2024.04.01 Tæt på og så alligevel ikke

Dagen startede som mange af de andre dette år. Vinden var i øst, skulle tiltage og spændingen gik på om det her fiskeri kunne fortsætte. Jeg mødte 3 gutter der havde været ude og de havde fået 2 på målet siden morgenstunden og ellers ikke mere. De pakkede bilen, kørte og lod mig alene på strækningen.

Og så var det på den igen. Ud på revet, kaste, gå og kaste og søge af. Hele pakken.

Ny plads, gentag.

Endnu en plads, nu med regn og strid vind. Gentag.

Indtil jeg stod på hvad der skulle blive den sidste plads, nu med en mega strid vind, vand der var blevet brunt og egentlig gad jeg ikke mere. Hvorefter jeg mistede en lille fisk. Hvilket jo er irriterende.

Både at miste en fisk, men også mærke noget, netop som tankerne om at tage hjem fyldte mere i hovedet. Men det blev værre, selvom det var godt. Først hoppede en fisk fri af vandet. Så en til. Så havde jeg en følger og siden kom en ret så stor følger med ind i det brune vand. Så ville jeg pludselig ikke hjem, for nu var fiskene her og så kan det godt være de ikke gad hugge, men nu fiskede jeg ikke ud i et tomt hav.

Så fangede jeg en under målet. Endnu en fisk hoppede og så havde jeg et hug og så døde det igen. Jeg begyndte at gå, for at finde fiskene igen, men de var væk lige så hurtigt som de var kommet.

Men nu kunne jeg jo ikke tage hjem. Jeg startede forfra. De måtte komme tilbage eller vende om eller gøre et eller andet, så jeg kunne få vendt troen på projekterne. Strækningen fik en tur til, men jeg var efterladt alene på kysten i den lede vind der var oppe over 10 ms nu og samtidigt var havet ved at stige og skyllede tangen på stranden ud. Forholdende var mildest talt ikke nogen jeg ville begynde en fisketur i, men fiskene var dukket op og nu stod jeg her. Og så huggede det igen, men denne gang ikke let. En tung fight, hvor fisken ikke tog udløb, men bare tvært fulgte med ind sluttede med vandkaskader, udløb og hop, da fisken så mig. En pragtfuld blankfisk kunne følgende afkroges i vandet. Fiskene var tilbage og i kastet efter huggede det tungt igen samme sted og samme scenarie gentog sig med en gudeskøn blankfisk som jeg aldrig nåede at afkroge selv, men som også den bød op med en lækker fight. 

Pludselig var det hele vendt. Også selvom dagen sluttede med både bundhug, flere følgere men ikke flere fisk. Det var dejligt at få lidt voksen fleks på klingen.

Fisken med wobleren langs siden er ikke fejlkroget - det var den som afkrogede sig selv efter at have viklet sig ind i linen.