Skuffelsen var malet i ansigtet. Javier var mit spejl, for jeg havde det på præcis samme måde.
Vi stod ved bilerne. Revet var fisket af, klokken havde passeret det magiske tidspunkt og vi havde intet mærket de sidste timer. Javier fik en flot nedgænger lige som han kom ellers var der bare... dødt...
Selv gik jeg på andre spidser og rev og fiskede dem af. For at komme til, for at nå en sten, for at nå sandet for at... bare fange flere horn. Da jeg havde et hug lige på kanten til sandet, lavede spinstop og fik fisk og erfarede at det bare var endnu et horn, steg blodtrykket til usunde højder. Jeg blev nærmest arrig.
Det var ikke hvad vi håbede på. Men hornfiskene ødelægger totalt festen. En fest hvor VIP deltageren ikke engang dukkede op, men kun var med de ekstremt ærgerlige hang-arounds som ikke bidrager med noget som helst andet end irritation.
Da vi sad i en kort pause, fik Javier et opkald om mange fisk og de var der hvor vi gættede os til, nemlig 2-3 kastelængder ude hvor båden lå og den rigtige fest foregik.
Det blev ingen billeder i dag. Min jagt på havørreden endte i endnu en fiasko for april, hvor jeg trods mange års erfaring ikke hverken kan eller vil indse at det bare ikke er så godt som jeg vil have det skal være. Kajakken blev luftet i tankerne igen... i bilen på vej hjem... ellers kommer den nok til salg. Det er fint med kajak alene på havet, men det er trods alt lidt bedre at være 2 på kysten sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar