lørdag den 16. februar 2019

2019.02.16 En smag af forår på godt og ondt

Der er gentagelser i et hvert liv og et hvert forløb. Mine består i at jeg ved de første spæde forårstimer, død og pine ABSOLUT indbilder mig at det er så skide meget forår, at handsker og hue da ikke behøves. Der går sådan cirka 2 minutter og 3 sekunder fra jeg stiger ud af bilen, til jeg er rocker kold og indser at min forårsforelskelse langt fra er til stede på kysten, hvor meget jeg end gerne vil det. Men i år lykkedes jeg at være en lille smule klogere. Jeg havde ekstra handsker med! Tag den, fake forår!

At jeg så glemte dem i bilen, kan vi lige bortse fra...

Jeg kørte langs kysten og så den ene fede plads efter den anden. Men på dem alle stod den ene flok af fluenørder efter den anden. Jeg kunne ikke lade være at grine. Det der sociale fiskeri, hvor man står en fluekastelængde fra hinanden og kaster mod sin rev kammerat. Sikkert hyggeligt et sted, men jeg er blevet så gammel at jeg slet ikke kan se charmen ved det. Jeg vil have mit rev i fred og behøver ikke sidde med min fiskestang oppe i nakken og sige "reje æder" fordi jeg fanger en fisk. Jeg skulle måske også lige starte med at fange en fisk, men det var så også målet med dagens tur - hvilket det her forresten drejer sig om.

Da jeg havde kørt lidt længere end planlagt, kom jeg frem til en af mine rigtigt gamle kendinge. Hun lå så smukt der, forårsbleg på land og guddommeligt indbydende i farven i vandet. Jeg elsker den plads. Kan betrædes i alt slags vejr og i marts, når tobisen sådan rigtigt er i gang, så kan man være heldig at vade rundt i stimer af fisk. Sådan gik det ikke i dag. Jeg tonsede revet af fra spidsen ud mod den anden spids. Inde i bugten og tilbage. 4 grader og masser af svæv. Vand der i marts havde kastet enorme mængder fisk af sig, men i dag, en spæd forårsdag i februar... kun havde en der kastede. Og det var mig. Kastede ud i det tomme smukke intet.

Jeg gik til bilen og indtog min medbragte suppe. Alt var som det plejede. Suppe, ingen fisk og dejligt ude. Den næste bugt så fed ud. Den fiskede jeg så af. Først i den ene ende, så i den anden. Men kun jeg, mente der skulle være havørred her.

Så kørte jeg. Hvorhen vidste jeg ikke, men nu var der gået 4 timer og ikke skyggen af fisk. Javier stod på den plads, jeg tilfældigt landede på. Han var lige gået af vandet og sammen stod vi der og mente at vi skulle have fisk.
Således gik det så endelig på den sidste plads. Det så egentlig grumset ud, men vinklen fra solen, farvede vandet mere oppe fra set, end det faktisk var. Faktisk så var det så guddommeligt lækkert her også, at jeg endnu engang besluttede mig for at tro på det. Rigtigt meget. Og sørme om ikke jeg havde hug 2 kast i træk. Mega forsigtige hug, bølger og vind til trods. Altså for helvede... i marts havde de tordnet på, indbildte jeg mig. Jeg skiftede agn og krog. De skulle sidde fast! Javier landede en fisk, jeg gik videre. Endnu en fisk markerede min agn. Men så var jeg åbenbart blevet træt af agn, for pludselig beholdt en sten min OLR wobler. Da var jeg blevet kold og ved at blive hammer sur. Der var fisk, de huggede - jeg fangede ingen og nu smed jeg fandme også mit grej væk. Fuck jer!

Jeg gik tilbage til stenen, hvor jeg vidste der stod fisk. Så fik jeg endelig en på og så var der det der med gentagelser. Den røg af... det er et eller andet der sker hvert år ved den første fisk. Jeg fatter ikke hvordan, men sådan er det bare. Det var der, jeg bestemte mig for at det kunne være nok nu. Nu ville jeg have en fisk. Så den huggede så et par kast efter. ENDELIG. En flot lille blankfisk var oppe og hilse på og så fik jeg det straks meget bedre. Tak for hjælpen havørred!

Der skete ikke mere i landinger. Men der var fisk der ude. Forsigtige hug og en enkelt følger, afslørede flere på plads og Javier skræmte en på vej ind. I morgen du... i morgen er det slet ikke sikkert jeg får tid at komme ud. Nå, men vi ser... foråret er, vist nok, sådan lidt i gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar