Men først skulle jeg forgæves gå fra første plads. En plads hvis vand var rødbrunt af løsrevet tang der lå mere eller mindre over det hele på dybder hvor man endnu kunne trække vejret. For jeg gik ud, først lidt og så meget mere. Og jooo muligvis kunne jeg kaste frit og have nogle meter i fred, for jeg så tydeligt det flotte vand en kastelængde fra stranden. Men havet var fuldt af tang... det ville aldrig blive godt, medmindre jeg som sagt gik ud hvor jeg ikke kunne bunde. Men så ville jeg ikke kunne kaste.
Selvom jeg ikke har set tobiser, så ved jeg de er der. Sammen med tobiserne kommer tyskerne og så alle de andre. Som alle havde fået samme idé som jeg. Så tyskerne har jeg set. Også dem i kajak.
Jeg var lige ved at vende om, men tænkte at et par kast sådan en helt almindelig mandag aften ikke kunne være af skade. I hvert fald ikke så længe jeg kunne andet end kaste lige ud. Og så var det at jeg afslørede mig selv ved at 2 kast i træk, kroge 2 havørreder der huggede så ind i helvedes voldsomt at jeg blev helt glad. Men mit postyr med fiskene lokkede årvågne øjne på mig og jeg skulle da bestemt ikke stå der og fange fisk alene!
Jeg fortrak. Jeg kan sige "parde lul" på Nederlandsk og sikkert også fremtvinge noget gebrokkent tysk, men jeg ville egentlig bare fiske i fred og have mulighed for at kaste frit.
Det blev bilen der fragtede mig i ny retning og parkerede på en plads hvor jeg var alene. Og i solnedgangens land, mens skyggerne blev lange kom en havørred til syne i overfladen med en flot bule efter min silling. 2 kast senere med hvirvler foran og uden hug som resultat, havde jeg alligevel en yderst behagelig afslutning på denne forårsmandag inden jeg tænkte at den kajak derhjemme sikkert hellere måtte gøres klar.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar