2014.03.09 Den ærgerlige stime fortsætter

Da jeg i januar var nær ved at fryse et ben af, miste en kind, et øre og andet kropstilbehør, da var det med 12 fisk på samvittigheden og tanker på sæsonen der lå i vente. Det kunne (næsten) kun blive godt. Næsten, fordi der stadig lå en del vinter forude som kunne styre fiskeriet hen på de forgange års sløve start. Vinteren der kom, varede 2 uger og siden var det plusgrader, regn - en del blæst - men varme og vandet er allerede på 5 grader nu og fiskene fede.
Altså dem der er blanke og dem der kommer på land. Hos andre. Mere heldige og dygtige fiskere. Selv har jeg nu toppet endnu en weekend med at gå fisketom fra kysten. Havde stævnet Kasper og håbet at se Urban, der dog valgte andre græsgange. Jeg startede med 20 min. på et rev, der dog skyllede mig på land igen og igen. Grov sø. Op i bilen og mod Kasper. Det her vejr skulle give fisk og der var ingen tid at spilde. Måske kun lige bag alle de søndags bilister der i nyvaskede biler var og køre langs Sydkysten i deres helt eget magelige tempo. En fornøjelse at buldre forbi i en beskidt vogn omend jeg havde dårlig samvittighed over at måtte overskride fartgrænsen.

Fremme før Kasper i en imponerende tid, væltede jeg i tøjet og til vandet. Og erfarede at det var helt vindstille. Bølgerne var megastore og buldrede på kysten, der lavvandet til trods, var oprørt og særdeles svært at vade i. Flere gange blev jeg væltet fra sten og næsten omkuld, men tankerne på fiskene i vandet gjorde mig stabil. Vandet var grønt og med masser af svæv. Stadig 5 grader og fuld sol på... årh for helvede altså... det kan bare ikke passe at der ikke sker noget.
Kasper kom. Måbende så han på mig. Jo, det passede at jeg intet havde mærket i mine 10 solo minutter.
Vi forlod pladsen og vidste ikke hvad vi skulle vælge mellem i guldgruben af lækre pladser der bare bad om at blive pryglet af fluer og blink i forårsvejret. Vi faldt for 30 minutter revet. Det fik 30 minutter, da den forventede kontakt udeblev og så røg vi videre til et andet rev. Som vi aldrig fiskede på, da vi på vejen dertil, indså at søen var alt for grov...
Vi endte i Sortfiskehavn og jeg var knækket. Men det kunne reddes nu. Det føltes som en redning da jeg 5 minutter inde i pladsen, havde noget der mindede om et hug, men alt derudover udeblev. Ikke engang en følger, trods vandet her var uklart og mere roligt. Det burde give en fisk for søren...
Kasper og jeg skiltes for dagen. Ingen fattede noget.
Jeg burde være kørt hjem for at græmme mig, men tænkte oprejsningen ventede om hjørnet. Jeg mener... man kan da ikke være uheldig en hel dag, vel?
Og nu sidder jeg så her igen i min stol. Med tørre fingre, der så ikke lugter af fisk... og fatter ingenting. Men det kan der skrives meget om. Lidt lissom ovenstående... endnu en tom fiskedag.