Jeg startede på revet med fiskene fra forleden. Forventer aldrig det samme eller noget tilsvarende, men man ved aldrig og når man tror på det, hvorfor så ikke prøve? Men der skete ikke noget den første halve time og på andres rygter slap min tålmodighed lynhurtigt op og jeg kørte til rygtepladsen. Sikkert som den eneste? Nej, der er mange om budet i disse dage og på en helt almindelig tirsdag står der selvfølgelig 4 mand på plads. Altså i de gode gamle dage ikke...
Men jeg fandt et hjørne og havde de 4 andre på min ene side, så jeg kunne affiske mens jeg gik. Min revkammerat rykkede lidt tættere på mig, da han så mine korte kast. Han var hurtig til at opdage at jeg havde haft en følger! Så fik jeg fisk på. Helt ude i kastet. Den kæmpede bravt den lille undermåler. Der var fisk inde, for jeg havde pludselig følgere og der var hug og så fik jeg en til, til min revkammerats tydelige irritation. Han tog nogle lange skridt mod mig og kastede i min retning, men var så venlig at holde afstanden - tænk hvad et "må jeg godt komme lidt tættere på" i spørgeform havde gjort?
Det blev for meget for ham, da jeg havde fisk på kortvarigt og følgende tog en hornfisk - ja, du læste rigtigt... hornene er kommet. Min revkammerat tog sit grej op og gik bagom mig, for at fiske min højre side af. Desværre for mig, gik han ud så jeg næsten ikke kunne tillade mig at kaste over samme område som tidligere, så jeg valgte at gå mod den plads han havde stået på.
Det skulle jeg vist ikke have gjort, for da jeg kom over til de sten han havde stået på, fik jeg et hug som forleden. Skraldebang og så plaskede det til i overfladen. Fisken vendte dernæst og så så jeg den ikke i overfladen mere, men hold nu kæft en fight den stillede op med. Den var fuldstændig vild. Tog line og gik fra side til side - mere line ud, lidt line tilbage. Det endte selvfølgelig med at jeg havde rullet linen ind, men med alle de udløb føltes det som der var kommet mere på spolen. Sejrrigt med et fast greb om halen, kunne jeg vade med min fisk i land.
Min revkammerat mistede besindelsen da jeg fik fisken på den plads han lige forinden havde stået på, for han pakkede omgående sit grej sammen og gik med blikket stift i jorden, lige forbi mig under fighten. Ikke noget med "hej" eller "vil du låne mit net" eller bare kigge på fighten... nej, han havde fået nok for idag og vendte sig ikke om en eneste gang på vejen væk. Spøjst.
Ikke at jeg manglede det dafnienet han havde, men helt ærligt... hvor ærgerlig behøver man være?
Nå, jeg tog lidt ekstra kast efter landingen, men dagen var gået på hæld og det var på tide at tænke på hvor i fryseren der var plads og hvad en fisk på 3,2 kg mon havde spist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar