Havet får lov at rase af. Det tager cirka et kvarter og så kan man starte forfra. Nok er det en fordel at kunne komme til Bornholm på lidt over en time, men når man ikke selv skal derover, så er de bølger ved kysten irriterende. Og livsfarlige. Vi trak alle op af vandet. Havet skulle rase af og i mens kom der en duft af grill forbi næsen.
Først havde jeg fisket i 5 timer og trods afbrydelser fra bølgerne, var det en koncentreret indsats selv om der knap var sket noget. En sporadisk lille havørred var alt og ellers bare lange tomme kast. Måske lige udover de 5 horn der havde fulgt efter!
Så sad vi ved grillen 6 mand. Henrik var kommet forbi og bidrog til hyggen på denne stille april dag. Der blev snakket om løst og fast, men da pølserne var færdigstegte blev der stille. Slagterpølser fra Nordjylland. Den slags hvor der ikke er tilsat vand eller "neutralmarinade". Bare rent kød. En himmerigsmundfuld.
Fiskeriet som havde forbløffet os med de udeblevne fisk, gik ind i de sidste timer og igen blev koncentrationen overanstrengt over sandet hvor der næsten intet var sket. Så fik jeg 2. Så kom bølgerne igen. Efter dem var der ingen fisk.
Så fik Peter en og siden lykkedes jeg med endnu en undermåler. De store udeblev helt, mens de små fyldte den fredfyldte aften med enorme hop ud af vandet.
Det blev endnu en fantastisk dag med masser af hygge og uden store bamser. Men de er der ude og jagten fortsætter lidt endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar