Jeg tog en blank i et af de første kast og havde et hug. Så døde det. Så kørte jeg videre og gik blandt andet over hele revet på den gamle dame uden der skete noget som helst. Absolut intet og jeg kunne egentlig ligeså godt sælge grejet og køre hjem, men drog til endnu en plads igen fordi jeg alligevel var ude og fordi vandet blev ved med at se godt ud. Fordi fiskene ikke kunne blive ved med at være underlige og så var de det alligevel.
I et af de første kast, huggede en fisk helt ude på distancen og begyndte at rulle. Så fulgte den meget tvært med ind, men uden at tage udløb eller andet og det var først da den kom ind at fighten begyndte med udløb, men ingen hop. En vildt flot blankfisk kunne derefter genudsættes. Den blev fulgt op af 4 mindre i den følgende time og da jeg mærkede presset fra en anden fisker, så bestemte jeg mig for at gå op, fordi jeg gerne er så asocial som muligt.
Så havde jeg en sjov oplevelse. En fisker kørte ud fra en sidevej og netop som jeg tænkte at den hajfinne på taget, sad helt skævt, indså jeg at det var hans fiskestang og i samme øjeblik gled den af. Jeg nåede at blinke til ham og bremse, for nu lå hans stang midt på vejen. Den havde overlevet, sagde han følgende og takkede for min venlighed ved ikke at køre den over...
Tidspunktet passede med stimen jeg mødte forleden og håbet var at de kunne klokken og kunne hugge igennem. Det kunne de. De følgende 2 timer vendte foråret endelig til noget man kunne bruge til noget igen. Jeg kom ud fra blindgyden og fik 9 blanke, sindsygt hårdt huggende og stærkt fightende havørreder. Det var fandme rart. Der var kun en der var direkte lille, resten lå lige under eller på målet med en enkelt til af de bedre. 2 af fiskene var drømmefisk udi fulton og skønhed, kort kompakt krop, lille hoved og lyse over ryggen. De måtte godt have vejet 5 kilo, men så havde jeg nok fightet dem endnu, hvis det var....
Endelig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar