tirsdag den 29. april 2025

2025.04.29 Din torsk!

Der var en pippen og skræppen uden videre. Lidt som Javier også noterede sig på anden plads. Gravænder der skræppede konstant og diverse andre fugle i vandkanten og på stenene, som gjorde at den ellers stille aften havde et lydbillede.

Men det var idyllisk. I hvert fald indtil jeg sagde hold kæft, fordi jeg fangede et horn og gravændernes skræppen mest lød som en hånlig latter. Og i kastene efter havde jeg så fedtemøj på. I hvert kast!

Fuglene blev tavse da jeg entrerede deres plads. Her på spidsen måtte det være til at fiske, tænkte jeg?

Og det var det. Klart vand, rifler i overfladen, strømskel der førte det flydende fedtemøj bag mig. Nu skulle der fiskes og det gjorde jeg så. Ivrigt og fokuseret og det med kun en halvanden time tilbage af denne lune forårsdag. Vinden lå i nordvest og skubbede den opvarmede luft fra landet over mig. Det var vist en 15 grader og huens berettigelse var ikke på sin plads indså jeg efter et kvarter.

Det var så heller ikke berettiget med en krog, for det eneste jeg mærkede til, var de satans kanyler der hev i min Silling. Ingen havørreder. Heller ikke som følgere.

Og så fangede jeg sgu en torsk! På Sydkysten! Det er ikke sket siden 2005 og da jeg fik den lille smukke skabning op, var min dag reddet. Nuvel, en torsk udgør ikke en bestand men det var en torsk. En perfekt torsk med smukke farvetegninger og kropsform. Tænk hvis de igen kunne etablere sig i Østersøen!

Jeg havde ikke kamera med, da der var fokus på en kort aftentur så du må nøjes med et dårligt belyst mobilbillede af torsken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar