Jeg var lidt træt i koderne efter gårdagen på kysten, trods at der var gået mest snak i den. Desuden hang tågen rigtigt tæt og der var ikke fordi det kriblede i mig, selvom tåge (måske) nogen gange kan være godt. Eller måske er tåge bare tåge og så syntes man det er dårligt, fordi man ikke fanger noget og så får den skylden.
Det var også i den retning tankerne løb da jeg gik og formulerede dagens indlæg. Jeg var vadet ud i noget let grumset vand og det var meget ålegræs og tang og andet snaller, der absolut ikke så særligt spændende ud for en tur over revet. Men det fik chancen og jeg havde måske 6 af 10 kast uden tang på krogen, hvilket mest lod til at flyde rundt kystnært. Men turen ned over revet og de tilstødende små rev kastede kun en undermåler af sig og ellers mærkede jeg ikke noget. Jeg syntes også et sted at det var ok, for den tåge der var vist ikke så god...
Så begyndte maven at knurre og fingrene var blevet kolde. Tæerne følte sig også lidt kølige og der var mange undskyldninger der dukkede op, som en god grund til at begive sig hjem. Jeg skulle bare lige prøve ved stenen igen, som tit holder fisk.
Og så tog fiskedagen en drejning. Det huggede tungt, men absolut ikke hårdt. En fisk strøg af vandet langt ude og ruskede godt på hovedet, men tog det ellers roligt, mens jeg på besynderlig vis pumpede den ind. Så tog den et kort og hårdt udløb og bestemte sig så at gå med siden til. Jeg tænkte at det var en af de sorte i fin kaliber og fik til sidst presset fisken ind og så gik sandheden op for os begge. Jeg konstaterede at det bestemt ikke var en sort og fisken konstaterede at jeg bestemt ikke skulle stå og hive i den og så tordnede den afsted i et vildt udløb, sprang højt op i luften og så var slaget tabt for min del. Det var en bedre fisk, der smuttede der og ærgelsen stod skrevet i panden på mig.
Men hvor der er en ... så jeg tog et par kast til og prøvede at vade tilbage mod de andre sten, da jeg fik endnu et hug. Denne gang var der ikke tvivl, da hugget blev fulgt op af 2 store hop og så et udløb tæt på mig. Fisken var lidt mindre end det jeg netop havde tabt, men kæmpede helt vildt modsat den tabte og jeg havde den fedeste, men også nervepirrende fight, inden jeg kunne gå mod land og mindre bølger for at tage lidt billeder i vandet. Det var så en 3 kilos igen!
Jeg stod med et hurtigt bankende hjerte og et kæmpe smil, da krogen blev lirket ud og fisken gled ud af syne i det grumsede vand. Shit det var vildt. 2 gode fisk på et par minutter, fra at det var helt dødt... og så var jeg ikke engang færdig, for da jeg igen tog en tur over revet, så fandme om ikke endnu en fisk baldrer på for fuld skrald. Som den forrige gik den amok med udløb og utallige spring og jeg stod nærmest forbløffet og bare så det hele ske, mens jeg prøvede at styre fighten. Efter endnu en fantastisk fight, kunne jeg løsne krogen fra en fantastisk smuk blankfisk på måske en 2,5 kg.
Den der tåge dér... det blev pludselig godt igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar