Jeg lytter til det der passer mig bedst, men har også holdningen at det ikke er frisk luft der gør en forkølet. Det er jo det virus som man blev smittet af dagene inden, så når skaden alligevel er sket... nå ja men så smutter jeg gerne ud en tur, nu vinden alligevel var perfekt til lidt rav.
Til min store forbavselse var parkeringspladsen helt tom. Jeg ville selvfølelig tjekke pladsen og så køre videre, men der var ikke et øje. Stranden var også tom. Helt tom. Det var alligevel mærkeligt, men intet der gjorde mig noget, men da de første mange hundrede meter også var uden rav så anede jeg om ikke folket havde været her, søgt efter intet og var draget videre til andre pladser. Jeg var ved at følge tankerne trop, men kom til en kant af tangen hvor alt guffet var samlet og lå skjult under ålegræsset.
De sidste dages mange billeder på nettet, efterlod mig med en lille tro på at der måske var lidt rester, men i mit lille hul var der vist ingen der havde søgt eller så var der kommet lidt nyt ind, for allerede i første forsøg åbenbarede der sig en guldklump i nettet og sådan fortsatte det faktisk i takt med at vandet langsomt trak sig tilbage. Ravpindelaget blev liggende, men det var som som ravet forsvandt med vandet. Det tyndede i gevinsterne i nettet og jeg gik lidt febrilsk langs kysten og håbede at ravet lå andre steder, men min times lykkerus var ebbet ud sammen med vandet og så var det vist også om at komme tilbage til bilen og få noget ro i kroppen der begyndte at knage lidt.
102 stykker rav var da fint på en sådan en regnfuld søndag i november, endda mens jeg kunne nyde det hele alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar