2023.07.27 Der kunne da være fint med en ørred...

... tænkte jeg, mens jeg gik ned gennem det fuldstændigt forandrede landskab som sommeren havde forvandlet. Blade på alle træer og buske, græs der var grønt. Krat der bestemt ikke var til at gå igennem, men stadig med vandet i baggrunden der lå og blinkede både grønt og blåt. Vand der kaldte på et par kast og som burde holde en havørred eller 2 hjemme og vand der kunne køle mig lidt af, trods den sølle gåtur fra bilen. En gåtur der i den sædvanlige havørredsæson gerne måtte vare lidt længere, fordi man ofte går der i en hylende vind og med en temperatur der ikke er på 20 grader som dagen bød på. En gåtur som ville varme, men som nu i stedet gerne måtte afkortes så man kunne køles lidt. Men der var ingen køling at hente. Overraskelsen var heller ikke så stor, for vinden var gået i sydvest, men jeg var også mere ude fordi jeg havde tiden til det og lysten delvist havde indfundet sig.

Og når jeg alligevel på de kanter, så kunne jeg krydre det med et besøg hos Henrik. Men jeg må erkende at jeg allerede i Ystad havde fået de første fortrydelser. Nu var påsketrafikken 3 måneder væk. De kunstrunder og de loppemarkeder, der lokker med store skilte havde enten udsolgt eller fået vist det de skulle vise og tilbage var kun... feriegæster. Feriegæster i solide jernstænger af køer og langsom trafik. Belgieren vidste ikke om han skulle dreje af her eller længere fremme, danskeren kørte målrettet til færgen. Medelsvensson var vist ligeså træt som jeg, af alle bilerne men i modsætning til mig, der egentlig bare gerne ville frem, kørte han ekstra langsomt og så ellers langt til venstre at ingen under nogen omstændigheder måtte eller kunne overhale. Da han endelig drejede af, havde jeg 4 biler bag mig og Greta i hendes udlejningsbil foran mig og Greta var enten meget forvirret eller mere optaget af hendes telefon, for hun slingrede, bremsede, kørte langsomt og bremsede lidt mere... men endelig var der et stykke åbent vej foran mig og jeg samt jernstangen af biler bag mig, kom alle helskindet udenom og kunne fortsætte vores rejse mod nye køer.

Men jeg skulle ikke holde i kø, jeg skulle til vandet, men fandt ikke hverken frelse eller kølighed efter første stop, hvorefter jeg atter måtte affinde mig med en kø, en ny langsommelig bilist og fandme... badegæster på den ny plads i det 15 grader varme vand. Stockholmere! Deres rullende "r" og deres let arrogante stil, efterlod ingen tvivl. Og så tyskere i deres autocampere, der havde fundet en billig ferie ved en strand med hjemmebragt wienerschnitzel.

Jeg tog vel en 15 kast inden hr. og fru 08 ude ved molen, smed håndklæderne og næppe ænsede sillingen der dumpede ned bare 30 meter ude foran dem. Selv kastede jeg håndklædet i ringen på denne plads og tænkte at der var fred hos Henrik.

Men jeg nåede da lige et stop på en ikke badevenlig plads, uden autocampere, uden tyskere, uden kunstrunde, men med en sommercafe i en skurvogn der tilbød kolde drikke... og dér, ikke så langt fra hurlumhejet og mellem 2 myggestik samt en irriterende hveps, fandt jeg en sommerørred der huggede helt ude i kastet og som modvilligt, men uden udløb, lod sig fighte ind, men jeg kampsvedte i den bagende sol.

Kaffen hos Henrik var i sidste ende mest afslappende såvel som den senere tur hjem, mens alle turisterne sad og drak varme øl fra autocamperen.