Jeg kom ned til det vildeste vand og fløj nærmest ud gennem bølgerne der slog ind over det lave rev. Solen skinnede og det hele så simpelthen så fantastisk ud, at jeg med vilje ikke ænsede den løse tang der faktisk lå mere eller mindre over det hele. Men det skulle jeg tage stilling til ganske så omgående, for med 10 meter line tilbage kom tørresnoren op og selvom jeg tænkte at det kun var et uheldigt kast, så var det ikke et uheldigt kast.
Videre til næste pladser. Den ene var optaget, den anden ligeså. Så stod der 3 mand og klumpede sig, men til den ene side var der tomt. Og klart. Helt vildt klart. Jeg har sjældent set så sprithamrende klart vand før og drog videre til den 4. plads fordi der ingen var her. Også her var vandet klart - altså ude foran, mens det på det lave havde en fin mørk farve. Og jeg kastede løs, men jeg troede faktisk ikke på det. Det var noget i luften. Eller måske var der netop ikke noget i luften?
Nej, for at sige det som du måske kender det, så var der ikke den der følelse af at "her sker der noget". Den indfandt sig slet ikke i de 3 timer jeg var ude og trods at jeg kørte til yderligere andre pladser og prøvede mig frem, så var der aldrig en fornemmelse af at der ville ske noget. Det var på en måde lidt mærkeligt, men samtidigt var jeg glad for at have testet Sydkysten af igen, fordi jeg skal have fingeren på pulsen.
Min telefon begyndte at sende notitser omkring Superligaen og afslutningen på grundspillet og indrømmet, det begyndte at trække mere end min kørsel i vildrede på fiskevand hvor der skete noget når der alligevel ikke skete noget.
Jeg så en stor flok traner på vej hjem. Foråret er her. Sammen med fiskedage hvor der intet sker. Og så kunne jeg glædes over mine nye snørebånd til mine vadestøvler. De oprindelige knækkede nemlig og så nævnte Javier at man da bare kunne købe hockey snørebånd. Genialt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar