Januar er en uopdragen måned, når man kigger på fiske-vejrs-ønskerne. Det enten blæser, stormer, fryser, sner eller er tåget og kun engang i mellem, får man et lille glimt af solen, som vist nok de fleste længes efter på denne årstid.
Solen skulle komme frem, sagde vejrudsigten. I hvert fald da det var onsdag. Torsdag var de ikke helt så sikre og fredag var der en overskrift der gik på "tåge og dis og ingen plads til solen". Så kender man resultatet på forhånd ha ha
Men da jeg stod oppe ved bilen med en knurrende mave og kiggede på Javier der stod i vandet, kunne jeg altså se et stykke med blåt over mig. Måske man havde lidt held alligevel? Fiskedagene i januar er for mig korte og tit afbrudt af pauser. Det er koldt, fiskene er kolde - hvis de er hjemme - og så skal man opsøge dem, fordi de ikke gider opsøge dig.
Så kom Javier ind fra revet. Han var også sulten og så sad vi der og tyggede håndmadder. Han var startet tidligere og havde overlistet et par havørreder på andre rev, inden han selv var blevet overlistet af nogle alt for nærgående fiskere, der fratog ham lysten til at fortsætte. Vandet var ellers helt perfekt på den forrige plads. Her, hvor vi mødtes, var det fint enkelte steder. Mest for grumset på andre. Selv var jeg i vildrede. Jeg savnede solen og en kyststrækning hvor vi kunne gå i fred. Vi drog dog til hver vores plads i minutterne efter. Jeg kom ned til noget mega grumset vand og kørte videre til anden plads hvor jeg kunne konstatere det samme. I mens Javier var ved at skrive en besked til mig om at vandet var rigtigt fint hvor han stod.
Men det vidste jeg allerede, for jeg havde været lynhurtig i beslutningen og stod faktisk inde på stranden bag ham da han skrev.
Og så kunne min fiskedag på Sydkysten endelig begynde, men min affiskning af en ellers pæn strækning, var fuldkommen resultatløs og da jeg på vejen tilbage nærmede mig Javier, tænkte jeg at han også kom op til en snak. Men i stedet blev min januar døs afbrudt af et råb. Der var sket noget, men de små bølger i strandkanten lod mig ikke høre hvad der blev sagt, så vel ude i vandet, kunne jeg igen få lyd på og det handlede om en følger.
De der splitsekunder en lystfisker pludselig er om at gå fra tåge-koma til at være totalt spejder klar er der ikke mange der kan slå og allerede i første kast så jeg en mund åbne sig bag min Silling. Den kunne lige mærkes i stangen og så stod jeg og kiggede på hvirvler. Kastet efter skete det samme, men lige drilsk slog fisken til min agn og ellers ville de ikke rigtigt noget. Jeg måtte helt ned i tempo - lange spinstop og et forsøg på drilsk indspinning, inden jeg endelig krogede 2 filurer ovenpå hinanden.
Og så var festen forbi. Det tog 4 minutter og så var alt dødt igen.
Og så sad vi der på strandkanten. Jeg ville give den et forsøg mere, mens Javier syntes det kunne kaldes en dag og kørte hjem. Det var nok den bedste beslutning, for alene tilbage gav jeg den gas frem til halv fem men alt der skete var at jeg krogede endnu en lille filur og tabte 4 eller 5 der alle huggede vanvittigt forsigtigt. Det var helt kanon at være med til, men kostede også et par kolde tæer.