søndag den 23. marts 2014

2014.03.23 Nu er bægeret lige ved at flyde over...

...af kun blankfisk. Der er snart uddeling på alle rev og pladser - muligvis sydkysten undtaget.

Jeg startede ihvertfald på et af mine yndlingsrev idag. Atter engang var vind og vand lige i øjet, for en fisketur af de gode. Atter engang måtte jeg sande at det af en eller anden årsag, kun er mig der syntes det er lækre forhold. Ikke et hug eller følger og så var min halve aftale med Henrik kun et par kilometer væk, da jeg satte mig i automobilet og forsvandt fra
yndlingsrevet.

Henrik havde fisket 30 minutter og ikke mærket noget, så jeg blev straks bange for at dagen var en af de sædvanlige igen, men det kan næsten ikke ske mere på denne årstid og med det vand. Henrik´s sms minutterne inden "jeg lover fisk i dag" talte også sandt bare 5 minutter efter min ankomst. 

"Ööj" og så stod han med bøjet stang og kæmpede. Jeg tænkte nok at den virkede den wobler!

Efter en god kamp, kunne Henrik løfte en helt igennem suveræn flot blankbesa af vandet til genudsætning. Hele finner og perfekt dragt. Manglede alene noget dunk - så havde vægten sagt 6 kg.

Fiskene virkede i hugget idag, men Henrik var den eneste der kunne præstere en størrelse værd at tale om. De andre fisk vi lykkedes med, var alle blanke, men så ikke så store. Vi fik begge blankfisk over målet, men alle svømmer igen. Med 7 grader i vandet er det kun et spørgsmål om før det eksploderer i det rene blankfisk galskab. 

Jeg håber dæleme jeg kan være på plads, når det sker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar