2023.04.16 Drømmefisken?

Det der med aftaler for folk der arbejder og fører et liv som os andre, kan godt være svært. Så David og jeg aftalte allerede ved årsskiftet at høres ved i februar for den aftale vi planlagde for i dag. Aftalen holdte stadig og så blev det ... i dag.

Og et gensyn efter vist nok 5 år tog sin begyndelse da vi startede vores rejse østover. Planen var oprindeligt Listerlandet, men grundet de sidste dages fiskeri, blev vi enige om at bruge tiden i Skåne og samtidigt spare køreturen og fiske lidt mere. 

Det blev en lang samtale i bilen om dette og hint inden vi var fremme på en lidt kedelig fiskeplads der kunne overståes på en lille time. Henrik dukkede op og ville fiske med os og sammen gik vi til vandet og kastede over det smalle rev. Der skete ikke en skid og pladsen er lidt sådan. Jeg har aldrig rigtigt oplevet noget her og ofte bare småt. Men ud af det blå... uden et hug eller noget... bare ud af ingenting, skød der pludselig en enorm skygge over sandbunden. Stor og bred og min første tanke var af uransagelige årsager torsk. Men det var ikke en torsk og på de 2 sekunder jeg registrerede alt dette, vendte fisken lige så hurtigt tilbage til sin trygge tilværelse på kanten af sandet. Jeg fik den vildeste hjertebanken, for det var en rigtigt stor havørred der kom ud af ingenting, fulgte min Silling med 3 meters mellemrum i en kort jagt, inden den indså at det blev lavt og måske så mig eller David og siden forsvandt. 

Og der skete intet mere.

Christian sluttede sig til og vi blev enige om at forlade den enlige svale, selvom jeg stadig var i en slags drømmeverden om at fiske meget mere på samme sted. Men jeg vidste også godt at fisken længe var væk og aldrig ville dukke op igen. Henrik blev dog på pladsen, da vi valgte at prøve pynten fra i går.

Her var fisk igen, selvom vi aldrig kom ud til pynten. Vi startede alle med lidt følgere og forsigtige hug og følgende begyndte vi at lure dem af, således at vi fik vristet et par mega forsigtige havørreder af vandet der alle huggede i lange spinstop. Stimerne var ikke at se eller mærke til, men vi kæmpede længe indtil energien faldt så drastisk at vi indså at mad i øvrigt også var nødvendigt. Således skiltes vi med Christian og så tog David og jeg os af de sidste rev på vejen tilbage mod vest.

David endte med at nappe et par fisk, mens jeg pludselig ikke kunne finde ud af at få dem til at hugge eller noget.

Det var endnu en dejlig dag i venners selskab, selvom vi manglede den blanke stime. Men de er der og så er der altså nogen store imellem... den slags man drømmer om og som aldrig forlader ens sind.

Jeg slap ikke den massive følger i tankerne og siddende her i sofaen drømmer jeg om en tur dertil i morgen igen, uanset hvor skide urealistisk det end måtte være at møde noget i nærheden.