2023.03.26 En forkølet afslutning

Ufrivilligt, men af helbredsmæssige årsager, blev jeg hjemme og passede min tiltagende forkølelse der er blevet rigtigt led... Eller, jeg var faktisk ude og køre med alt grejet i bilen og jeg kastede også 3 gange i fredags, men det tæller ikke. Lørdag kørte jeg endnu en tur for at tjekke vandet ud og se hvad jeg gik glip af og søndag var ved at blive en gentagelse, men jeg har ikke fri for at sidde inde og snøfte, så jeg skulle altså liiiige og lovede mig selv at når/hvis jeg blev kold, så var det hjemover.

Det kunne jeg givetvis ikke finde ud af at overholde.

Næh... det huggede jo i et af de første kast og en fed fight med en umådelig smuk blank senere, lokkede til flere kast. Således gik det til at jeg fik fisket en time på denne plads og siden flyttede til en ny, hvor historien gentog sig. Det huggede i første kast, siden havde jeg endnu et hug ved en sten på revet og siden en hvirvel i overfladen og efter at have fisket over revet og retur til udgangspunktet, tog jeg yderligere en skønhed som var nærmest prik magen til den jeg tog på det andet rev.

Fuldstændigt spejlblank, som nyslået sølv. Enkelt store prikker og havde begge fisk bare spist tobiser, havde de været tykke også. Men de var helt normalt formede som blankfisk i marts skal se ud.

Jeg havde senere en følger, sendte en varm tanke til sommertiden og takkede af efter en time på det ny rev, for nu måtte jeg hjem og passe forkølelsen. Det var nu rart alligevel at være ude.

2023.03.23 Nå ja... forresten

I mandags skete der en vigtig ting. Forårsjævndøgn. Det betyder at dagene nu er længere end nætterne og man i mange sammenhænge kan kalde det forår, afhængigt af hvilken trosretning man nu tilhører. Det var vist teknisk forår allerede i februar, da vi dér oplevede 7 døgn uden frost, men der må godt være lidt sol, lidt traner, lidt varme, lidt hyggelige forårsløg og den slags, før det sådan rigtigt føles som forår.

Ugen indtil nu er passeret under et gråt tæppe, hvis ikke det har været tåget. Så har det regnet og blæst. Men midt i det grålige vejr, har jeg også hørt solsorte der pipper helt vildt og slås lidt med hinanden. I haven har der været mejser i gang noget tid og flere gange i ugens løb, har jeg hørt tranerne over mig. Men alt det er lidt svært at kæde sammen med forår, når temperaturen står på 4 grader og tågen laver dråber på din hue og handsker.

Men så i dag.. så fangede solen alt det man ikke bemærker på samme måde som når det bare er gråt. Der stod diverse løg rundt omkring i alskens farver og tranerne kunne ses. Solen gemte sig lidt bag nye skyer, men så ud som om den ville komme tilbage. Vandet var grumset meget til siden i går og jeg tog kun én runde over revene, hvilket kastede en sort af sig og så valgte jeg en plads lidt mere i læ, for vinden var også taget til.

Og så kom solen fuldstændigt frem. Stående i en sidevind og med 8-9 grader i luften, et kun let grumset hav og med flotte bølger der kom mod mig, var jeg i forårshumør. I hvert fald et par minutter, indtil ryggen, næsen, hovedet... ja i princippet alt, gjorde mig opmærksom på den forkølelse jeg havde pådraget mig og som havde taget al energi. Jeg var mildt sagt flad. Måske også de sidste par dages krigsførelse på kysten, havde tæret... 

Jeg kom aldrig rigtigt gear. Jeg fangede 2 sorte på strækningen, hvor den ene var pænt stor - men også utroligt tynd. Skræmte yderligere 2 på det lave, som jeg ikke kunne affiske fordi der var fuldt af ålegræs og så mistede jeg en sortfisk der sad på i et par sekunder mens den rytmisk dunkede løs der ude et sted.

Men mest af alt, så fandt jeg det rogivende at sidde oppe på land, strække ryg og bare nyde solen i lidt læ og til sidst bestemte jeg mig for at tage tidligt hjem, for der var ikke energi til mere fiskeri.

2023.03.22 Hvorfor gør du det her mod dig selv?

Som vanligt stod jeg og prøvede med headlines og andre indtryk og ville forberede turens indlæg, men der var ikke rigtigt noget der fangede. Der var tomt og jeg var forlængst gået ind i en zone, hvor jeg som det bedste kunne forvente mig at nogen kom og gav mig et par kroner, som den gennemblødte tigger-agtige stakkel der sad og delvist lå på stranden i et forsøg på at rette den brændene ryg ud og genfinde melodien.

Men der kom kun en herre med sin hund og han opdagede vist ikke zombien på stranden. Det kan også godt være han troede jeg var en død sæl med en fiskestang. Eller så vidste han hvordan det var og gik tur i stedet for at fiske?

Dem der laver vejrudsigter talte om 6-10 m/s og det passede meget godt. Vinden var lidt der i mellem og havet havde både rejst sig og trukket sig tilbage. Ålegræs og andet skidt, lå inde ved kanten og det var faktisk så tæt på perfekt og 5 kilos agtigt at jeg gik direkte i bølgen grøn, da jeg kom til det første rev. Nøj hvor det skulle give fisk, det her!

Men de første 2 runder var helt og aldeles fisketomme. Der skete intet. Ikke en følger eller noget som helst og selvom den lille spids fik endnu en chance, så blev valget til sidst at køre til et andet rev. Der tog jeg kun en tynd blankfisk, hvorfor jeg valgte at køre derfra igen. Havde jeg troet på det, var jeg blevet ... og det næste rev igen, var også dødt.

Det var en mærkelig dag. Ryggen gjorde sig bemærket da jeg kom til næste rev igen, men jeg skulle lige have nogle kast og derfra forsvandt jeg ind i en tåge. En tåge af stædighed, tålmodighed, gennemblødthed, tro og alt muligt andet der holdte mig i et jerngreb på den lange strækning. Det regnede mere eller mindre hele dagen, havet slog konstant ind og holdt mig våd på hænder og jakke og så tog jeg 3 mindre på 3 kast. Så var der en følger og siden et hug. Fiskene var der jo pludselig og det var med garanti at der gik en 5 kilos derude, men de tusindvis af skridt og kast jeg følgende lagde på revet, kastede kun sporadiske mindre fisk af sig. Og så var det at jeg for tredje gang måtte op og sidde. Overveje lystfisker karrieren, tænke over alternativerne, var jeg egentlig sulten og hvis jeg kørte hjem nu fik jeg jo ikke en 5 kilos og desuden skulle jeg sikkert koge ris.

Jeg kom aldrig ud af min zombie zone, for jeg har pådraget mig en led forkølelse samtidigt og burde ikke være ude, men troede så meget på det at alt andet kunne være ligemeget, fordi jeg bare skulle sætte krogen i den 5 kilos. Men det blev ingen 5 kilos. Det blev vaskekonefingre, ømhed i ryggen, en silling der kastede som en tampon, et tomt blik og et par fugtige arme i selskab med 8 mindre havørreder.

En allerhelvedes mærkelig dag på kysten, hvor intet hang sammen.

2023.03.21 En underlig fisk

Jeg var både træt af at køre til samme rev, hvilket var i tankerne og træt af at fiske på en plads jeg endnu ikke var klar til at fiske på. Men jeg lod mig lokke, for det er nu meget rart at vide hvor de gemmer sig, hvis de gemmer sig og lige få sat kryds ved en af klassikerne inden man undersøgte den næste. Det kan godt være indbildsk, men nogle gange er det som om at lidt opvarmning på en plads, giver lidt mere kendskab og tro på hele, til næste gang man skal dertil. Men jeg kan ikke lige forsvare hvordan en fisk tænker over det, 14 dage frem...

Nå men jeg sad i bilen og havde en samtale mens jeg mistede et opkald fra Javier der allerede var udvadet. Da jeg besvarede ham, havde han lige genudsat en flot tyk blankfisk, så jeg fik fart på til vandet - ikke mindst fordi jeg så en vinker vade over strandvolden, samtidigt som jeg låste bilen. Men vinkeren havde andre tanker og stilte sig langt fra Javier. I hvert fald så langt som tågen tillod mig at se og så kunne jeg ligeså godt gå ned på den anden side og fiske i modsat retning. 

Revet er lavvandet i starten og der går tit fisk tæt på land. I tredje kast, så jeg en hvirvel og havde et sløjt hug bag wobleren. Fedt mand. Men de følgende mange kast var resultatløse, så jeg vadede ud og netop ankommet på knædybt vand, kom der en rigtigt flot fisk bag wobleren som dovent vendte foran mig. Jeg fiskede ikke dovent, da der som sagt er lidt lavt så jeg skød fisken hen som en sortfisk og netop sortfisk, var siden hvad der dukkede op. Kast langs med land afslørede følgere og da jeg byttede til en helt lille wobler, tog jeg en slank og kedelig nedgænger. Det gentog sig et par meter længere nede langs stranden og jeg undrede hvor de blanke var. Men de var ikke her, for jeg endte med at have gået en del, forsvinde i tågen og kun opleve sporadiske hug og følgere fra drilske fisk og tage en enkelt nedgænger til samt en blank.

Vi mødtes senere og ville indtage vores medbragte mad ved bilerne og fik en snak ud af det. Vinden skulle fortsætte i det sydøstlige hjørne og tågen ville alligevel ikke lette, men hvad gjorde det... der var fisk, omend de var ret så underlige.

Men da vi kom tilbage og gik hver til sit igen, så var fiskene nu nærmest helt væk fra min strækning. Til gengæld fik jeg ålegræs.... Jeg havde et par forsigtige hug, tog en lille blank til og mistede siden en blank på målet, hvis ikke der var ålegræs, mens Javier gik ud på spidsen hvor vandet var uden ålegræs og mødte dér en stime. Siden måtte jeg bryde tidligt op, da jeg havde helt almindelige hverdags sysler på programmet som ikke havde med fiskeri at gøre. Det var godt nok en underlig fisk, det der.

2023.03.20 Først dødt - Så masser af liv. Pizzapauser styrer

Selvfølgelig tog jeg til revet fra i går. Sådan en stime måtte gerne gentage sig og det var selvfølgelig hvad jeg havde i sigtekornet, da jeg gik gennem det lave for at komme ud på revet. Gårddagens tåge var lettet, vinden var vendt og i det hele taget lignede det hele en typisk havørred dag, med en grålig overflade, let grumset vand der var oppe på 5 grader og bølger der rullede ind, for at holde det hele i bevægelse.

Bevægelsen fra min venstre hånd var så den eneste der takfast kørte rundt, da jeg kom ned til enden af revet. Havet var dødt. Alle fisk var slået ihjel og jeg stod i en syresuppe uden liv. Indbildte jeg mig. Men der var vitterlig intet sket. Ikke et hug, ikke en følger eller noget som helst. Intet.

Hvilket var lidt kontrastfuldt til både dagen i går, men også dagen i dag og den udsigt jeg havde til rådighed. Jeg mener... det var jo havørred vejr, syntes jeg. Men det syntes ikke havørreden.

Jeg tog en tur til og endnu en, men jeg var efterladt alene på revet. Selv da den danske bil, nysgerrigt kiggede forbi og 2 håbefulde ansigter i sidevinduet, forventningsfuldt spejdende efter et stort smil og 16 blankfisk i galgen, var jeg fiskefri. Nej, gutter. Der var ikke en galge, der var ingen fisk og i øvrigt skal i lede efter pladser langt fra hvor jeg står.

Jeg kørte en tur. Hentede mad og den slags fornødenheder med waders på, til de ældre damers store forbavselse. Sikke en mundering at komme på indkøb med! Og så på en mandag. Men jeg fik det jeg kom efter og damerne havde endelig et nyt emne at tale om.

Pausen var åbenbart tiltrængt for begge parter. Altså havørreden og jeg. Damerne er jeg ligeglad med. De snakker bare. Da jeg gik i vandet med lidt pizzarester i skægget (først opdaget efter et kvarter) så var der kommet liv i suppen. Det startede mildt, med en undermåler der huggede langt ude. Siden havde jeg flere hug og følgere og så døde det igen. Så gik jeg turen endnu engang og hilste på alle sten, som jeg nu havde trampet over adskillige gange i dag og så mødte jeg fiskene igen. Nu ville de det hele og over den næste time tog jeg 7 til og mistede en. Ingen af fiskene var i nærheden af fiskene i går, men blandt de blanke var der 2 der skilte sig ud. 

De var tykke som de skal se ud til april. Den ene var undermåler som jeg kunne spejle mig i og opdagede derved (det passer næsten) pizzaresten i skægget og den anden var en fuldstændigt sindsyg fisk, der var mere i luften end vandet og som kæmpede som en besat. Også den var tyk i det og begge huggede inde for samme tidsrum. Sidstnævnte var i øvrigt en godkendt blank. 

Finurligt havørredfiskeri. Frustrerende og så pludselig er alt vendt til lykke.

2023.03.19 Elsker, elsker ikke

Jeg var lidt træt i koderne efter gårdagen på kysten, trods at der var gået mest snak i den. Desuden hang tågen rigtigt tæt og der var ikke fordi det kriblede i mig, selvom tåge (måske) nogen gange kan være godt. Eller måske er tåge bare tåge og så syntes man det er dårligt, fordi man ikke fanger noget og så får den skylden. 

Det var også i den retning tankerne løb da jeg gik og formulerede dagens indlæg. Jeg var vadet ud i noget let grumset vand og det var meget ålegræs og tang og andet snaller, der absolut ikke så særligt spændende ud for en tur over revet. Men det fik chancen og jeg havde måske 6 af 10 kast uden tang på krogen, hvilket mest lod til at flyde rundt kystnært. Men turen ned over revet og de tilstødende små rev kastede kun en undermåler af sig og ellers mærkede jeg ikke noget. Jeg syntes også et sted at det var ok, for den tåge der var vist ikke så god...

Så begyndte maven at knurre og fingrene var blevet kolde. Tæerne følte sig også lidt kølige og der var mange undskyldninger der dukkede op, som en god grund til at begive sig hjem. Jeg skulle bare lige prøve ved stenen igen, som tit holder fisk.

Og så tog fiskedagen en drejning. Det huggede tungt, men absolut ikke hårdt. En fisk strøg af vandet langt ude og ruskede godt på hovedet, men tog det ellers roligt, mens jeg på besynderlig vis pumpede den ind. Så tog den et kort og hårdt udløb og bestemte sig så at gå med siden til. Jeg tænkte at det var en af de sorte i fin kaliber og fik til sidst presset fisken ind og så gik sandheden op for os begge. Jeg konstaterede at det bestemt ikke var en sort og fisken konstaterede at jeg bestemt ikke skulle stå og hive i den og så tordnede den afsted i et vildt udløb, sprang højt op i luften og så var slaget tabt for min del. Det var en bedre fisk, der smuttede der og ærgelsen stod skrevet i panden på mig.

Men hvor der er en ... så jeg tog et par kast til og prøvede at vade tilbage mod de andre sten, da jeg fik endnu et hug. Denne gang var der ikke tvivl, da hugget blev fulgt op af 2 store hop og så et udløb tæt på mig. Fisken var lidt mindre end det jeg netop havde tabt, men kæmpede helt vildt modsat den tabte og jeg havde den fedeste, men også nervepirrende fight, inden jeg kunne gå mod land og mindre bølger for at tage lidt billeder i vandet. Det var så en 3 kilos igen! 

Jeg stod med et hurtigt bankende hjerte og et kæmpe smil, da krogen blev lirket ud og fisken gled ud af syne i det grumsede vand. Shit det var vildt. 2 gode fisk på et par minutter, fra at det var helt dødt... og så var jeg ikke engang færdig, for da jeg igen tog en tur over revet, så fandme om ikke endnu en fisk baldrer på for fuld skrald. Som den forrige gik den amok med udløb og utallige spring og jeg stod nærmest forbløffet og bare så det hele ske, mens jeg prøvede at styre fighten. Efter endnu en fantastisk fight, kunne jeg løsne krogen fra en fantastisk smuk blankfisk på måske en 2,5 kg.

Den der tåge dér... det blev pludselig godt igen!

2023.03.18 Hænderne op eller jeg fisker!

At være en god vært, handler om at sørge for sine gæster og give dem en god oplevelse. Gerne den bedste, men det er ikke alt man råder over, herunder fiskeriet. Længe har vi planlagt en tur sammen for at igen mødes til grill, hygge og fiskeri, men vejret og tiden er 2 kombinationer der virkelig skal spille ind når 5 voksne i hver deres tilværelse skal have alt til at passe.

Og da datoen endelig var sat, flyttet og sat igen, så fandme om ikke vejret atter engang spillede ind. Jeg kørte således til havet fredag eftermiddag og frygtede det værste for morgendagen, men nej... havet var brutalt, men klart og absolut muligt at fiske i og med en aftagende vind, turde vi endelig sig "velkommen".

Og da klokken var 10 troppede Ole, Jan, Javier og Henrik op på vores aftalte plads og så kunne vi ellers gå i gang. Jeg var kørt lidt tidligere for at tjekke ud om andre havde fået samme idé og mens jeg riggede til og drak kaffe, så tænkte jeg at jeg lige kunne tage et par kast fra stranden fordi der ofte går fisk på det lave vand. Første kast resulterede i fisk. Og da Javier kom i kast nummer 6 havde jeg haft en følger, hvorefter jeg med et stort smil gik op og bød resten velkommen til en fantastisk kommende fiskedag. Der var jo masser af fisk!

Og så fik revene ellers tæsk ned til hver sten og tangbusk. Vi knoklede på som vi plejer i cirka 30 minutter og så gjorde vi også som vi plejer, samledes lige så stille for at snakke... hvilket er en spøjs konstellation. Vi aftaler i god tid i forvejen at mødes. Alle skal have fri og vejret skal passe. Og så snakker vi i stedet for at fiske... men det var nu også fordi min opstarts fisk åbenbart var begynder-held. Jan mistede en ude på revet, Henrik byttede til Bombarda og fik straks en på målet og Javier forsvandt ned over revene.

Imens indfandt sulten sig og så kom grillen i gang. Det blev et fyrsteligt måltid med superstærke pølser og lidt tøsepølser til dem der syntes peberfrugt er chili nok og så var der fisket op med den sædvanlige blåbærtærte, hvorefter der indfandt sig en enorm tilfredshed ved bordet med fulde maver.

Resten af dagen kort, så gik der (heldigvis) snak i den. Vandet spillede max, men fiskene var ikke rigtigt enige. Til gengæld fik vi grinet, hygget og selvfølgelig også fisket lidt nu og da, for ligesom at vedligeholde det vi var kommet for. Hold kæft hvor er jeg glad for at have nogle venner der gider komme herover til os og hvor man mødes på lige fod, trods forskelligheder og bare har det tophyggeligt. 

Tak!

2023.03.11 Foråååår, blankfisk og sol...

... himlen og havet og en duft af ... 

Nej, der var faktisk ikke nogen duft. Andet end af blankfisk, men de lugter så først når de er på land og det var jo lige dén nød der skulle knækkes først!

Javier sendte et billede en time før jeg egentlig gad at tage afsted. Natten havde igen været ond ved foråret og kastet let sne og frostvejr over os der elsker forår. Men den der 3 kilos talte jo sit eget sprog. Endnu engang måtte jeg indse at jeg tog fejl og at snevejr kun var noget jeg ikke kunne lide. Fiskene er jo ligeglade og så troppede jeg op FØR middagstid, hvor jeg tidligere mente at efter middag, så havde solen gjort arbejdet og SÅ var fiskene klar. Javier var egentlig enig, men skulle tidligt hjem i dag, så han ville gerne nå at fiske af først og som sagt...

Så jeg gik ud i det vanvittigt flotte vand mens solen varmede så det kunne mærkes. Jeg var ikke engang kommet ud, før det første kast strøg afsted og allerede dér så jeg en hvirvel i overfladen. Fisken vendte helt inde foran mig, men det følgende korte kast blev ikke besvaret, så jeg tog et langt igen og så hamrede en fisk på samme sted som følgeren kom fra. Men min forbavselse var stor da jeg fightede en slatten og mellem-grim sortfisk ind. Men nu var jeg i gang!

Men jeg var faktisk bare heldig, viste det sig siden. For da Javier og jeg siden sad og talte på stranden, så var fiskene forsvundet da jeg kom. Udover den jeg tog givetvis. Og ja... der skete ikke en skid. Javier skulle hjem og så gik jeg ud og tog et langt kast. Helt derude, blev Sillingen taget på en mærkelig måde. Siden sprøjtede det i overfladen og så krummede min stang sammen, mens linen røg af hjulet først blødt og siden hårdt. Og så blev linen slap igen. Fisken var væk og de følgende 2 timer stod jeg nok mest bare og maskinfiskede. Tog strækningen igen og igen, inden det var tid til lidt foder og måske ville jeg tage hjem.

Men jeg blev enig med mig selv om at tage et par kast til. Det så skidegodt ud og da jeg gik i vandet igen, var det med fornyet tro. Det var så indtil solen forsvandt bag nogle tykke skyer og alt der så godt ud, pludselig var iklædt et ret kedeligt gråligt udseende. Øv... jeg elsker at der er sol på her i marts. Men det gjorde fisken der straks efter røg på, måske ikke? Men det viste sig siden at være endnu en sortfisk og den slags tæller ikke på samme måde. Det gjorde derimod den blanke på målet der hamrede på endnu et par kast senere. Den var helt vild og hoppede og tog line, trods sin normale størrelse. Jeg fik min lyst styret, trods solen nu var væk, men de 2 fisk var vist kun på kort visit, for siden gik fiskeriet tilbage til sit dovne tempo igen. I hvert fald indtil jeg kom ned til stenen. En bølge slog over og skummede mod mig netop som jeg skulle løfte sillingen af vandet. Jeg tjekker altid for følgere, men min overgang til det igen monotome fiskeri gjorde at bølgen fik lov at bruse og sillingen kom op - hvorefter der kom et ordentlig skvulp i bagvandet fra bølgen. Fandens!

Jeg tog et par kast ud igen, men forgæves. Det følgende kast, langs med revet, var der i mod ikke forgæves... Jeg lavede ikke engang spinstop eller noget, da sillingen blev taget sygt brutalt. Et dommedagshug, der vandtemperaturen til trods, fik mig til at tænke på tobisjagende sommerørred. Fisken hoppede dernæst helt fri af vandet og så strøg den på fuld power skråt ud til havs og hoppede endnu engang. Det gik så stærkt at jeg slet ikke nåede at løsne bremsen eller i øjeblikket registrere det jeg sidder og skriver lige nu. Det var fuld hammer på. Fisken tog endnu et skarpt udløb og blev siden mere normal at fighte med mindre hop, vrid og korte udløb og slutteligt kunne jeg få fisken ind til fotosession inden jeg valgte at genudsætte den. Det blev alligevel til en 3 kilos til mig i dag.

Er du gal en fed fight det var... jeg stod længe og bare lo over det hug og de udløb. Den var fandme vild den fisk..

Da jeg til sidst indså at også denne dag havde en afslutning, havde jeg selvfølgelig en følger i et af de mange sidste kast. Den kom fra samme plads som den jeg tog tidligere og vendte i et hørbart skvulp. Det så fedt ud - det lød endnu bedre. Men dagen var omme, solen gået ned. Vinden var vendt til vest og øgende og Birthe Kjær kørte oppe i hovedet på mig. Også selvom det var begyndt at sne igen!

2023.03.06 En kort aftentur, fordi...

Det stod lidt som en overskrift i mit hoved. Der var små tegn på stimefiskeri og der havde været fisk i vandet af anden kaliber end de sædvanlige små og de enkelte strøfisk. Der var faktisk ikke nogen tvivl, da eftermiddagen formede sig. Pludselig havde jeg ikke travlt på kontoret, men det havde jeg så med at pakke grejet, for der skulle fiskes nu og her, inden vejret satte en stopper for det i en periode.

Men da jeg gik fra vandet efter en times tid, var jeg mest fokuseret på mit hjul. Hvorfor var det nu begyndt at knurre? Min besættelse for at få fisket alt det jeg kunne, efter solen var gået ned, havde fjernet fokus fra mit grej og ja, der havde været lidt skurren. Da jeg stod på stranden var det åbenlyst at jeg havde været meget optaget, for alt det skyldtes var frost. Vandet fra linen var frosset ved lineføreren og nu også oppe ved de øverste øjer, hvilket havde skabt postyret. 

Fiskeriet var ikke det vilde i øvrigt. Jeg var bare optaget af at også fange en større fisk, fordi jeg troede ligeså meget på det, som på forårets komme. Men jeg blev endnu engang klogere, gjorde jeg!

