Men da jeg sidste år noterede en enorm tilgang derude og hvad jeg ville kalde en rekord i antal biler, blev jeg i går endnu mere overrasket. Ikke bare ny rekord i antal biler, men også trafikkaos for bare at komme til parkeringen. Jeg gav op, uden at forlade bilen. Der var biler over alt og selvom måske 80 % af dem skulle ud se en fugl eller en sæl, så var det slet ikke foreneligt med en fredfyldt tur i det fri.
Så jeg kæmpede mig ud af parkeringskaoset og tilbage på kystvejen for at finde et sted hvor jeg måske ikke kunne finde så meget rav, men i det mindste få en tur i det fri og ikke mindst i fred og ro.
Det var så dagens eneste gevinst, så at sige. Jeg havde et stort stykke strand næsten for mig selv og fik gået en masse kilometer i vandet, hvor der var tykt af tang og endnu mere tang. Faktisk så lå der tang over det hele. På stranden, i vandkanten - både som store forhøjninger og som ruller af ålegræs og så lå der tang langt ud i vandet. Jeg var vist kommet på en umulig opgave i det fantastisk efterårsvejr. Et vejr så dejligt, at det selvfølgelig forklarede den enorme mængde af biler på Måkläppen. Sikke et vejr. Der var ikke meget rav at finde, faktisk intet - men jeg stod måske også og tog mig selv i at døse hen i solen, der varmede i den behagelige vind. Den slags dage er ikke ofte forekommende på denne årstid, hvor det mest af alt blæser og er trist vejr, men det er bare om at nyde og glad ved tanken om at vi nu skrev november, hvor der er under 2 måneder til vintersolhverv og lyset vender tilbage, så var det hele lidt nemmere!
Og så tog jeg endnu en tur gennem de store tang områder i håbet om at finde nogle af de lyse områder og under dem, som det er sket før, pindelaget af muslinger, træstykker og ikke mindst... rav.
Men jeg måtte efter en times trampen rundt, konstatere at hverken jeg eller den anden lykkesøger der var kommet til, havde heldet med os. Men jeg håber da at han såvel som jeg også tog sig tiden til at nyde den helt igennem fantastiske efterårsdag ude i det fri.