I dag stod vinden lige frisk nok ind fra vest og atter engang måtte jeg bedrøvet se hvordan min line blev et tørrestativ for tang i diverse farver og udgaver. Så det var hurtigt videre til næste plads. Her var det tæt på det samme, men heldigvis lagde tangen nærmere land og jeg kunne med besvær kaste i den stride sidevind. Men der skete intet. Hvilket jeg var lidt forbløffet over. For bag den løse tang og det hvirvlende vand så det simpelthen så bragende godt ud at jeg som altid var sikker i min sag. Det her giver fisk!
Men det gjorde det ikke. Jeg begyndte en lang vandring over revene og kastede løs. Meget lange kast på den valgte vej med ryggen til sidevinden. Og lavvandet.. der manglede 40-50 cm så jeg ubesværet kunne gå over de sten jeg plejer at kaste til, men der skete intet. Jeg tænkte at kalde det en dag, da en undermåler pludselig huggede stenhårdt ude på distancen. Det gentog sig et par kast efter og det var nok blevet til flere, hvis ikke jeg havde observeret 2 nysgerrige skikkelser der gik i vandet på strækningen. Jeg lod som om jeg havde opgivet og gik bedrøvet til bilen, pakkede grejet sammen og kørte.
Men jeg er også så skide hellig... jeg kørte en tur, tjekkede vandet ud her og der, men blev enig med mig selv om at køre hjem. For alligevel lige at tjekke yderligere en plads. Der var tomt. Og der kunne kastes med de 30 minutters dagslys, jeg havde tilbage. Men her var fiskene underlige. Yderst forsigtige hug, som i virkeligt forsigtige flere gange. Sikkert en stime grønlændere... og da fiskene alligevel ville være mærkelige, klokken var knap 18 besluttede jeg mig for...
Og så skete det. En strejfer i sidste kast. På fuld line tordnede en fisk på i et voldsomt hug. Den gik straks fri af vandet og pjaskede rundt, inden den tog et hidsigt udløb. Siden gik den med siden til mod højre og kun langsomt fik jeg line ind, med lidt pjaskeri undervejs. Da jeg tidligt havde fisken på nært hold, tog fanden ved den. Den hamrede på fuldt tryk til havs langs sandet og fleksede stangen godt i bund. Det gentog sig 4 gange, mens jeg prøvede at bakse den til mig. Kampen var ikke slut. Da jeg endelig fik fisken indenfor synsvidde kunne jeg se den blanke side skinne i vandet og så stak den af igen, men nu kunne jeg mærke at energien var ved at være opbrugt og tættere og tættere på land, var der kun et par små hidsige udløb og lidt rysten på hovedet tilbage, inden jeg kunne håndtaile en fantastisk havørred op på det tørre. Den vejede 4,4 kilo og var helt tom i maven.
Javier ringede og ønskede tillykke. Han og jeg ved at det kræver flid og tid at finde de der fisk. Det er dem vi kæmper for. Det satte jeg sgu pris på!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar