I fjor var jeg på denne tid, en tur hos Henrik og fiske. Vi havde en dag lidt ud over det sædvanlige. Først havde Henrik været ude og kranet fisk hjem. Jeg var der dagen efter - på rygterne - og fiskeriet var helt formidabelt. Det er muligt i juli, hvor underligt det end føles. Men det er måske bare mange års manglende erfaring på området, der gør at man syntes det er mærkeligt. Fiskene har nok altid været der og har man lyst skal man tage ud - så lærer man... måske... og fanger en fisk... måske...
Så jeg tog ud, selvom jeg syntes det var lidt underligt, lysten til trods. Ikke uventet havde vandstanden skyllet det kystnære tang i havet igen. Udover lugten, var havet brunt på den første plads. Det lokkede at køre hjem og ordne have, men jeg kørte videre. Fandt vand man kunne se igennem og gik i bølgen ikke helt så blå, men fin nok...
Ole og Jan Svendsen i regnen |
Første kast: Stød i wobleren og 3 tydelige hvirvler bag.
Andet kast: Hug helt ude og ellers intet.
Tredje kast: Ingenting
Fjerde kast: Ingenting...
Så gik der nogle kast med det. Fandens! Sådan en klokken syv havørred havde ellers været fin at starte med. Så kom Javier. Lige som han skulle i vandet, huggede det endelig rigtigt. En flot tyk sommerfisk på målet kom til afkrogning. Den var mere i luften end vandet og gav så rigeligt valuta for pengene! Men den kæmpede også så bravt, at den i minutterne efter afkrogningen stod på bunden og sundede sig, trods de 15 grader i vandet. Det er ikke første gang jeg har oplevet det på denne årstid. Hvorfor er fiskene mere "trætte" efter en fight nu? Er det temperaturen eller ilt indholdet, der gør at de har brug for at puste ud?
Javier og jeg syntes vi havde en af de aftener, hvor der burde komme mange fisk i hugget. Det var vi ikke så overraskende, ene om. Givetvis fangede Javier 2 på hinanden, flotte målsfisk - men der var mange kast med hug, følgere og pillerier der ikke gav hvad de skulle. Og så hoppede fiskene også, sådan lige for at vise sig.
Jeg sluttede dagen med en uhørt sløv fisk, der huggede helt ude og mere eller mindre lod sig hjule ind til afkrogning. Troede det var en rimte. Siden begyndte det at regne og mørket sænkede sig allerede inden kl. 22. Jeg længedes pludselig ikke til efteråret alligevel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar