Nej, nej... fruen kommer nogle gange med uforklarlige udtalelser til mine fisketure eller ansigtsudtryk. De er nok ikke særligt tydelige... ansigtsudtrykkene. Eller det kunne også være fisketurene, men det er vist mere bogstaveligt.
Der er gået næsten en måned uden fiskeri. Det er den sædvanlige med arbejde og vejret - og så lige horn. Men nu skulle jeg ud og prøve. Vinden har ligget på fra N og NV en par dage og når jeg er kørt både til og fra jobbet, har jeg langs Trelleborgbugten ikke set andet end fladt vand. Ergo, fiskeklart til en aftentur?
Den nye plads dunker. Jeg ved ikke om jeg skal gå til højre eller venstre for det er fladt med fladt på og længere ude kan jeg se lidt småbølger der bryder over det der ligner et rev. Går jeg til højre bliver dunkene højere, så jeg vælger at prøve til venstre hvor en lang arm fra en lille odde stikker ud i havet. Der skulle være dybt herude i modsætning til resten af området. Og netop dybden skulle trække fisk ind på denne årstid, så det er spændende om de så er på plads. For mig ligner det verdens største horn magnet så på vej til nærmeste odde mod venstre ringer jeg lige og forhører mig om det nu også er klogt at vade hele vejen ud og ganske rigtigt, nej det er det ikke. Tilbage til parkeringspladsen og bilen og så i vandet lige foran, hvor dunkene nu afslører at en fest er igang. Festens dunk følges af duften fra et overdrevent stort forbrug af tændvæske til grillen. Forbruget afsløres også af meterhøje flammer fra en grill der næppe holder mere end 4 tynde pølser på en gang. Skal der være fest, så lad der være fest - bare I ikke brænder huset af.
Efter at have vadet en 40 meter i vand til lårene, er hverken sigt eller bund ændret. Gad vide om jeg vil stå her til midnat med et par fulde unge i baggrunden og på ukendt terræn 100 meter ude i vandet - helt alene? Nej, så enkelt er svaret. Jeg går yderligere nogle meter ud og forsøger med det første kast. Bundhugget og det efterfølgende tunge slæb med at hive en del tang ind, giver mig syvmile skoene på længere ud i vandet. Jeg har vist fundet en ende på dette flade helvede. Kastet afslører horn i overfladen og blinket bliver kun tungere og tungere, men det er ikke horn. Det er massive mængder af det her fine tang der hænger til tørre på linen og klæber til blinket. Nej, det gider jeg ikke. Så hellere bruge tiden på en kendt plads, så jeg forlader festen efter de 2 kast.
Så er det at dette tredje kast må være det der giver hele 4 fisk, hvis fruen skal have ret. Det gør det langtfra. På den nye plads er tangen lige så nærværende og linen klippes over blinket for at trække al tangen hurtigere af. Blinket lægges i æsken og så går jeg mod bilen igen. Kører hjem med et trist og skuffet ansigtsudtryk. Hvordan det tolkes til 4 fisk, ved jeg ikke, men måske er fruen også bare ude i et forsøg på at gøre mig glad, eftersom jeg er hjemme en hel del tidligere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar