lørdag den 1. februar 2025

2025.02.01 Vejr som sjældent set

Det er så moderne med klimasnak og katastrofe meldinger. Her er det bare en usædvanlig vinter. Det har til forskel fra de andre år, knapt stormet denne vinter. Der har heller ikke været meget frost. Faktisk har det været ret stille. Altså hvis ikke det har blæst. Men det er jo ikke storm.

Så det var ikke overraskende at havet lå silkeblødt hen, da jeg besluttede mig for at give det en time. At det tillige var spritklart var ej heller nogen overraskelse. Det var helt klart en bombarda dag, men den lå derhjemme og et øjeblik overvejede jeg om det overhovedet var værd at få våde waders.

Så jeg bestemte mig for at spotte fisk oppe fra stranden. Parret der kom forbi syntes det var lidt underligt jeg stod der i fuld mundering og bare gloede. Men de forstod hvad jeg mente, da jeg forklarede forehavendet og de kunne samtidigt meddele at der i løbet af dagen, som forventet, havde været fuldt med folk som var vadet ud her og der og allevegne. Selv kunne jeg på turen også konstatere indtil flere vadende, alle i vand til livet for at komme ud, ud, ud... 

Men da en fisk viste sig i overfladen forstod parret altså at det ikke kun handler om at trampe i. De gik videre og jeg fortsatte min overvågning. Så kom der en ny finne op. Nu skulle den have et kast og allerede i første forsøg, kom der et stød til min agn, så en hvirvel og kort efter endnu et stød. Det skete 3 gange over helt lavt vand, inden jeg kunne se fisken vende tæt på kanten.

Min jagt var lykkedes. Bedst med en kroget fisk, men det er også dejligt flabet at spotte fisk og få dem i gang. Men den var vist alene på plads, for siden skete der intet mere. Hverken i overfladen er i de mange tomme kast jeg tog.

Så jeg gik over strandengen på en anden plads med waders der kun var våde til skinnebenet. På turen syntes jeg de små dønninger så underligt gråbrune ud. Vel nede på plads blev erfaringen at det vitterligt var gråbrunt og stik mod min hensigt, måtte jeg vade længere og længere ud, for at vi visdom for at det blev ved at være grumset. Det var det og med lang næse stod jeg der og undrede mig. Hvor kom det fra? Det var jo helt stille?

Spidsen viste mig en smule nåde og åbenbarede lidt klarere vand og sørme.. i et af de første kast fik jeg en lille tæt på land som huggede stenhårdt og gav mig troen på mange flere. Men ak.. det var en stille time jeg havde lokket mig selv med på og da mørket sænkede sig, var den time trods alt givet godt ud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar