2025.04.05 Elevatorvand og kolde vinde

Aftalen med Javier var at mødes derude et sted uden at vi helt definerede hvor, alene af den årsag at det var weekend, vejret var godt og så er det april. Ergo kunne vi forvente mange ude og således konstaterede jeg på første stop at her skulle vi ikke mødes.

Alene gik jeg derfor ud på et lille rev, mens jeg i horisonten kunne se Javier gå ud på sit lille rev og sammen fiskede vi hver for sig en times tid. Javier fik selskab af et par nysgerrige fiskere i båd, da de så han fightede en fisk ind til afkrogning. Selv sænkede jeg stangen for de 5 fisk jeg lykkedes med. Eller det var 4 fordi den femte hoppede af.

Siden kom Javier til mig og så tog vi et par kast langt inde på det lille rev, da nordenvinden om natten havde skubbet en masse hav ned på vores kyster. Vi satte os op og nød solen i den kolde vind, for pludselig var de 12-14 grader fra sidste uge væk og temperaturen viste kun 6 grader. Sammen med en frisk sydøstlig vind, var havet ikke kun højt, men også dejligt livligt og alt talte for en rigtigt god dag på kysten.

Men ak.. vi kørte sammen til andre pladser, fiskede kortvarigt uden kontakt til vores plettede venner og endte til sidst med at give håbet en chance. Hvis der var folk, ville vi køre hjem. Var der ingen, håbede vi at vandet var klart. Det blev delvist indfriet. Der var ingen folk, men vandet var samtidigt også ret grumset. Men hov... der ude ser det sgu da fint ud? 

Vi gik ud. SÅ blev det fisket. Kanten af uklart vand var ret skarp og bag ved det uklare, havde vandet den fedeste farve. Det stank af fisk. Det stank af succes!

Javier lykkedes med 2 styk, mens jeg måske havde et hug og så kom der ellers gæster til kysten, hvorfor en pause med en masse snak var på sin plads.

Da vi havde fået nok af at sidde, var der igen plads på kysten og håbet løftede igen vores fiske iver. Men april er som april er. Alt det fantastiske fiskeri vi havde i marts og hvor forventningerne til april stiger yderligere, fik et knæk. Da vi var på vej hjem, ville vi lige kaste til et par sten vi kender så godt. Dér fik Javier en fin fisk på, der hoppede helt fri af vandet. Som jeg tog kameraet frem, forsvandt krogholdet...

Vandet der hele dagen havde stået højt, var på retur og det gik hurtigt. Så hurtigt at det klare vand vi kunne vade ud til, pludselig plumrede til. Da forsvandt lysten til mere for denne dag.