2024.04.22 De kom i stimer

Jeg ringede til Peter, for det her med "jeg kører en blå bil" var sikkert nemt nok, men samtidigt ville jeg tjekke lidt lokaliteter ud og det er nemt at misse hinanden på alle småveje. Specielt når Peter er jyde og måske ikke så bevendt i det svenske, trods han har fisket her i mange år.

Så vi mødtes på en af de kendte og lige da vi kom var der tomt, hvilket gav lidt ro i sindet til at fortælle lidt om pladsen og hyggesnakke og så kunne vi ellers gå i gang. Det var fedt at have peget på en sandplet og sagt "der plejer at være fisk her" og så se Peters stang fjedre allerede i første kast. Jeg tog mit område og havde også fisk på besøg, men alle 3 gange var det forsigtige hug eller bare slag til wobleren. Det skal de slet ikke begynde på nu, tænkte jeg og lavede et spinstop hvorefter jeg også kom på måltavlen og sådan gik der en time, mens der kom flere til vandet.

Ak ja... det er den store fiske-uge og dem der intet mærker, kører nye steder og ser de andre ude, fornemmes det, så skal de derned og fiske for DE må have fundet fiskene. Vi fandt 8 inden vi blev enige om at se nyt vand, for Peter plejer at fiske i øst, så han kendte ikke de vestlige pladser lige så godt. 

Igen blev vi mødt af en helt tom fiskeplads. De fleste var måske gået for dagen, for det var ikke en særligt rar dag ude i vinden. Den var is-kold og Østersøen kastede nogle tunge dønninger ind som man skulle hoppe for, men jeg havde igen lokket Peter ud på et rev og her plejer der også at være fisk. Men denne gang skulle der tålmodighed til, mens kulden trængte sig på fordi de mange dønninger langsomt men sikkert havde gjort os fugtige og den kolde vind ingen pause tog. Vi måtte op og banke hænder og spise lidt kanelgifler (ja, jeg har købt en ny pose!) og så på den igen, hvor Peter endelig fandt fiskene.

Vi fandt flere og Peter toppede med en kanonflot blank over 60 cm., som blev udsat uden berøring. Jeg havde desværre ikke kameraet med, fordi havet havde gjort det vådt, men sammen fik vi så en fiskehistorie at huske. 11 eller 12 havørreder sammen på en kold dag i slutningen af april på Sydkysten, er helt ok og selvom vi var våde og kolde, gik vi fra vandet med et smil. Men ikke smil til dem, der havde sneget sig ind på os bagfra. De skulle tage og finde deres eget rev at kaste på.

Nå ja Torsten... den øl var helt kanon, danke schön!

Og Gracias samt Dank U well til Spanieren og Hollænderen, der kom ned og tjekkede os ud, hilste og sagde de kom tilbage senere, nu vi stod på pladsen. Internationelt, ja tak. Respekt, meget mere ja tak!