart, men nu også med løs tang der drev rundt og sad på linen i hvert kast. Derfor min powerwalk, fordi jeg håbede at der måtte være huller uden tang og derfor masser af kæmpestore hugvillige 5 kilos havørreder. Men min powerwalk blev en powerwalk så selv Charlotte Bircow må have været stolt af mig.

Det var jeg så ikke da jeg endelig kom tilbage til bilen. Det var ikke nogen Ironman jeg var ude i, men det føltes derhen ad, fordi der alligevel havde sneget sig lidt forårsvarme ind i vinden fra havet. Storsvedende sad jeg ved bilen og kølede lidt af mens jeg hørte at der faktisk fandtes vand på Sydkysten som var klart.

Men jeg ville ikke ud i køreture og desuden var ordet "havørred" ikke med i meldingen, så jeg var tålmodig. Tålmodig som en havørredfisker skal være engang i mellem, men ikke hele tiden. Faktisk slet ikke i slutningen af marts.

Så kom der en anden håbefuld. Han ville ud og fiske på spidserne, som jeg gav en ekstra chance og så stod vi der i et kvarter indtil jeg måtte indse at en køretur alligevel var berettiget.

Jeg syntes at vandet spillede max. Men vel udvadet måtte jeg indse at jeg havde bedraget mig selv og vel udvadet løftede jeg også blikket og kunne se den brune suppe strække sig længere ud end mit længste kast nogensinde, ville kunne nå over.

Jeg måtte videre. Igen. Tålmodigt. Og så var spidsen ikke bare fri, den var også klar i sigten. Faktisk spillede vandet 100 % her - også vel udvadet - og drømmene fik igen frit løb, for det var ret så sikkert at jeg ikke var alene om at have opdaget dette. Det vidste samtlige 5 kilos havørreder også i miles omkreds og det var kun et spørgsmål om tid før....

...jeg tog mod Javier inde ved land og kunne konstatere at der ikke skete en skid. Vi var tilbage i det gamle spor, i det Javier også var kørt fra de sidste 2 pladser uden kontakt.

Javier tog naborevene og jeg tog spidsen igen. Jeg mistede en lille fisk og ellers kunne jeg med blandede følelser, se havet lægge sig da vinden var aftaget. Gammel sø rullede ind og alt var bare som det skulle være, men det var først da Javier opgav ævred for dagen at jeg "overlistede" en lille blank, inden jeg måtte indse at mine drømme om de store stimer nok engang kræver noget tålmodighed.