søndag den 31. marts 2024

2024.03.31 Velkommen sommertid

Endelig sommertid igen. Og tak for det, for vel hjemkommen fra familie besøg i Danmark, ville vintertiden have sat en stopper for aftenfiskeri, men næh... jeg havde over en time til rådighed med denne fantastiske opfindelse og vist skulle den bruges på kysten.

Ikke at meldingen fra Javier var specielt opløftende, men sommertiden skulle fejres!

Men da jeg kom ned, havde tingene ændret sig en smule. Ham på spidsen var ikke Javier, men en anden fisker og de 2 på midten af revet, var heller ikke Javier. Fra der havde været tomt på strækket, var der nu 4 for Javier var på plads, men stod længst nede og det fiskeri jeg havde i udsigt, blev til en del snak da jeg vel kom frem og ud til Javier. Han stod og kastede lidt og selvom snakken gik, kunne vores blikke ikke slippe de sidste meter hver gang wobleren kom ind. Det kunne jo være...

Men der var ingen følgere, intet liv og ingen fisk. Faktisk var der forbavsende dødt. Knap nogle fugle heller og havet lå for en gangs skyld dovent hen. Tobiserne var der heller ikke og siden gik de 3 andre fiskere hjem. Så snakkede vi om at tage hjem, men jeg ville alligevel have et par kast og vade ud på sandet, for lige at fornemme om stormen havde ændret på pladsen. Det havde den ikke og ude på sandet kunne jeg ligeså godt lige kaste mod revet bag ved. Sidste år havde jeg mødt de første tobisjægere lige der og håbet dør aldrig, hvorfor jeg forventede hug hvert øjeblik.

Øjeblikke som blev til kvarter og som fik lyset til at falme, fordi solen uanset hvad ville gå ned.

Nå ja... jeg var ude i en march i går og fiskede i knap 5 timer på flere forskellige pladser. Vinden havde igen ødelagt mulighederne og selvom den senere vendte til mere nordøstligt hjørne og frigav lidt flere pladser, så var det uden skyggen af fisk. Det er ikke udtalt begejstret jeg er over det her østlige helvede.

Men de stimer kommer nok en anden dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar