2009.10.31 Hoooold nu op, manner

Efter at jeg endnu engang, har haft en alt for lang pause i fiskeriet, var det dejligt at DMI dagen før Ralf og jeg tog afsted, endeligt rettede vinden ind så den var mulig at forcere nede på Stevns. DMI havde inden da lovet alt mellem 3 og 10 m/s og det meste pegede på de 10m/s lige til det sidste, så ændringen kom min store glæde.

Faktisk var der stort set ingen vind da vi nærmede os kysten. Selvfølgelig kunne vi mærke lidt vind i håret ude ved kanten inden nedstigningen, men det hørte til i småtingsafdelingen og tanken om de mange timer der nu skulle tilbringes her på dette utroligt smukke sted, fik mig i virkeligt fiskehumør. Glemt (næsten) var den utroligt tunge rygsæk der var lastet med min nye optik i min nye kamerataske, pølser, vand, et par sodavand, sennep og ketchup og lidt andet. Den med optikken skal med her... jeg har i sommers ofret på en 18-50 mm i F2,8. Da jeg i sin tid købte mit første digitale spejlreflekskamera, købte jeg også en billig 300 mm optik, for lige at se om alt det her digitale halløj var noget for mig. Det var det, så eftersom jeg havde fået mig en lysfølsom 18-50 mm. i 2,8 var det nærliggende også at ofre på en 300 mm i 2,8. Men... jeg erfarede hurtigt at skal man have den lysfølsomhed, så koster det! Det blev til en 70-200 mm i F2,8 i stedet. Men så er det så sådan med optik at jo mere lysfølsomme de er, jo større er de. Ergo, havde jeg ikke plads i min kamerataske til min nye optik. En ny kamerataske måtte derfor indhandles, men så stod jeg igen med et problem, for nu var der ikke plads i min fisketaske til min nye kamerataske... ja, det måtte jeg nemlig! En ny fisketaske så dermed dagens lys,så nu har jeg plads til kamera og samtidigt vand og mad mv.

Men hvorfor går der pludselig kvindfolk i mig, bare fordi min taske er større? Den var pakket til tæt på randen og turen ned af trappen med en grill i hånden var ikke videre behagelig. Ej heller over de løse sten og nu syntes jeg nok det var lidt tungt der her projekt. Det blev hurtigt til et stop og til Ralf´s og min store glæde var vi først på plads. Det var bare at rigge til og kaste os op af kysten og således gik den første time. Da ingen af os mærkede andet end forsigtige hug, bestemte vi os for at gå videre. Ralf kender kysten godt og fortalte lidt om hvad han gennem tiden havde oplevet. Interessant og endnu en pulsforhøjer.Vi kom frem til et enormt skred, der skete for et par år siden og skulle bare hen over det. Jeg var lidt loren ved ideen med at tumle rundt mellem de store stykker klint der ikke ligefrem lå pænt faldet ned og samtidigt afslørede en masse huller man kunne falde dybt ned i. Da der for nyligt var sket endnu et skred i nærheden og vi ved turen over det gamle skred tydeligt kunne se løse sten og andet "ondt for hovedet" oppe på klinten, var jeg ikke skide begejstret for Ralf´s projekt. Nu har klinten givetvis stået der i rigtigt mange år og de nannosekunder vi mennesker bevæger os nedenfor den, betyder jo reelt set ingen risiko i den sammenhæng, men tanken om hvad der kan ske er nok til at få det til at løbe koldt ned af ryggen og så trådte jeg på et stykke kridt der knækkede under min vægt og væltede ned. Av... jeg kunne godt skrive en masse grimt, men jeg er ikke så pivet. Dog måtte jeg lige sidde i 3 minutter og genfinde følelsen i min arm. Min hofte fik et heftigt slag og resten af dagen kunne jeg så mærke den tydeligt. Nå ja, min fiskestang... den fik desværre 2 ridser og jeg frygtede da vi endelig kom over skredet at det sagde knæk i først kast, men heldigvis var det uden betydning.

Nu til fiskeriet, grillen, et par drøje hug fra Ralf og så en lille en fra Ajes. Ajes kom netop som Ralf og jeg havde sat 3 pølser i hovedet. Ajes havde kun fået morgenmad og var derfor sulten. Men Ralf havde inden maden taget en kanonflot og tyk blankfisk på 45 cm. Den var nærmest død da han tog den op, så den fik lov at følge med hjem. Ralf mistede også en fisk og havde lige frækheden at tage en til. Mig? Tja, jeg havde haft 3 hug, men dem kan man ikke rigtigt bruge til noget og da Ajes kom, mistede jeg fisk. Det kunne da kun blive bedre, eller?

Nej, for selvom jeg havde en blankfisk inde 2 gange der begge gange huggede lige foran mig, fik den aldrig fat i krogen. Og sådan gik resten af den dag, mens jeg kunne se Ralf stå og fighte fisk. Han tog så venligt 4 styk og mistede også et par. For at træde mig helt ned, så var Ajes så venlig at slutte dagen med også at tage en havørred, mens jeg kunne indkassere endnu en tur i jorden og ellers kun havde endnu et hug. Hvilken neder dag... 2 gange i jorden, ondt i hoften, ryggen, benene og højre arm og ingen fisk.

På den anden side... grillpølser fra Joe og godt selskab. Det skal man aldrig glemme og dagen var faktisk suveræn, nu jeg tænker efter.