Det startede ellers med et stenhårdt hug i de første kast. Et hug der startede drømmene om en fantastisk aften og hurtigt fik mig ud i det ekstra fokus. Men den lille blanke fisk, havde vist været en revkonge, for der skete intet mere i den følgende time og det var først da hjulet som sagt begyndte at skurre og solen længe var gået ned og jeg liiiige skulle have et sidste kast, at jeg lykkedes med fisk nummer 2, der også den huggede stenhårdt lige foran mig. I øvrigt en ret fed fight med hvad der senere viste sig at være en blankfisk på målet, hvor krogen vist aldrig var faldet ud til fiskens fordel. Den sad klokkerent og godt forankret i munden, men da det ikke var den 3 kilos jeg ledte efter, lod jeg den gå igen.

Nu bliver det spændende at se hvornår det er muligt at fiske næste gang igen.

2023.03.05 Begyndene forårstakter inden kong vinter kommer retur?

Prognoserne har de sidste dage talt det samme entydige sprog. Det har også kunne ses på temperaturen og jeg indbilder mig at det har kunne mærkes i fiskeriet. Og så var det at kalenderen som sagt kun lige er skiftet til forår og jeg skulle tage en slapper omkring alt det jeg vil have skal ske.

Men SÅ meget skulle jeg måske heller ikke have slappet af? Jeg valgte at komme sent til vandet, fordi frosten atter engang havde gjort sit indtog, vinden var kold og først over middag skulle den tage af, samtidigt som solen ville skinne lystigt. Det burde sætte gang i fiskene, men da jeg mødte Javier og Hashim var fiskene gået i gang bare et kvarter før min ankomst. De 2 havde nemlig været ude tidligt og der var intet sket nogen steder, indtil 15 minutter før min ankomst. Bang, bang og bang, så var der kommet 3 fisk og den sidste var en blank på 3 kilo. Klart en stime og ... det var lige det vi ventede på. Det var også det jeg tog ferie for, men siden droppede på grund af vintervejret i vente.

Javier og Hashim gik tilbage og jeg tog mit eget ego rev, der hurtigt kastede en grådig undermåler af sig. Et par hug senere, kunne jeg se Hashim gå i land med sit net i hånden. Og her stod jeg uden yderligere kontakter. Jeg fiskede mig over revene og ned til gutterne, der kunne fortælle at de nu var oppe i 11 eller 12 fisk og Hashim netop også havde fanget en 3 kilos som han satte ud igen. Siden var fiskeriet dødt ud og da jeg begyndte at mase mig på, skete der rigtigt nok ikke en skid mere.

Det var lidt lunkent at være med til, men vi holdte en pause og siden skulle Javier hjem. Tilbage stod Hashim og jeg og så kunne vi ligeså godt give revene en chance til. Det blev så til mange chancer, i det jeg valgte at trampe hele strækningen igennem 3 gange og lykkedes med 2 undermålere til, men begge sporadiske. Hashim mærkede intet og sådan fortsatte eftermiddagen, da vi var ved at bryde op og jeg i ren stædighed og forundring lige ville give mit ego rev en sidste runde, efter Hashim var gået. Så var der pludselig fisk. I en bølge som var på vej ind, så jeg en stor havørred bag mit blink - jeg ved ikke om den så mig, men den vendte i bølgen og slog kun let til blinket - så var den væk. Var det min 3 kilos fisk der lige forsvandt der? Flere følgere kom pludselig til og den begejstring de tidligere havde udvist med hårde hug, var nu skiftet ud med overdreven skepsis. Det blev til 5 følgere og en 7-8 yderst forsigtige hug, inden jeg havde fået nok af mine indbildske forårstakter og valgte at køre hjem i tusmørket. 

Hvor er det synd. Det er nu det skal til at ske og så kommer vinteren og tirsdag taler de om 20 m/s fra syd og sydvest... det blæser ligesom ugen helt væk og så skal vi have hård frost og sne oveni hatten.

Altid noget jeg kunne flytte min ferie, til et forhåbentligt bedre tidspunkt.

2023.03.04 Træk lige vejret...

... gennem kalenderen og husk det er stadig kun er primo marts!

Så kører vi forår!

Jeg vil foråret SÅ meget. Jeg hader ikke vinter, men jeg er meget stor fan af mere lys, lidt varme og mulighederne for at være ude i lyset efter arbejde og i weekenden hvadenten jeg skal cykle, fiske, gå en tur eller andet. Jeg vil bare foråret så meget fordi alle de ovenstående ting starter nu og så gider jeg simpelthen ikke trækkes med sne, frost og slud, som vi kunne få så rigeligt af i de måneder hvor det faktisk var beregnet det skulle komme!

Men så er det at jeg kigger tilbage og husker de gange hvor jeg både i marts og april måned har oplevet de her kuldefrembrud, der med en sværdslag sætter en effektiv stopper for alt det man håber på i begyndelsen af marts.

Og da vi sad i bilen Javier og jeg, var det med slet humor at vi med vejrudsigten in mente, kunne se frem til en måneds komprimeret fiskeri, inden de forbandede hornfisk kom. Hvis altså frosten og sneen igen ville slippe sit tag! Måske var der kun 3 ugers fiskeri forude? 

Nej ok. Så negative var vi ikke. Vi var bare ærgerlige over at det lovende fiskeri i januar og februar, der nu var overgået i et køligt forår, fik det her tilbageslag. Det var selvfølgelig ikke det vi håbede mest på. Men vi var på vej langs kysten og kunne se at fredagens næsten faste indslag af hård vind, havde gjort det sædvanlige op til weekenden og der var tid til fiskeri. Vandet var steget og det var grumset til, netop som man havde fri. Hvordan lykkedes det at være sådan? Og den lange tur til vandet med al oppakning, viste sig siden at være forgæves fordi vandet også her var grumset og så mumlede Henrik noget med at hans hjemmebane havde set fin ud da han kørte.

Men vi havde bestemt at fiske i syd og sammen med Christian, var vi 4 lykkeriddere på tur med masser af pølser og brød til grillen og da vi fandt en fiskeplads, så fik de 3 mest fiske-ivrige hurtigt tordnet diverse endegrej gennem vandet, mens Christian varmede grillen op og sprak pølserne, så vi kunne få kørt et par korv ned. I rådvildhed over grumset vand, at være 4 mand og indse at mange andre havde fået samme fiske idé i det solrige men kolde forårsvejr, tog vi til sydkystens mest kendte plads. Det kunne jo være...

Det kunne jo være at de 4 andre der vinkene hilste os velkommen, ville flytte sig. Men nej, de løb vinkene ud på revet da de så blankfisk-banden og så var vi 9 på plads. Jeg kan godt regne, for der kom lige én til, mens vi pakkede ud. Og så blev summen 13 fordi der kom yderligere 4 bag det andet fort og som skyndsomt fik placeret 2 mand i ryggen på mig, så jeg absolut ikke og under nogen omstændigheder kunne vende mig om!

Det blev til kaffe, whiskey, hygge og mere snak inden vi brød op. Henrik kørte til hjemmevandet der endnu så fantastisk ud, men som ikke holdte fisk. Christian blev afleveret i sin lejlighed og Javier og jeg kørte hjemover og tog Hashim med på vejen fordi han stadig stod på samme plads som i morges, hvor han havde haft en stor følger. 

Og så fordelte vi os på det rev der om formiddagen havde været grumset, men nu spillede max i vandkvalitet og håbede på en fyraftensbamse i den kolde nordvestenvind. Jeg troede først jeg havde valgt forkert, da jeg ikke kunne se mine fødder midt på skinnebenet, men med en knivskarp linje åbenbarede bunden sig pludselig foran mig og lige så pludseligt var jeg nu en indianer på fisketur, for tænk hvis der stod en havørred herinde og lunede sig ovenpå denne solrige dag? Men der var dødt. Der var ligeså dødt som hos de andre, hvor jeg kunne se Hashim skifte ståsted og Javier vende sig på revet.

Indtil Javier fiskede over et sted han sjældent plejer at kaste, da jeg gik ud på hans anden side for at afslutte dagen. Samtidigt som han endelig fightede en fisk, så jeg en hvirvel ved min side og kastet efter kunne jeg fighte en pænt doven nedgænger til afkrogning. Javier tog endnu en og med kolde fingre var vi ved at gå op, men netop som spansken vendte ryggen til havet, solen var gået ned og jeg var halvvejs inde, så jeg en bevægelse i overfladen der resolut blev besvaret med et kast, siden et hug og så fik jeg min anden fisk. Denne en blank og langt mere kampglad af slagsen, der til sidst måtte overgive sig til krogløseren.

Det var en kold, fiskefattig, solrig marts dag i gode venners selskab. Faktisk (næsten) lige som det skal være.