2024.03.23 Lidt mere liv

Jeg var ude fredag sen eftermiddag for lige at give det en time, som en slags opvarmning til lørdagens fiskeri. Jeg havde stillet mig en kort tur i udsigt og havde derfor ikke tid til at tale med Nelssons ejer, men han er nu så hyggelig og sød at vi hurtigt fik brugt et kvarter på at samtale inde på stranden. Det er nok også godt at kende de lokale, når man nu kommer i området. Nelssons ejer, der fylder 75 om et par dage og i øvrigt skal have opereret sit knæ, ønskede mig held og lykke i mit nu tredje forsøg på at få den fisk jeg havde tabt 2 ture i træk ved stenen ude i vandet. Tredje gang blev lykkens gang, men til min skuffelse var det næppe den samme jeg mistede for noget tid siden. En tynd slatten sortfisk kom til syne med krogen siddende i det alleryderste af munden og så gik solen ned og jeg fik egentlig ikke rigtigt noget bedre indtryk af vandet og det såkaldte forår.

Så jeg tog den helt med ro lørdag i bedste mig-stil. Forårsjævndøgnet er passeret ubemærket og det samme er forårets ankomst, som både i meteorologisk term og månedsmæssigt set er ankommet. Men som jeg ikke rigtigt gider erklære som forår endnu, fordi fiskeriet stadig er sløvt, vandet koldt og så blæser det stadig for meget.

Men heller ikke så meget at jeg ikke kunne fiske og således gik jeg over sandet og ud i havet, der havde en del tang der flød rundt. Grumset var det også, men solen der skinnede lystigt, afslørede også at nuancen af grums bestemt var aftagende et par meter længere ude. Det så helt ærligt piv hamrende godt ud og jeg havde lige sagt til de 2 flanører på stranden at der plejer at være fisk her, hvorefter det huggede. Wobleren fik et slag og så satte jeg farten op, lavede spinstop og pang... endelig en rigtig hug-fisk! Det blev en lækker fight med udløb og hop fra en stålblank havørred der senere kom til afkrogning. Fedt mand! Det var lige hvad der manglede og hvad jeg havde ventet på, så jeg fortsatte fiskeriet i højt tempo og med en mega tro på tingene. Men hvor jeg regnede med at skulle bruge begge hænder i antal fisk i slutningen på dagen, måtte jeg senere erfare at jeg bare havde været heldig. Men jeg var glad!

Wobleren fik igen et skub. Jeg lavede samme nummer som sidst, men uden held. Først da den kom ind til mig skød en fisk i samme kaliber som den første frem og huggede voldsomt, men ramte ved siden af. Siden skete der intet mere. 

Jeg skulle ikke hjem. Jeg skulle videre! Men jeg var også sulten og pizzamanden åbnede først ved 15 tiden og så tog det fandme 15 minutter at lave en dum Vesuvio. Nuvel, han så mit outfit og forstod at jeg næppe skulle sidde med bestik og indtage mit 100 kroners måltid, hvorefter han skar den ud og således kunne jeg uden at få fedtede fingre, sidde og nyde min italienske kulinaritet ved vandet og udpege de næste par kast. 

Den pizza sad godt, for i første kast, vel udvadet i det temmeligt grumsede vand huggede det stenhårdt og direkte. En blank på målet, tromletyk i øvrigt, fulgte pænt med ind, for siden at gå helt amok i hop og hurlumhej. Men jeg fik den afkroget og tænkte at her, måtte der være mange flere! 

Det var der nok også, men de var godt nok gode til at være mistænksomme, for alt der siden skete var at jeg havde en masse forsigtige hug. Siden døde det og så kørte jeg videre og prøvede på endnu en plads, men min fest ved sydkysten var forbi. 

2 blankfisk i slutningen af marts er absolut ikke noget at råbe hurra for normalt set, men jeg var alligevel lykkelig. Solen havde skinnet lystigt hele dagen, fiskene havde hugget hårdt og vandet er endelig ved at ramme en temperatur hvor der kan ske sjove ting.